Skip to main content

Full text of "Haandens og Hjaernens Arbejde; Landbrug, Industri og Haandvaerk i Nutid og i Fremtid, en Udviklingshistorie"

See other formats


Of tl|C 

Tae Estci,te of the late 
Dr. W.H. Lohse 



Digitized by the Internet Archive 

in 2010 with funding from 

University of Toronto 



http://www.archive.org/details/haandensoghjaernOOkrop 



HAANDENS OG HJÆRNENS ARBEJDE 



P. KRAPOTKIN 



HAANDENS OG HJÆRNENS 
ARBEJDE 

LANDBRUG, INDUSTRI OG HAANDVÆRK 
I NUTID OG I FREMTID 



EN UDVIKLINGSHISTORIE 



AUTORISERET OVERSÆTTELSE AF EMMY DRACHMANN 



■■>■ J . ^'J_^.MP 
^5 



GYLDENDALSKE BOGHANDEL 

NORDISK FORLAG 

KØBENHAVN 1904 KRISTIANL\ 






Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) 



INDHOLDSFORTEGNELSE. 



Pag. 
Forord af Forfatteren. 

Kapitel I. Industriens Decentralisation 1 

Arbejdets Deling og Arbejdets Koncentration. Dygtigheden paa 
det industrielle Omraade breder sig. Hver Nation bør blive sin 
egen Producent af Fabrikvarer. England, Frankrig, Tyskland, 
Rusland. Tysk Konkurrence. 

Kapitel II. Industriens Decentralisation (fortsat) 24 

Italien og Spanien. Indien, Japan, Nord-Amerikas Fristater. 
Bomulds-, Uld- og Silke-Industrien. Det bliver stedse mere og 
mere nødvendigt, at hvert enkelt Land fornemlig regner med 
Hjemme-Forbruget. 

Kapitel III. Landbrugets Udsigter 42 

Landbrugets Udvikling. Overbefolknings-Fordommen. Kan Eng- 
lands Jord ernære Befolkningen? Englands Landbrug sammen- 
lignet med Frankrigs og Belgiens. Lønner det sig at dyrke Hvede 
i Storbritannien? Amerikansk Landbrug. Intensiv Kultur i 
Staterne. 

Kapitel IV. Landbrugets Udsigter (fortsat) 86 

Malthus' Lære. Fremskridt i Hvedeavl. Øst-Flandern. Jersey. 
Kartoffelhøsten før og nu. Vanding. Major Hallefs Forsøg. 
Hvedeplantning. 

Kapitel V. Landbrugets Udsigter (fortsat) 108 

Fremgang i Havebrug og Frugtavl i Frankrig og i De forenede 
Stater. Kultur under Glas. Køkkenhaver under Glas. Drivhus- 
Kultur paa Guernsej og i Belgien. Resultater. 

Jiapitel VI. Den lille Industri og Landsbyer, hvori der drives Industri 130 
Industri og Landbrug. Den lille Industri. Forskellige Typer. 
Den lille Industri i Storbritannien: Sheffield, Lake-Distriktet, Bir- 



VI 

Pag^ 
minghara. Den lille Industri i Frankrig. Vævning og andre 
Virksomheder i Egnen om Lyon. Paris som Samlingssted for 
den lille Industri. 

Kapitel VII. Den lille Industri og Landsbyer, hvori der drives Indu- 
stri (fortsat) 166 

De smaa Haandværk i Tyskland. Betragtninger over dette Emne 
og de Resultater, vi derved kommer til. Smaa Haandværk i 
Rusland. 

Kapitel VIII. Haandens og Hjærnens Arbejde 189 

Den store Kløft, der efterhaanden er opstaaet mellem Videnskab 
og Haandværk. Teknisk Uddannelse. En fuldkommen Opdragelse. 
Moskva-Systemet bragt i Anvendelse i Chicago, Boston og Aber- 
deen. Konkret Undervisning. Hvorledes vi nu bortøder Tiden. 
Videnskab og Teknik. De Fordele, Videnskaben vilde have af, 
at aandeligt og legemligt Arbejde forenedes. 

Kapitel IX. Slutning 215 

Tillæg. 

A. Fransk Import 227 

B. Industriens Opblomstring i Rusland 228 

C. .Jærnindustrien i Tyskland 228 

D. Maskinindustrien i Tyskland 229 

E. Bomuldsindustrien i Tyskland 230 

F. Mine- og Tekstilindustrien i Østerrig 232 

G. De Tal, som Giffens og Flux har opstillet for at belyse Englands 
Stilling i Verdenshandelen 233 

H. Bomuldsindustrien i Indien 235 

I. De overrislede Enge i Italien 236 

J. Kanaløerne 237 

K. Plantet Hvede: Rothamsted-Udfordringen 245 

L. Udplantet Hvede • • • 247 

M. Import af Grøntsager til England 249 

N. Handelsgartneri i Belgien 251 

O. Den lille Industri i Lyon-Distriktet 252 

P. Den lille Industri i Paris 257 

Q. De smaa Haandværk i Tyskland 258^ 



FORORD. 



Nationalokonomerne har under Navn af Profit. Grundrente, 
Kapitalrente, Merværdi og deslige ivrig drøftet de For- 
dele, som Grundejere eller Kapitalister eller enkelte særlig 
gunstigt stillede Nationer kan drage enten af Lønarbejdernes 
underbetalte Arbejde eller af andre'Samfundsklassers under- 
legne Stilling eller endelig af andre Nationers lavtstaaende 
økonomiske Udvikling. 

Om disse Fordele gælder det, at de er meget ulige for- 
delt mellem de forskellige Individer, Klasser og Nationer, 
som er medvirkende i Produktionen, og man har derfor gjort 
sig megen Umage med at undersøge, hvorledes disse Goder 
nu om Stunder fordeler sig, hvilke økonomiske og moralske 
Følger denne Fordeling drager med sig, og hvilke Foran- 
dringer i den nuværende Samfundsorden, der kan medføre 
en mere ligelig Fordeling af den hurtigt voksende Rigdom. 

Det er Spørgsmaalene angaaende Rett en til denne for- 
øgede "Velstand, der fremkalder de heftigste Kampe mellem 
NationaløKonomerne af de forskellige Skoler. 

Imidlertid har det store Spørgsmaal om, hvad vi skal 
producere og hvorledes, nødvendigt maattet træde i Baggrun- 
den. Efterhaanden som Nationaløkonomien hæver sig over 
sit nuværende pseudo-videnskabelige Standpunkt, tragter den 
mere og mere efter at blive en Videnskab med den Opgave 



VIII 



at studere Menneskets Fornødenheder samt Midlerne til at 
tilfredsstille disse med det mindst mulige Spild af Energi — 
med andre Ord en Slags Samfunds-Fysiologi. 

Hidtil har dog kun faa Nationaløkonomer erkendt, at 
dette er Økonomiens rette Felt og forsøgt at forske ud fra 
dette Sj'nspunkt. Hovedkærnen i Samfundsøkonomien, nemlig 
Læren om, hvorledes man skal holde Hus med den Energi, 
der er nødvendig for al kunne tilfredsstille Menneskets For- 
nodenheder, er som Følge deraf det Spørgsmaal, man sidst 
venter at finde behandlet i konkret Form i økonomiske 
Undersøgelser. 

Nærværende Bog er et Bidrag til en Del af dette om- 
fattende Emne. Den indeholder en Redegørelse for de For- 
dele, et civiliseret Samfund vilde kunne drage af at forbinde 
industrielle Opgaver med intensiv Landbrug og Haandens 
Arbejde med Hjærnens. 

Betydningen af en saadan Forbindelse har ikke undgaaet 
at vække Opmærksomhed blandt en Del af dem, der beskæf- 
tiger sig med Samfundsvidenskab. Spørgsmaalet blev for et 
halvt Aarhundrede siden ivrig drøftet under Navn af 5 har- 
moniseret Arbejde«, »integral Opdragelse« og deslige. Det 
blev den Gang fremhævet, at den største Totalmængde Vel- 
stand kan naaes, naar en Del forskellige agrikulturelle, indu- 
strielle og intellektuelle Opgaver bliver forenet i hvert enkelt 
Samfund, og at Mennesket kan yde sit højeste, naar han har 
Anledning til samtidig at anvende sine forskellige Evner i 
forskellige Virksomheder — i Landbruget, i Haandværket, i 
Fabrikarbejdet, i Studereværelset eller i Atelieret — i Stedet 
for som nu hele Livet igennem kun at beskæftige sig med 
en enkelt af disse Opgaver. 

Noget senere — i Halvfjerserne — gav Herbert Spencers 
Evolutions-Theori Anledning til, at der i Rusland fremkom et 
interessant Arbejde af M. M. Mikhailovsky : »Fremskridtets 
Theori«. 



IX 

Saa vel den Del af den fremskridende Evolution, der 
skyldes DifJ'erentiationen, som den Del, der sk3ides Inteyra- 
tionen af Evner og Virksomheder, blev af den russiske For- 
fatter behandlet med dyb Forstaaelse og Grundighed, og 
Spencers Differentiations-Formel blev fuldstændiggjort. 

Tilsidst maa jeg endnu blandt en Mængde mindre Mono- 
grafier nævne en lærerig lille Bog af J. R. Dodge — Statistiker 
under De forenede Stater — »Farm and Factor}': Aids deri- 
ved by Agrieulture from Industries«, New York, 1886. I 
denne Bog drøftedes det samme Spørgsmaal fra den prak- 
tiske Amerikaners Synspunkt. 

Et halvt Aarhundrede før vilde en F"orening af agrikultu- 
relle og industrielle Beskæftigelser og i lige Maade en For- 
ening af Haandens og Hjærnens Arbejde kun været et fromt 
Ønske. De Betingelser, hvorunder Fabriksystemet hævdede 
sig, og de forældede Former, der karakteriserede den Tids 
Agerbrug, gjorde en saadan Forening umulig. 

Synthetisk Produktion var en Umulighed. Men denne 
Synthese er senere bleven mulig, fordi de tekniske Frem- 
gangsmaader baade i Landbrug og Industri er blevne saa 
beundringsværdigt simplificeret, hvilket delvis skyldes den 
stadig tiltagende Arbejdsdeling — i Lighed med, hvad vi har 
oplevet i Biologien. Og allerede nu viser der sig i den mo- 
derne Økonomis Udvikling afgjort Tendens til en Synthese 
af de menneskelige Virksomheder. 

Det er denne Tendens, jeg i de følgende Kapitler af min 
Bog har søgt at belyse, idet jeg navnlig har lagt Vægt paa 
det moderne Landbrugs Udsigter, illustreret ved en Række 
Eksempler, som jeg har samlet fra forskellige Lande, samt 
paa den lille Industri, som gennem de nye Metoder for 
Kraftoverførelse har faaet et nj^t Stød fremad. 

Hovedindholdet af de her samlede Betragtninger har været 
ofi"entliggjort i 1888—1890 i »Nineteenth Century« og — for 
en enkelt Artikels Vedkommende — i »Forum«. Men de i 



X 

disse Afhandlinger antydede Tendenser er i Løbet af de 
sidste ti Aar blevne stadfæstet gennem en saadan Mængde 
Fakta, at jeg har været nødsaget til at vedføje en Del nyt 
Stof, medens de Kapitler, der behandler Landbruget, er blevne 
skrevet helt om. 

Jeg griber denne Lejlighed til at sige de Venner og Korre- 
spondenter, der har hjulpet mig med Oplysninger om Land- 
bruget og de smaa Erhvervsgrene, min bedste Tak. 

P. Krapotkin. 

Bromley, Kent, 1898. 



Beteonelser I'or engelsk Mønt, Maal o«; Væst, 



anvendt i Oversættelsen. 



1 £ (Pund Sterling) å 20 sh. = 18 Kr. 

1 sh. (Shilling) å 12 d. = 90 Øre. 

1 d. (Penny) = l^/^ Øre. 

1 engelsk Mil (Mile) å 1760 Yards = 5128 dansk Fod (lidt 

over Vs Mil). 
1 Yard å 3 Feet = 2;., dansk Fod. 
1 Foot å 12 Inches (Tommer) = lidt mindre end en dansk 

Fod. 
1 Acre = 10,271 dansk Kvadratfod (lidt mindre end yj Td. 

Land). 
1 Ton = 20 Centner 32 S^ dansk Vægt. 
1 Ib. = 0,r,i Pund (dansk). 

1 Quarter å 8 Bushels = 2 Tdr. 210/11 Fjerdingkar. 
1 Bushel a 8 Gallons ^ lidt over to danske Skæpper. 
1 Quart = omtrent IY2 Pot. 



KAPITEL I. 
Industriens Decentralisation. 



Arbejdets Deling og Arbejdets Koncentration. Dygtigheden paa det industrielle 
■Omraade breder sig. Hver Nation bør blive sin egen Producent af Fabrik- 
varer. England. Frankrig. Tyskland. Rusland. Tysk Konkurrence. 

HVEM husker ikke det glimrende Kapitel, hvormed Adam 
Smith indleder sin »Undersøgelse af Nationalvelstan- 
dens Natur og Aarsager« ? Selv de iblandt vore nulevende 
Nationaløkonomer, der sjældent kommer tilbage til de Ar- 
bejder, der skjddes Nationaløkonomiens Fader og hyppigt 
glemmer, hvilke Ideer det var, der inspirerede dem, kan 
dette Kapitel næsten udenad. Det er blevet til en Troess- 
artikel, og Økonomiens Historie i det Aarhundrede, som er 
forløbet, siden Adam Smith skrev sit berømte Kapitel, har 
saa at sige været en levende Illustration af det. 

Arbejdets Deling var dets Motto. Og Deling og atter Deling 
— fortsat Deling i nye Underafdelinger — indenfor alle Virk- 
somheder er bleven drevet saa vidt, at Menneskene derved er 
blevne delt i Kaster, der er næsten lige saa skarpt afsondrede 
som de gamle Inderes. Først har vi den store Afdeling, som 
omfatter Producenter og Forbrugere: sroaat-forbrugende Pro- 
ducenter paa den ene Side og smaat-producerende Forbru- 
gere paa den anden. Saa er der blandt den første Klasse 
en hel Række yderligere Underafdelinger: Haandens Arbejder 
og Hjærnens Arbejder, skarpt adskilte til Skade for begge. 



Der er Landarbejderne og Fabrikarbejderne, og iblandt 
disse sidste igen en Mængde Underafdelinger — saa ubetyde- 
lige, at man skulde tro, det moderne Ideal af en Arbejder 
var en Mand eller Kvinde, ja et Barn uden Kendskab til 
Haandværk og uden ringeste Begreb om den Industrigren, 
han eller hun var beskæftiget i, men kun i Stand til, 
en hel Dag igennem, hele Livet at udføre den samme 
Brøkdel af et eller andet større Hele, f. Eks. fra sit tret- 
tende til sit tresindstyvende Aar at trille Hjulbøren frem 
og tilbage paa et bestemt Sted i Kulminen, at lave 
Fjeren til en Pennekniv eller »en Ottendedel af en Knappe- 
naal«. Det vil med andre Ord sige en Arbejder, der 
optræder som Tjener for en bestemt Maskine eller er en 
levende Del af et eller andet uhyre Maskineri, uden at han 
har ringeste Begreb om, hvorledes eller hvorfor dette Ma- 
skineri udfører sine rhytmiske Bevægelser. 

Dygtig Haandværkskunst fejes bort som Overresterne af 
en Fortid, der er dømt til at forsvinde. Thi den Kunstner, 
som før havde en æstetisk Nydelse af det Arbejde, han ud- 
førte med sine Hænder, er nu erstattet af en Slave af Kød 
og Blod, der betjener en Slave af Jærn. 

Ja, endog Landarbejderen, der plejede at finde et Slags 
Vederlag for sit møjsommelige Arbejde ved at bo i det Hus, 
hans Fader havde beboet, og hvor hans egne Børn en Gang 
skulde bo, ved at pløje den Mark, han elskede, og ved altid 
at leve i et inderligt Samkvem med Naturen, selv han er 
dømt til at forsvinde — og kun paa Grund af Arbejdets 
Deling. 

Han er en Anakronisme, siger man, han maa vige Pladsen 
for en tilfældig Arbejder i en Bonanza Farm*), antaget for 



*) Saaledes benævnedes de kæmpemæssige Landbrug paa Amerikas Prærier, 
hvor der kun blev arbejdet i Sommerhalvaaret, mens de om Vinteren 
laa forladte hen, kun vogtede af en eller maaske et Par Mænd. 



Sommeren og afskediget igen om Efteraaret — en Landstryger^ 
som aldrig mere faar den Mark at se, paa hvilken han en 
Gang var med til at indbjærge Høsten. 

»Der behøves kun nogle faa Aars Arbejde for at faa 
Agerbruget omdannet i Overensstemmelse med de sande 
Principer for Arbejdets Deling og for den moderne Industries 
Organisation,« siger Landøkonomerne. 

Blændet af de Resultater, der er indvundne ved vort 
Aarhundredes vidunderlige Opfindelser — navnlig i England — 
er vore Nationaløkonomer stadig gaaet videre i deres Drømme 
om Arbejdets Deling. Det er nødvendigt, paastaar de, at 
hele Verdenen deles i nationale Værksteder, hvoraf hvert 
enkelt har sin Specialitet. Saaledes lærte de os f. Eks., at 
Ungarn og Rusland af Naturen var bestemt til at producere 
Korn til Fabriklandene, at Storbritanien skulde forsyne Ver- 
densmarkedet med Bomuldstøjer, Jærnvarer og Kul, medens 
Belgien skulde sørge for Klædet, og saa fremdeles. Ja, i det 
enkelte Land skulde endog hver enkelt Egn have sin Spe- 
cialitet. 

Saaledes har det allerede været ordnet en Tid, og saa- 
ledes burde det vedblive at være. Der er bleven skabt 
Formuer paa denne Maade, og der vil vedblivende skabes 
Formuer ad samme Vej. 

Idet man gik ud fra, at Nationernes Velstand maatte be- 
regnes efter den Indtægt, de faa havde, og at man fik de 
største Indtægter ved at specialisere Arbejdet, faldt det 
ingen ind, at det Spørgsmaal ogsaa maatte opstaa, om 
menneskelige Væsener altid vilde være villige til at under- 
kaste sig en saadan Specialisering, eller om Nationer kunde 
specialiseres som isolerede Arbejdere. 

Theorien passede for Dagen i Dag, hvorfor saa bekymre 
sig om den i Morgen? Det blev dens Sag at sørge for sin 
egen Theori. 



Og det var det, den gjorde ! 

En Livsopfattelse, der var saa begrænset, at den hvilede 
paa »Profit« som det eneste ledende Motiv for Menneskenes 
Handlinger og gik ud fra, at hvad der stod i Dag skulde 
blive staaende for bestandig, viste sig snart at være i Uover- 
ensstemmelse med Livets Tendenser, og Livet tog derfor en 
anden Retning. 

Ingen kan nægte, at Produktionen ved Hjælp af Speciali- 
sering kan naa et højt Udviklingstrin. Men paa samme Tid 
som det Arbejde, der fordres af den enkelte i den moderne 
Produktion, bliver simplere og lettere at lære og derfor og- 
saa mere ensformigt og trættende at udføre, vil ogsaa den 
enkeltes Fordring om Afveksling i Arbejdet og om at finde 
Anvendelse for alle sine Evner blive mere og mere højlydt. 

Menneskene vil forstaa, at det ikke er til Gavn for Sam- 
fundet at lænke et menneskeligt Væsen for hele Livet til en 
given Plet i en Kulmine eller en Fabrik, at det ikke er for- 
delagtigt at fratage ham et Arbejde, der bringer ham i nær 
Berøring med Naturen, gør ham til en bevidst Del af et stort 
Hele og til meddelagtig i de ædle Nydelser, som Videnskab 
og Kunst, selvstændigt Arbejde og Skaberkraft giver et 
Menneske. 

Men ogsaa Nationerne modsætter sig at specialiseres. 
Hver enkelt Nation er et samlet Indbegreb af Smag og Til- 
bøjeligheder, Ønsker og Hjælpekilder, Evner og Opfindelses- 
talent. Og det Land, som hver enkelt Nation beboer, er 
igen en højst afvekslende Blanding af Jordbund og Klima, 
Høje og Dale og af Skrænter, der fører til endnu større 
Uensartethed af Land og Race. 

Afveksling er Særtrækket baade for Jorden og dens Be- 
boere, og dette fordrer atter Afveksling i Virksomhederne. 
Agerbrug skaber Fabrikdrift, og denne støtter igen Agerbruget. 
Begge er uadskillelige, og de største Resultater naaes ved 
deres Integration, deres Samling til et Hele. Efterhaanden 



som teknisk Viden bliver hver enkelts Ejendom, bliver inter- 
national og ikke længer kan forbeholdes de laa, gør hver 
Nation Fordring paa at kunne finde Anvendelse for alle 
Former af sin Energi i alle Former af Industrien og Land- 
bruget. 

Kundskab respekterer ikke kunstigt afstukne politiske 
Grænser. Og det gør Industrien ikke heller. Vor Tids Ten- 
dens gaar i Retning af at samle saa mange forskellige Indu- 
strier som muligt i hvert enkelt Land, hver enkelt Egn — 
Side om Side med Agerbrug. 

De Fornødenheder, som de forskellige Menneskegrupper 
har, svarer saaledes til det enkelte Individs Fornødenheder, 
og medens en midlertidig Deling af Virksomheder yder den 
sikreste Garanti for, at hvert enkelt Foretagende skal lykkes^ 
er den vedblivende Deling dømt til at forsvinde og til at 
erstattes af de mest forskelligartede Virksomheder — paa 
Industriens, Aandslivets og Agerbrugets Omraade — alle igen 
svarende til Individets forskellige Evner saa vel som til de 
forskellige Evner, der findes indenfor hver enkelt Menneske- 
gruppe. 

Naar vi derfor frigør os for vore Lærebøgers Pedanterier 
og undersøger Menneskelivet som et Hele, ser vi snart, at 
det er paa høj Tid, vi fordrer de Goder, der opnaaes ved at 
samle Arbejdet til et harmonisk og fuldendt Hele, samtidig 
med, at vi holder fast ved de Goder, der opnaaes ved ea 
midlertidig Arbejdsdeling. Vort Program er de forskellige Virk- 
somheders Integration; vi hævder, at Samfundsidealet — det 
vil sige den Form for Samfund, vi allerede øjner — er et 
Samfund, hvor hvert enkelt Individ yder baade manuelt og 
intellektuelt Arbejde, hvor hvert normalt og sundt Menneske 
arbejder baade paa Marken og i Værkstedet, hvor hver 
enkelt Menneskegruppe, som er stor nok til at raade over en 
vis Mængde uensartede naturlige Hjælpekilder — det være sig 
en Nation eller en enkelt Egns Befolkning — selv producerer 



og selv forbruger Størstedelen af sine egne Landbrugspro- 
<lukter og Fabrikvarer. 

Selvfølgelig kan en saadan Forandring ikke helt gennem- 
føres, saa længe Samfundet er organiseret paa en Maade, der 
tillader Ejerne af Land og Kapital, under Beskyttelse af 
Stat og historiske Rettigheder, at tilegne sig det aarlige 
Overskud af Produktionen. Industriens nuværende Organisa- 
tion, der er baseret paa en permanent Specialisering af Virk- 
somheder, bærer allerede i sig Spiren til sin egen Ruin. De 
industrielle Kriser, som stadig bliver voldsommere og af 
længere Varighed, og som yderligere forværres ved det nu- 
værende Systems militære Udrustninger og Krige, gør dettes 
Bestaaen mere og mere vanskelig. Dertil kommer, at Ar- 
bejderne tydeligt tilkendegiver, at de ikke længer taalmodigt 
vil finde sig i den Misere, som er Resultatet af hver enkelt 
Krise. Og hver Krise fremskynder den Dag, da de nu- 
værende Institutioner, som er baserede paa individuel Ejen- 
■domsret og Produktion, bliver rystet i deres Grundvold ved 
indre Kampe, hvis Heftighed kommer til at afhænge af, 
med hvor megen eller hvor liden sund Fornuft de nu privi- 
legerede Klasser optræder. 

Men vi hævder tillige, at et hvilket som helst Forsøg fra 
Socialisternes Side paa at forandre de nu bestaaende Forhold 
mellem Kapital og Arbejde vil blive et Misgreb, hvis der 
ikke tages tilbørligt Hensyn til de ovenfor nævnte Tendenser 
til Samling. Efter min Mening bliver disse Tendenser endnu 
ikke tilstrækkelig tagne i Betragtning af de forskellige Socia- 
listskoler; det er imidlertid nødvendigt, at dette sker. 

Et reorganiseret Samfund maa bort fra den Fejlslutning, at 
Nationer skal specialiseres til at producere enten Landbrugs- 
produkter eller Fabrikvarer. Det maa selv kunne frembringe 
sine Fødevarer og det meste af — for ikke at sige alt — det 
Raamateriale, det behøver. Det maa sørge for at finde de 
bedste Midler til at forene Landbrug med Fabrikdrift — Ar- 



bejdet i Marken med en decentraliseret Industri — , og det 
maa sørge for, at Opdragelsen bliver ledet i det Spor; thi 
kun en Opdragelse, hvor Individet fra den tidligste Barndom 
gøres bekendt med baade Videnskab og Haandværk, kan 
skaffe Samfundet de Mænd og Kvinder, det trænger til. 

Hver Nation maa l)live sin egen Landmand og Fabrikant 
— hvert enkelt Individ maa kunne arbejde paa Marken og i 
et eller andet Industrifag, maa være hjemme i Videnskabens 
Resultater saa vel som i et Haandværk — dette er, paastaar 
jeg, den Tendens, der for Tiden spores hos de civiliserede 
Nationer. 

Industriens Vækst i England og den internationale Tra- 
fiks Udvikling, hvorved Transporten af Fødemidler og 
Raamaterialer foregaar efter en kæmpemæssig Maalestok, 
har fremkaldt den Opfattelse, at nogle faa af Vesteuropas 
Nationer er udsete til at være hele den øvrige Verdens 
Fabriklande. De behøver kun at forsyne Markedet med 
Fabrikvarer, menes der, saa faar de til Gengæld rundt om 
fra hele Jordens Overflade tilsendt de Fødevarer, som de 
ikke selv kan producere og det Raamateriale, de behøver til 
deres Fabriker. Den stadig tiltagende Hurtighed, hvormed 
Kommunikationen over Verdenshavene foregaaer, og Søfarts- 
Forholdenes bekvemme Ordning har bidraget til at bestyrke 
denne Opfattelse. 

Naar vi læser de begejstrede og mesterlige Skildringer, 
som Statistikeren Neumann-Spallart — jeg kunde fristes til 
at kalde ham Verdenshandelens Digter — giver os af den 
internationale Trafik, saa er vi tilbøjelige til at falde i Hen- 
rykkelse over de opnaaede Resultater. »Hvorfor skal vi 
avle Korn, opdrætte Okser og Faar, djrke Haver og udføre 
Markarbejderens og Bondens besværlige Gerning, ængsteligt 
vogte paa Skyerne i Frygt for en daarlig Høst, naar vi med 
langt mindre Besvær kan skatTe os hele Bjærge af Korn fra 
Indien, Amerika, Ungarn eller Rusland, Kød fra Ny-Zealand, 



8 



Grøntsager fra Azorerne, Æbler fra Kanada, Druer fra Malaga 
og saa videre?« spørger Vesteuropæeren. 

»Vor Føde bestaar allerede nu, selv i de beskedneste 
Husholdninger, af Produkter, hentede fra alle Jordens Egne,« 
siger han endvidere. »Vore Klæder er lavede af Planter, der 
er vokset, eller Uld, der er klippet i alle Dele af Verden. 
Amerikas og Australiens Prairier, Asiens Bjærge og Stepper, 
Polaregnenes frosne Ørkener, Tropernes og Midnatssolens 
Lande — alle er de vore Leverandører. Alle Folkeslag 
yder deres for at skaffe os vor daglige Føde, vore Delika- 
tesser, vor Hverdagsklædning og vor Festdragt, medens vi 
til Gengæld sender dem Produkterne af vor højere Intelli- 
gens, vor tekniske Viden og vort sjældne Organisationstalent 
i industriel og kommerciel Retning. Er det ikke et stort 
Syn, denne travle, mangeartede Udveksling af Produkter, der 
pludselig i Løbet af nogle faa Aar er kommen i Gang over 
hele Jorden?« 

Jo vist kan det være et stort Syn, men beror det allige- 
vel ikke nærmest paa en Indbildning? Er det nødvendigt,. 
at Forholdene er saaledes? Hvad har det ikke kostet at 
nåa saa vidt, og hvor længe vil denne Tilstand vare? 

Lad os gaa firsindstyve Aar tilbage i Tiden ! Frankrig 
\aa blødende under de sidste Napoleon'ske Krige. Dets 
unge Industri, som var begyndt at vokse i Slutningen af 
Aarhundredet, var slaaet til Jorden. Tyskland og Italien var 
magtesløse paa det industrielle Omraade. Den store Repu- 
bliks Hære havde rettet et dødeligt Slag mod Livegenskabet 
paa Kontinentet, men med den tilbagevendende Reaktion 
gjordes der Forsøg paa at genopvække de hendøende Institu- 
tioner — og Slavedom betyder ikke Industri, i hvert Fald 
ingen, der er værd at tale om. 

De frygtelige Krige mellem Frankrig og England — om 
hvilke det saa ofte er blevet forklaret, at de udelukkende 
skyldtes politiske Aarsager — havde en langt dybere Grund 



9 

— nemlig en økonomisk! Det var en Krig om Overherre- 
dømmet paa Verdensmarkedet! En Krig imod Frankrigs 
Handel og Industri — og det blev England, der vandt Slaget. 
England blev den overlegne paa Havet. Bordeaux var ikke 
længer Londons Rival, og den franske Industri syntes at 
være kvalt i Svøbet. Begunstiget af det mægtige Opsving, 
Naturvidenskaben og Tekniken fik gennem den store Æra af 
Opfindelser, og uden alvorlige Konkurrenter i Europa be- 
gyndte England nu at udvikle sin Fabrikinduslri. 

At producere efter en stor Maalestok i umaadelige Kvan- 
titeter blev Løsenet. Den nødvendige Menneskekraft var til 
Stede blandt Landbefolkningen, som delvis blev drevet bort 
fra Jorden, delvis lokket ind til Byerne ved de høje Løn- 
ninger. Det fornødne Maskineri skaffedes til Veje, og den 
britiske Produktion af Fabrikvarer steg efter en kæmpemæssig 
Skala. I Løbet af mindre end halvfjersindstyve Aar — fra 
1810 til 1878 - gik Kuludbyttet op fra 10 til 133,000,000 
Tons. Indførslen af Raamaterialer steg fra 30 til 380,000,000 
Tons og Udførslen af Fabrikprodukter fra 46 til 200,000,000 
Pund. Handelsflaadens Tonnage forøgedes til det tredobbelte,' 
og der blev bygget 15,000 Mile (eng.) Jærnbaner. 

Det er overflødigt at sige, hvor dyrt disse Resultater 
købtes. Parlaments-Kommissionernes uhyggelige Afsløringeri 

— fra 1840—42 — af Fabrikbefolkningens frygtelige Vilkaar 
og de haarrejsende Beretninger om mennesketomme Ejen- 
domme og røvede Børn er endnu i frisk Minde. De vil 
blive staaende som varige Monumenter for at vise, ved. 
hvilke Midler den store Industri holdt sit Indtog i Stor- 
britannien. Men Ophobningen af Kapital indenfor de privile- 
gerede Klasser gik for sig med en Hastighed, man aldrig før; 
havde drømt om. De uhyre Skatte, der forbauser enhver 
Fremmed, som gæster en engelsk Rigmands Hus, samledes; 
den Gang, ligesom der ogsaa den Gang begyndtes paa den; 
overdaadige Levemaade, der er saa kostbar, at en Mand, deri 



10 



paa Fastlandet gaar for at være rig, i England kun bliver til 
en Mand med beskedne Midler. Summen af den beskattede 
Formue fordobledes i de sidste tredive Aar af den oven- 
nævnte Periode, medens der samtidig — i Aarene fra 1810 
til 1878 — af engelske Kapitalister anbragtes ikke mindre 
end £ 1,112,000,000 i udenlandske Industrier eller i uden- 
landske Laan. Nu beløber denne Sum sig til £ 2,000,000,000. 

Men England kunde ikke for bestandig monopolisere den 
industrielle Produktion. Hverken industriel Kundskab eller 
industriel Foretagsomhedsaand kunde bevares som et Privi- 
legium for Storbritannien. Naturligt og skæbnesvangert trængte 
disse to Magter over Kanalen og begyndte at brede sig over 
Fastlandet. 

Den store Revolution havde i Frankrig skabt en talrig 
Klasse Gaardmænd, som i henved et halvt Aarhundrede nød 
en forholdsvis sorgfri Tilværelse — eller som i hvert Fald 
nød de Fordele, fast Arbejde giver. De hjemløse Byarbejderes 
Rækker forøgedes imidlertid langsomt. Men Middelklassens 
Revolution i 1789 — 1793 havde allerede draget en Skillevæg 
mellem Gaardmændene og Landsbyernes Proletarbefolkning, 
og ved at begunstige de første til Skade for de sidste blev de 
Arbejdere, der ikke ejede Hus eller Jord, dømte til at forlade 
deres Hjemstavn og kom saaledes til at danne den første Begyn- 
delse til den Arbejderklasse, der henvistes til Fabrikherrernes 
Barmhjertighed. Ydermere begyndte Gaardmændene selv — 
efter den korte Periode af ublandet Velvære — at føle Trykket 
af de daarlige Tider, og det blev snart deres Tur at søge 
Arbejde i Fakrikerne. Krig og Revolution havde hæmmet 
Industriens Vækst, men i sidste Halvdel af det forløbne Aar- 
hundrede begyndte den at arbejde sig op paa ny. Den ud- 
vikledes og forbedredes. Til Trods for Tabet af Elsass er 
Frankrig nu ikke — som det var for fyrretyve Aar siden — 
nødt til at hente sine Fabrikprodukter i England. Dets Ud- 
førsel af egne F'abrikvarer anslaaes til omtrent Halvdelen af 



11 



Storbritanniens, og deraf er de to Tredjedele Tekstilvarer. 
Dets Indførsel af denne Branche bestaar hovedsagelig kun 
af linere Bomuldsgarn og Uldgarn — for det meste igen ud- 
ført som Stoffer — samt af en forsvindende Del Uldtøjer. 
Med Hensyn til sit eget Forbrug saa viser Frankrig afgjort 
Tilbøjelighed til at blive et Land, der forsyner sig selv, 
og hvad Salget af dets Fabrikvarer angaar, ser det ud, 
som om det nærmest stolede paa sit eget rige Hjemme- 
Marked og ikke paa sine Kolonier.*) 

Tyskland følger efter i det samme Spor. I de sidste 
fem og tyve Aar og navnlig efter den sidste Krig er der 
foregaaet en hel Omdannelse af dets Industri. Maskinerne 
er bleven forbedrede, og de nye Fabriker er forsynede med 
Maskiner, som i de fleste Tilfælde er Teknikens sidste Op- 
findelse. Det har Masser af Arbejdere og Fagfolk, der sidder 
inde med en overlegen teknisk og videnskabelig Uddannelse, 
og dets Industri har en mægtig og intelligent Støtte i en hel 
Hærskare af kundskabsrige Kemikere, Fysikere og Ingeniører. 
Gennemgaaende frembyder Tyskland nu Billedet af en 
Nation i Opgang — paa ethvert Omraade udrustet med alle 
de Kræfter, et nyt Frembrud giver. For tredive Aar siden 
var Tyskland en Kunde af England. Nu er det allerede en 
Konkurrent paa de sydlige og østlige Markeder, og med den 
nuværende hurtige Udvikling af dets Industri vil Konkurren- 
cen snart blive endnu mere brændende, end den allerede er. 
Den industrielle Produktions Bølge, som havde sit Udspring 
i det nordvestlige Europa, bevæger sig fremad imod Øst og 
Sydøst og breder sig stadig over større Kredse. Efterhaanden 
som den drager frem imod Øst og trænger frem til yngre 
Lande, vil den medføre alle de Forbedringer, der skyldes et 
Aarhundredes mekaniske og kemiske Opfindelser. Den laaner 
af Videnskaben al den Hjælp, som Videnskaben kan give 

•) Se Tillæg A. 



12 

Industrien, og den finder, hvor den kommer frem, en Befolk- 
ning, som er ivrig efter at tilegne sig de sidste Resultater af 
moderne Viden. De nye Fabriker i Tyskland staar paa det 
Standpunkt, hvortil Manchester var naaet efter et Aarhun- 
dredes Eksperimenter og famlende Forsøg, og Rusland be- 
gynder dér, hvor Manchester og Sachsen nu staar. Rusland 
forsøger paa sin Side at frigøre sig for sin Afhængighed af 
Vest-Europa og begynder ilsomt at fabrikere alle de Varer, 
det tidligere indførte enten fra Storbritannien eller fra Tysk- 
land. 

Toldbeskyttelse kan muligvis undertiden befordre nye 
Industriers Fødsel — dog bliver det altid paa Bekostning af 
andre opvoksende Industrier og altid hæmmende Udviklingen 
af dem, der allerede eksisterer. Men Fabrikindustriens De- 
centralisation gaar sin Gang fremad med eller uden Told- 
beskyttelse. Østrig, Ungarn og Italien følger i samme Spor; 
de udvikler den indenlandske Industri, og selv Spanien og 
Serbien er i Færd med at slutte sig til Indu.strilandenes 
Gruppe. Ja, endog Indien, Brasilien og Meksiko begynder — 
støttet af engelsk og tysk Kapital og Kundskab — at skabe 
sig en indenlandsk Industri paa egen Jordbund. Endelig er 
der i Løbet af de senere Aar vokset en farlig Konkurrent 
op for alle Europas Nationer i Nord-Amerikas Fristater. 
Efterhaanden som teknisk Kundskab breder sig videre og 
videre, er det uundgaaeligt, at Fabrikvirksomheden tager 
Vækst i Staterne, og den vokser med en saadan Hurtighed 
(helt amerikansk), at det kun "vil vare nogle faa Aar, før 
de nu neutrale Markeder er oversvømmede af amerikanske 
Varer. 

Den førstkommendes Forret har ophørt at eksistere paa 
det industrielle Omraade. Og den vil aldrig komme til at 
eksistere mere, hvor krampagtige Forsøg der end gøres paa 
at genindføre Tilstande, der allerede hører Historien til. Der 



13 



maa søges nye Veje, nye Maal — Fortiden har været, men 
kommer ikke igen. 

Førend jeg gaar videre, skal jeg med nogle faa Tal illu- 
strere Industriens Fremskriden mod Øst. Lad mig til en 
Begyndelse tage Rusland, ikke fordi jeg kender dette Land 
bedst, men fordi det var Rusland, der kom sidst med. 

For fyrretyve Aar siden ansaas Rusland for at være et 
Ideal af en Landbrugs-Nation, af Naturen selv bestemt til at 
forsyne andre Nationer med Næringsmidler og til at hente 
sit eget Forbrug af Fabrikvarer fra Vesten. Saaledes var det 
i Virkeligheden for fyrretyve Aar siden, men — det er ikke 
mere saaledes. 

I Aaret 1861 — Aaret for Livegenskabets Ophævelse — havde 
Rusland og Polen kun 14,060 Fabriker, hvis aarlige Produk- 
tion beløb sig til en Værdi af 296,000,000 Rubler (omkring 
Jg 36,000,000). Tyve Aar efter var Fabrikernes Antal vokset 
til 35,160, og den aarlige Produktion var omtrent fire 
Gange fordoblet. I 1894 havde den samlede Produktion 
naaet et Belob af 1,759,000,000 Rubler {£ 180,000,00) og det 
til Trods for, at Tællingen ikke medregner de mindre Fabri- 
ker og alle de Industrigrene, der betaler Acciseafgift — som 
f. Eks. Sukker, Sprit og Tændstikker. 

Det mest nævneværdige Træk for den russiske Industri 
er, at medens Antallet af de Arbejdere, der anvendes i Fa- 
brikerne, næppe engang er fordoblet siden 1861, er hver 
enkelt Arbejders Produktion langt mere end fordoblet; for 
de vigtigste Industrigrenes Vedkommende er den naaet op til 
det tredobbelte. Gennemsnitstallet var i 1861 ikke fuldt jg 70 
pr. Aar — nu er det <£ 163. Produktionens stigende Vækst 
skyldes saaledes fornemlig de forbedrede Maskiner. 

Hvis vi nu tager de enkelte Brancher, navnlig Tekstil- 
industrien og Maskinfabrikerne, bliver Fremskridtet endnu 
mere slaaende. Naar vi betragter de atten Aar, der gik 
forud for 1879 (da Indførselstolden forhøjedes med næsten 



14 

30 Procent, og der oprettedes et Toldpoliti), finder vi, at 
Bomulds-Produktionen selv uden Toldbeskyttelse voksede 
til det tredobbelte samtidig med, at Antallet af de Arbej- 
dere, der beskæftigedes i denne Industri, kun steg med 
25 Procent. Hver enkelt Arbejders Produktion i Penge- 
værdi steg saaledes fra £ 45 til £ 117 aarlig. I de føl- 
gende ni Aar fordobledes dette Tal, saa at Produktionen i 
Pengeværdi naaede det smukke Tal af £ 49,000,000, mens 
den i Mængde udgjorde 3,200,000 Centner. Det er værd at 
lægge Mærke til, at det indenlandske Marked for russiske 
Bomuldsvarer med en Befolkning af 130,000,000 Individer 
næsten er ubegrænset, og at enkelte Bomuldsvarer ogsaa 
eksporteres til Persien og Centralasien.*) 

Vistnok maa de fineste Uldgarnssorter saa vel som Sygarn 
endnu stadig indføres; men Lancashire-Fabrikanterne vil 
snart sætte en Stopper for ^et; de anlægger nu deres Fabri- 
ker i Rusland. Forrige Aar anlagdes der i Rusland — for 
engelsk Kapital og ved Hjælp af engelske Ingeniører — to 
store Bomuldsspinderier for Tilvirkning af de fineste Garn- 
sorter, og for nylig har en bekendt Manchester-Fabrikant 
bygget en Fabrik i Moskva for Tilvirkning af fin Staaltraad 
til Bomuldskartningen. 

Kapital er international og overskrider Landegrænser — 
med og uden Toldbeskyttelse! 

*) Den aarlige Indførsel af Raabomuld beløber sig til 4,000,000 Centner. 
Deraf kommer de 3,000,000 Centner fra Centralasien og Transkaukasus. 
Dette er en ganske ny Industrigren. Det er Russerne, der har plantet 
de første amerikanske Bomuldsplanter i Turkestan, ligesom det ogsaa er 
dem, der har anlagt de første Sorterings- og Presnings-Anstalter. Den 
forholdsvis billige Pris paa de tarvelige Bomuldstojer saa vel som de 
trykkede Tøjers gode Kvalitet tildrog sig ved Udstillingen i Nishnej 
Novgorod den britiske Kommissærs Opmærksomhed, saa at han i sin 
Indberetning til den engelske Regering gav dette Emne en ret indgaa- 
ende Omtale. 



II 



Det samme, som er sket paa Bomuldsindustriens Omraade, 
gælder ogsaa for Uldindustrien. I denne Branche staar Rus- 
land forholdsvis tilbage. Dog anlægges der nu aarligt i Rus- 
land og Polen af engelske, tyske eller belgiske Fabrikanter 
Uldspinderier og Væverier, som bliver udstyret med de nyeste 
Maskiner. Allerede forrige Aar blev fire Femtedele af den 
ordinære Uld og saa meget, som der var at faa, af de finere 
Sorter, kartet og spundet i Rusland selv — kun en Femtedel 
blev sendt bort. De Tider er saaledes for bestandig forbi, 
da Rusland indtog Pladsen som Eksportør af Raauld.*) 

Hvad Fabrikationen af Maskiner angaar, kan der ikke 
engang drages Sammenligning mellem nu og 1861 — ja, selv 
1870, idet hele denne Industri er vokset op i Løbet af de 
sidste femten Aar. 

I en fortrinlig Afhandling fremhæver Professor Kirpitcheff, 
at den indvundne Fremgang bedst kan bedømmes ved at be- 
tragte Rusland. Her har Udviklingen naaet en saadan Fuld- 
kommenhed, at de russiske Dampmaskiner og Fabrikationen 
af Vandrør staar fuldt paa Højde med, hvad Glasgov^' præ- 
sterer. 

Takket være først engelske og franske Ingeniører og 
senere den tekniske Udvikling i Landet selv behøver Rusland 
nu ikke længer at indføre noget af sit Jærnbanemateriel. 
Og hvad Landbrugsmaskiner angaar, saa ved vi af adskillige 
Beretninger fra britiske Konsulater, at de russiske Meje- 
maskiner og Plove med Held kan konkurrere med baade 
amerikanske og engelske Produkter af samme Art. I den 
sidste halve Snes Aar har denne Fabrikbranche taget et 
mægtigt Opsving i det sydlige Ural og navnlig paa det store 
Sletteland, der falder ned mod det Asovske Hav. Det er om 
denne Landsdel, at Vicekonsul Green 1894 beretter følgende: 



*) Det aarlige Udbytte ai Ruslands og Polens 1085 Lidvæverier ansloges 
i 1894 til at repræsentere en Værdi af ^ 12,000,000. 



16 

»Foruden otte eller ti betydelige Fabriker er hele Kon- 
sulatsdistriktet nu fuldstændig oversaaet med smaa indu- 
strielle Anlæg, der hovedsagelig beskæftiger sig med Tilvirk- 
ning af Landbrugs-Maskiner og -Redskaber, og de tleste af 
dem har deres egne Støberier — «. 

Og han tilføjer: »Byen Berdyansk kan nu rose sig af at 
have den største Fabrikation af Mejemaskiner i Europa, den 
kan levere tre Tusinde Maskiner aarlig.« 

De her anførte Tal gælder kun de Fabriker, der har 
et aarligt Overskud af mere end £ 200, og indbefatter 
ikke de mange forskellige smaa Virksomheder, der ligeledes 
har udviklet sig i den senere Tid — Side om Side med Fa- 
brikdriften. Hus-Industrien, der er saa karakteristisk for 
Rusland og saa nødvendig under et Klima som det russiske, 
beskæftiger nu mere end 7,500,000 Bønder, og dens samlede 
Produktion blev for nogle faa Aar siden ansat højere end 
den samlede Produktion af alle Ruslands Fabriker. Den 
oversteg i Værdi £ 180,000,000 pr. Aar. Jeg vil senere 
faa Lejlighed til at komme tilbage til dette Emne og skal 
derfor ikke nu trætte med Tal, men kun anføre, at selv i 
Ruslands vigtigste Fabrikegn — i Provinserne omkring 
Moskov — giver Hjemmevævningen et aarligt Overskud af 
£ 4,500,000, og at der i det nordlige Kaukasus, hvor den 
lille Industri dog er af en senere Dato, i Bøndernes Hjem 
findes 45,000 Væverstole, som giver en aarlig Produktions- 
værdi af £ 2,000,()00. 

Hvad Bjærgværksdriften angaar, saa har Kulminerne ved 
Don — til Trods for Overbeskyttelse og til Trods for Kon- 
kurrencen med Brænde og Nafta*) — i de sidste ti Aar givet 
det dobbelte Udbj'tte, og i Polen er Udbyttet blevet fire 
Gange større. Næsten alt Staalet, tre Fjerdedele af Jærnet 



*) Af de 124(5 Dampere, som sejler paa de russiske Floder, benytter en 
Fjerdedel Nafta som Brændselsmateriale og Halvdelen Brænde. Ogsaa 
.Tærnstøherierne og Jæriibanerne i Ural benytter væsentligst Brænde. 



17 

.« \ 

og to Tredjedele af det Raajærn, som bruges i Rusland, er 

indenlandsk Produkt, og de otte russiske Støberier, der fabri- 
kerer Jærnbaneskinner, er tilstrækkelig produktive til aarlig at 
kunne sende 6,000,000 Centner Skinner paa Markedet.*) Intet Un- 
der derfor, at Indførslen af Fabrikvarer til Rusland er saa ube- 
tydelig, og at denne Indførsel fra Aaret 1870 — det vil sige 
ni Aar før den almindelige Toldforhøjelse fandt Sted — i 
Forhold til den øvrige Indførsel har været i stadig Tilbage- 
gang. Indførslen af Fabrikprodukter udgør nu kun en 
Femtedel af den samlede Import, og medens Englands Eks- 
port til Rusland i 1872 ansattes til en Værdi af i£ 16,300,000, 
takseredes den i 1894 kun til £ 6,884,500.' Af denne Sum 
faldt kun lidt over 2,000,000 paa Fabrikvarerne, det øvrige 
var enten Fødemidler eller Raamateriale eller kun delvis 
fabrikerede Produkter, som f. Eks. Metaller, Garn o. s. v. 

I Virkeligheden er Indførslen af engelske indenlandske 
Produkter i Løbet af ti Aar fra en Værdi af £ 8,800,000 
svundet ind til et Beløb af £ 5,000,000, saa at Værdien af 
de engelske Fabrikvarer, der nu indføres i Rusland, er redu- 
ceret til følgende ubetydelige Tal: Maskineri £ 2,006,600, 
Bomuldstøjer og -Garn £ 395,570, Uldtøjer og -Garn £ 287,900 
o. s. V. Men Værdiformindskelsen af indførte engelske Varer 
er endnu mere paafaldende. Saaledes indførtes der i Aar 
1876 til Rusland 8 Mill. Centner britiske Metaller, som betaltes 
med £ 6,000,00, mens der i 1884 for samme Mængde kun 
betaltes £ 3,400,000. 

Den samme Nedgang spores for alle importerede Varers 
Vedkommende, skønt ikke allevegne i samme Forhold. Det 
vilde værs en stor Misforstaaelse at tro, at Nedgangen i den 
fremmede Import skyldtes de høje Toldtarifer. Den forklares 
langt rimeligere ved den indenlandske Industris Opblomstring. 
Uden Tvivl har Toldbeskyttelse — 1 Forbindelse med andre 

*) Se Tillæg B. 



18 

Aarsager bidraget til at drage tyske og engelske Fabrikanter 
til Polen og Rusland. Lodz — Polens Manchester — er en 
fuldstændig tysk By, og i de russiske Handelsselskaber vrim- 
ler det med; tyske Navne. Engelske og tyske Kapitalister, 
engelske Ingeniører og Maskinmestre har omplantet deres- 
respektive Moderlandes højt udviklede Tekstilindustri til 
Ruslands Jordbund, og de er nu ogsaa i Færd med at for- 
bedre Uldindustrien og Maskinfabrikationen, medens Belgierne 
hurtigt fører Jærnindustrien frem i Syd-Rusland. Der er 
ikke længer Tvivl om, at en Frihandelspolitik ikke vil formaa 
at hæmme Industriens videre Udvikling i Rusland, ikke blot 
Nationaløkonomer, men ogsaa mange russiske Fabrikanter er 
af. denne Mening. Et Frihandelssystem vil kun ramme de 
Fabrikanter, der ikke sørger for gt forbedre deres Maskiner, 
og som hovedsagelig regner med billig Arbejdskraft og med 
en lang Arbejdstid. Dertil kommer, at Industrien i Rusland 
øjeblikkeligt vil tage et endnu kraftigere Opsving, saa snart 
det blot lykkes Landet at opnaa større Frihed. 

Teknisk Uddannelse, som mærkeligt nok indtil for nylig, 
har været systematisk holdt nede af Regeringen, vil hurtig 
vokse og spredes. 

I Løbet af nogle faa Aar vil Rusland med sine naturlige 
Hjælpekilder og sin arbejdsomme Ungdora, sora allerede nu 
forsøger at forene Haandværk med Videnskab, kunne se sin 
industrielle Kraft tifold forhøjet. 

Det vil fabrikere alt, hvad det selv behøver og dog ved-- 
blive at være en Landbrugs-Nation. For Tiden er der kun 
1 Million Mænd og Kvinder af en Befolkning paa 80 Millioner 
— i europæisk Rusland — , som er beskæftiget i Fabrikerne, 
og 7,500,000 driver Agerbrug samtidig med, at de udfører 
Fabrikarbejde. Disse Tal kan fordobles tre Gange, uden at 
Rusland derfor ophorer at være et agerdyrkende Land, men 
hvis det virkelig skulde blive tre Gange forstørret, vilde der 
ikke længer være Brug for indførte Varer — af den Grund, 



19 

at et agerdyrkende Land kan producere Varerne billigere 
end et Land, der lever af indførte Næringsmidler. 

Det samme Forhold er i endnu højere Grad Tilfældet 
med andre europæiske Nationer, som er langt mere frem- 
skredne paa det industrielle Omraade, saaledes som f. Eks. 
Tyskland. Der er i den senere Tid bleven skrevet saa meget 
om den Konkurrence, som engelske Produkter har at bestaa 
med tyske, endog paa det engelske Marked selv, og man kan 
let gøre sig et Begreb derom blot ved et Besøg i Londons 
Butiker, saa jeg behøver ikke at skrive udførligere om 
den Sag. 

Mange Artikler i landøkonomiske Tidsskrifter, talrige Kon- 
sulatsberetninger, som regelmæssigt offentliggøres i de ledende 
Blade, og endelig politiske Taler har atter og atter indprentet 
den offentlige Mening i England, hvor betydelig og mægtig 
den tyske Konkurrence er.*) 

Endvidere har Fremskridtsmænd med levende Interesse 
for den tekniske Uddannelse i England saa ofte paapeget, 
hvilken Magt tysk Industri faar gennem sine faguddannede 
Arbejdere og Ingeniører og ved sine talrige Videnskabsmænd^ 
saa at det ikke længer kan overses, hvorledes Tyskland 
pludselig har udviklet sig til en industriel Magt af Rang. 

Naar der igamle Dage behøvedes et halvt Aarhundrede til at 
udvikle en Industri, saa er nogle faa Aar tilstrækkelige nu til Dags. 

I 1864 indførtes der kun 160,000 Centner Raa-Bomuld 
i Tyskland og eksporteredes kuu 16,000 Centner Bomulds- 
tøjer. Bomulds-Spinding og Vævning var for det meste 
en ubetydelig indenlandsk Industri. Allerede 20 Aar senere 



*) Mange Fakta i saa Henseende er blevet samlede i en lille Bog tMade 
in Germany«, af E. E. Williams. Uheldigvis bliver de Fakta, der 
staar i Forbindelse med den moderne Industris Udvikling i Tyskland 
hyppigt benyttede i partisk Øjemed for at fremme Toldbeskyttelse, og 
den Betydning, de i Virkeligheden har, bliver derved ofte fejlagtig, 
bedomt. 

2* 



20 

var Indførslen af Raa-Bomuld steget til 3,600,000 Centner, og 
2 Aar efter steg den til 5,556,000 Centner. Udførslen af 
Bomuldsgarn og Tøjer beløb sig i 1883 til en Værdi af 
M 3,600,000 og i 1893 til £ 7,662,000. I mindre end tredive 
Aar skabtes der saaledes en stor Industri. Der blev sørget 
ft>r den fornødne tekniske Dygtighed, og nu behøver Tj'sk- 
iand kun at ty til Lancashire for at hente de allerfineste 
Garnsorter. Men selv paa dette Punkt vil der efter Hr. 
Franckes Mening*) snart ske en Forandring. Der er for 
nylig bleven anlagt særlig fine Spinderier i Tyskland, og der 
er Udsigt til, at man snart helt vil kunne løsrive sig fra 
Liverpool, idet der paatænkes oprettet en Bomuldsbørs i 
Bremen. 

■^ I Uldindustrien er Tenenes Antal hurtig fordoblet, og i 
1894 naaede Eksporten af Uld varer en Værdi af ig 8,220,300, 
hvoraf der sendtes for £ 907,569 til Storbritannien.**) ' -+ 

Linned-Industrien har udviklet sig i endnu hurtigere Grad, 
og hvad Tysklands Silkeindustri angaar, saa regnes den nu 
for at være næst efter Frankrigs, idet den beskæftiger 87,000 
Væve og i Værdi giver et aarligt Udbytte af £ 9,000,000. 

Det Fremskridt, Tyskland har gjort paa det kemiske 
Omraade, er vel kendt og føles kun altfor eftertrykkeligt af 
Skotland og Northumberland. Samtidig læser vi i de offici- 
elle Beretninger, som Jærn- og Staal-Kompagniet offentliggør, 
at Tysklands Produktion af Raajærn og af fabriktilvirkede 
Jærn varer er steget enormt i de sidste tyve Aarf). Intet 
Under derfor, at Indførslen af Jærn og Staal til Tyskland 
i de samme tyve Aar er svundet ind til Halvdelen af, hvad 
•den før var, medens Udførslen er vokset næsten fire 
Gange. 



*) »Die neueste Entwickelung der Textil-Industrie in Deutschland«. 
**) Schulze Gaveriiitz: »Der Grossbetrieb etc. Se Tillæg E. 
t) Se Tillæg C. 



21 

Hvad Maskinindustrien angaar, maa vi indrømme, at selv 
om Tyskerne har begaaet den Fejl altfor slavisk at kopiere 
engelske Modeller i Stedet for selv at skabe nye, saaledes 
som Amerikanerne har gjort, saa er disse Kopier saa ud- 
mærkede, at de i Prisbillighed konkurrerer heldigt med de 
Redskaber og Maskiner, der fabrikeres i England. *) 

Jeg behøver næppe her at omtale den Overlegenhed^ 
Tyskland udviser i Fabrikationen af videnskabelige Instru- 
menter. Alle Videnskabsmænd, selv de franske, kender den. 

Som Følge af disse Forhold er Indførslen af Fabrikvarer 
til Tyskland i Nedgang. Den samlede Indførsel af Tekstil- 
varer (indbefattet Garn) staar saa lavt, at den næsten 
opvejes ved en tilsvarende Udforselsmængde. Og der er 
ikke Tvivl om, at det tyske Tekstilmarked ikke alene meget 
snart vil være lukket for andre Fabriklande, men ogsaa at 
den tyske Konkurrence vil føles mere og mere generende 
paa de neutrale og de vesteuropæiske Markeder. 

Man kan let hoste Bifald hos et utilstrækkelig oplyst 
Auditorium ved med mere eller mindre Pathos at erklære, 
at tysk Produktion aldrig kan stilles ved Siden af den en- 
gelske! Men Faktum er, at tysk Produktion i Prisbillighed 
kan konkurrere med den engelske, ligesom den ofte — hvor 
det behøves — er lige saa god i Kvalitet, og dette Forhold 
skyldes mange forskellige Aarsager. 

»Den billige Arbejdskraft«, som der saa ofte hentj'des til 
i Diskussioner, der fores her i Landet og i Frankrig ora 
tysk Konkurrence, vil vi her lade ude af Betragtning, efter- 
som det gennem den senere Tids nøjagtige Undersøgelser er 
tilstrækkelig bevist, at lave Lønninger og en lang Arbejds- 
dag ikke nødvendig betyder billig Produktion. Billig Ar- 
bejdskraft og Toldbeskyttelse betyder ikke andet end, at der 

*) Se Tillæg D. 



90 



gives en Mængde Fabrikanter Anledning til at vedblive at 
arbejde med ufuldkomment Maskineri. I højt udviklede In 
dustrigrene — som Bomulds- og Jærnindustrien — opnaar 
man den billigste Produktion ved høje Lønninger, kort Ar- 
bejdsdag og ved at benytte de heste Maskiner. Naar 
Antallet af de Arbejdere, der anvendes ved hvert Tusinde 
Tene, varierer mellem 17 (i mange russiske Fabriker) 
og 3 (i England), saa vil ikke nogen som helst Nedgang i 
Arbejdslønnen kunne udjævne denne umaadelige Forskel. 
Som Følge deraf er Arbejdslønnen i de bedste tyske Bomulds- 
væverier og Jærnstøberier ikke lavere, end den er i Stor- 
britannien. Alt, hvad der kan siges er, at Arbejderne i Tysk- 
land faar mere for deres Løn end Arbejderne i England. 
England kan med Rette kaldes Mellemhandlernes Paradis, 
og det vil vedblive at være det, saa længe Landet hovedsage- 
lig lever af indførte Fødevarer. 

Hovedaarsagen til Tysklands Held paa det industrielle 
Omraade er den samme, som gælder for de Forenede Stater. 
Begge disse Lande træder først nu ind i den industrielle 
Fase af deres Udvikling, og de begynder paa den med hele 
Ungdommens og Begynderens Energi. Begge Lande nyder 
Goderne af en vidt forgrenet videnskabelig-teknisk eller i 
hvert Fald konkret — videnskabelig Undervisning. 

I begge Lande anlægges Fabriker efter de bedste og 
myeste Modeller, som allerede er prøvede og udarbej- 
dede andet Steds. Og begge Lande befinder sig i en Periode 
af aandelig Opvaagnen paa alle Felter — i Literaturen, Viden- 
skaben, Industrien og Handelen. De begynder dér, hvor 
Storbritannien stod i den første Halvdel af det forløbne Aar- 
hundrede — den Gang, da engelske Arbejdere opfandt saa 
meget af det epokegørende moderne Maskineri. 

Vi har simpelthen foran os et Eksempel paa Nationer- 
nes gradvise Udvikling. Og i Stedet for at ignorere dette 
•eller opponere derimod, vilde det være bedre, om de to 



23 

Pionerer for den store Industri — England og Frankrig — 
forsøgte at finde nye Initiativer og gøre noget nyt igen. 

Skulde der ikke for disse to Nationers Skaberaand være 
»nj'e Maal at finde i en ny Retning, nemlig den ved Udnyt- 
telsen af baade Jorden og af Menneskets industrielle Evner 
:at sikre hele Nationens Velfærd i Stedet for kun nogle 
»enkelte Individers? 



KAPITEL II. 
Industriens Decentralisation fortsat. 



Italien og Spanien, Indien, Japan, Xord-Amerikas Fristater. Bomulds-, Uld- 
og Silke-Industrien. Det bliver stedse mere og mere nødvendigt, at hvert 
enkelt Land fornemlig regner med IIjemme-Forbruget. 

DEN industrielle Udviklings Bølge breder sig imidlertid 
ikke alene mod Ost, men gaar ogsaa mod Sj'dost og Syd. 
Østerrig og Ungarn kommer hurtigt med i Kapløbet om 
Overlegenhed paa det industrielle Omraade. Triple-Alliancen 
er allerede truet ved den voksende Trang hos østerrigske 
Fabrikanter til at forsvare sig imod tysk Konkurrence, og 
selv Dobbeltriget har set sine Søsternationer strides om 
Toldspørgsmaal. Østerrigs Industri er af moderne Oprindelse, 
men viser ikke desmindre et aarligt Overskud, der i Værdi 
ansættes til 300 MilHoner Pund Sterling. 

I Løbet af nogle faa Aartier har Bøhmen udviklet sig 
til at blive et Industriland af nævneværdig Betydning, og de 
fortrinlige og originale Maskiner, som findes i Ungarns for 
nylig helt omkonstruerede Melmøller viser, at ogsaa dette 
Lands unge Industri er paa rette Vej — ikke alene til at blive 
en Konkurrent for sine ældre Søstre, men ogsaa til at yde 
sin Del til vor Belæring om Naturkræfternes Anvendelse. 
Lad mig her rent forbigaaende bemærke, at det samme til 
en vis Grad kan siges om Finland. 



25 

Med Hensyn til Osterrig-Ungarns samlede Industri mang- 
ler man endnu Tal for at kunne konstatere, hvorledes den 
nøjagtig staar, men det er værd at lægge Mærke til, hvor 
forholdsvis lidt der indføres af Fabrikvarer. For England 
er Østerrig-Ungarn i Virkeligheden kun en ubetydelig Kunde, 
og det begynder ogsaa hurtigt at emancipere sig fra sin 
tidligere Afhængighed af Tyskland.*) 

Den samme Fremgang i Industrien spores i de sydlige 
Lande. Hvem vilde for tyve Aar siden have talt om itali- 
enske Fabrikvarer? Og dog hævder Italien nu sin Plads 
blandt P'abrikanterne — Udstillingen i Turin 1884 viste dette. 
En fransk Nationaløkonom skriver i »Le Temps« : »Overalt 
ser man, at der gøres betydelige Anstrengelser baade i Indu- 
strien og i Handlen. Italien stræber efter at kunne klare 
sig uden indførte Produkter. Det patriotiske Løsen er: Italien 
sig selv nok! Det inspirerer hele den store Mængde af 
Producenter. Der er ikke en eneste Fabrikant eller Han- 
delsmand, — selv i de mest beskedne Forhold — der ikke 
anstrenger sig for at frigøre sig for fremmed Formyn- 
derskab.« 

Man kopierer de bedste franske og engelske Modeller og 
forbedrer dem ved at give dem en Tilsætning af national 
Smag og en kunstnerisk Fuldendelse, som er traditionel for 
Italieneren. 

Man mangler nøjagtige statistiske Meddelelser, og det 
statistiske Blad »Annuario« maa gribe til inddirekte Oplys- 
ninger. Kulimportens hastige Stigning — 9 Millioner Tons 
i 1896 mod 779 Tusind Tons i 1871 — IVlineindustriens 
Fremgang — dens Produktion er i Løbet af 15 Aar fordob- 
let tre Gange — og den stedse tiltagende Produktion af Staal 
og Maskiner (i 1886 ansattes denne Industris Værdi til 3 
Millioner £,) viser, hvorledes et Land, der ikke selv har 

*) Se Tillæg F. 



26 

Brændsel eller Mineraller ikke desmindre kan oparbejde en 
betydelig Metalindustri. Endelig kan anføres, at Tekstilindu- 
strien, som det ses af Nettoimporten af Raabomuld og af 
Tenenes Antal, næsten er vokset til det dobbelte i Løbet af 
fem Aar. 

Alt dette viser, at Italiens Ønske om at blive et Fabrik- 
land, stærkt nok til at tilfredsstille sit eget Behov paa Fa- 
brikindustriens Omraade, ikke er ren Drøm. Og med 
Hensyn til de Anstrengelser, Italien gør for at komme til at 
faa en livligere Andel i Verdens-Handelsmarkedet, saa er der 
ingen, der ikke ved, hvilke store traditionelle Evner det har i 
den Retning. 

Jeg burde ogsaa omtale Spanien, hvis Tekstilindustri, 
Mineindustri og Metallurgi er i hurtig Fremgang, men jeg 
maa skynde mig at komme til at tale om de Lande, som 
endnu for nogle Aar siden betragtedes som evige og obli- 
gatoriske Kunder af de vestevropæiske Fabriklande. Lad os 
f. Eks. tage Brasilien! Var det ikke af alle Nationaløkono- 
mer udpeget som det Land, der skulde avle Bomuld og ud- 
føre det i raa Tilstand for saa at faa tilvirkede Bomulds- 
tøjer i Bytte? For tyve Aar siden var der i Brasilien kun 
ni daarlige Fabriker med ialt 385 Tene, men allerede i 1887 
var der 46 Bomuldsspinderier, hvoraf de fem alene havde 
40,000 Tene. Og Væverierne med deres 10,000 Væve bragte 
aarligt over 33 Millioner Yards Bomuldstøjer paa det brasili- 
anske Marked. Ja, selv Vera Cruz i Meksiko har, beskyttet 
af Toldembedsmænd, begyndt at fabrikere Bomuld og kunde 
i 1887 opvise 40,200 Tene med en aarlig Produktion af 
287,700 Stykker Bomuldstøj og 212,000 Ibs. Garn. Fra det 
Aar af har Fremgangen været vedvarende og i 1894 skrev 
Vicekonsul Chapman, at nogle af Verdens smukkeste Maski- 
ner fandtes i Orizabas Garnspinderier, mens de trykkede 
Bomuldstøjer »nu« som Mr. Chapman skriver, »er lige saa 
gode, ja maaske endog staar over de indførtes 



27 



Det mest slaaende Bevis mod Eksporttheoriens Uholdbar- 
hed afgiver dog Indien. Dette Land er altid blevet betragtet 
som en fast Køber af engelske Bomuldsvarer og luir ogsaa 
været det indtil nu. 

Af samtlige Bomuldsstoffer, eksporterede fra Storbritannien, 
plejede Indien at købe over en Fjerdedel, nærmest en Tredje- 
del. Men Forholdene har begyndt at forandre sig. De 
indiske Bomuldsfabriker, som af Grunde, der ikke er helt 
opklarede var saa uheldige i Begyndelsen, kom pludseligt 
ind paa den rette Vej. 

1860 brugte Indiens Fabriker kun 23 Millioner Ibs Raa- 
bomuld, men i 1887 var Forbruget næsten lire Gange større, 
og i Løbet af de følgende ti Aar fordobledes det j'derligere 
tre Gange. Bomuldsspinderiernes Antal voksede fra 40 i 
1877 til 147 i 1895, Tenenes Mængde fra 886,100 til 3,844,300 
i Løbet af de samme Aar. Og mens der i 1887 beskæftige- 
des 57,188 Arbejdere i Fabrikerne, var der sjv Aar senere 
146,240 Arbejdere. Den Kapital, som af Aktieselskaber var 
anbragt i Spinderier og Trykkerier, voksede fra 7 Millioner 
Ti-Rupier i 1882 til 14,600,000 i 1895.*) 

Hvad Fabrikernes Godhed angaar, saa blev de rosende 
omtalte i Englands Blaabøger, og det tyske Handelskammer 
siger i sine Beretninger, at de bedste Spinderier i Bombay 
nu ikke staar langt tilbage for de bedste tyske. To saadanne 
Autoriteter i Bomuldsindustrien som Mr. James Platt og Mr. 
Henry Lee er enige om at udtale, at der ikke noget Steds i 
Verden — maaske med Undtagelse af Lancashire — findes 
Arbejdere, der har et saa udpræget Talent for Tekstilfabri- 
kationen som Inderne. <t **) 

Udførslen af Bomuldsgarn steg i de fem Aar fra 1882 til 
^7 til det dobbelte. Allerede i 1887 læser vi i »Tbe States- 



*) En Ti-Rupie svarer som bekendt omtrent til 1 Pund Slerlin^ 
**) Se Schultze-Gavernitz »The CoUoa Tråde, etc, Pag. 123. 



28 

man«, at der blandt det indførte Bomuldsgarn bestandig fin- 
des mindre og mindre af de grovere Sorter, ja endog af 
Mellemsorterne. Et talende Bevis for at de indiske Garn- 
spinderier lidt efter lidt helt har erobret det hjemlige 
Marked. 

Medens Indien vedblev at indføre omtrent samme Mængde 
af engelske Bomuldstøjer som tidligere det er dog senere 
noget reduceret) var det allerede i 1887 i Stand til at bringe 
egne Bomuldstøjer efter Lancashire-Mønstre paa de inden- 
landske Markeder til en Værdi af 3,635,510 £. Siden den 
Tid er Udførslen stadig steget, saa at der i Aarene 1891-93 
eksporteredes henimod 80 Millioner Yards Bomuldsstoffer og 
ca. 189 Millioner Ibs Garn. Endelig kom i 1897 den samlede 
Værdi af indførte Tøjer og Garn oj) til et Beløb af 
14,073,000 Ti-Rupier. 

Antallet af Indiens Jute-Fabriker er vokset endnu hur- 
tigere, og Dundees en Gang saa blomstrende Juteindustri er 
bragt i Forfald, ikke alene ved Fastlandsmagternes høje 
Toldtarifer, men ogsaa ved Konkurrencen med Indien. I 
den senere Tid har man endog anlagt Uldvæverier i Indien, 
mens Jærnindustrien ]jludseligt tog et mægtigt Opsving, 
idet man efter en Mængde Eksperimenter og Fejlgreb 
endelig fandt et Middel, hvorved de lokale Kul kunde gøres 
tjenlige til Brændsel for Smelteovnen. Efter Sagkyndiges 
Udsagn vil Indien i Løbet af nogle faa Aar være i Stand til 
at forsyne sig selv med Jærn. Det er da ikke heller uden 
Ængstelse, at engelske Fabrikanter er Vidne til den stigende 
Import af indiske Tekstilvarer, mens Indien samtidig udvik- 
ler sig til en farlig Konkurrent for Moderlandet paa Mar- 
kederne i det fjærne Østen og Afrika. 

Men hvorfor skulde Indien ikke det? Hvad kan forhindre Ud- 
viklingen af indisk Fabrikindustri? Mangel paa Kapital maa- 
ske? Men Kapitalen kender intet Fædreland, og hvis man 
har særlig Fordel af at lade indiske Kulier arbejde for sig — 



29 



deres Løn er kun halvt saa stor som de engelske Arbejderes, 
ja, endnu mindre — saa vil Kapitalen udvandre til Indien, 
soni den allerede tidligere er udvandret til Rusland, selv om 
denne Udvandring betyder Ruin for Lancashire og Dundee. 
Skulde det da være Mangel paa Kundskab, der forhindrede 
Industriens Udvikling i Indien? Længdegrader og Bredde- 
grader drager ikke Grænser for Kundskabens Udbredelse. 
Det er kun det første Skridt, der er vanskeligt at komme 
over, og hvad Arbejdsdygtighed angaar, saa kan ingen, der ken- 
der den hinduske Arbejder, tvivle om hans Evner i den Retning. 
Sikkert nok staar disse Evner ikke under, hvad der kan 
præsteres af de 6500 Børn under 13 Aar eller de 363.000 
unge Mænd og Kvinder under 18 Aar, der nu arbejder i de 
engelske Tekstilfabriker. 

Ti Aar er kun et kort Afsnit i Nationernes Historie, men 
ikke desmindre er der i de sidste ti Aar vokset en anden 
mægtig Konkurrent op i Østen. Jeg mener Japan. I Okto- 
ber 1888 omtalte »The Textile Recorder« i nogle faa Linier, 
at de japanesiske Spinderiers aarlige Produktion af Garn var 
9,498,500 Ibs., og at femten nye Garnspinderier med 156,400 
Tene var under Anlæg. *) To Aar senere spandtes der i Ja- 
pan 25,000,000 Ibs. Garn, og mens Japan i 1886—88 impor- 
terede fem eller seks Gange saa meget Garn, som der spand- 
tes i Indlandet, indførtes der de følgende to Aar kun to 
Tredjedele af hele Landets Forbrug. Fra den Tid er Pro- 
duktionen regelmæssigt tiltaget. I Løbet af ni Aar er den 
saaledes fordoblet fire og tyve Gange. Selvfølgelig faldt 
samtidig Indførslen af europæiske Bomuldstøjer fra en Værdi 
af £ 1.640,000 i 1884 til £ 849,600 i 1895, mens Importen 
af Silketøjer steg til et Beløb af £ 30,246,000. Yderligere 
er Kul- og Jærnindustrien vokset saa betydeligt, at det næppe 
varer længe, førend Japan ophører at være Køber af euro- 



*) Se .Textile Recorder« 15. Oktober 1888. 



30 

pæiske Jærnvarer. Ja, Japanesernes Ærgerrighed stiler endog 
henimod at faa deres egne Skibsbyggerier, og forrige Som- 
mer forlod 300 Ingeniører Armstrongs Værfter i Elswick for 
at grundlægge Skibsbyggeriet i Japan. De var dog kun 
engagerede paa fem Aar. I Løbet af fem Aar mente Japa- 
neserne at have lært tilstrækkeligt til at blive deres egne 
Skibsbyggere. 

Hvad en saa simpel Ting som Tændstikker angaar, saa 
har denne Industri, efter at den i 1884 slog fejl, rejst sig 
igen, og i 1895 eksporterede Japan over 15 Millioner Gros 
Tændstikker til en Værdi af £ 1,246,550. 

Alt dette viser os, at Østens saa frygtede Invasion paa de 
europæiske Markeder er i hastig Fremgang. Kina slumrer 
endnu, men jeg er fast overbevist om, efter hvad jeg selv 
har set i Kina, at fra det Øjeblik Kineserne begynder at 
fabrikere ved Hjælp af europæiske Maskiner — og de første 
Skridt dertil er allerede gjort — vil det blive med mere 
Held og naturnødvendigt i en langt større Maalestok end 
Japaneserne. 

Men lad os en Gang se, hvorledes det gaar med de For- 
enede Stater i Amerika. Man kan ikke beskylde dem for at 
benytte billig Arbejdskraft eller for at sende billige og daar- 
lige Produkter til Europa. Den store Industri derovre er af 
ny Dato, og dog sender Fristaterne Maskiner i stadig vok- 
sende Mængde til Europa samtidig med, at de ogsaa begynder 
at sende Jærn. I Løbet af tyve Aar (1870—90) er Antallet 
af de Personer, der beskæftiges i amerikanske Fabriker, 
fordoblet, og Værdien af Produktionen er steget tre Gange. 
Bomuldsindustrien, som støttes af fortrinlige indenlandske 
Maskiner, udvikler sig hurtigt, og Eksporten af indenlandske 
Bomuldsvarer naaede forrige Aar en Værdi af omtrent 
£ 2,800,000. 

Det aarlige Udbytte af Raajærn og Staal overstiger alle- 



31 

rede Storbritanniens, og den Maade, hvorpaa denne Industri- 
gren er organiseret, overgaar ligeledes den engelske. 

Alt dette har for det meste udviklet sig i Løbet af de 
sidste tyve-tredive Aar — fuldstændig nye Industrigrene er 
opstaaede siden 1860. Hvorledes vil da Amerikas Industri 
se ud om 20 Aar, støttet som den bliver af fortrinlig tek- 
nisk Kundskab, udmærkede Skoler og af en videnskabelig 
Uddannelse, der gaar Haand i Haand med den tekniske, 
samt endelig af den amerikanske Foretagsomhedsaand, hvis 
Lige ikke findes i Europa? 

Der er skrevet hele Bind om Krisen 188(5—87 — en 
Krise, som, for at bruge Parlaments-Kommissonens Ord, i 
Virkeligheden havde varet fra 1875 kun afbrudt af en kort, 
heldig Periode indenfor visse Handelsbrancher, en Krise, 
tilføjer jeg, som strakte sig over alle de vigtigste Fabrik- 
lande i Verden. Man har søgt efter alle mulige Aarsager til 
Krisens Opkomst, og hvor forskellige Resultater man end er 
kommen til, var alle enige paa ét Punkt, og dette blev af 
Parlamentskommissionen udtalt med følgende Ord : Industri- 
landene finder ikke et saa kobedygtigt Publikum, at det kan 
regne med Profit. 

Naar »Profit« er Basis for den kapitalistiske Industri, 
saa forstaar man let Følgerne af »lav Profit«. Den lave Pro- 
fit faar Fabrikherren til at nedsætte Lønnen eller til at ind- 
skrænke Arbejdernes Antal eller Arbejdsdagenes Mængde, 
eventuelt til at fabrikere en ringere Vare, hvilken selvfølgelig 
betales lavere end den gode. Det er, som Adam Smith siger: 
lav Profit betyder ogsaa et noget reduceret Forbrug for 
Driftsherrens Vedkommende, og begge Dele tilsammen bety- 
der lav Profit og reduceret Forbrug for den uhyre store 
Klasse Mellemhandlere, der er vokset op i Fabriklandene. 
Og af dette følger saa igen en yderligere Nedgang i Profilen 
for Driftsherrens Vedkommende. 



32 

Et Land, der fabrikerer hovedsagelig for Elcsport og der- 
for liovedsagelig lever af den Indtægt, det har gennem den 
udenlandske Handel, befinder sig omtrent i samme Stilling 
som Schweiz, der for en stor Del lever af den Indtægt, det 
har af de Fremmede, der kommer for at se dets Indsøer og 
Gletschere. En god »Saison« betj'der et Tilskud af mellem 
£ 1,000,000 og £ 2,000,000, bragt ind i Landet af Turist- 
strømmen, og en daarlig »Saison« har samme Følger som en 
fejlslaaet Høst i et agerdyrkende Land, nemlig almindelig 
Fattigdom. Paa samme Maade gaar det et Land, hvis Indu- 
stri er baseret paa Eksport. 

Hvis »Saisonen« er daarlig, og de eksporterede Varer ikke 
sælges i Udlandet til en Pris, der er to Gange deres Værdi 
i Hjemlandet, saa vil Landet, der fornemlig lever af denne 
Handel, lide derved. Og naar Hotelværterne i Alperne tjener 
daarligt, saa betyder dette, at store Dele af Landets Befolk- 
ning kommer til at lide under trykkede Kaar. 

Naar Fabrikanterne i Lancashire og Skotland samt en- 
gros Eksportørerne tjener daarligt, er det ensbetydende med 
at hele Storbritanniens Befolkning maa indskrænke sine 
Fornødenheder. 

Aarsagen er i begge Tilfælde den samme. 

I mange Aartier havde man ikke oplevet, at der blev be- 
talt saa lave Priser for Hvede og Fabrikvarer som for et Par 
Aar siden, og dog led Landet under en Krise. Selvfølgelig sag- 
des der, at Aarsagen til Krisen var Overproduktion. Men 
Overproduktion er et ganske meningsløst Ord, hvis det da 
ikke betyder, at de, som trænger til de forskellige Slags Pro- 
dukter, ikke har Raad til at købe dem, fordi de faar for 
lave Lønninger. Der er dog næppe nogen, der vil vove at 
paastaa, at der findes for meget Husgeraad i de Fattiges 
Hj^tter, for mange Senge og Sengklæder i Arbejdernes Hjem, 
eller at der brændes for mange Lamper i Hytterne, at Ar- 
bejderne har for mange Gangklæder; jeg tænker ikke alene 



33 

paa de Stakler, der sover paa Trafalgar-Square mellem to Aviser ; 
men ogsaa paa de Hjem, hvor en høj Hat hører med til Sønda- 
gens Kirkedragt. Og ingen vil vel paastaa, at der er for meget 
Mad i Hytten hos den Landarbejder, der tjener tolv sh. om 
Ugen eller hos Syersken, der tjener fra fem til seks Pence 
daglig ved at sy for Klædemagasinerne eller ved at arbejde 
i en af de mange smaa Virksomheder, som findes i enhver 
stor Bys Udkanter. 

Overproduktion betyder slet og ret Mangel paa Købe- 
evne blandt Arbejderne. Og det var denne Mangel paa Ko- 
beevne blandt Arbejderne, der sporedes overalt paa Fastlan- 
det i Aarene 1885—87. 

Efter at de daarlige Aar var forbi, fandt der en pludselig 
Genopvaagnen Sted af den internationale Handel, og da den 
engelske Eksport i fire Aar — fra 1886 til 1890 — steg med 
omtrent 24 ^o' begyndte man at sige, at der ikke var Grund 
til at ængstes over den fremmede Konkurrence, at Ned- 
gangen i Eksporten i 1885—87 kun var midlertidig og karak- 
teristisk for hele Europa, og at England nu som før hæv- 
dede sin fremragende Plads i Verdenshandelen. Det er sandt 
nok, at hvis vi udelukkende regner med Eksportens Penge- 
værdi i Aarene 1876 — 95, er der ingen konstant Nedgang, kun 
Svingninger. 

Engelsk Eksport — saavel som Handel i det hele taget — 
viser Hang til periodiske Svingninger. Eksporten faldt fra 
£ 201,000,000 i 1876 til £ 192,000,000 i 1879, men steg 
saa igen i 1882 til £ 241,000,000. I 1894 faldt den atter 
til £ 216,000,000 for saa i det følgende Aar at gaa lidt 
op igen. 

Ved at gaa ud fra periodisk Svingning som et Faktum kunde 
Hr. Giffin lade haant om tysk Konkurrence og hævde, at 
Storbritanniens Eksport i Virkeligheden ikke var gaaet ned. 
Ja, det kan endog fastslaaes, at den i Forhold til Befolk- 
ningen nu er den samme som for tyve Aar siden — og det 

3 



34 



til Trods for alle Svingninger.*) Og dog, naar vi betænker 
hvilke Kvantiteter der eksporteredes og sammenligner denne 
Mængde med Eksportens Værdi i Penge, saa maa endog Hr. 
Giffin selv indrømme, at Priserne i 1883 var langt lavere 
end i 1873, saa at man, for at naa det samme Beløb, maatte 
eksportere fire Stykker Bomuldstøjer i Stedet for tre, og 
otte eller ti Tons Metalvarer i Stedet for seks. 

»Englands samlede Eksport vilde, hvis Varerne vurdere- 
des til de Priser, man fik for ti Aar siden, beløbe sig til en 
Værdi af £ 861,000,000, i Stedet for at den nu kun er 
£ 667,000,000« fortælles der os af ingen ringere Autoritet 
end »Kommissionen for Undersøgelse af den kommercielle 
Krise. « 

Dog bor det siges, at 1873 var et Undtagelsesaar paa 
Grund af den usunde Efterspørgsel, der fandt Sted efter den 
fransk-tyske Krig. Men den samme nedadgaaende Bevægelse 
vedbliver stadig. Naar vi f. Eks. tager de Tal, som opgives 
i »Statesmans Year-book« for 1896, ser vi, at mens Storbri- 
tannien i 1883 eksporterede 4,957,000,000 Yards Stoffer (Bom- 
uld, Uld og Linned) og 316,000,000 Ibs. Garn til en Eksport- 
værdi af £ 104,500,000, maatte det i 1895 eksportere ikke 



*) Disse viser sig pr. Individ og udregnet i sh. paa følgende 
Maade : 

1876 - 121 sh. 1886 - 117 sh. 

1877 — 119 1887 - 121 

1878 — 114 1888 - 127 

1879 - 112 1889 - 134 

1880 - 129 1890 - 141 

1881 — 134 1891 — 131 

1882 - 137 1892 - 119 

1883 - 135 1893 — 114 

1884 — 130 1894 — 111 
V 1885 — 118 1895 — 112 



35 

mindre end 5,475,000,000 Yards af de samme Stoffer og 
330,000,000 Ibs. Garn for at naa en Værdi af £ 99,700,000. 
I 1894, som var et Minimumsaar, var Forholdene endnu 
værre, og de stiller sig endnu uheldigere, naar vi tager Bom- 
uldsindustrien alene eller drager en Sammenligning med 
Aaret 1860. Den Gang vurderede man 2,776,000.000 Yards 
Bomuldstøjer og 197,000,000 Ibs. Bomuldsgarn til jg 52,000,000, 
men 35 Aar senere behøvedes der næsten den dobbelte 
Mængde for at komme op til en Værdi af £ 68,300,000. 
(Statesmans Year-book 1896 p. 78). Og vi bør vel betænke, 
at Tekstilvarerne udgør Halvdelen (i Værdi) af den engelske 
og irske Eksports Værdi. 

Vi ser saaledes, at mens den samlede Værdi af Storbritan- 
niens Eksport i de store Træk nogenlunde viser sig uforan- 
dret i de sidste tyve Aar, saa er de høje Priser, man for 
tyve Aar siden fik og med dem den høje Profit for bestandig 
ophørt. Intet aritmetisk Kunststykke vil nogensinde faa en engelsk 
Fabrikant til at tro, at det ikke forholder sig saaledes. Han 
véd helt vel, at det indenlandske Marked stadig bliver mere og 
mere overfyldt, at de bedste udenlandske Markeder lukkes, 
og at England paa de neutrale Markeder underbydes. Dette 
er den uundgaaelige Følge af Fabrikindustriens Udvikling 
over hele Verden. (Se Tillæg G.) 

Stort Haab nærer man nu til Australien som et Marked 
for britisk Eksport, men Australien vil snart gøre, hvad Ka- 
nada allerede har gjort — det vil fabrikere selv I Den sidste 
Kolonialudstilling har ved at vise Kolonisterne, hvad de 
er i Stand til at gøre, og hvorledes de skal gøre det kun 
fremskyndet den Dag, da enhver Koloni efter Tur vil blive 
sin egen Producent. Kanada og Indien er allerede begyndt 
derpaa, og med Hensyn til det saa meget omtalte Marked i 
Kongo og Hr. Stanley's Beregninger og Løfter om en Han- 
delsomsætning af £, 26 Millioner aarlig, hvis Lancashire Fa- 
brikerne kunde forsyne Afrikanerne med Lændeklæder, saa 



36 

hører den Slags Løfter ind under samme Kategori som Hi- 
storien om Kinesernes Nathuer, der efter den kinesiske 
Krig skulde gøre hele England rig. Kineserne foretrækker 
deres egne hjemmelavede Nathuer, og hvad Kongostatens 
Befolkning angaar, saa er der allerede hele fire Lande, der 
mødes i Konkurrencen om at fors\'ne den med dens beskedne 
Dragt — nemlig England, Tyskland, de Forenede Stater og. 
ikke mindst, Indien. 

Der var en Tid, da England omtrent havde monopoliseret 
Bomuldsindustrien, men omkring 1880 ejede det kun 55 % 
af alle de Tene, der var i Arbejde rundtom i Europa, i de 
Forenede Stater og i Indien og kun lidt over Halvdelen af 
Væverstolene. I 1893 var Forholdet yderligere reduceret til 
41 % af Tenene. England tabte Terrain, mens andre vandt. 
Sagen er ganske naturlig, og man burde have været forbe- 
redt paa den. Der er ingen Grund til, at England skal ved- 
blive at være hele Verdens Bomuldsfabrlk, naar man dér 
saavel som andre Steder maa indføre Raabomulden. 

Det er ganske naturligt, at Frankrig, Tyskland, Italien, 
Rusland, Indien, Japan, de Forenede Stater, ja, selv Meksiko 
og BrasiUen begynder at spinde deres eget Garn og at væve 
deres egne Bomuldstøjer. Men naar Bomuldsindustrien eller 
en hvilken som helst Tekstil-Industri dukker op i et Land, 
bliver den rent naturnødvendigt Udgangspunktet for en 
Række andre Virksomheder. Kemisk og mekanisk Arbejde, 
Metallurgi og Mineindustri sporer øjeblikkelig den Bevæ- 
gelse, der opstaar ved, at der skabes nye Fornødenheder. 
Hele den indenlandske Industri saavel som den tekniske 
Uddannelse paa alle Punkter maa forbedres for at kunne til- 
fredsstille den nye Efterspørgsel — saa snart man blot har 
faaet Forstaaelsen af den. 

Hvad der er gaaet for sig paa Bomuldsindustriens Oni- 
raade, foregaar ogsaa paa andre Felter af Industrien. 
Storbritannien og Belgien har ikke længer Monopol paa Uld- 



37 



handelen. I Verviers staar uniaadelige Klædefabriker stille, 
og de belgiske Vævere lever i stor Nod. Samtidig tager 
Tysklands Produktion af uldne Tojer til i et Omfang, saa at 
det nu eksporterer ni Gange saa meget som Belgien. Øster- 
rig har sin egen Klædefabrikation og eksporterer deraf. Riga, 
Lodz og Moskva forsyner Rusland med fint Klæde og Uldin- 
dustriens Udvilkling i hvert af de sidstnævnte Lande kalder 
atter Hundreder af andre dermed forbundne Virksomheder i 
Live. 

I mange Aar havde Frankrig Monopol paa Silkeindustrien. 
Da Sydfrankrig var det Sted, hvor Silkeormen avledes, var 
det helt naturligt, at Lyon blev Midtpunktet for Silkefabri- 
kationen. Spinding, Vævning og Farvning udvikledes efter 
en større Maalestok. Men efterhaanden voksede Industrien 
saaledes, at den indenlandske Produktion af Raasilke blev 
utilstrækkelig, og man indførte derfor Raasilke. Fra Italien, 
Spanien, Syd-Østerrig, Lille-Asien, Kaukasus og Japan im- 
porteredes Raasilke til et aarligt Beløb af mellem 9 og 
11 Millioner. Frankrig selv leverede kun Raasilke til en 
Værdi af £ 800,000. Tusinder af unge Mænd og Kvinder 
fra Landet blev ved de høje Lønninger lokket til Lyon og, 
dens Omegn. Industrien blomstrede. Imidlertid voksede lidt 
efter lidt nye Centrer op for Silkefabrikationen i Basel og i 
Landbefolkningens Hjem i Egnen omkring Ziirich. Franske 
Emigranter importerede Industrien, som navnlig udviklede 
sig efter Borgerkrigen 1871. Myndighederne i Kaukasus 
indbød Arbejdere og Arbejdersker fra Lyon og Marseille for 
at de skulde lære Russerne at avle Silkeorme og fabrikere 
Silketøjer, og snart blev Stavropol et nyt Centrum for Silke- 
vævning. Osterrig og de Forenede Stater gjorde det 
samme, og hvorledes er Resultatet nu? Schweiz har i 
Aarene fra 1872—81 mere end fordoblet sin Silkeindustri. 
I Italien og Tyskland er den vokset med en Trediedel. 
Lyondistriktet, som tidligere fabrikerede Silke for 454 Millioner 



38 

fr. om Aaret, producerede i 1877 kun for 378 Millioner fr. 
Eksporten af Lyoner Silketøjer, som i 1855—59 naaede en 
Gennemsnitsværdi af 425 Millioner fr. og i 1870—74 460 
Millioner fr., faldt i 1887 til 233 Millioner fr., og franske Øko- 
nomer har beregnet, at for Tiden bliver en Trediedel af 
de SilkestofTer, som bruges i Frankrig, indført fra Ziirich, 
Krefeld og Barmen. Selv Italien, som i 1880 havde 2,000,000 
Tene og 30,000 Væverstole (mod 14,000 i 1870), sender nu Silke- 
tøjer til Frankrig og konkurrerer med Lyon. De franske 
Fabrikanter kan raabe saa højt, de vil om Toldbeskyttelse 
eller gribe til at fabrikere billigere Varer af ringere Kvalitet, 
de vil dog aldrig nogensinde vinde den tabte Position 
tilbage. Italien, Schweiz, Tyskland, de Forenede Stater 
og Rusland har deres egne Silkevæverier og indfører kun de 
aller fineste Stoffer fra Lyon. Hvad de ringere Sorter an- 
gaar, saa har man nu et Foulardstof, som ret almindeligt 
bruges til Kjoler af Tjenestepigerne i St. Petersborg. Den 
nordkaukasiske Husindustri producerer delte Stof til en Pris, 
som vilde bringe Lj^onervæverne til Betlerstaven. Industrien 
er bleven decentraliseret, og mens Lyon endnu stadig er 
Centrum for den højere Kunstvævning, bliver det aldrig 
mere Hovedcentrum for hele Silkeindustrien, saaledes som 
det var for tredive Aar siden. 

Lignende Eksempler kan anføres i Snesevis. Greenock 
forsyner ikke længer Rusland med Sukker, fordi Rusland har 
nok i sin egen Produktion og kan levere den til samme 
Pris som England. Urfabrikationen er ikke mere karakteri- 
stisk for Schweiz. Der laves nu Ure overalt. 

Indiens 90 Kulgruber producerer to Trediedele af alt det 
Kul, der bruges i Landet. Den kemiske Industri, som paa 
Grund af de stedlige, ualmindelig gunstige Betingelser for Im- 
port af spansk Svovlkis, voksede op ved Bredderne af Clyde 
og Tyne og den stærke Ophobning af en Mængde forskellige 
Virksomheder, der grupperede sig omkring de to Flodmun- 



39 

dinger, er nu i Forfald. Spanien begynder, støttet af engelsk 
Kapital, at benytte sin egen Svovlkis til F'ordel for sig selv, 
og. Tyskland er bleven et stort Midtpunkt for Tilvirkning af 
Svovlsyre og Soda — ja, klager endog allerede over Over- 
produktion. 

Men lad mig standse her! Jeg har saa mange Tal foran 
mig, alle fortællende den samme Histore, at jeg kunde præge 
Eksemplernes Anlal i det uendelige. Det er imidlertid paa 
Tiden at drage sine Slutninger af det samlede Materiale, og 
for enhver fordomsfri Læser vil disse være tydelige nok. 
Industrielle Virksomheder af alle Slags decentraliseres og 
spredes over hele Jordkloden ; alle Vegne vokser der en 
Mængde forskelligartede Virksomheder op i Stedet for den 
specialiserede Industri. 

Dette er det karakteristiske ved vor Tids Udseende. Hver 
Nation bliver efter Tur et Fabrikland, og det vil ikke vare 
længe, før hver enkelt Nation i Europa, saavel som de 
Forenede Stater, ja selv de mindst tilgængelige Riger i Asien 
og Amerika vil fabrikere næsten alle de Varer, de selv be- 
høver. Krige og andre x\arsager kan for en Tid komme 
til at hæmme de forskellige Industrigrenes Fremgang, men 
de vil ikke formaa at standse den ; thi den er uundgaaelig. 
For enhver Begynder er det kun det første Skridt, der er 
vanskeligt. Saa snart Industrien har slaaet Rod, kalder den 
Hundreder af andre Virksomheder i Live, og saa snart det 
første Skridt er gjort og de første Hindringer overvundne, 
gaar Udviklingen for sig med stigende Fart. 

Denne Kendsgerning føles saa tydeligt — selv om den 
ikke forstaaes — at Kappestriden om at tilrane sig Kolonier 
er bleven et Særkende for de sidste tyve Aars politiske Hi- 
storie. Hvert Land vil have sine Kolonier. Men Kolonier 
kan ikke hjælpe. Der er ikke i hele Verden et andet Indien, 
og de gamle Forhold gentager sig aldrig. Allerede nu truer 
enkelte af Englands Kolonier med at blive farlige Konkur- 



40 

renter for Moderlandet; andre, som Australien, vil ilike 
tøve med at følge efter i samme Spor. Hvad de neutrale 
Markeder angaar, saa kan Kina aldrig i nævneværdig Grad 
blive Europas Køber; thi det kan producere meget bil- 
ligere selv. Naar det en Gang føler Trang til Yarer efter 
europæisk Mønster, vil det selv flnde paa at fabrikere dem. 
Og Ve over Europa, hvis det endnu regner med udenlandske 
Forbrugere den Dag, da Dampmaskinen holder sit Indtog i 
Kina ! 

Hvad Afrikas Halvvilde angaar, saa kan ingen civiliseret 
Nation basere sin økonomiske Eksistens paa de elendige Vil- 
kaar, der findes iblandt dem. 

Fremskridtet gaar i en helt anden Retning. Nemlig i 
den, at hver Nation producerer til sit eget Forbrug. De 
Konsumenter, der skal købe Lancashire Bomuld, Sheffield 
Knive, Lyoner Silke eller ungarsk Mel findes ikke i Indien 
eller i Afrika, men midt iblandt de hjemlige Producenter. 
Det er overflødigt at sende svømmende Butikker til Ny- 
Guinea med tyske og engelske Varer, naar der er nok, som 
vil være Købere i Hjemlandet. 

I Stedet for at anstrenge vore Hjærner med at finde 
Midler til at skaffe os udenlandske Købere, vilde det være 
bedre, om vi forsøgte at besvare os selv følgende Spørgsmaal : 
Hvorfor er den engelske Arbejder, hvis industrielle Anlæg 
roses saa højt i politiske Taler og den skotske Haand- 
værker eller den irske Bonde, hvis udholdende Arbejde paa 
Marken ligeledes hyppigt fremhæves, hvorfor er ingen af 
disse Klasser Forbrugere af Lancashire Stofi'er, Sheffield- 
Knive, Northumberlandsk og Wallisisk Mineproduktion? 

Hvorfor gaar Væverne i Lyon ikke med Silke, men har 
ofte ikke engang noget at spise? Hvorfor sælger de russiske 
Bønder deres Korn og maa i flere Maaneder af Aaret blande 
Bark og Steppegræs i det Mel, de bruger til deres eget 
Brød? 



41 



Hvorfor er Hungersnød saa almindelig iblandt dem, der 
dyrker Hveden og Risen i Indien? 

Under det nuværende Klasse-SN'stem, hvor man skelner 
mellem Kapitalister og Arbejdere, Driftsherrer og de store 
Menneskemasser, der lever paa usikre Lønninger, vil Indu- 
striens Forplantning til nye Territorier stedse ledsages 
af de samme grusomme Følgesvende: ubamhjærtig Under- 
trykkelse, Barnemord, Fattigdom og Fare for Liv og Lemmer. 

Den russiske Fabriksinspektion, Piauens Handelskammer 
og de italienske Kommissioner bringer os i deres Beretninger 
de samme Oplysninger, som Parlaments-Kommissionerne i 
1840—42, eller som vi fik gennem en senere Tids Afsløringer 
af »Udsvedningen«, (sweating-system) i Whitechapel, Glasgow 
og Londons Fattigkvarterer. 

Spørgsmaalet om Kapital og Arbejder bliver saaledes univer- 
selt, men paa samme Tid ogsaa simplificeret. At vende tilbage 
til Forhold, som betinger, at Kornet dyrkes og Varerne fa- 
brikeres til Brug for netop de selv samme Mennesker, der 
besørger Dyrkningen og Fabrikationen, bliver uden Tvivl det 
Problem, som skal løses i de kommende Aar af Europas Hi- 
storie. 

Hvert Land vil blive sin egen Producent og sin egen 
Konsument af Fabrikvarer. Men dette betinger atter som en 
Nødvendighed, at det samtidig bliver sin egen Producent og 
Konsument paa Landbrugets Omraade, og det er om dette 
Forhold, jeg vil tale i mit næste Kapitel. 



KAPITEL III. 
Landbrugets Udsigter. 



Landbrugets Udvikling. Overbefolknings-Fordommen. Kan Englands Jord 

ernære Befolkningen'' Englands Landbrug sammenlignet med Frankrigs og 

Belgiens. Lonner det sig at dyrke Hvede i Storbritannien? Amerikansk 

Landbrug. Intensiv Kultur i Staterne. 

Ide sidste tredive Aar har Nationernes industrielle og 
kommercielle Historie været en Historie om Industriens 
Decentralisation. 

Det var ikke kun en Forfl3'tning af det kommercielle 
Tyngdepunkt i Lighed med hvad Europa tidligere har set, 
den Gang da det kommercielle Førerskab udvandrede fra 
Italien til Spanien, Holland og sluttelig til Storbritannien. 
Nej, det havde en langt dybere Betydning, thi det ude- 
lukkede enhver Mulighed for kommercielt eller industrielt 
Førerskab. Helt nye Betingelser opstode, og disse fordrede 
atter nye Begreber. Det vilde være ganske ørkesløst at 
forsøge at kalde Fortiden til Live igen, de civiliserede 
Nationer bliver derfor nødt til at finde sig et nyt Udgangs- 
punkt. 

Selvfølgelig vil der være dem, der mener, at man for 
enhver Pris maa holde paa de Rettigheder, der tilkommer 
Banebryderne. Man vil lægge disse Foregangsmænd paa 
Sinde, at tilegne sig saa stor Overlegenhed i teknisk Viden 
og i Organisationsdygtighed, at de vil være i Stand til 



43 



at overvinde alle yngre Konkurrenter, og at de om nød- 
vendigt maa bruge Magt for at naa dette Maal. Men Magt 
er et tveægget Sværd, og hvis det forholder sig saaledes, at 
Krigsguden altid stiller sig paa den Stærkestes Side, saa er 
de Batalioner de stærkeste, som kæmper for nye Rettigheder 
imod gamle og udlevede Privilegier. 

Hvad den ærlige Trang til teknisk Dannelse angaar, saa 
lad os blot faa saa meget som muligt af den — det vil 
blive til Gavn for hele Verden, ikke for en enkelt Nation; 
thi Kundskab kan ikke dyrkes kun til Hjemmebrug. Kund- 
skab og Opfindelse, Tankedristighed og Initiativ, Geniets 
Sejre og Samfundsordningens Forbedring er blevne inter 
nationale Opgaver, og Udvikling — saavel intellektuel som 
industriel og social kan ikke holdes indenfor politiske 
Grænser. Den gaar sin Gang over Have og Bjærge og 
stanses ikke af Ørkner. Kundskab og Opfindelsesevne er nu 
saa absolut internationale, at hvis vi en Dag i en al- 
mindelig Avisartikel læser, at der et eller andet 
Sted paa Jordkloden er opfundet et Middel, hvorved man 
kan samle og ophobe Kraft, trj'kke uden Sværte, stj're et 
Skib gennem Luften eller lignende, kan vi være sikre paa, 
at det samme Problem, kun med nogle Ugers Mellemrum, 
vil loses omtrent paa samme Maade af saa og saa mange 
Opfindere rundt om i de forskellige Lande. 

Gang paa Gang ser vi, at den samme videnskabelige 
eller tekniske Opfindelse gøres med kun nogle faa Dages 
Mellemrum i Lande, der ligger Tusinder af Mile fra hin- 
anden? Det er, som om selve Luften paa en given Tid 
befordrede en given Idés Fødsel. Og der findes saadan en 
Atmosfære: Dampen, Bogtrykkerkunsten og den almindelige 
Kundskabs Fremgang har skabt den. 

De, som drømmer om at monopolisere teknisk Geni, er 
derfor halvtresindstyve Aar tilbage i Tiden. Verden, den 
vide, vide Verden er nu til Dags al Kundskabs rette Felt. 



44 

Hvis en enkelt Nation aabenbarer særlige Evner i en særlig 
Retning, udjævnes dette Forhold snart ved de forskellige 
Nationers forskellige Evner, og de Fordele, Nationen har 
ved at være den første, bliver kun midlertidige. 

Englændernes Dygtighed paa Maskin-Teknikens Omraade, 
Amerikanerens Dristighed overfor Kæmpe-Foretagender, 
Franskmandens skarpe Tænkeevne og Tyskerens pædagogiske 
Anlæg er i Færd med at blive internationale Egenskaber. 

Sir William Armstrong bibringer gennem sine italienske 
og japanesiske Fabriker Italien og Japan den Evne at forar- 
bejde svære Jærnmasser, der oprindelig er udviklet ved Tyne- 
floden. Den dristige amerikanske Foretagsomhedsaand baner 
sig Vej i Europa, den franske Smag for Harmoni bliver 
efterhaanden europæisk Smag og den tyske Pædagogik er 
nu hjemme i Rusland — i forbedret Skikkelse, tror jeg nok 
jeg tør sige. Det vilde saaledes være bedre, om vi forsøgte 
at komme til Klarhed over, hvorledes de nye Vilkaar i Virke- 
ligheden er, og hvilke Pligter de paalæggcr Generation i Ste- 
det for at forsøge at holde Liv i de gamle Tilstande. De 
nye Forholds Karakter er klar, og de Følger, som de drager 
efter sig, er lette at forstaa. Vesteuropas Fabriklande har 
stadig større og større Vanskelighed for at afsætte deres Va- 
rer i Udlandet og faa Fodevarer i Bytte, de bliver derfor 
nødsaget til at regne med indenlandske Kunder for deres 
Fabrikvarer og med indenlandske Producenter for Fodemid- 
lernes Vedkommende. Jo før de bestemmer sig til at gøre 
dette, des bedre vil det blive. 

Der er imidlertid to store Hindringer for den almindelige 
Godkendelse af denne Opfattelse. Saa vel Nationaløkonomer 
som Politikere fortæller stadigt, at de vesteuropæiske Stater 
er saa overbefolkede, at de ikke selv kan producere den 
Føde og det Raamateriale, de behøver til deres stadig 
voksende Befolkningsmængde. Derfor er Udførsel af Fabrik- 



45 



varer og Indførsel af Næringsmidler en Nødvendighed. Og 
de siger end yderligere, at selv om det var muligt for Vest- 
europa at frembringe de Næringsmidler, Befolkningen trænger 
til, vilde det ikke lønne sig at gøre dette, saa længe 
man faar disse Fødemidler billigere i Udlandet. Ikke des 
mindre er det let at paavise, at begge disse Paastande er 
helt fejlagtige: Vesteuropas Jord kan frembringe rigelige 
Fødemidler til langt flere Mennesker end til dem, der nu 
bor paa den, og der vil opnaas uendelige Goder, hvis der 
blev sørget for, at dette skete. Det er disse to Punkter, 
jeg nu skal til at tale om. 

For at begynde med det mindst fordelagtige Tilfælde, 
vil jeg opstille det Spørgsmaal, om det vil være muligt for 
Englands Jord, der nu kun frembringer Fødevarer for en 
Tredjedel af Befolkningen, at skaffe den nødvendige Mængde 
og den nødvendige Afveksling for alle de 33 Millioner Men- 
nesker, der bor i Storbritannien? Af de 56 Millioner Acres 
Jord, som England omfatter, er kun de 33 opdyrket. 

Den almindelige Mening er, at Jorden umuligt kan brød- 
føde hele Befolkningen, og denne Mening er saa rodfæstet, 
at endog Videnskabsmænd, som i Almindelighed plejer at 
være forsigtige med at akceptere gængse Meninger, tiltræder 
den uden engang at gøre sig den Ulejlighed selv at bevise 
den. Den^akcepteres som en Kendsgerning. 

Og dog, saa snart vi forsøger at finde et Argument i 
dens Favør, opdager vi, at den ikke kan bevises, hverken 
ved Realiteter eller gennem Bedømmelse af vel kendte 
Fakta. 

Lad os f. Eks. tage de Kornberegninger, som J. B. Lawes 
hvert Aar offentliggør i »Times«; I Beregningerne for 1887 
gør han den Bemærkning, at tre Fjerdedele af al den Hvede, 
der forbrugtes i Landet i Høstaarene 1853—60, var af inden- 
landsk Avl. 25 Aar senere viste Tallene derimod næsten 
det omvendte Forhold. 1 Aarene 1879—86 var kun lidt 



46 

over en Tredjedel af Forbruget hjemligt Produkt, de to andre 
Tredjedele var indførte. Men hverken Befolkningsmængdens 
Tiltagen med 5 Millioner, eller Hvedeforbrugets Stig- 
ning med seks Tiendedel Bushel pr. Individ, forklarer denne 
Forandring. I Aarene 1858—60 brødfødte den engelske Jord 
én Indbygger paa hver to Acres opdyrket Land, hvorfor be- 
høvedes der da i 1887 tre Acres for hvert Individ? Svaret 
er simpelt nok : ene og alene fordi Agerbruget var gaaet til- 
bage. 

Det er en Kendsgerning, at Hvede-x\realet siden Aarene 
1853—60 er blevet reduceret med hele 1,590,000 Acres, og 
derfor maatte ogsaa Gennemsnitshøsten i Aarene 1883—86 
blive over 40 Millioner Bushels mindre end Gennemsnitshøsten 
i Aarene 1853—60. Men samtidig reduceredes ogsaa det 
Areal, der brugtes til andre Kornsorter, med 560,000 Acres. 

Og naar England i 1887 importerede Korn til Forbrug 
for 17 Millioner Indvaanere, imod kun for 10 Millioner Individer 
i 1860, saa kom dette simpelt hen af, at over 2 Millioner 
Acres Jord laa uopdyrket hen. 

Disse Forhold er vel kendte, men de imødegaas i Al- 
mindelighed med den Bemærkning, at Landbruget har skiftet 
Karakter, at man i Stedet for at dyrke Hvede nu producerer 
Kød og Mælk. Ikke desmindre viser Tallene fra Aar 1887 
sammenlignet med dem fra 1860, at den samme nedad- 
gaaende Bevægelse ogsaa har fundet Sted for Grønfoders og 
andre Fodringsstoffers Vedkommende. Kartoffel-Arealet er 
reduceret med 280,000 Acres, Kaalrabi med 180,000, og 
skønt der var en Stigning for Gulerødder og Runkelroers 
Vedkommende, saa er det samlede Areal for alle disse Sorter 
dog yderligere reduceret med 330,000 Acres. Forøgelse af 
Areal fandt kun Sted for de permanente Græsjorders Ved- 
kommende (2,800,000 Acres) og for Græsser i Sædskifte 
(1,600,000 Acres), men vi søger forgæves efter en tilsvarende 
Forøgelse af Kvægbesætningen. 



47 



Fra Aaret 1887 forværredes Forholdene imidlertid stadigt. 
Naar vi tager Storbritannien alene, ser vi at det Areal, der 
benyttedes til alle Kornsorter, var 8,392,006 Acres. Dette er 
i Sandhed kun meget lidt i Forhold til, hvad der kunde have 
været dyrket; men selv denne lille Del var i Aaret 1895 
blevet reduceret til 7,400,227 Acres. 

I 1885 var Hvede-Arealet 2,478,318 Acres imod 3,630,300 
i 1874) men Aar 1895 var det yderligere svundet ind til 
1,417,641 Acres; det samlede Areal for de andre Kornsorter 
forøgedes kun ganske ubetydeligt — fra 5,198,026 Acres til 
5,462,184. — Det samlede Tab for alle Sorters Vedkommende 
var saaledes næsten 1 Million Acres i Lobet af 10 Aar. 

5 Millioner Mennesker var saaledes atter henviste til at 
hente deres Fødemidler fra Udlandet. 

Forøgedes nu Grønfoder-Arealet i denne Periode? Nej, 
ingenlunde! Det reduceredes tværtimod med omtrent 300,000 
Acres (3521,602 i 1885 og 3,225,762 i 1895 Eller forøgedes 
det Areal, der brugtes til Klover og Græsser i Sædskifte i 
Forhold til Nedgangen paa de andre Punkter? Desværre 
nej! Det holdt sig omtrent uforandret 4,654,173 Acres i 
1885 og 4,729,801 i 1895.) Naar vi tager al den Jord, 
der bruges til Sædefrø, ser vi at 1 Million Acres i Lø- 
bet af de sidste ti Aar yderligere er gaaet ud af Dyrk- 
ning, uden at der er traadt noget andet i Stedet. Derved 
forøgedes atter det forud saa store Areal — Halvdelen af al 
den dyrkelige Jord — som gaar under Navn af permanente 
Græsgange«, det vil sige Jord, som næppe er i Stand til at 
føde en Ko paa tre Acres. 

Behøver jeg efter dette at anføre, at der i Løbet af disse 
samme ti Aar ikke er sket nogen Forøgelse for Kvæghol- 
dets Vedkommende, hvilket ganske staar i Modstrid til den 
Paastand, at Englands Agerbrugere skulde være blevne »Kød- 
producenter« i Stedet for Hvededyrkere. Hvor i Alverden 
skulde Kvæget ogsaa faa Føden fra? 



48 



Langt fra at anvende den Jord, der ikke længer blev 
dyrket, til Kødproduktion, reduceredes Kvægholdet. I 1885 
havde England 6,597,964 Stk. Hornkvæg, i 1895 kun 
6,354,336. I 1885 havde det 26,534,600 Faar, i 1895 kun 
25,792,200. 

Hestenes Antal er vistnok forøget; hver Slagter og 
Urtekræmmer har nu sin egen Hest, hvormed lian kører 
omkring for at hente Bestillinger ved Kundernes Døre (i For- 
bigaaende sagt afgøres dette i Skandinavien gennem Telefon) 
og paa den Maade havde England i 1895 1,545,228 Heste 
mod 1,408,788 i 1885. Men Hestene er importerede ligesom 
ogsaa den Havre og en stor Del af det Hø, de spiser. Og 
hvis Kødforbruget virkelig er tiltaget, saa forklares dette 
Faktum ved det billige indførte Kød og ikke ved en Forøgelse 
af Landets egen Kødproduktion. 

Med andre Ord, Landbruget har ikke, saaledes som det 
saa ofte fortælles, skiftet Karakter men er simpelt hen gaaet 
tilbage i alle Retninger. 

Jorden gaar i ængstende Grad ud af Dyrkning og Fi'em- 
skridtet paa Handelsgartneriets, Frugtavlens og Hønseriets 
Omraade er ganske forsvindende i Sammenligning hvad der 
paa de Felter udrettes i Frankrig, Belgien og Amerika. 

Aarsagen til denne almindelig nedadgaaende Bevægelse 
er tydelig nok. Jorden er bleven forladt og forsømt. Are- 
alet for hver enkelt Konsort. der fordrer saa og saa mange 
Menneskers Arbejde, er blevet formindsket, og en Trediedel 
af Landarbejderne er blevne afskedigede for at forøge Antallet 
af de Arbejdssøgende inde i Byerne. Langt fra at -lide un- 
der Overbefolkning udtæres Englands Marker nu, fordi 
ingen arbejder paa dem, plejede James Caird at sige. 

Den engelske Nation bearbejder ikke sin Jord; den er 
forhindret fra at gøre det, og saa klager de saakaldte Natio- 
nal-Økonomer over, at Jorden ikke kan brødføde Befolkningen ! 



49 

Jeg tog en Gang Ranslen paa Hyggen og gik til Fods fra 
London ned gennem Sussex. Jeg havde læst Léonce de 
Lavergne's Bog og ventede at finde en omhyggelig dyrket Jord, 
men hverken i Nærheden af London eller længere borte saa 
jeg Mennesker arbejde paa Markerne. I Weald kunde jeg 
gaa hele tyve Mil uden at se andet end Hedeland og Skove 
der, efter hvad man fortalte mig, var lejet bort til Londoner- 
Herrer til Fasanjagt. Det maa være en elendig Jord, var 
min første Tanke; men saa kom jeg pludselig ved en Kors- 
vej til en Gaard, hvor Markerne bar en rig Afgrøde, 
og »tel seigneur, telle terre« var min næste Tanke. Senere 
kom jeg til de frugtbare Jorder i Midlands Grevskaberne og 
selv der forbavsedes jeg ved ikke paa Markerne at finde 
det samme travle Liv, som jeg f. Eks. i Frankrig og Belgien 
plejede at beundre saa meget. Men jeg hørte op med at 
forbavses, da jeg fik at vide, at kun 1,383,000 Mænd og Kvin- 
der af Englands Befolkning arbejder i Landbruget, mens 
over 16,000,000 hører til den Afdeling, som Statistikerne 
ubamhjærtigt betegner som Haandværkere, Tyende, Folk af 
uangivet og uden egentligt Erhverv. 

En Million tre hundrede Tusind Mennesker kan ikke med 
tilstrækkeligt Udbytte dyrke 33,000.000 Acres Jord med min- 
dre de griber til en Bonanza-Farms Kulturmetode. 

En anden Gang havde jeg taget Harrow til Udgangspunkt 
for mine Recognoscerings Udflugter. Jeg kunde gaa fem 
Mil i Retning af London eller omvendt uden til højre og 
til venstre at se andet end Engjord. paa hvilken der næppe 
nok hostedes to Tons Hø pr. Acre — knapt nok til at føde 
en Malkeko paa hver to Acres. 

Menneskets Fravær er det ejendommelige ved disse 
Marker. Om Foraaret tromler han dem med en svær Tromle, 
hvert andet eller tredie A.ar spreder han lidt Gødning og 
kommer saa først igen, naar Høet skal høstes. Og saadanne 
Forhold findes kun ti Mil fra Charing Cross Station nær ved 

4 



50 

en By med over 5,000,000 Mennesker, — som faar deres 
Kartofler fra Jersey og Holland, Salat fra Frankrig og Æb- 
ler fra Kanada! I Pariser-Gartnernes Hænder vilde hver 
Tusind Acres Jord beliggende i en tilsvarende Afstand fra 
Hovedstaden blive bearbejdet af mindst to Tusind Mennesker, 
og disse vilde af hver enkelt Acre producere Grøntsager til 
en Værdi af 50 å 300 £. Men i England ligger de Jorder, 
der kun trængte til flittige Hænder for at blive til en uudtøm- 
melig Rigdomskilde, øde hen, og man slaar sig til Ro med 
»at Jorden er daarlig«. Man aner ikke engang, at der naar 
Menneskets Arbejde træder til, ikke eksisterer ufrugtbar Jord, 
at den frugtbareste Jordbund ikke findes paa Amerikas Prairier 
eller Ruslands Stepper, men derimod i Irlands Tørvemoser, 
paa Sandbankerne ved Kysten i det nordlige Frankrig og paa 
Klipperne ved Rhinen — og det er Menneskets Haand, der 
har frembragt denne frugtbare Jord. 

Det mest slaaende er dog, at Forholdene i enkelte utvivl- 
somt frugtbare Egne er endnu værre. Det skar mig lige- 
frem i Hjertet da jeg saa, hvor usselt Jorden blev behandlet 
i det sydlige Dover, eller da det gik op for mig, hvad per- 
manent Engjord egentlig betyder. Mark paa Mark er bevokset 
med Græs, som er tre Tommer højt og blandet med Tidsler i 
Mængde. Man kan, naar man staar paa Toppen af en Bakke, 
med et eneste Blik overse tyve, tredive saadanne Marker. 
Tusinde Acres Jord er i denne Forfatning og det til Trods 
for, at den nulevende Slægts Bedstefædre har nedlagt 
en god Del Arbejde i den. I hvilken Retning jeg saa, op- 
dagede jeg tomme Bygninger og forsømte Frugthaver — en 
hel Befolkning er udvandret og selv de sidste Spor af den 
vil forsvinde, hvis Tingene vedbliver at gaa som nu. Saale- 
des er Forholdene i en Del af Landet, der har en frugtbar 
Jordbund og et Klima, der om Foraaret og i den første Del 
af Sommeren absolut er mere ensartet end Jersev's, — en 



51 



Jord, paa hvilken selv de fattigste Husmænd undertiden 
avler Kartofler saa tidligt som først i Maj. 

Men hvordan skal denne Jord blive dyrket, naar der 
ingen er til at dyrke den? 

iVi har Marker, Menneskene gaar forbi dem, men de gaar 
aldrig paa dem«, sagde en gammel Arbejder til mig, og saa- 
ledes forholder det sig i Virkeligheden.*) 

Der vil selvfølgelig blive sagt, at de ovenfor meddelte 
Forhold staar 1 mærkelig Strid med den almindelige Op- 
fattelse at Englands Agerbrug staar paa et højt Stand- 
punkt. Ved vi ikke, at Gennemsnitshøsten af Hvede er otte 
og tyve Bushels pr. Acre, medens den i Frankrig kun er 
sytten ? 

Staar det ikke i alle Almanakker, at England hvert Aar 
af sine Marker faar aminalske Produkter — Mælk, Ost. Kød, 
Uld - til en Værdi af £ 180,000,000? Alt dette er sandt, 
og der er ingen Tvivl om, at engelsk Landbrug sammenlig- 
net med mange andre Landes staar paa et højt Trin. Eng- 
land var saaledes utvivlsomt Nummer ét 1 den Kunst at faa 
det mest mulige ud af Jorden med den mindst mulige Ar- 
bejdskraft, indtil det blev overfløjet af Amerika. 

Hvad Kvægopdrætning, Engkultur og nogle enkelte Gaar- 
des Drift angaar, kan der endnu læres meget af Storbritan- 
nien. Men genneragaaende lærer man ved et nærmere Kend- 
skab til britisk Agerbrug mangt et svagt Punkt at kende. 
Hvor udmærket en Eng end kan være, saa er og bliver den 
dog Eng, Kornmarken langt underlegen i Produktivitet, og 



*) I Egnen omkring den lille By, hvor jeg opholdt mig i to Somre, var 
der én Gaard paa 370 Acres Land og med fire Arbejdsmænd og to 
Drenge, — én Gaard paa 300 Acres med to Mænd og to Drenge, samt 
en tredie Gaard paa 800 Acres med kun fem Mand og formodentlig 
lige saa mange Drenge, Den Opgave at dyrke Jorden med den mindst 
mulige Arbejdskraft er bleven last i denne Egn paa den Maade, at 
man aldeles ikke dyrker de to Trediedele af Jorden. 

4* 



saa længe der behøves tre Acres Land for hver Okse, er Vær- 
dien af det fortrinlige Kvæg dog lidt tvivlsom. Derimod 
kan man ikke frakende de 28 Bushels Hvede som Gennem- 
snitsudbytte af Høsten nogen Beundring; men naar man 
saa faar at vide, at det kun er 1,417,000 Acres Jord af de 
dyrkede 33,000,000 Acres, der giver en saadan Afgrøde, 
bliver man unægtelig noget skuffel. Enhver kunde naa et 
lignende Resultat, hvis han lagde al sin Gødning i en Tiende- 
del af den Jord, han ejede. Endvidere forekommer disse 28 
Bushels os ikke længer saa imponerende, naar vi hører, at 
man i Rothamstead uden at anvende Gødning, kun ved god 
Kultur i fyrretyve paa hinanden følgende Aar af samme 
Stykke Jord har haft en Gennemsnitshøst af fjorten Bushels 
pr. Acre, medens man ved Anvendelse af Gødning fik 38 i 
Stedet for 28 Bushels. Ved Udparcellerings Systemet naaede 
man endog op til 40 Bushels. Ja, enkelte Gaarde har lejlig- 
hedsvis haft en Høst paa 50—57 Bushels pr. Acre.*) 

Hvis vi vil have en korrekt Opfattelse af britisk Ager- 
brug, maa vi ikke basere vore Iagttagelser paa nogle enkelte 
udvalgte og velgødede Jorder, men derimod undersøge, 
hvad man gennemsnitlig faar ud af Englands samlede 
Jord. 

Af hvert Tusind Acres Land — i England, Wales og Skot- 
land — er de 418 Acres beslaglagt af Skov, Hede, Krat, Byg- 
ninger o. s. V. Denne Inddeling skal vi ikke kritisere, thi 
den er til Dels betinget af naturlige Aarsager. I Fran- 
krig og Belgien er ligeledes en Trediedel af Jorden paa 
samme Maade »ikke dyrkelig«, skønt bestandig større 
Dele af den nu drages ind under Kultur. Men lad os — 
uden at bekymre os om den ikke dj^kelige Del — se, hvad 
der bliver ud af de 582 Acres, der bliver tilbage som dyr- 
kelige? 



*) .The Rothamstead Experiments,, 1888. af Professor W- Fream. 



53 



Vi ser da allerførst, at de er delte i to omtrent lige store 
Dele, hvoraf den ene henligger som permanent Engjord, det 
vil i de fleste Tilfælde sige ganske uopdyrket. Det er kun 




Figur 1 viser Forholdet mellem '; det Areal, der overhovedet er under 
Kultur, 2) det, der benyttes til Korn i Almindelighed, '^) og det, der benyttes 
til Hvede. 



54 



lidet Hø, der faas af disse Enge, men der græsser noget Kvæg 
paa dem. Mere end Halvdelen af den dyrkelige Jord ligger saale- 
des uopdyrket hen og kun 287 Acres af hver 1000 er under 
Kultur. Af disse benyttes de 110 Acres til Kornsorter, 21 
Acres til Kartofler, 57 Acres til Grønfoder og 84 Acres 
til Klover og Græsser i Sædskifte. Og endelig udvælges af 
de 110 Acres, der benyttes til Korn, de bedste 25 Acres til 
Hvededyrkning — det vil sige én Fyrretyvendedel af det sam- 
lede Areal eller én Treogtyvendedel af den dyrkelige Jord. 
Hvedemarkerne bliver alle vel dyrkede, vel gødede, og det 
er paa dem, man høster de bekendte 28 Bushels og ved dem, 
at Storbritannien har vundet Ord for sin Overlegenhed paa 
Agerbrugets Omraade. 

Det samlede Resultat, vi faar af alle disse Oplysninger er, 
at der paa næsten 33.000,000 Acres dyrkelig Jord ikke pro- 
duceres Føde til mere end én Trediedel af Befolkningen (to 
Trediede af Fødemidlerne maa saaledes importeres) og skønt 
næsten to Trediedele af Jorden er dyrkbar, saa formaar det 
britiske Agerbrug dog kun af én Kvadratmil at skaffe hjem 
meavlet Føde til 125 å 130 Indvaanere. Der behøves med 
andre Ord næsten tre Acres af den opdyrkede Jerd for at 
brødføde et enkelt Individ. 

Lad os nu en Gang se, hvad man gør med Jorden i 
Frankrig og Belgien. 

Hvis vi indskrænker os til at drage en Sammenligning 
mellem de omtalte 28 Bushels Hvede pr. Acre i Storbritan- 
nien og de 17 Bushels i Frankrig, saa vil Fordelen absolut 
blive paa Englands Side, men disse Gennemsnitsbereg-ninger 
er i Virkeligheden kun af ringe Værd, fordi der i de to 
Lande arbejdes efter ganske forskellige Systemer paa x\ger- 
brugets Omraade. Ogsaa Frankrig har i den nordlige Del af 
Landet og i Ile de France sine udvalgte og stærkt gødede 
»fem og tyve Acres«, og faar af dem en Gennemsnitshøst 
paa 31—33 Bushels.*) Det er imidlertid ikke disse udsøgte 



55 



25 Acres Jord alene, som Franskmændene saar med Hvede, 
de dyrker ogsaa denne Kornsort paa Marker, som uden 
Overrisling kun giver 6—7—8 indtil 10 Bushels pr. Acre, og 
det er disse magre Jorder, der bevirker at det samlede Ud- 
bytte for hele Landet kommer ned paa saa lavt et Tal. Man 
dyrker i Frankrig megen af den Jord, som man i Eng- 
land lader henligge som permanent Græsgang«, og dette 
bevirker, at Frankrig regnes for »inferiør« paa Landvæsnets 
Omraade. 

Skønt Forholdet mellem det, der benævnes dyrkbar Jord 
og hele det samlede Territorium er nogenlunde det samme i 
Frankrig som i England, saa er Hvedearealet seks Gange 
større i Frankrig, end det er i England — (146 Acres i Ste- 
det for 25 af hver 1000 Acresl De samlede Kornsorter be- 
slaglægger over to Femtedele af det dyrkelige Areal, og der 
benyttes tillige store Strækninger til Grønfoder, Industriplan- 
ter, Vinavl, Frugt og Grøntsager. 

Skønt Franskmanden holder mindre Kvæg, navnlig Faar, 
end Englænderen, saa faar han dog - naar vi tager alt med 
i Betragtning — omtrent al den Føde ud af sin Jord, som 
han og hans Kvæg forbruger. I et Aar med en Gennemsnits- 
host importerer han kun én Tiendedel af hvad hele Natio- 
nen forbruger, og han eksporterer til England store Mæng- 
der af Næringsmidler, (Værdien af denne Eksport anslaas til 
£, 10,000,000) ikke alene fra det sydlige Frankrig, men ogsaa 
fra Kysten langs Kanalen (f. Eks. Smør og Grøntsager fra 
Bretagne, Frugt og Grøntsager fra Paris's Omegn o. s. v. 

Resultatet bliver, at Frankrigs Jord, skønt ogsaa en 
Trediedel af den anses som »ikke dyrkelig«, dog paa hver 



*) Det vil sige 31—33 Busliels er det genaeiusnitlige Udbytte — paa de 

gode Gaarde er det 40. og paa de bedste 50. Hvede-Arealet er 

17,500,000 Acres. Deu dyrkelige Jord tilsammen er 95,000.090 og 
Frankrigs samlede Overflade er 132,000,000 Acres. 



56 

Kvadratmil føder 170 Indbyggere eller 40 Individer mere 
end England.*) 

Det er altsaa tydeligt nok, at en Sammenligning med 
Frankrig ikke falder slet saa meget ud til Englands For- 
del, som man i Almindelighed tror, og naar vi i næste Ka- 
pitel kommer til at tale om Havebrug bliver Forholdene 
endnu mindre gunstige. 

Hvis vi drager en Sammenligning med Belgien, bliver 
Englands Underlegenhed endnu mere slaaende, navnlig fordi 
man i begge Lande anvender de samme Kulturmetoder. Til 
at begynde med har vi ogsaa i Belgien en Gennemsnits- 
høst paa 277io Bushels Hvede pr. Acre; men den Jord, der 
benyttes til Hvede, er i Forhold til hele det dyrkelige 
Areal fem Gange større end i England, og Kornsorterne op- 
tager næsten Halvdelen af al den Jord, der er draget ind 



*) I Frankrig er hver Tusinde Acres anvendt paa følgende Maade: 376 
Acres er beslaglagt af Skov, Krat, kommunale Græsgange, o. s. v. 
og de resterende 624 Acres behandles som dyrkelig Jord. Af disse 
624 Acres er 123 Acres Enge (nu overrislet i stor Udstrækning) 92 Ac- 
res ligger som Brakmarker eller bruges til forskellig Kultur, 272 Acres 
anvendes til Korn, 88 Acres til Grønfoder og Industriplanter og 47 til 
Vinavl. Ikke mindre end 146 Acres benyttes til Hvede, som i to 
Departementer giver 28—30 Bushels, i tolv Departementer 26 Bushels 
— gennemsnitlig for Halvdelen af Landets Vedkommende 17 Bushels i 
Afgrøde og for den anden Halvdel noget mindre. 

Hvad Kvægholdet angaar er der i Storbritannien 6,353,336 Stykker 
Kvæg (eller 16 Høveder for hver hundrede Acres af den dyrkbare Jord. 
I Frankrig er der 13,879,240 Stykker Kvæg (eller 19 Høveder for hver 
hundrede Acres af den dyrkbare Jord). 

Hvad Hornkvæg angaar, er Forholdet i begge Lande nogenlunde 
ens, kun overfor Faareholdet bliver DiflFerencen betydelig, 79 i Eng- 
land mod 25 i Frankrig. Vi maa imidlertid ikke glemme at tage i 
Betragtning, at der i England udføres svære Mængder af Hø. Oliekager, 
Havre, etc, og at der for hvert Stykke Hornkvæg, der fodres med im- 
porteret Føde, kan leve 6 Faar af hjemmeavlet Føde. For Hestenes 
Vedkommende er Forholdet omtrent ens i begge Lande, 



57 



under Kultur.*) Landet er saa godt dyrket, at Gennemsnits- 
høsten i Aarene 1889—92 (dog lades her det ualmindelig 
daarlige Aar 1891 ude af Beregningen) var 28*'/^o Bushels pr. 
Acre for Vinterhvedens Vedkommende — omtrent 47 Bsh. for 
Havren (i Storbritannien fra 35 til 41Y-5 Bsh.) og 40 Bsh. for 
Vinterbyggen, 29—35 i Storbritannien) medens man paa et 
Areal af ikke mindre end 459,800 Acres fik Mellemfrugt af 
Rutabager (2,226,250 Tons; og Gulerødder :i 55,000 Tons). 

Gennemgaaende høstes der i Belgien mere end 76,000,000 
Bsh. Korn, det vil sige 15 '/^q Bushels pr. Acre af den sam- 
lede opdyrkede Jord, mens det tilsvarende Tal for Englands 
Vedkommende kun er 8Y2 Bushels, og der holdes i Belgien 
næsten det dobbelte Antal Kvæg paa hver Acre kultiveret 
Jord, som der holdes i England. Store Strækninger af Jorden 
benyttes desuden til Dyrkning af Industriplanter, Kartofler 
til Brændevin, Roer til Sukkerfabrikationen, o. s. v. 

Man maa imidlertid ikke tro, at Belgiens Jord er mere 
frugtbar end Englands. Tværtimod! Laveleye siger om den, 
»at kun Halvdelen eller endnu mindre af det samlede Areal 
ejer naturlige Betingelser for med Held at kunne benyttes 
til Landbrug, mens den anden Halvdel bestaar af Sand eller 
Grus, hvis Ufrugtbarhed kun vil kunne overvindes ved An- 
vendelse af stærk Gødning«. Mennesket, ikke Naturen, har 
gjort Belgiens Jord saa produktiv som den nu er. Med en 
saadan Jord og det Arbejde, den fordrer, er Belgien i Stand 
til at forsyne en Befolkning, der er tættere end Englands — 
544 Individer pr. Kvadratmil — med næsten alle de Føde- 
midler, den behøver. 



*) Af hver 1000 Acres af det samlede Areal er de 673 under Kul- 
tur, mens de 317 henligger uopdyrket. Af de første igen er 317 Acres 
beslaglagt af Korn, 182 af Grønfoder og Græsarter i Sædskifte; 121 
Acres benyttes til Hvede og til Hvede blandet med Rug (94 til ren 
Hvede) Endvidere faas der, af hver 63 Acres af 1000, Mellemfrugt af 
Gulerødi'.er og Foderbeder og Rutobager. 



58 



Hvis vi regner med Belgiens Eksport og Import af Land- 
brugsprodukter, maa vi sige, at Laveleye's Beregninger endnu 
kan gælde, og at kun én Indvaaner af hver ti eller tyve be- 
høver importeret Føde. 

Belgiens Jord forsyner ikke mindre end 490 Individer pr. 
Kvadratmil med hjemmeavlede Fødemidler og desuagtet 




Figur 2. Forholdet i Belgien mellem det Areal, i)der overbovedet er 
under Kultur, ^) det, der benyttes til Korn i Almindelighed, ^) det, der be- 
nyttes til Hvede. Den Firkant, der betegnes med Hvede er et Areal, der 
er benyttet til ren Hvede og til en Blanding af Hvede og Rug. 



bliver der noget tilovers til Eksport — der udfores aarhg til 
England for £ 1,000,000 Landbrugsprodukter. Vi maa dertil 
vel erindre, at Belgien er et Fabrikland, som eksporterer 
indenlandske Fabrikvarer beregnet i Værdi til et Beløb af 9 



59 



£, pr. Individ, mens Englands Totaleksporl kun ansættes til 
6 jg 7 sh. pr. Individ. 

Hvad de enkelte Landsdele i Belgien angaar, vil jeg her 
kun anføre, at den lille, af Naturen ufrugtbare Provins Vest- 
flandern ikke alene producerer Fødemidler til hele sin Be- 




* 



# ^^."' *" ^\. 



*- * \ii, 



m:^im^i^^^^^i^$^^m 






'il, it. é. »- * 




Bushels 

pr- 
dyrket 
Acre 

/S 8 



fj 



Figur 3. Forhold mellem det dj'rkede og ikke dyrkede Areal i Stor- 
britannien, Belgien og Frankrig, a) Hvede, b) Rug og Hvede blandet, c) an- 
dre Kornsorter, d) Rodfrugter, Enge og Græsgang, e) ikke dyrket. 



folkning, men ogsaa eksporterer Landbrugsprodukter, som i 
Værdi beregnes til 25 sh. pr. Individ. Og dog kan man 
ikke læse Laveleye's mesterlige Værk uden at komme 
til den Slutning, at flamsk Landbrug vilde være i Stand 



60 

til at fremvise endnu smukkere Resultater, hvis det ikke 
hæmmedes i sin Udvikling ved de stadig stigende, svære Af- 
gifter. Med den Vished for Øje, at Skatterne hvert niende 
Aar forhøjes, er der i den senere Tid mange Forpagtere, som 
har undladt at indføre Forbedringer i deres Landbrug. 

Uden at gaa saa langt som til Kina kunde jeg bringe 
lignende Eksempler fra mange andre Lande, maaske dog 
særlig fra Lombardiet, men det her anførte vil være tilstræk- 
keligt til at gøre Læseren forsigtig med at drage altfor has- 
tige Slutninger med Hensyn til det umulige i at brødføde 39 
Millioner Mennesker paa 78 Millioner Acres Land. Ogsaa 
jeg vil af det allerede anførte være i Stand til at drage føl- 
gende Slutninger: 1) Hvis blot Englands Jord blev dyr- 
ket, som den blev for 35 Aar siden, vilde 24 Millioner Men- 
nesker kunne leve af hjemmeavlede Fødevarer i Stedet for 
nu kun 17 Millioner, og en saadan Dyrkningsmaade vilde 
forøge Landarbejdernes Tal med ikke mindre end 750,000 
Individer, hvoraf atter vilde følge, at de engelske Fabrikan- 
ter vandt omtrent 3,000,000 solide Hjemme-Kunder. 2) Hvis 
Englands dyrkede Jord blev drevet paa samme Maade som 
Jorden gennemsnitlig drives i Belgien, vilde England kunne 
producere Fødemidler for mindst 37 Millioner Indbyggere og 
eksportere Landbrugsprodukter samtidig med, at det vedblev 
at fabrikere i tilstrækkelig Mængde til at kunne forsyne en 
velhavende Befolkning med alle dens Fornødenheder. Og 
endelig 3) hvis det kunde tænkes, at Englands Indbygger- 
antal voksede til det dobbelte af det, det nu er, saa vilde 
man for at skafte Føden til alle disse 80 Millioner Menne- 
sker ikke behøve andet end at drive Jorden, saaledes som 
den allerede nu drives paa de bedste Gaarde i England, i 
Lombardiet og i Flandern samt inddrage under Kultur nogle 
af de Enge, som nu ligger omtrent uproduktive hen — akku- 
rat som man har gjort i Frankrig med Jorden omkring de 
store Byer, der nu benyttes til Havebrug. 



61 



Alt dette er ikke Fantasterier, men simple Realiteter — 
ikke andet end beskedne Slutninger, dragne af Forhold vi 
ser omkring os uden at regne med, hvad Fremtidens Land- 
brug muligvis kan bringe. 

Ønsker vi imidlertid at vide, hvorledes Landbrug kan 
være, og hvad der kan avles paa et givent Stykke Jord, saa 
maa vi søge Oplj'sninger paa saadanne Steder som SafFelare 
Distriktet i Østflandern, Øen Jersej' eller de overrislede Enge 
ved Milano, som jeg i næste Kapitel kommer til at tale om. 
Eller vi maa vende os til Handelsgartnerierne i England, Holland 
eller i Egnen omkring Paris, til Amerikas Truckfarms, o. s. v.*) 

Medens Videnskaben hovedsagelig har Opmærksomheden 
rettet paa Industriens Opgaver, har et lille Antal Mænd, der 
elsker Naturen, og en hel Mængde Arbejdere, hvis Navne al- 
tid vil forblive ukendte, skabt et helt nyt System for Ager- 
dyrkning, som staar lige saa højt over det moderne Jordbrug, 
som dette igen staar over vore Forfædres Trevangsskifte. 
Disse Mænd støttes sjældent af Videnskaben, men ledes un- 
dertiden vild af den — hvilket f. Eks. var Tilfældet med 
Liebigs Theorier, der udviklet til Yderlighed af hans Efter- 
følgere, forledte os til at behandle levende Planter som ke- 
miske Laboratorie-Produkter og til at overse, at Fysiologi og 
ikke Kemi er den eneste Gren .af Videnskaben, der er i 
Stand til at behandle Liv og Udvikling. Disse Mænd har 
kun sjældent fundet Støtte i Videnskaben, de er gaaet erfa- 
ringsvis frem. og ligesom Kvægopdrætterne har aabnet nye 
Horisonter for Biologien, saaledes har de afsløret et helt nyt 
Felt for Forsøg over Planternes Fj'siologi. De har saa at 
sige skabt et helt nj^t Landbrug. De smiler, naar vi gør os 
til af Sædskiftesystemet, ved hvis Gennemførelse det lykkes 
os af samme Mark at faa tre Høste om Aaret, eller fire hvert 
tredje Aar. 



*) Ved Truckfarm forstaas Landbrug baseret paa Dyrkning og Afsætning 
af Grøntsager. 



62 

Deres Maal er at faa seks til ni Afgrøder aarlig af et og 
samme Stykke Jord. De forstaar ikke vor Snak om »god» 
og »daarlig« Jord, fordi de selv laver Jorden, og det i saa- 
danne Mængder, at de hvert Aar maa sælge noget af den — 
i modsat Fald vilde deres Haver blive løftede en halv 
Tomme i Vejret for hvert Aar, der gik. Deres Maal er at 
høste — ikke, som vi nu gør 5—6 Tons Græs pr. Acre, men 
derimod 50 indtil 100 Tons forskellige Slags Grøntsager paa 
én Acre Jord, med andre Ord avle for 100 56 Grøntsager 
(af de simpleste Sorter, som Gulerødder og Kaal) i Stedet 
for Hø til en Værdi af 5 £. Det er den Vej, Jordbruget nu 
er i Færd med at slaa ind paa. 

Vi véd, at Kød er det dyreste af vore Hovednæringsmid- 
ler, og den, som ikke er Vegetarianer enten af Overbevisning 
eller af Nødvendighed, fortærer gennemsnitlig 225 Ibs. Kød 
om Aaret — eller omtrent en Trediedel af en Okse. Og vi 
har set, at der endog i Lande som England og Belgien be- 
høves to a tre Acres Jord for at føde et Stykke Hornkvæg, 
saa at et Samfund paa f. Eks. 1 Million Mennesker vilde be- 
høve omtrent 3 Millioner Acres Jord alene til det Kvæg, 
der skulde forsyne det med Kød. 

Men hvis vi aflægger et Besøg paa Hr. Gopparts Farm — 
Hr. G. er en af Foregangsmændene for »Ensilage« i Frankrig 
— saa vil vi se, at han paa en vel drænet og vel gødet 
Mark avler ikke mindre end 120,000 Ibs. Græs pr. Acre, 
en Mængde, der i tørret Tilstand giver 30,000 Ibs. Hø, med 
andre Ord tilstrækkeligt til at han paa en Acre Jord kan føde 
et Stykke Hornkvæg. Markens Produktivitet er i dette Til- 
fælde altsaa forøget til det tredobbelte. Og hvad Runkelroer 
angaar — der ligeledes benyttes til Kvæg-Foder — saa faar 
Hr. Champion i Whitby, ved Hjælp af Dræning, 100,000 Ibs. 
Roer af hver Acre Jord, ja undertiden endog 150,000 eller 
200,000 Ibs. Han avler saaledes af hver enkelt Acre Jord 
tilstrækkelig Foder til to a tre Stykker Kvæg. Saadanne 



63 



Resultater er ikke enestaaende: Hr. Gros i Autun faar f. 
Eks. af hver Acre. 600,000 Ibs. Runkelroer og Gulerød- 
der — en Høst, der vilde sætte ham i Stand til at holde fire 
Stykker Hornkvæg paa hver Acre Jord. En Høst paa 100,000 
Ibs. Roer er ret almindelig paa de franske Monstergaarde, 
og • det gode Udhytte skyldes alene en god Kultur og en 
passende Gødning. 

Vi ser saaledes, at medens man under almindelig gode 
Forhold behøver 200,000 Acres Jord for at holde 100,000 
Stykker Hornkvæg, kunde man holde det dobbelte Antal Kvæg 
paa Halvdelen af dette Areal; og hvis Befolkningsmængden 
gjorde det nødvendigt, kunde man atter fordoble Kvægbe- 
standen uden at Arealet dog behøvede at være mere end 
Halvdelen, ja endog kun en Trediedel saa stort som det 
nu er.*) 

De her anførte Eksempler er tilstrækkeligt talende, men 
dog er de Oplysninger, vi henter fra Havebrugets Omraade 



*) Naar vi gaar ud fra, at der aarligt behøves 19000 Ibs. Hø for 
at holde et Stykke Hornkvæg, saa vil de følgende Tal — tagne af 
Toubeau's »Repartition métrique des impots« — vise os, hvilket Udbytte 
man nu faar ved almindelig og ved intensiv Kultur. 



Afgrøde pr. 
Acre, Ibs. 



Tilsvarende 

Mængde i 

Hø. Ibs. 



Antal af Kvæg 

holdt paa hver 

100 Acres. 



Græsgang 

Ikke vandede Enge 
Kløver 2 Gg. høstet 
Svenske Turnips . . 
Eng. Raigræs .... 
Roer (høj Kultur) . 
Mais (Ensilage) . . . 



38,500 

64,000 

64,000 

120,000 



1,200 
2,400 
4,800 
10,000 
18,000 
21,000 
30,000 



13 
26 
52 
108 
180 
210 
330 



64 

endnu mere slaaende. Jeg tænker herved nærmest paa det 
Havebrug, der drives i Omegnen af de store Bj'er og navnlig 
i »Les maraichéres'! oml<ring Paris. I den lier anvendte Kul- 
tur bliver hver Plante behandlet i Overensstemmelse med 
sin Alder. Frøet spirer, og de unge Planter udfolder de fire 
første Blade under særlig gunstige Betingelser med Hensyn 
til Jordens og Temperaturens Beskaffenhed. Saa udsøges de 
bedste af Planterne og sættes i en Bænk udsøgt Muldjord 
under en Skygge-Ramme eller i fri Luft, hvor de frit kan 
udvikle deres Rødder og (fordi de er samlet paa ét Sted) 
ydes en særlig omhyggelig Pleje. Først efter denne indle- 
dende Behandling plantes de ud paa fri Mark, hvor de staar 
til de er modne. 

Ved en Kulturmetode af den Art bliver Jordens Beskaf- 
fenhed kun af underordnet Betj'dning, fordi Jorden laves af 
de gamle Drivbænke. Frøet bliver omhyggeligt sorteret, de 
unge Planter faar et passende Tilsyn og kommer ikke til at 
lide under Tørke, fordi man med de mange forskellige Slags 
Planter har sørget for rigelig Vanding ved Hjælp af en 
Dampmaskine, og man har altid Planter i Beredskab til at 
sætte i Stedet for de enkelte, der ikke vil trives. Næsten 
hver Plante bliver behandlet individuelt. 

Der findes imidlertid med Hensyn til Handelsgartner! en 
fejlagtig Opfattelse, som det vilde være heldigt at faa fjærnet. 
Man tror i Almindelighed, at det navnlig er Handelsmarke- 
det i de store Byer, der trækker Gartnerne til disse. Det 
har muligvis været Tilfældet en Gang og er det maaske del- 
vis endnu, men dog kun i ringe Grad. En stor Del af de 
parisiske Handelsgartnere — Maraichers — selv de, der har 
deres Haver indenfor Paris' Mure og hvis vigtigste Avl er 
hver Saisons Grøntsager, sender hele deres Afgrøde til England. 
Hvad der fornemlig drager Handelsgartnerne til de store 
Byer er Staldgødningen; det er dog ikke saa meget til at be- 



65 

fordre Jordens Frugtbarhed, at man benytter den — en 
Tiendedel af den Gødning, de franslee Gartnere bruger, vilde 
være nok til det — men det er navnlig for ved Hjælp af den 
at holde Jorden paa en vis Varmegrad. De tidlige Grøntsager 
betaler sig bedst og for at kunne avle dem, maa ikke alene 
Luften, men ogsaa Jorden være varm. Det bliver den, ved at 
der tilføres den store Mængder rigtig blandet Gødning. — 
Gæringsprocessen i Gødningen afsætter Varme. Men det er 
klart, at Jorden paa Industriens nuværende Udviklingstrin 
maa kunne opvarmes paa en langt lettere og mere økono- 
misk Maade f. Eks. ved Varmt- Vands-Ledninger. De franske 
Gartnere har da ogsaa allerede begj^ndt at gøre Brug af 
transportable Varmeledninger '»thermosiphons« midlertidig 
anbragte i Koldbænkene. Denne moderne Forbedring bliver 
mere og mere almindelig, og vi har en Autoritet som Barrals" 
»Dictionnaire d'Agriculture« til at bevidne, at den giver ud- 
mærkede Resultater. 

Med Hens3^n til Jordbundens forskellige Ydeevne, saa er 
dette næsten altid den Anstødssten, de fleste Landbrugs-For- 
fattere snubler over; men Sagen er den, at i Handels- 
gartneriet laves Jorden altid, hvorledes den end oprin- 
delig har været. 

Som Følge deraf er det — fortæller Professor Dj'bowski 
i sin Artikel »Maraichers« i Barrals »Dictionaire d'Agricul- 
ture« nu efterhaanden blevet til en fastslaaet Vedtægt, at de 
franske Handelsgartnere naar de flytter, tager Jorden med 
sig indtil en vis Dybde. Gartneren laver selv Jorden, og 
naar han flytter, tager han den med sig ligesom han tager 
sine Skyggerammer, sine Vandledninger og andre Ejen- 
dele.^==) 



*) »Flyttejord« er ikke dea seneste Forbedring paa Havebrugets Omraade 
— den nyeste er, at man vander med en særlig Blanding, som inde- 
holder bestemte Mikrober. Det er en Kendsgærning, at kemisk Gød- 

5 



66 

Det vilde være uoverkommeligt at anfore alle de mange 
udmærkede Forbedringer, der er indført paa Handelsgartne- 
riets Omraade; jeg maa derfor indskrænke mig til at henvise 
mine Læsere til de overordentlig interessante Bøger, der be- 
handler dette Emne og nøjes med selv kun at give nogle 
faa Eksempler.*) 

Vi vil beg3'nde med den Have, som tilhører Hr. Ponce 
— Forfatteren til den i Fodnoten anførte fortræffelige Bog. 
Hr. Ponce's Have strækker sig over et Areal af kun to og syv 
Tiendedel Acres Jord. Udgifterne til Anlæget, iberegnet en Damp- 
maskine til Vanding, beløber sig til £ 1136. Med Hr. 
Ponce selv er otte Mennesker beskæftiget i Haven og med 
at bringe Grøntsagerne til Torvet — i hvilket Øjemed 
der holdes en Hest. Paa Hjemvejen fra Paris medfører Vog- 
nen Gødning, hvortil der udgives £ 100. Andre ^100 gaar 
med til Leje og Afgifter. Men hvorledes skulde jeg kunne 
opramse alle de forskellige Ting, man faar ud af denne 
næppe tre Acres store Have uden at fylde flere Sider med 
Tal? Man bør selv læse Beretningen i Hr. Ponce's Bog, jeg 



ning, uden organisk Gødning .sjældent viser sig at være fyldestgørende. 
Saa opdagede man for ikke længe siden, at Jorden trængte til visse 
Mikrober for at kunne udvikle de forskellige Planter ; derved faldt man 
paa den Ide, at >saa« disse værdifulde Mikrober, som hurtigt udvikler 
sig i Jorden og gør den frugtbar. Vi horer sikkert snart niere om 
denne nye Metode, hvormed der eksperimenteres stærkt i Tyskland 
for ved Hjælp af den at forvandle Mosedrag og svære Lerjorder til 
frugtbare Enge og Marker. Se Artiklen »Recent Science« i >Nin:eleenth 
Century., Octbr. 1897. 
*) Ponce: >La culture maraichére« 1869. 

Gressent: »Le potager moderne«, 7. Udgave, 1886. 

Courtois-Gérard : »Manuel pratique de culture maraichére« 1863. 

Vilmorin ; »Le bon jardinier.« Den almindelige Læser, som gærne 
vil vide lidt mere om Jordens Frugtbarhed, anbefaler jeg varmt A. Tou- 

beus: »La Repartition métrique des i npots« 2 Bd. 1880. 



67 

20,000 Ibs. Gulerødder, 20,000 Ibs. Løg, Radiser og andre 
Grøntsager, som sælges efter Vægt. 6000 Kaalhoveder, 3000 
Stykker Blomkaal, 5000 Kurve Tomater, 5000 Dusin sorteret 
Frugt og 154,000 Salathoveder — et samlet Resultat af 
250,000 Ibs. Grøntsager. Der laves af de gamle Mistbænke 
Jord i en saadan Mængde, at der aarligt sælges 250 Kubik- 
Yard Muldjord. 

Jeg kunde anføre lignende Eksempler i Snesevis, og at 
jeg ikke overdriver i mine Angivelser, vil bedst forstaaes, 
naar man hører, hvilken umaadelig Leje Handelsgartnerne 
betaler for deres Jord. I London er Lejen fra 10 til 15 £ 
pr. Acre, men i Paris er den indtil 32 £. I Paris's Omegn 
dyrkes ikke mindre end 2125 Acres Land som Gartnerjord, 
og dertil behøves 5000 Menneskers Arbejde. Disse Elite- 
Gartnerier forsyner ikke alene de 2,000,000 Parisere med 
Grøntsager, men sender ogsaa en Mængde til London. 

De her anførte smukke Resultater naaes ved Hjælp af 
Drivbænke, Glasklokker i Tusindvis, o. s. v. Men selv uden 
saadanne kostbare Sager, og kun med 36 Yards Rammer for 
de unge Planter, bliver der i fri Luft avlet Grøntsager til en 
Værdi af £ 200 pr. Acre.*) 

Det er dog klart nok, at det i disse Tilfælde ikke er de 
høje Priser, Gartneren faar for de tidlige Grøntsager om 
Vinteren, der giver det store Udbytte, men at dette ude- 
lukkende skyldes den rige Høst, han avler af de almindelige, 
mest brugelige Grøntsager. 

Lad mig endnu tilføje, at hele denne beundringsværdige 
Kulturmetode er af meget ung Dato. For et halvt 
Hundred' Aar siden var de franske Handelsgartnerier endnu 
højst ufuldkomne. Nu trodser Pariser-Gartnerne ikke alene 
Jorden — han vilde kunne avle samme Høst paa As- 



*) Se Courtais Gérard's »Manuel pratique de culturc maraichere«, 4. Ud- 
gave 1863. 5* 



68 

falten — men ogsaa Klimaet. Ved Hjælp af Mure, der op- 
fanger Solens Straaler og beskytter mod Nordenvinden, ved 
Læbælter, Skyggerammer, Glastag og Planteskoler har han 
omskabt Paris's Omegn til en rig sydlandsk Have. Han har 
»flyttet Paris to Breddegradder længer mod Syd« og derved 
opfyldt det Ønske, en fransk Videnskabsmand en Gang ud- 
talte paa Tryk. Han forsyner til de forskellige Aarstider 
Byen med hele Bjærge af Vindruer og Frugt, og i de første 
Foraarsmaaneder fylder hans Blomster den med Vellugt. 
Men det er ikke kun Luksusvarer han producerer. Dyrk- 
ningen af de mest almindelige Grøntsager er i stadig Tiltagen, 
og Resultaterne er udmærkede. Ja, der er de Handelsgart- 
nere, der paastaar, at de — hvis det forlangtes — i deres 
respektive Haver kunne avle alle de Næringsmidler — baade 
animalske og vegetabilske — som der behøvedes til de 
3,500,000 Beboere i Departementerne Seine og Seine-et-Oise 
og det uden at de behøvede at gribe til andre Kulturme- 
toder end dem, der allerede er i Brug — Metoder, som 
er tilstrækkelig prøvet og som har vist sig at være for- 
trinlige. 

Men alligevel er Parisergartneren ikke vort Ideal af en 
Havebrugsmand. Han har vistnok vist os, hvilken Vej vi skal 
følge indenfor Civilisationens anstrengte Arbejde, men den 
moderne Civilisation peger i en anden Retning. Pariser- 
Gartneren slider og slæber med korte Afbr3'delser fra Kl. 3 
om Morgenen til langt ud paa Aftenen. Han kender ikke til 
Hvile og har ikke Tid til at føre en menneskelig Tilværelse. 
Samfundets Ve og Vel er Opgaver, der ikke eksisterer for ham, 
hans Have er hans Verden, mere end hans Familie er for 
ham. Han kan umuligt være vort Ideal, hverken han eller 
hans Arbejdss3'stem. 

Hvad vi ønsker og tilstræber er en Arbejder, der produ- 
cerer endnu mere end Pariser Gartneren, men med Anvendelse 
aflangt mindre Arbejdskraft, og som derfor vil kunne faa Tid 



69 

til at nyde alle de Goder, Livet byder et Menneske. Og et 
saadant Ideal kan naas. 

Lad os engang betragte Handelsgartnernes Arbejde — jeg 
mener ikke dem, der hovedsagelig dyrker de saakaldte 
»Primeurs« — Jordbær i Januar, o. s. v. — men dem, der 
avler deres Høst paa Friland og kun benytter Drivbænke 
paa det første Stadium af Planternes Liv. Vi vil snart se, 
at Grundtanken i deres System i første Linje er at skabe 
en nærende og porøs Jord, som indeholder baade det for- 
nødne organiske (forraadnende) Stof og den uorganiske Blan- 
ding, samt dernæst at holde denne Jord og Atmosfæren om- 
kring den paa en passende Varme og Fugtighedsgrad — 
Betingelser, som ikke kan naas i fri Luft alene. 

Hele Sj'stemet kan forklares med disse faa Ord. Naar den 
franske Handelsgartner anvender et saa uhyre stort Arbejde, 
saa megen Intelligens og Omtanke paa at finde den rigtige 
Sammensætning af de forskellige Slags Gødningsstoffer for at 
disse paa et bestemt Tidspunkt skal kunne gære, saa gør 
han det kun for ovennævnte Aarsagers Skyld, altsaa 
for at faa en nærende Jord og en jævn Varme og Fugtig- 
hed til Brug for denne Jord. Han bruger hele sin 
Kunst, alle sine Erfaringer for at naa det fuldkomne paa 
disse to Omraader. Men han kan naa sit Maal paa en anden 
og langt lettere Maade. Det er sandt, at Jorden kan for- 
bedres ved Hjælp af Haandens Arbejde, men det er ingen 
Betingelse, at det skal være manuelt Arbejde. En hvilken 
som helst Jord, af en hvilken som helst Sammensætning, 
kan laves ved Hjælp af Maskiner. Vi har allerede store 
Godningsfabriker, Maskiner til Finfordeling af Phosphoriter, 
ja endog til Pulverisering af Vogeserbjærgenes Granit; vi vil 
ogsaa faa Fabriker, der laver Muldjord, saa snart der blot 
bliver tilstrækkelig Brug for dem. 

Naar der som nu ved Tilvirkningen af Kunstgødning, be- 
drages og forfalskes i stor Maalestok, og naar Gødningsfabri- 



70 

kationen betragtes som en kemisk Proces i Stedet for, at det 
burde være en fysiologisk, er det ikke til at undres over, at 
Gartneren foretrækker at anvende et svært og stort Arbejde 
paa sin Jord, i Stedet for at udsætte sig for at faa liele sin 
Høst ødelagt ved at bruge et pragtfuldt emballeret, men 
ganske værdiløst Gødningsstof. 

Men denne Hindring skj'ldes ikke fj'siske Aarsager, 
kun rent sociale, thi den bunder i Mangel paa Kundskab 
og i en slet Ordning af vort Samfund.*) 

Allerede for fyrretj've Aar siden forudsagde Leonce de 
Lavergne, at det næste Skridt fremad paa Jordbrugets Om- 
raade vilde være at finde paa et Middel til at opvarme Jor- 
den. Varmtvandsledningen giver samme Resultat som gærende 
Gødning, men fordrer betydeligt mindre Arbejde. Allerede 
nu benytter man sig af dette System i stor Udstrækning, og 
dette Emne skal vi i vort næste Kapitel komme til. Derigen- 
nem kan man fordoble et givent Areals Produktivitet mere 
€nd hundrede Gange. 

Det er let at forstaa, at vi ved det nuværende Kapitalist- 
System, der tvinger os til at betale det Ore, fem-dobbelte af 
hver enkelt Tings Arbejdsværdi, hyppigt maa betale henved 
ét £ for hver Kvadratfod af et Drivhus. Men hvor mange 
Mellemhandlere tjener sig ikke en Formue paa de Mistbænke- 



*) Der er allerede nu i Frankrig og Belgien oirentlige Laboratorier, hvor 
Prøver af Fro og Gødning analjseres gratis. De Falsknerier, der af- 
sløres paa denne Maade, overgaar al Rimelighed. Gødning, som kun 
indeholder en Femtedel af det nærende Stof, den skulde repræsentere, 
forekommer helt almindeligt, og Gødning, som indeholder ligefrem 
fordærvelige Substanser og absolut ingen Næringsværdi, træffes ikke 
sjældent endog tilvirket af »ansete« Firmaer. Med Frøet staar det endnu 
værre til. I Laboratoriet i Ghent har man til Analyse haft Froprover, 
som indeholdt 20 °/ skadelige Græsser, 20 "/ Sand, der var farvet 
saaledes, at Køberen umuligt knnde skelne det fra Frøet, samt 10 ", 
-af ligefrem stærkt giftige Græsarter. 



71 



rammer, der laves i Trondhjem og eksporteres til Eng- 
land? 

. Hvis vi kun behovede at udregne vore Udgifter i Arbejds- 
kraft, saa vilde vi til vor Forbavselse se, at Kvadratfoden af 
et Drivhus, takket være Maskinerne, ikke kostede mere end 
en halv Dags Arbejde for en Mand. Og vi vil ligeledes 
snart faa Anledning til at overbevise os om, at man paa 
Øerne Jersey og Guernsey gennemsnitlig kun behøver 3 
Mands Arbejde — med en Arbejdsdag paa 10 Timer — til 
at dyrke én Acre Jord under Glastag. Drivhuset, som før 
var en Luksus, vil hurtigt i en moderne høj Kultur blive en 
Nødvendighed. Vi kan allerede forudse den Dag, da Glashu- 
set er et uundgaaeligt Appendiks til Marken, og det ikke 
alene til Dyrkning af den Slags Grøntsager og Frugter, som 
ikke kan trives i Friluft, men til Brug for næsten alle Have- 
produkter paa det tidligste Stadium af deres Liv. 

Hjemmeavlet J'rugt er altid at foretrække for de halv- 
modne Varer, der importeres fra Udlandet, og det Ekstraar- 
bejde der kræves for at dyrke den unge Plante under Glas, 
indvindes mangefold ved det udmærkede Resultat denne Be- 
handlingsmaade giver. 

Naar vi betænker, hvilket uhyre Arbejde der aarligt i 
Schweiz og langs Rhinen nedlægges i Vinhaverne med de 
mange Terasser og Mure, hvor besværligt det er at faa Jor- 
den baaret op ad de stejle Klipper og hvor meget Arbejde 
selve Dyrkningen af Vinstokkene fordrer, saa fristes vi til at 
spørge, om det ikke er mere besværligt at dyrke Vin 
i Schweiz og ved Rhinen end i et Koldhus for Vin- 
stokke i en af Londons Forstæder. Drager vi saa atter 
en Sammenligning mellem de Priser, Gartnerne i London 
faar — jeg mener ikke de Priser, der betales i West-Ends 
Frugtbutiker, — men dem Gartneren selv faar for sine Druer 
i September og Oktober — med de Priser, Vingaardsejeren i 
Schweiz og ved Rhinen faar paa den samme Aarstid, saa 



72 



fristes man til at tro, at der intet Steds i Europa over den 
45. Breddegrad avles Druer med mindre Udlæg af Arbejds- 
kraft og Kapital end i Londons og Bryssels Drivhuse. 
Hvad de eksporterende Landes altid overvurderede Produk- 
tionsevne angaar, bør vi vel erindre, at Vinavlerne i Syd- 
europa selv drikker en gyselig Blandingsdrik, at der i 
Marseille fabrikeres Vin til Hjemmeforbrug af tørrede Bosiner, 
der indføres fra Asien, og at Bonden i Normandiet udfører 
sine Æbler til England og selv kun ved store Festligheder 
drikker virkelig Æblevin. Disse Forhold vil imidlertid kun 
gaa til en Tid, og den Dag er ikke fjærn, da vi nødes til at 
ty til vore egne Hjælpekilder for at skaffe os mange af de Ting, 
vi nu importerer. Men vi bliver derved ikke værre stillet. 
De Hjælpekilder, Videnskaben sidder inde med for at kunne 
udvide Grænserne for Produktionen og for at bringe nye 
Opdagelser, er uudtømmelige. Hver ny Virksomhedsgren 
kalder nye Beskæftigelser i Live, og derved vokser stadig 
Menneskets Magt over Naturkræfterne. 

Naar vi tager alt med i Betragtning og betænker, hvilke 
Fremskridt der i den nyere Tid er gjort paa Havebrugets 
Omraade samt den afgjorte Tendens, der spores til at overføre 
Metoderne herfra til den aabne Mark, eller hvis vi følger de 
fortsatte Forsøg, der gøres over de forskellige Dyrkningsmaa- 
der — Forsøg i Dag, men allerede Virkelighed i Morgen — 
og tillige betænker, hvilke Hjælpekilder Videnskaben endnu 
har i Beredskab, da maa vi indrømme, at det for Øjeblikket 
er ganske umuligt at sætte nogen Grænse for, hvor mange 
Mennesker der kan faa deres Næringsmidler af et givent 
Stykke Jord eller at forudse, hvor mange forskellige Slags 
Produkter, der med Held vil kunne avles under en hvilken 
som helst Breddegrad. 

For hvex Dag der gaar, flyttes Grænserne, og der aabner 
sig nye og videre Horisonter. Alt, hvad vi nu kan sige er, 
at 600 Mennesker med Lethed kan faa deres Fode af en 



73 



Kvadratmil Jord, og at 1000 Mennesker, som ikke er Le- 
diggængere, med de Kulturmetoder man allerede kender, 
kunde leve paa et Areal af 1000 Acres Land og deraf, uden 
noget som helst Overarbejde, faa baade mere end nok af 
vegetabilsk og animalsk Føde samt desuden al den Hør, Uld, 
Silke og de Huder, de behøvede til deres Paaklædning. Hvor 
vidt man kan naa ved at gøre Brug af endnu mere fuldkomne 
Kulturmetoder, som vel nok allerede er kendte, men endnu 
ikke tilstrækkelig prøvede, er det vanskeligt at forudse, thi 
den moderne intensive Kultur bringer stedse nye over- 
raskende Resultater. 

Vi ser saaledes, at Overbefolkningstheorien falder for 
det første Forsøg paa at underkaste den en nøjere Prøve. 
Den Kendsgerning, at der her i England hvert tusinde 
Sekund fødes et Menneske, kan kun forfærde den, der i hvert 
menneskeligt Individ udelukkende ser en ny Fordringshaver 
paa Livsgoderne uden samtidig at betænke, at Individet 
tillige vil komme til at yde sit Bidrag til disse Goder. 
Vi derimod, der i hvert nyfødt Barn ser en fremtidig Arbej- 
der, som formaar at producere langt mere, end han selv kan 
bruge, vi hilser Barnets Fødsel med Glæde. 

Vi véd, at en tæt Befolkningsmængde er en nødvendig 
Betingelse for at Mennesket kan faa Lejlighed til at forøge 
sin Produktionsevne. 

Vi véd, at stærkt produktivt Arbejde er en Umulighed, 
saa længe som Menneskene lever spredte, faa i Antal paa 
store Territorier; thi de er derved ude af Stand til at kunne 
slutte sig sammen og til i Fællesskab at tilegne sig Civilisati- 
onens højeste Goder. Vi véd, hvilken Mængde Arbejde, der 
behøves for at bearbejde Jorden med en almindelig gammel- 
dags Plov eller for at spinde og væve med Haandkraft 
og vi véd tillige, hvor langt mindre Arbejde det koster at 
avle samme Mængde Korn eller producere samme Stykke 
Lærred med Maskinkraft. 



74 



Det er med andre Ord betydeligt lettere at avle 200,000 
Ibs. Næringsmidler paa én Acre Land end paa ti Acres. Det 
er nemt nok at sige, at Hveden vokser af sig selv paa de 
russiske Stepper, men den der har set, hvorledes Bonden 
maa slide i den saakaldte »frugtbare« Sortejord, kan ikke 
andet end ønske, at Befolkningsmængden vil tiltage saaledes, 
at Dampploven og Havekultur kan finde Anvendelse paa 
Stepperne, saaledes at de, der nu kun er rene Arbejdstrælle, 
kan løfte Rj'ggen for endelig en Gang at leve som Menne- 
sker. 

Det er imidlertid kun faa Nationaløkonomer, der er sig 
disse Forhold klart bevidst. De indrømmer gerne, at Vest- 
europa er i Stand til at producere langt flere Næringsmidler 
end det nu gør, men de indser hverken det nødvendige eller 
fordelagtige i, at dette sker, saa længe der findes andre 
Lande, der vil give Vesteuropa Fødemidler i Bytte for Fa- 
brikvarer. Lad os engang undersøge, om de har Ret i deres 
Standpunkt. 

Hvis vi nøjes med at konstatere, at det er billigere at 
hente Hveden fra Riga end at avle den i Lancashire, saa er 
Spørgsmaalet selvfølgelig klaret i en Haandevending. Men 
forholder det sig i Virkeligheden saaledes? Er det billigere 
at indføre sine Næringsmidler fra Udlandet? Hvis vi nu 
gaar ud fra, at dette er Tilfældet, bliver vi saa alligevel ikke 
nødt til at se lidt nærmere paa det kunstige Facit, vi kalder 
Pris, i Stedet for uden videre at akceptere det som en blind 
og uindskrænket Leder for vore Handlinger? 

Vi véd f. Eks., at fransk Landbrug er trykket af Skatter. 
Men hvis vi sammenligner Priserne paa Næringsmidler i 
Frankrig — der selv producerer de fleste af dem — med 
Priserne i England — der indfører de fleste Næringsmidler — 
ser vi, at der ikke bliver nogen Forskel til Gunst for det 
importerende Land. Snarere falder Sammenligningen ud til 



75 



Fordel for Frankrig, og saaledes var det i hvert Fald for 
Hvedens Vedkommende, indtil de nye Toldtariffer indførtes. 

Saa snart man i Frankrig kommer udenfor Paris, 
hvor Priserne er skruede op ved de høje Acciseafgifler, fin- 
der man, at alle indenlandske Produkter er billigere end i 
England, og Priserne bliver stadig lavere, jo længer man 
kommer mod Øst. 

Der er dog endnu et Træk, der vidner mere ugunstigt 
for England, det er den stærke Udvikling, som Mellemhand- 
lernes Klasse tager — disse Mennesker, der staar mellem Im- 
portøren og Hjemme-Producenten paa den ene Side og For- 
brugeren paa den anden. Der er i den aller seneste Tid 
blevet talt meget om hvilken uforholdsmæssig stor Del af 
Prisen, der gaar i Mellemhandlernes Lommer. Af Avis- 
notitserne ser vi, at Landmændene i Mellem-England ikke 
faar mere end 9 d. for et ® Smør, mens Køberen betaler 
indtil 1 sh. 8 d. pr. 3^. Cheshire-Bonden faar kun 1^/., eller 
2 d. for en Quart Mælk, som vi betaler med 4 — 5 d. 

For nogle Aar siden offentliggjorde »Daily News« en Ana- 
lyse af Covent-Garden's Markedspriser og sammenlignede disse 
med Detailpriserne; det fremgik af dette Skema, at Køberen 
af Grøntsager betalte ^/j a 1 sh., ja, undertiden mere for 
hver Penny, Producenten fdt for sine Varer. 

Men i et Land, hvor Befolkningen lever af importerede 
Næringsmidler, kan det ikke være anderledes. Producenten 
viser sig ikke selv paa Markedet; det er Mellemhandleren, 
der tager hans Plads.*) 

Gaar vi nu mod Øst, til Belgien, Tyskland og Busland 
ser vi, at Udgifterne ved at leve stadig bliver mindre. 1 



*) En af mine Venner, der for nogle Aar siden boede i London, plejede 
at faa sit Smør sendt med Pakkepost fra Bayern. Smørret kom ham 
med alle Transportomkostninger paa 1 sh. pr. Pd. 1 London solgtes 
en langt ringere Vare for 1 sh. O d. Pundet. 



76 



Rusland, som vedblivende er et agerdyrkende Land, koster 
Hveden Halvdelen eller to Tredjedele af, hvad den koster i 
London, og Kødet sælges i de russiske Landsbyer for 5 å 10 
Kopek Pundet. Det er saaledes ikke paa nogen Maade be- 
vist, at det er billigere for England at leve af importeret 
Føde end selv at producere den. 

Giver vi os nu til at analysere selve Prisen i dens forskel- 
lige Bestandele, saa bliver Misforholdet endnu mere iøjne- 
faldende. 

I England kan et Centner Hvede ikke produceres under 
8 sh. 7 d., mens det samme Kvantum i Rusland avles for 4 
sh. 9 d., ja for endnu mindre. =••) 

F'orskellen er enorm, og selv om der skulde være nogen 
Overdrivelse i Tallene, er den stor nok. Men hvorfor skal 
der være denne Forskel, sporger vi. Bliver den russiske 
Arbejder betalt saa meget slettere? Sandt nok er hans Løn 
i Penge betydelig lavere end den engelske Arbejders, men 
Forskellen udjævnes, saa snart vi regner hans Løn ud i 
Varer. De 12 sh., den engelske Landarbejder faar om Ugen, 
repræsenterer i England den samme Mængde Hvede, som de 
6 sh. den russiske Bonde faar i Rusland, og saa vil jeg her 
endda ikke tale om, hvad de smaa Kødpriser og den billige 
Husleje i Rusland faar at betyde i dette Forhold. Den rus- 
siske Arbejder faar altsaa udbetalt samme Mængde af det 
avlede Produkt, som den engelske faar. Og hvad de russiske 
Steppers saa højt priste Frugtbarhed angaar, saa beror dette 
nærmest paa en Overdrivelse. 



*) Tallene er for Englands Vedkommende laget fra »Mark Lane Express« 
men kan findes i en mere fordøjelig Form i en Artikel om Hvedeavl i 
»Quarterly Review for April 1887 samt desuden i W. E. Bear's Bog 
»The British Farmer and his Competitors«, London 1888. 

For Ruslands Vedkommende har jeg taget Tallene fra det forlræffe- 
Uge Blad Vyestnik Promyshlennosti, Nr. 49, 1887. 



En Høst paa 16 til 23 Bushels pr. Acre rej^nes for god 
i Rusland, men (iennerasnitshosten — selv i de kornekspor- 
terende Dele af Landet — er kun 13 Bushels. Dertil kom- 
mer, at der kræves langt mere Arbejde til at avle Hvede i 
Rusland end i Vest-Europa ; man har ingen ordentlige Lande- 
veje til Transporten, ingen Tærskemaskiner og kun en primi- 
tiv Plov, der trækkes af en Hest, der er saa ynkelig, saa den 
knap fortjener Navnet af Hest. 

I 1887 solgtes russisk Hvede paa Markedet i London 
for 31 sh. pr. Quarter, mens en Quarter engelsk Hvede ikke 
kunde sælges under 36 sh. 8 d. (Jeg tager stadig mine Tal 
fra Mark Lane Express). Men alene den Forskel, der er 
paa Afgiften af Jorden i de to Lande kan forklare Differencen 
paa Priserne. I Ruslands Hvedebælte, hvor Afgiften af Jor- 
den gennemsnitlig er 12 sh. pr. Acre, bliver Udgifterne ved 
Produktionen 3Y2 ^ 5 sh. 8d. pr. Quarter Hvede. I England, 
hvor Afgiften af hver Acre Hvedejord anslaas til 40 sh., 
kommer hver Quarter til at koste 10 sh.==') Men selv om vi 
kun beregner 30 sh. pr. Acre i Afgift og Skatter og en Gen- 
nemsnitshøst paa 28 Bushels, bliver der endnu 8 sh. 8 d. 
tilovers af Salgsprisen for hvert Quarter Hvede, som altsaa 
gaar i Godsejerens eller Statens Lomme. 

Xaar det i Penge koster saa meget mere at avle Hvede 
i England end det gør i Rusland, mens Arbejdsmængden er saa 
meget mindre i England end i Rusland, saa maa dette Forhold 
tilskrives de ualmindelig høje Priser, der betaltes for Jorden 
i Aarene 1860—80. Men denne Stigning skyldtes atter den 
Omstændighed, at England solgte sine Fabrikvarer til Udlan- 



*) Afgifterne er gaaet noget ned siden 1887, men Hvedepriserne er ogsaa 
faldne. Det .maa vel betænkes, at det kun er den bedste Jord, der 
tages til Hvedeavlen, saa at Lejen af hver Acre hvedeproducerende 
Jord maa beregnes højere end den gennemsnitlige Afgift pr. Acre for 
en Farm paa 2 ti 300 Acres Land. 



det med stor Profit. Hovedaarsagen til den russiske Kon- 
kurrence maa derfor ikke søges i Jordens Ufrugtbarhed, 
men i forkerte Forhold indenfor det engelske Landbrug. 

Der burde siges langt mere om Konkurrencen med Rus- 
land, og jeg vil derfor henvise Læseren til en Række ud- 
mærkede Artikler om dette Emne af Schaeffle i xZeitschrift 
fur die gesammte Staatswissenschaft« 1886 og endvidere til 
en fortrinlig Afhandling om »Bekostninger ved Hvedeavl 
over hele Jorden«, der i April 1887 stod i »Quarterh' 
Reviev/.« 

De Resultater, begge disse Forfattere kommer til, bekræf- 
tes ved de aarlige Beretninger, som »The American Board af 
Agriculture« offentliggør, og tillige gennem de Oplysninger, 
Hr. I. R. Dodge senere har samlet. Det viser sig, at Amerikas 
Frugtbarhed er bleven stærkt overdrevet, og at de uhyre 
Hvedemængder, der eksporteres til Europa fra det nordvest- 
lige Amerika, avles paa en Jord, der af Naturen ikke er 
frugtbarere end den ugødede Jord i Europa gennem- 
snitlig er. 

Casselton Farm i Dakota med sine 20 Bushels pr. Acre 
er en Undtagelse, Gennemsnitshøsten i de fornemste, hvede- 
dyrkende Stater i det vestlige Amerika er kun 11 å 12 Bsh. 
Ønsker vi at finde en frugtbar Jordbund med Afgrøder paa 
30 a 40 Bsh. pr. Acre, maa vi gaa til de gamle Øst-Stater, 
hvor Jorden bliver lavet af Mennesker.*) 



*) Allerede for 40 Aar siden gjorde de Lavergne opmærksom paa, at 
de Forenede Stater var Hoved-Imiiorlørerne af Guano. 11854 importerede 
Staterne omtrent en lige saa stor Mængde Guano som England, og dog fandtes 
der i Staterne 62 Guano-Fabriker, der forsynede dem med en Mængde, 
som var 16 Gange Importens Størrelse. Sammenlign ogsaa; Ronnas 
»L'agriculture aux Etats Unis«. 1881 I. R. Dodgés »Annual Report of 
the American Department of Agriculture« 1885. Tallene fra Schaeffles 
Bog er ogsaa anført i Schmollers »Jahrbuch«. 



79 

Hvad der er sagt om Hvedeavlen, kan ogsaa siges om 
Amerikas Kødproduktion. Schaeffle har gjort opmærksom 
paa, at den største Mængde af Kvægbestanden ikke opdrættes 
paa Prærierne, men i Farmenes Stalde, akkurat som i Europa. 
Paa Prairierne findes kun Yii ^f Amerikas Hornkvæg, V'o ^f 
Faarene og 7,^ af Svinene (Se ogsaa Dodge's »Farm and 
Factory«, New York 1884). 

Da vi efter disse Oplysninger ikke kan tale om ;- naturlig 
Frugtbarhed« maa vi søge efter sociale Aarsager til at for- 
klare den. Disse finder vi for Vest-Staternes Vedkommende 
i følgende Forhold: Jorden købes billigt, og Produktionen 
er hensigtsmæssigt organiseret; og for Øst-Staternes Vedkom- 
mende skyldes Frugtbarheden den stærke Udvikling af intensiv 
høj Kultur. 

Det er selvforstaaeligt, at Dyrkningsmaaderne varierer 
efter de forskellige Forhold. Paa de uhyre Prairier i Nord- 
Amerika, hvor Jorden kunde købes for 8 til 40 sh. pr. Acre, 
og hvor store samlede Strækninger paa 100 a 150 Kvadrat- 
mil benyttedes til Hvededyrkning, greb man til ganske særlige 
Kultur-Metoder, og Resultatet blev udmærket. Man købte 
Jorden, lejede den ikke. Om Efteraaret købtes der saa hele 
Flokke Heste, og man pløjede og saaede med svære Plove 
og med Saamaskiner. Saa blev Hestene jaget paa Græs ud 
i Bjærgene, Arbejderne afskedigedes og kun én Mand, under- 
tiden et Par Stykker, blev tilbage paa Gaarden. Om For- 
aaret begyndte Ejerens Agenter deres Runde i alle Egnens 
Kroer og antog Arbejdere og Landstrygere til Høstarbejdet — 
Europa sendte altid rigelig Forsyning af Arbejdskraft. Hele 
Bataljoner Mænd marscherede ud paa Hvedemarkerne og 
kamperede dér. Hestene hentedes hjem fra Bjærgene, og i 
Løbet af en Uge eller to var Hveden høstet, tærsket og 
stoppet i Sække med særlig dertil indrettede Maskiner og 
kørt til det nærmeste Kornmagasin eller indskibet direkte til 
Europa. Saa afskedigedes atter Mændene, Hestene blev slupne 



80 

ind i Bjærgene og den ene — eller de to, tre Mænd var 
igen alene paa Farmen. 

Det var ingen stor Høst, man fik af hver Acre Jord, 
men de Maskiner man betjente sig af var saa fuldkomne, at 
én Mands Arbejde i 300 Dage var tilstrækkeligt til at produ- 
cere 200 å 300 Quarter Hvede. Med andre Ord, under Forhold 
som disse, hvor Arealets Størrelse ingen Rolle spillede, kunde 
hver enkelt Mand med én Dags Arbejde producere sin aar- 
lige Brødføde (8^2 Bushel Hvede). Naar man regner alt 
det øvrige Arbejde med, viser det sig, at 300 Mand i én 
Dag kan levere til Forbrugeren i Chikago saa meget Mel 
som kræves til 250 Menneskers aarlige Ernæring. 

I Chikago er altsaa 12^2 Timers Arbejde tilstrækkeligt 
til at forsj'ne et Menneske med hans aarlige Forbrug af 
Hvedemel. 

Under de særlige Betingelser, som Forholdene i det 
fjærne Vesten frembød, var en Fremgangsmaade som den 
her beskrevne vistnok den bedst egnede til pludseligt at 
forøge Meneskets Forsyning med Hvede. Den svarede til sin 
Hensigt paa en Tid, da uhyre Jordstrækninger laa ubenyttede 
hen, tilgængelige for Entreprise. Men. den egnede sig ikke til 
vedblivende at tilfredsstille Fordringerne. Ved en Dyrknings- 
maade som den blev Jorden snart udpint. Afgrøden blev 
ringe, og man saa sig nødsaget til at gribe til intensiv Kul- 
tur — en Dyrkningsmaade, der tilsigter stor Afgrøde paa et 
begrænset Stykke Jord. 

Dette var Tilfældet i Jowa i Aaret 1878. Indtil da havde 
Jowa været Midtpunktet for Hvedeavl efter ovennævnte Sy- 
stem. Men nu var Jorden udpint, og da der stødte Sygdom 
til, havde Hvedeplanterne ingen Modstandskraft. I Løbet af 
nogle faa Uger, var næsten hele Hvedehøsten — som havde 
givet rige Løfter — ødelagt. Hele Udbyttet var 8 å 10 Bus- 
hels daarligt Korn af Acren. 



81 

Følgen af denne daarlige Høst blev, at Kæmpe-Farmene 
deltes i Smaafarme, og at Jowas Landmænd efter en frygtelig, 
men kortvarig Krise (alt gaar hurtigt i Araerika) gik over til 
en mere intensiv Kultur. For Tiden staar Jowa-Farmerne 
ikke tilbage for Frankrigs Landmænd ; de avler nu paa et 
Areal af over 2 Millioner Acres Størrelse gennemsnitlig 16^2 
Bushels Hvede pr. Acre, og de vil snart gøre yderligere 
Fremskridt. Ved Hjælp af Gødning og forbedrede Dyrknings- 
metoder konkurrerer de allerede nu ærefuldt med det fjærne 
Vestens Kæmpefarme. 

Det er da ogsaa Gang efter Gang blevet paavist af 
Schaeffle, Semler, Oetken og mange andre Forfattere, at den 
amerikanske Konkurrence ikke sejrer i Kraft af Kæmpe- 
Farmene men snarere ved de utallige smaa Gaarde, hvor 
Hveden dyrkes paa samme Maade som i Europa med Gød- 
ning o. s. V., men hvor Produktionen er bedre organiseret 
og Salgsmaaden lettere, og hvor der ikke betales Godsejerne 
en Afgift, der udgør en Trediedel eller mere af Salgsprisen 
for hvert Quarter Hvede. Det var dog forst, efter at jeg 
selv havde gjort en Hejse ud i Manitobas Prairier, at jeg 
helt forstod, hvor sand denne Udtalelse var. De 15—20 
Millioner Bushels Hvede, der aarligt eksporteres fra Manitoba, 
avles næsten alle paa Gaarde, der ikke er større end fra 
160 til 320 Acres. Pløjningen foregaar paa almindehg 
Maade, og i de fleste Tilfælde slutter Farmerne sig sammen 
i Grupper paa fire og køber Meje- og Binde-Maskiner. Tærske- 
maskinen lejer man for en Dag eller to, og Farmeren kører 
med sine egne Heste Hveden til Kornmagasinet, hvor han 
enten straks sælger den, eller hvis han ikke er i øjeblikkelig 
Forlegenhed for Penge lader den ligge, til han efter nogle 
Maaneders Forløb kan vente at faa en højere Pris for sin 
Vare. Man faar kort sagt gennem Forholdene i Manitoba 
et slaaende Bevis for, at de mellemstore Gaarde selv i en 
stærk Konkurrence udmærket godt kan hamle op med Kæmpe- 

6 



82 

farmene, og at det ikke er Hvedeavl efter stor Maalestok, 
der lønner sig bedst. Det er ogsaa værd at lægge Mærke 
til, at Farmerne i den kanadiske Provins Toronto og i Øst- 
staterne avler hele Bjærge af Hvede og det skønt Landet 
ikke er Prairieland og Gaardene i Reglen er smaa. 

Den amerikanske Konkurrence har saaledes ikke sin 
Styrke i det Faktum, at en Mængde Acres Land er samlet 
i én Kæmpebedrift, men derimod i den Kendsgærning, 
at Jorden er Ejendom, at den dyrkes paa en Maade, der er 
afpasset efter Landets Karakter, at der hersker en stærk 
Sammenslutningsaand blandt Landmændene og desuden findes 
en Mængde Institutioner og Vedtægter, der alle tilstræber at 
bringe Landmanden og hans Gerning op paa en Højde, som 
vi i Europa ikke kender noget til. 

Man har i Europa slet ikke Øje for, hvad der gøres for 
Landbruget i Fristaterne og i Kanada. Hver enkelt Stat i 
Amerika, hver Provins i Kanada har sin Forsøgsgaard. Alle 
indledende Forsøg med nye Varieteter af Hvede, Byg, Rug, 
Grønfoder og Frugt bliver her foretagne efter de bedste 
videnskabelige Metoder — først i det smaa, senere i større 
Maalestok. I Europa maa Farmeren for det meste selv gøre 
disse Forsøg. 

Resultaterne af disse Eksperimenter og Undersøgelser 
meddeles ikke alene den Farmer, der gerne vil vide dem, 
men de paatvinges saa at sige ved alle Midler hver enkelt 
Farmers Opmærksomhed. Forsøgsgaardenes Bulletiner ud- 
sendes i Hundretusinder af Eksemplarer; der gives aarligt 
Tusinder af Farmere Anledning til at besøge Stationerne og 
Fagmænd forklarer og viser dem de Resultater, der er 
naaet baade med Hensyn til nye Varieteter af Planter og til 
nye Behandlingsmaader. Fra Forsøgsstationerne føres der 
ligeledes en vidstrakt Korrespondance med Landets Farmere. 
Alene Forsøgsgaarden i Staten Ottawa sender 100,000 Breve 
og Pakker bort om Aaret. Enhver Farmer kan faa indtil 



83 



3 ^ Fro af hvilken Kornart han ønsker frit tilsendt, uden 
Portoudgift. Af dette Kvantum Frø vil han næste Aar have 
nok til Saaning af adskillige Acres Jord. Og endelig 
holdes der i hver lille afsides liggende By eller Flække 
Landmandsmøder, hvor Foredragsholdere, som er sendte 
fra Forsøgsgaardene eller de lokale Landbrugsforeninger, paa 
en belærende Maade drøfter Resultaterne af det sidste Aars 
Forsøg og Opdagelser angaaende al Slags Landbrug, Have- 
brug, Kvægopdrætning, Mejeridrift og Andelsvirksomhed i 
Landbrug. 

Amerikas Landbrug frembyder i Sandhed et imponerende 
Skue, dog ikke ved Vestens uhyre Hvedearealer — de hører 
næsten allerede Fortiden til — men gennem en stærk Ud- 
vikling af rationel DjTkning og den St3'rke, hvormed denne 
fremmes. Læs en Gang en Beskrivelse af en Landbrugs- 
Udstilling »The State's fair« i en eller anden lille By i Jowa. 
Omtrent 70,000 Farmere kamperer med deres Familier i 
Telte, der er opslaaede omkring Udstillingspladsen. 

De studerer, lærer, køber, sælger og nyder Livet. Det 
er en Slags Nationalfest og man føler, at man befinder sig i 
en Nation, hvor Landbrug holdes højt i Ære. Eller læs en 
Gang de utallige Forsøgsstationers Beretninger, der sendes 
ud over hele Landet, læses af alle Landmænd og drøftes ved 
Landbrugsmøderne. Ved at gennemblade disse forskellige 
Beretninger og Bulletiner, ved at sætte sig ind i de store 
Entreprise-Foretagender for Vanding og Overrisling faar man 
en bestemt Følelse af, at Amerikas Landbrug er en Magt 
fuld af Livskraft, som ikke behøver at frygte Kæmpefarme- 
nes Konkurrence og raabe paa Beskyttelse som et hjælpeløst 
Barn. 

Intensiv Agerdyrkning og Havebrug er nu allerede et lige 
saa udpræget Særkende for Amerika som for Belgien. Allerede 
i Aaret 1880 købte ni af Staterne, deriblandt Georgia, 
Virginia og de to Caroliner Kunstgødning for en Sum af 

6* 



84 

5,750,000 £, og efter hvad der siges, skal Brugen af 
Kunstgødning nu være almindelig udbredt i Vesten. 

I Jowa, hvor Kæmpefarmene endnu for tyve Aar siden 
var almindelige, bruges der nu allerede Saagræs, og det 
bliver stærkt anbefalet baade af Landbrugsskolen og af de 
lokale Landbrugs-Tidsskrifter. Ved Udstillingerne gives de 
højeste Præmier til de Farmere, der paa et lille Areal avler 
en stor Høst, og ikke til de Farmere, der driver ekstensivt 
Agerbrug. 

Ved en for nylig afsluttet Udstilling, hvori tiere Hundrede 
Farmere deltog, gaves de ti første Præmier til ti Farmere, 
der (hver især) paa tre Acres Jord havde høstet fra 262 til 
346^/^ Bushels Mais — altsaa en Afgrøde paa 87 å 115 Bushels 
pr. Acre. Dette viser tydeligt i hvad Retning Jowa-Farme- 
rens Ærgerrighed gaar. I Minnesota uddeltes der for nogle 
faa Aar siden Præmier for Kartoffelhøste paa 300 til 1120 
Bushels pr. Acre — altsaa 8 å 31 Tons pr. Acre. I Stor- 
britannien er Gennemsnitshøsten af Kartofler kun 6 Tons 
pr. Acre. 

Samtidig tager Havebruget i Amerika stærkt Opsving. 
Floridas Handelsgartnerier kan saaledes opvise Høste paa 
445 å 600 Bushels Løg pr. Acre — 400 Bushels Tomater, 
700 Bushels Jordskokker o. s. v. — disse Tal vidner om, 
at Havekulturen staar paa et højt Udviklingstrin. 

Hvad Truckfarmene angaar — det vil sige Havebrug 
baseret paa Eksport — saa strakte de sig i 1892 over 
400,000 Acres Jord, og Frugt-Farmene omkring Norfolk i 
Virginia var efter Professor Ch. Ballets Udsigende*) sande 
Modelgaarde for den Slags Kultur; dette er et højt Vidnes- 
byrd af en fransk Gartner, der selv kommer fra Troyes' 
Mønster-Gartnerier. 



*) »L'HorUculture dans les cinq Parties du Monde« Paris, 1895. 



85 



Og medens Folk i London stadig Aaret rundt omtrent 
betaler to Pence for et Hoved Salat (som hyppigt er indført 
fra Frankrig) har man i Chicago og i Boston enestaaende 
Gartnerier, hvor Salaten dyrkes ved elektrisk Lys i uhyre 
Væksthuse. Og vi bør ikke glemme, at skønt Opdagelsen af 
Dyrkning ved Elektricitet er europæisk (den skyldes 
Siemens) saa var det Universitetet i Cornell, der gennem 
en Række Forsøg beviste, at det elektriske Lys egnede sig 
fortrinligt til at fremme Udviklingen af de grønne Dele af 
Planter. 

Amerika, der tidligere gik forrest i ekstensiv Kultur, har 
nu ogsaa taget Teten i intensiv Kultur eller Drivkultur. Det 
er denne Evne til at lempe sig efter Forholdene, der giver 
den amerikanske Konkurrence sin Styrke. 



KAPITEL IV. 
Landbrugets Udsigter (fortsat). 



Malthus' Lære. Fremskridt i Hvedeavl. Øst-Flandern. Jersey. Kartoffel- 
høsten før og nu. Vanding. Major Hallet's Forsøg. Hvedeplantning. 

Faa Bøger har haft en saa fordærvelig Indflydelse paa Ud- 
viklingen af de almindelige nationaløkonomiske Forestil- 
linger som Malthus' Bog: s Essay on the Principle of Popula- 
tion« — en Indflydelse, der gjorde sig gældende paa hele tre 
efter hinanden følgende Generationer. Bogen udkom paa en 
Tid, der var særlig modtagelig for dens Ideer — som alle 
Bøger, der i det hele taget faar nogen Indflydelse — og den 
fremførte Ideer, som allerede var almindelige blandt det vel- 
havende Mindretal. Det var netop paa en Tid, da Friheds- 
og Ligheds-Ideerne, vakt til Live ved den franske Revolution 
og den amerikanske Frihedskrig, endnu fyldte de Fattiges 
Sind, mens de rigere Klasser var begyndt at kedes ved de 
Forsøg, de nærmest som et Lune havde anstillet i den Ret- 
ning, at Malthus traadte frem og i Modsætning til Godwin 
paastod at Lighedsprincipet var en Umulighed, at de Manges 
Fattigdom ikke var en Følge af Samfundsordenen, men en 
ret og slet Naturlov. »Befolkningen tiltager altfor hurtigt, « 
skrev han, »og de Nyankomne finder ikke Plads tilovers ved 
Naturens festlig dækkede Bord.« Det er en Naturlov, der ikke 
kan omstyrtes ved nogen som helst Omdannelse af Institu- 
tioner. Han gav saaledes den Rige et videnskabeligt Argu- 



87 



ment imod Lighedsideerne, og vi véd, at skønt alt Herre- 
dømme er baseret paa Magt, saa begynder selv Magten at 
vakle, naar den ikke længer støttes af en urokkelig Tro paa 
sin egen Ret. 

Hvad de fattige Klasser angik, som altid føler de Ideer, 
der til en given Tid cirkulerer blandt de Velhavende, saa 
blev de ved den nye Lære berøvet ethvert Haab om bedre 
Kaar, og den gjorde dem skeptiske overfor Samfundsrefor- 
matorernes Løfter. Endnu i vor Tid tvivler de yderligst 
gaaende Reformatorer om Muligheden af at kunne tilfreds- 
stille alles Fornødenheder, hvis et saadant Forlangende 
skulde blive stillet og hvis Befolkningsmængden pludselig skulde 
blive forøget paa Grund af en midlertidig Forbedring af Ar- 
bejdernes Vilkaar. 

Selv den moderne Videnskab er gennemsyret af Malthus' 
Doktriner. Nationaløkonomien vedbliver at basere sine Lære- 
sætninger paa en stiltiende Indrømmelse af det umulige i 
hurtigt at kunne forøge en Nations produktive Kraft for der- 
igennem at tilfredsstille alle Krav. Denne Indrømmelse staar 
uimodsagt bag alt, hvad Nationaløkonomien — enten den er 
klassisk eller socialistisk — har at sige om Bytteværdi, Løn- 
ninger, Salg af Arbejdskraft, Afgifter, Omsætning og Forbrug. 
Nationaløkonomien er endnu ikke kommen u,d over den Paa- 
stand, at der kun flndes en begrænset og utilstrækkelig 
Mængde af Livsgoderne; den "anser dette for en given Sag. 
Og alle de Fag, som har noget med Nationaløkonomi at gøre, 
hviler paa samme vildledende Princip; selv de fleste Socia- 
lister indrømmer det. Ja, vi har endog i Biologien, der nu 
er saa nøje forbunden med Sociologien, set hvorledes Theo- 
rien om Arternes Variabilitet har faaet en ganske uventet 
Støtte ved af Darwin og Wallace at blive sa# i Forbindelse 
med Malthus' Grundidé den nemlig, at Naturens Hjælpekilder 
umuligt forslaar til at forsyne den hurtigt tiltagende Mængde 
af Dvr og Planter med de nødvendige Eksistensmidler. 



Vi kan med andre Ord sige, at Malthus' Theori ved at 
iklæde de velhavende Klassers hemmelige Ønsker en pseudo- 
videnskabelig Form er bleven Grundlaget for et helt System 
af praktisk Filosofi. Og denne paavirker saavel den dan- 
nede som den udannede Klasse — hvilket praktisk Filosofi 
altid gør — og virker tilbage paa hele vor Tids abstrakte 
Filosofi. 

Vistnok er der blevet rokket noget ved Malthus' Doktrin, 
efter at Damp og Elektricitet er taget i Menneskets Tjeneste 
og dette har udviklet sin Produktionsevne paa Industriens 
Omraade i saa høj en Grad. Industriel Velstand er i Virkelig- 
heden vokset i et Omfang, som ingen rimelig Befolknings- 
forøgelse vil kunne komme ved Siden af. Landbruget er 
derimod stadig et Støttepunkt for den Malthus'ianske Pseudo- 
Filosofi. 

Den- senere Tids Forbedringer i Agerbrug og Havekultur 
er langt fra tilstrækkelig kendt. Medens vore Gartnere trod- 
ser Klima og Breddegrad, akklimatiserer tropiske Planter og 
i Stedet for at høste én Gang aarlig høster flere Gange 
samt selv laver den Jord, de behøver til hver enkelt Kultur, 
vedbliver vore Nationaløkonomer at hævde, at Jordens Over- 
flade er begrænset, og at dens Produktionsevne er det i 
endnu højere Grad. De fastholder stadig, at hvis Jordens 
Befolkning fordobledes hvert tredivte Aar, vilde man hur- 
tigt være udsat for almindelig Mangel paa Næringsmidler. 

Jeg har i det foregaaende Kapitel anført nogle Eksempler 
for at illustrere, hvor meget der kan faaes ud af Jorden. 
Men jo mere man fordyber sig i dette Emne, des flere nye 
og overraskende Kendsgerninger finder man, og jo mere ube- 
grundet forekommer Malthus' Bekymring En at være. 

Lad os til at begynde med tage et Eksempel fra Dyrk- 
ning paa fri Mark, nemlig Hvedeavlen. Vi kommer saa snart 
til følgende interessante Resultater. Medens man i England 
mener, at Hvededyrkning ikke betaler sig og som Følge 



89 



deraf stadig reducerer det Areal, der optages af Hvedemarker, 
udvider de franske Bønder stadig Hvedearealet. Den 
største Forøgelse forekommer paa de Gaarde, hvor Bonden 
selv ejer og dyrker Jorden. Fra Slutningen af det attende 
Aarhundrede er Hvedearealet saa vel som hver enkelt Aars 
Høst omtrent fordoblet, saa at Mængden af den i Frankrig 
avlede Hvede næsten er fire Gange større, end den var for 
hundrede Aar siden.*) I det samme Tidsrum er Befolknin- 
gen kun tiltaget med 41 ^/q, saa at Forøgelsen af Hvede- 
udbyttet har været seks Gange større end Befolknings-For- 
øgelsen, og det til Trods for, at Fremgangen har været 
hæmmet af en hel Række alvorlige Uheld som f. Eks.: Be- 
skatning, Militærtjeneste, F"altigdom blandt Bønderne og endog 
lige til 1884 et strengt Lovforbud mod enhver Slags 
Sammenslutning af Bønderne. 

Det bør ogsaa her anføres, at Handelsgartneri, Frugtavl 
og Kultur i industrielle Øjemed i de samme hundrede Aar 
har taget et saa mægtigt Opsving, at man uden Overdrivelse 
kan sige, at Franskmændene nu faar mindst seks eller syv 
Gange saa meget ud af deres Jord, som de fik for hundrede 
Aar siden. Saaledes er de Eksistensmidler, man faar af Jor- 
den, vokset femten Gange hurtigere end Befolkningen. 

Fremgangen i fransk Agerbrug forstaas dog bedst, naar 
man kender de store Fordringer, der nu stilles til Jordens 
Dyrkning. For nogle og tredive Aar siden ansaa man en 



*J Tisserand's Undersøgelser kan opsummeres paa følgende Maade: 



Aar 


Befolkningen 

i 

Millioner 


Acres besaaet 
med Hvede 


Gennemsnits- 
høst pr. Acre 
i Bushels 


Hvedehøst 
i Bushels 


1789 

1831-41 . . 
1882-88 . . 


27,0 
33,4 
38,2 


9,884,000 
13,224,000 
17,198,000 


9 
15 
18 


87,980,000 
194,225,000 
311,619,000 



90 

Høst paa 22 Bushels pr. Acre for god; nu vil man mindst 
have 33 Bushels, og paa de bedste Jorder regner man kun 
den Høst for god, der giver 43 a 48 Bushels pr. Acre. ja 
ofte faar man 55 Bushels.* 

Der er Lande — f. Eks Hessen — hvor man er tilfreds 
med en Gennemsnitshøst paa 37 Bushels, mens Forsogsgaar- 
dene i Mellem-Frankrig paa store Flader, Aar efter Aar, pro- 
ducerer 41 Bushels pr. Acre. I det nordlige Frankrig er der 
en Mængde Gaarde, der regelmæssigt hvert Aar avler fra 55 
til 68 Bu.shels pr. Acre. Flere Steder har man paa mindre 
Strækninger ved særlig omhyggelig Pleje bragt Høstudbyttet 
op til 80 Bushels pr. Acre.**) Professor Grandeau mener 
endog, at det allerede er bevist, at man ved at iagttage en 
Del forskellige Forholdsregler, som Sortering af Frøet. Rad- 
saaning og Anvendelse af en særlig Slags Gødning, kan forøge 
Høstudbyttet til langt over, hvad det nu er endog i de heldigste 
Gennemsnitstilfælde; samtidig kan man ved Anvendelse af billige 
Maskiner forringe Produktions-Omkostningerne med 50 o/q — for 
ikke at tale om, hvad der kan naaes ved at benytte de 
mere kostbare Maskiner som Dampgravemaskinen eller Fin- 
deleren, der laver Jorden saaledes, som hver enkelt Kultur 
skal have den. Nu benyttes disse Maskiner kun undtagelses- 
vis, men de vil sikkert komme i almindelig Brug, saa snart 
Mennesket blot forstaar, hvor nødvendigt det er at forøge 
Landprodukternes Mængde endog i betydelig Grad. 

Naar vi betænker de ugunstige Forhold, som Landbruget 
over hele Jorden befinder sig i, kan vi ikke vente, at der 
paa store Territorier skulde være gjort betydelige Fremskridt 



*) Grandeau: Etudes agrononiiques, 2me serie Paris 1888. 
**) Risler: Physiologie et Culture du Blé. Paris 1886. 

GennemsniUig har Hvedehøsten i Frankrig gjort følgende Fremskridt : 
1872-81 var Gennemsnitshøslen 14,8 Clnr. pr. Hektar. 1882—90 16,9, 
altsaa i Løbet af ti Aar en Forøgelse af 14 " . 

(Professor C. V. Garola: »Les Céréales«, Pag. 70.) 



91 

i dets forskellige Metoder. Vi maa være tilfredse med at 
konstatere Fremgang paa enkelte begunstigede Steder, hvor 
de Byrder, der er lagt paa Landmanden af en eller anden 
Grund, ikke er saa trykkende, at et hvert Fremskridt derved 
gøres umuligt. 

Et saadant Eksempel finder vi i Saffelare-Distriktet i Øst- 
Flandern. Af en Landstrækning paa 37,000 Acres faar en 
Befolkning paa 30,000 Individer, som alle er Bønder, ikke 
alene deres Føde, men de holder en Kvægbestand paa 10,720 
Stk. Hornkvæg, 3800 Faar, 1815 Heste og 6550 Svin samt 
avler Hør og eksporterer forskellige Slags Landbrugspro- 
dukter.*) 

Et andet Eksempel af lignende Art har vi i Kanaløerne, 
hvis Beboere til Held for dem ikke kender Velsignelserne 
ved den romerske Ret eller ved at store Godsejere ejer 
Jorden, idet de endnu lever under Normandiets gamle 
Sædvaneret. Den lille Jersey, der er otte Mil lang og næppe 
seks Mil bred, holder sig endnu til Frilandskultur, men uagtet 
den kun har en Overflade af 28,708 Acres (Klipperne 
iberegnet) brødføder den ikke desmindre to Individer paa 
hver Acre, eller 1300 paa Kvadratmilen. Enhver landøko- 
nomisk Forfatter, der har været paa Øen, undlader da heller 
ikke i høje Ord at prise Jerseybøndernes gode økonomiske 
Kaar og de smukke Resultater, som de ved Anvendelse af 
rationel og intensiv Kultur har naaet paa deres smaa 
Gaarde, som ofte næppe er paa 25 Acres Land. 

De fleste af mine Læsere vil vistnok forbavses, naar de 
hører, at Jerseys Jordbund, som bestaar af forvitret Granit, 
uden organiske Stoffer i sig, aldeles ikke er frugtbar af Na- 
turen, og at Klimaet skønt mere solrigt end det engelske 



*) O. de Kerchove de Denterghen : »La petite Culture des Flandres belges« 
Gent, 1878. 



92 

frembyder mange Vanskeligheder for Kultur paa Grund af 
Sommerens sparsomme Solvarme og Foraarets skarpe Blæst, 
Men saaledes er i Virkeligheden Forholdet, og for hundrede 
Aar siden levede Beboerne hovedsagelig af indførte Nærings- 
midler.*) 

Det Held man i den nyere Tid har haft paa Øen skyldes 
dels den Arbejdsmængde, en tæt Befolkning har anvendt paa 
Jorden, dels et System af Retsregler for Jords Besiddelse, 
Overdragelse og Arv, som er vidt forskellig fra, hvad man 
kender andet Steds samt tillige det Faktum, at Beboerne er 
fritaget fra Statsskatter og endelig, at der indtil for kort Tid 
siden har bestaaet visse kommunale Institutioner, som Følge 
af hvilke en Mængde kommunale Sædvaner, der alle gaar ud 
paa gensidig Hjælp, har holdt sig lige ned til vore Dage. 

Jorden frugtbargøres til Dels ved Tang, som man frit 
samler op ved Stranden, navnlig i Blaydon-on-Tyne, samt af 
al Slags Affald, deriblandt gamle Ben, der indføres fra 
Plevna og Kattekadavere, som kommer fra Ægypten. Det 
er almindelig bekendt, at Bønderne paa Jersey i de sidste 
30 Aar navnlig har lagt sig efter Avl af tidlige Kartof- 
ler, og at de paa det Omraade har naaet smukke Resultater. 
Det, Bønderne tragter efter, er at have modne Kartoffer saa 
tidligt paa Aaret, at de paa Vejerboden i Jersey kan faa 17 
å 20 £ pr. Ton. 

Allerede sidst i April eller først i Maj begynder man paa 
de bedst beskyttede Marker at grave Kartofler op. Bønderne 
har i Fællesskab udarbejdet et helt System for Kartoffelavl. 
Man begynder med Læggekartoflernes Sortering og iagttager 
særlige Forholdsregler for at faa dem til at spire. Derpaa 
vælger man et tilstrækkeligt beskyttet og heldigt beliggende 
Jordstykke samt den Gødning, der egner sig bedst for dette 

*) Se Tillæg J. 



93 

og slutter endelig med Bænken, hvor Kartoflerne spirer, og 
som forøvrigt har mange andre nyttige Bestemmelser.*) 

I de sidste Uger af Maj og i hele Juniraaaned, naar Eks- 
porten er paa sit Højdepunkt, løber der en hel lille 
Flaade af smaa Dampere frem og tilbage mellem Øen og de 
forskellige Havnebyer i England og Skotland. Alene fra St. 
Helier's Havn afgaar der daglig 8 å 10 Dampere til London, 
Southampton, Liverpool, Newcastle og Skotland. I Løbet af 
25 Timer er disse smaa Skibe fuldt lastede. Der eksporteres 
fra Jersey hver Sommer 50,000 å 60,000 Tons Kartofler 
til en Værdi af 260,000 å 500,000 £, alt efter som Aaret 
er. Regner vi nu det lokale Forbrug med, bliver det mindst 
60,000 å 70,000 Tons, der avles paa ca. 7,500 Acres Jord. 
I disse Tal er baade den tidlige og den senere Host 
indbefattet. Den tidlige Host giver som bekendt langtfra 
det kvantative Udbytte som den senere. Gennemsnitshøsten 
bliver altsaa 10 å 11 Tons pr. Acre, mens den i England 
kun er 6. 

Saa snart man paa Jersey har faaet Kartoflerne op af 
Jorden, saa'r man straks andet Hold Runkelroer eller den 
»Tre-Maaneders Hvede« — en særlig Varietet af hurtigt vok- 
sende Hvede. Man lader ikke én Dag gaa ubenyttet hen. 
Endog paa Gaarde, hvor Kartoffelmarken ikke er mere end 
én å to Acres stor, begynder man, saa snart den ene Fjerde- 
part er ryddet for Kartoflerne, at saa' anden Høst i det 
disponible Stykke. Det er saaledes ikke ualmindeligt at se 
en ikke synderlig stor Mark delt i fire Dele, af hvilke de 
tre er besaaet med Hvede (med fem, seks Dages Mellem- 
rum) mens der endnu graves Kartofler op paa den sidste 
Fjerdepart. 



*) Man kan ikke tilstrækkelig fremhæve Kollektivkarakleren ved denne Del af 
Landbruget. 



94 

Kanaløernes fortrinlige Enge og Græsjorder er ofte blevet 
omtalt, og skønt det Areal, der tilsammen benyttes til Grøn- 
foder, Græsser i Sædskifte og permanente Græsgange, næppe 
nok beløber sig til 11,000 Acres, har Øen dog et Kvæghold 
paa 12,300 Stk. Hornkvæg og mere med 2,300 Heste, som 
fornemlig anvendes i Landbrugets Tjeneste og som Tillægs- 
dyr. Desuden bliver der aarligt udført 100 Tyre, 1600 
Køer og Kvier*), saa at der nu, som et amerikansk Blad for 
nylig skrev, findes flere Jerseykøer i Amerika end paa Jersey 
selv. Men ogsaa Jerseys Smør og Mælk er vidt bekendt og 
ligeledes de Pærer, der avles paa Øen. De dyrkes i Fri- 
luft, men hver enkelt Frugt bliver paa Træet ombundet 
med en Slags Hætte for at beskytte den mod Blæsten. De 
Grøntsager og den Frugt, der avles i Drivhusene nyder endnu 
større Berømmelse. 

Det vil dog være tilstrækkeligt her at anføre, at hver 
enkelt Acre Jord af Øens samlede Overflade giver Landpro- 
dukter til en Værdi af 50 Pund. 

Et saadant Udbytte maa anses som ualmindeligt godt. 
Og dog jo nøjere vi studerer den nyere Tids Forbedringer 
paa Landbrugets Omraade, des klarere staar det for os, 
at man ikke engang paa Jersey har naaet Grænserne for 
Jordens Produktivitet. Nye Horisonter aabner sig bestandig 
for vore Blikke. I de sidste halvtredsindstyve Aar har Viden- 
skaben (navnlig Kemien) og Tekniken i uendelig Grad 
udvidet og forøget Menneskets industrielle Magt over orga- 
niske og uorganiske døde Materier. 

Der er ligefrem gjort Mirakler paa det Omraade. Nu 
kommer Turen til de levende Planter. Menneskets Teknik i 
at behandle levende Stoffer, og Videnskaben eller den Del af 
den, der beskæftiger sig med levende Organisme, træder til 

*) Se Tillæg J. 



95 

for i Forening at fremme Næringsmidlernes Fremstilling i 
Lighed med, hvad Kemien og Mekaniken har gjort for at 
forme og behandle Metaller, Træ og døde Plantefibrer. 
Næsten hvert Aar sker der nye, helt overraskende F"orbed- 
ringer i Landbruget, som snart Aarhundreder igennem har 
ligget i Dvale. 

Vi har for lidt siden omtalt, at Kartoffelhøsten paa Jersey 
gennemsnitlig næsten er det dobbelte af Englands. Hr. Knight, 
hvis Navn er godt kendt blandt Havebrugere, har en Gang 
paa sine Kartoffelmarker høstet 1284 Bushels af en eneste 
Acre, det vil i Vægt sige 34 Tons og 9 Centner. Og ved en 
Landbrugsudstilling i Minnesota for et Par Aar siden frem- 
vistes der en Avl paa 1120 Bushels eller 30 Tons pr. Acre. 
Disse Tilfælde hører vistnok til de sjældne. Den franske 
Professor Aimé Girard foretog for ikke lang Tid siden en 
Del Forsøg, hvis Formaal gik ud paa at finde den bedste 
Metode for Kartoffelavl i Frankrig.*) Han lagde ikke an 
paa Udstillings-Afgrøder, opnaaet ved overdreven Gødning, 
men studerede omhyggeligt alle de forskellige Betingelser for 
Avlen, f. Eks. Udvalg af Varieteter, hvor dybt man maatte 
gaa med Ploven og Lægningen, i hvor stor Afstand Knoldene 
skulde lægges, o. s. v. Saa begyndte han at brevveksle med 
henved 350 Kartoffeldyrkere i de forskelligste Dele af Landet, 
gav dem Raad og opfordrede dem til at anstille Forsøg over 
Avlen. Flere af hans Korrespondenter begj^ndte da ogsaa 
at gøre Forsøg paa mindre Jorder og fik en Høst paa 20 å 
36 Tons af Acren, mens de tidligere kun havde faaet 3 Tons. 
Halvfemsindstyve af disse Gartnere gjorde deres Forsøg paa 
Marker, dei' var over en Fjerdedel Acre store, tj've af dem 
paa større Flademaal fra 3 til 28 Acres i Udstrækning. Re- 



•) Se; »Annales agronoraiquest for 1892 — 93 og »Journal des Economistes« 
Febr. 1893, Pag. 215. 



96 

sultatet blev, at ingen af dem fik under 12 Tons af Acren, 
mens andre fik 20. Gennemsnitshøsten for 110 Eksperimen- 
terende blev 147., Tons pr. Acre. 

Den moderne Industri trænger imidlertid til endnu sværere 
Afgrøder. I Tyskland og Belgien bruges der en Masse Kar- 
tofler til Brændevinsbrænderierne; af den Grund forsøger 
Brændevinsbrænderne at faa det mest mulige Kvantum Sti- 
velse ud af hver Acre Jord. Man har i Tyskland i den 
nyere Tid anstillet en Række Forsøg i det Øjemed. Resultatet 
af disse Forsøg blev for de ringere Sorters Vedkommende 
en Høst paa 9 Tons af Acren, mens Mellemsorterne gav 14 
Tons og de fineste Varieteter 32Vio Tons. 

Tre Tons og lidt over tredive Tons af Acren er altsaa 
de Grænser, man nu har naaet for Kartoffelhøstens 
Mængde. Uvilkaarligt spørger man sig selv: Hvad fordrer 
mindst Arbejdskraft med Hensyn til Pløjning, Pasning 
og Opgravning samt mindst Udgift til Gødning tredive Tons 
avlet paa ti Acres eller tredive Tons avlet paa én eller to 
Acres? Hvis man ikke vil regne med Arbejdsmængden, men 
derimod tillægger hver Skilling der udgives til Læggekartofler 
og Gødning stor Betydning, hvilket desværre hyppigt er Til- 
fældet, saa vil man vælge de 30 Tons paa 10 Acres. Men, 
er dette i Virkeligheden ogsaa det mest økonomiske, 
spørger vi? 

For atter at vende tilbage til Saffelare og Jersey vil jeg 
blot anføre, at man paa begge disse Steder (hvad jeg for- 
resten allerede har fortalt) holder et Stykke Hornkvæg paa 
hver Acre Grønfoderjord, Eng eller Græsgang. Man kan 
imidlertid komme til endnu større Resultater ved at be- 
nytte Vanding enten med Kloakvand eller almindeligt rent 
Vand. 

I England er Bønderne vel fornøjede, naar de af hver 
Acre faar II/2 å 2 Tons Hø, og i SalTelare-Distriktet anses 



97 

2Y2 Tons foratvære et godt Høstudbytte. Men paa de over- 
rislede Enge i Vogeserne, i Vaucleuse og flere andre Steder 
i Frankrig er 6 Tons pr. Acre, selv paa ringere Jorder, det 
sædvanlige Udbytte. Dette viser, at hver Acre kan give be- 
tydeligt mere, end der behøves til en Malkekos aarlige Foder 
(som anslaas til lidt mindre end 5 Tons). 

Vandingssystemet har i det hele taget givet saa udmær- 
kede Resultater i Frankrig, at man i 1862—82 har anvendt 
det paa Jorder, der havde en Udstrækning af hele 1,355,000 
Acres. *) Dette betyder, at Landets Indtægter er blevne for- 
øgede med den Værdi, som repræsenteres af l^j^ Million Menne- 
skers aarlige Kødforbrug. I Seinedalen er Jordens Værdi 
ved Anvendelse af Vanding bleven fordoblet, mens den i 
Soanedalen er steget fem Gange og i enkelte Dele af Bre- 
tagne (Les landes) endog hele ti Gange. 

I Distriktet Campine i Belgien har vi et ligefrem klassisk 
Eksempel. Oprindelig var denne Landsdel højst ufrugtbar, 
da Jordbunden bestod af Sand, føget sammen i ujævne Høje 
og kun holdt fast ved Marehalmens Rødder. I Almindelighed 
solgtes denne Jord for 5 å 7 sh. Acren (15 å 20 fr. pr. 
Hektar), den bortforpagtedes ikke. Men takket være de 
flamske Bønders Arbejdsdygtighed og Vandingen er denne 
Jordbund nu i Stand til paa hver Acre at producere den 
Fodermængde, der kræves til en Malkeko om Aaret. 
Gødningen, man faar af Kvægholdet, benyttes til yderligere 
at frugtbargøre Jorden. 

De overrislede Enge omkring Milano er et andet, vel kendt 
Eksempel. En Jordstrækning paa omtrent 22,000 Acres 
bliver vandet med Bj^ens Kloakvand og giver i Almindelig- 
hed 8 å 10 Tons Hø pr. Acre. Nogle af Engene giver endog 
det næsten fabelagtige Udbytte af 18 Tons, hvilket vil sige 



*) Barral i Journal d'Agricultiire pralique. 2. Febr. 1889 og Bøltel : Her- 
bages et Prairies Naturelles. Paris, 1887. 

7 



98 



Foder til fire Køer af én Acre, eller ni Gange saa stor ea 
Afgrøde, som de bedste Enge i Storbritannien giver. 

Dette Resultat kalder man nu fabelagtigt, men det vil 
næppe vare længe, før man ser anderledes paa Tingene. 

Mine engelske Læsere behøver imidlertid ikke at gaa saa 
langt som til Milano for at forvisse sig om det udmærkede 
Resultat, der naaes ved Vanding med Byernes Spildevand; 
thi de har flere Eksempler derpaa i deres eget Land. Jeg 
nævner blot her Sir John Lawes' Forsøgsgaard eller 
Craigentinny ved Edinburg hvor Raigræsset, for at bruge 
Ronnas Ord, »er saa aktivt, at det naar sin fulde Udvikling 
i Løbet af ét Aar, mens det ellers behøver tre eller fire.« 
Ved Saaning i August Maaned giver det den første Høst om 
Efteraaret og fra det følgende Foraar kan man saa hver 
Maaned gøre Regning paa en Høst af 4 Tons pr. Acre. Det 
bliver i 14 Maaneder lidt over 56 Tons Grønfoder af 
Acren.*) 

I Lodge Farm høstes der af hver Acre 40 å 52 Tons 
Grønfoder, som bliver saaet straks efter at Kornet er af 
Marken og uden at der er lagt ny Gødning i Jorden. Alder- 
shot er bekendt for sin ualmindelig rige Kartoffelhøst, og 
Oberst Hope paa Breton-Farm (Romford) havde i Aarene 
1871—72 en sjælden stor Afgrøde af Rodfrugter og Kar- 
tofler.**) 

Mens der nu behøves 2 å 3 Acres Jord til at ernære ét 
Stk. Hornkvæg, og der kun i de sjældne Tilfælde holdes et 
Stykke Kvæg paa hver Acre, der anvendes til Grønfoder, Eng 



*) Ronna: Les irrigations Bind III Side 67. Paris 1870. 
**) Prof. Ronna opstiller følgende Tabel over Udbyttet af hver Acre: 28 Tons 
Kartofler, 16 Tons Foderbeder, 105 Tons Rodbeder, 110 Tons Gule- 
rødder og 9 å 20 Tons af de forskellige Kaalsorter. Ogsaa Hr. Goppart 
er kommen til smukke Resultater med sin Avl af Grønfoder for Ensi- 
lage. Se hans Bog : »Manuel de la Culture des Mais et autres Fourrages 
verls,. Paris, 1899. 



99 

eller Græsgang, ser vi, at der ved Anvendelse af Vanding 
viser sig Mulighed for at kunne holde to a tre Gange 
saa meget Kvæg paa enkelte Dele af vore Jorder. 
Samtidig har vi i den svære Afgrøde, Rodfrugterne nu i 
mange Tilfælde giver, et andet virksomt Middel til at kunne 
forøge Kvægholdet, uden at vi derfor behøver at formindske 
det Areal vi benytter til vore Kornsorter, Andre nye løfte- 
rige Muligheder aabner sig for Landbruget og de vil sagtens 
vende op og ned paa mangen gængs Forestilling. Jeg tænker 
herved paa den næsten havemæssige Behandling af Kornet, 
som nu allerede i det fjærne Østen drives i stort Omfang 
og ogsaa herhjemme begynder at vække Opmærksomhed. 

Paa den første internationale Udstilling i 1851 havde 
Major Hallett fra Manor House ved Brighton en Række 
meget interessante Forsøg, som han kaldte Pedigree-Sorter 
eller »Familieavl« af Kornplanter. Han havde udsøgt de 
bedste Planter paa sine Marker og Aar efter Aar gjort et 
omhyggeligt Udvalg blandt Afkommet, hvorved det tilsidst 
lykkedes ham at frembringe nye, frugtbare Varieteter af 
Hvede og Byg. Hvert enkelt Sædefrø af disse to Kornsorter 
gav 10 å 25 Aks i Stedet for som ellers almindeligst er 
Tilfældet 2 å 4, og de bedste Aks bar i Stedet for de sæd- 
vanlige 60 a 68 Frø næsten det dobbelte x\ntal. 

Det er en Selvfølge, at Major Hallett for at naa saa 
sjældne Resultater ikke benyttede sig af Bredsaaning, han 
»plantede« sine udvalgte Sædekorn enkeltvis i Rækker med 
ti, tolv Tommers Mellemrum. Ved paa denne Maade at give 
Frøet rigelig Plads til det man kalder Buskning, fik Major 
Hallett af hvert enkelt Frø 10, 15, 25 ja helt op til 90 og 
100 Aks.*) 



*) Kort efter at Planten viser sig over Jorden, begynder den at sætte nye 
Skud, mens samtidig den tilsvarende Rodtilvækst danner sig, og mens 
de nye Skud vokser fladt hen ad Jorden, vokser Rødderne i tilsvarende 
Forhold under Jorden. Denne Proces, som kaldes Buskning, vedvarer 



100 



Da hvert Aks indeholdt fra 60 til 120 Korn, fik han 
altsaa af et enkelt Sædefrø fra 500 til 2500 Korn. Ved et 
Møde, som de engelske Landbrugsforeninger holdt i Exeter 




Fig. 4. Bygplante med 110 Aks avlet af et eneste Sædekorn paa 
Major Hallett's Forsøgsmark. 



indtil den Tid kommer, hvor Stænglerne begynder at vokse ret op 
i Vejret. Jo mindre Rødderne trykkes sammen, des bedre bliver 
Aksene. (Major Hallett: Tyndsaaning o. s. v.) 



101 

fremlagde Major Hallett tre forskellige Planter af Hvede, 
Byg og Havre, som hver især var avlet af et enkelt Frø, og 
som havde følgende Antal Aks: Hveden 94, Byggen 110, og 
Havren 87. Bygplanten gav altsaa med sine 110 Straa 
omtrent 5000 å 6000 Korn (avlet af et eneste!) En omhyg- 
gelig udført Tegning af Planten fulgte med den trykte Beskri- 
velse af Halletts Metode. I ' Maidstone Farmers" Club« blev 
der i 1876 udstillet en Hvedeplante med 105 Straa paa 
samme Rod og med over 8000 Korn. 

Major Halletfs Metode rummer altsaa to forskellige Pro- 
cesser: først Udvalget af Frøet med det Formaal at skabe 
nye Kornvarieteter, (ligesom der gøres i Kvægavlen for at 
skaffe nye Kvægvarieteter dernæst Plantemaaden, der tilsigter 
stærk Forøgelse af hvert enkelt Sædefrøes Produktivitet eller 
af et bestemt Stykke Jords Afgrøde. Denne Plantemaade 
bestaar i, at Frøene plantes enkeltvis i rigelig Afstand fra 
hverandre, saa at de unge Spirer kan faa tilstrækkelig Plads 
til at udvikle sig og ikke, som nu saa ofte er Tilfældet paa 
vore Marker, kvæles af Naboplanterne. Det forekommer mig, 
saa vidt jeg er i Stand til at dømme i denne Sag, at Dobbelt- 
karakteren i Major Halletfs Metode — Frembringelsen af nye 
frugtbare Varieteter og Frøets Plantning enkeltvis — ikke 
har vakt den Opmærksomhed, som den fortjener. Metoden 
blev som oftest bedømt efter de Resultater, den gav i de 
enkelte Tilfælde. 

Naar en Farmer havde gjort Forsøg med »Halletfs Hvede« 
og fundet, at den modnedes langsomt paa hans Jorder eller 
gav et mindre godt Korn end mange andre Varieteter, saa 
bekymrede han sig i Reglen ikke mere om den.*) 

Men Major Halletts større eller mindre Held med enkelte 
Varieteter er noget for sig og vedkommer ikke selve Udvalgs- 



*) Se Prof. Garolas Bemærkninger over »Halletts Hvede«, som i Parenthes 
bemærket synes at være mange franske og tyske Landbrugere bekendt. 
(Les Céréales, Pag. 337). 



102 

metoden eller Plantningsprocessen. Varieteter, der avles paa 
de flade, for Vind og Vejr udsatte Sletter i Egnen om- 
kring Brighton, er muligvis ikke egnet for alle Jorder. Af 
de nyeste fysiologiske Undersøgelser ser vi, hvilken vigtig 
Rolle Fordampningen spiller i Plantens Modningsproces. Det 
er derfor rimeligt, at man i Egne, hvor Fordampningen ikke 
foregaar saa hurtigt som i Brighton, maa gribe til andre 
Varieteter og dyrke dem paa den mest formaalstjenlige Maade.*) 
Jeg mener ogsaa, at der burde gøres Forsøg med andre 
Hvedesorter end de engelske, f. Eks. med den hurtig voksende 
norske Hvede eller med den Tre-Maaneders Hvede fra Jersey, 
maaske ogsaa med Yakutsk Byg, der modnes forbavsende 
hurtigt. 

Efter at Havebrugere med saa stor Erfaring som Vilmorin, 
Carter, Sherif, W. Saunders i Kanada og mange flere, nu 
har taget Sagen i deres Haand, kan vi være vis paa, at det 
ikke vil vare længe, før der gøres Fremskridt paa det Om- 
raade. Avl er imidlertid ét, mens det at plante Frøet af en 
bestemt Hvedesort med store Mellemrum er en Sag 
for sig. 

Hr. Grandeau, Direktør for »Station Agronomique de 
L'Est,« og Hr. Florimond Desspréz ved Forsøgsstationen i 
Capelle, har nylig anstillet Forsøg over den sidstnævnte 
Metode. I Capelle benyttede man sig til Udvalget af Frøet 
af en Fremgangsmaade, som er ret almindelig i Frankrig. 
Farmeren gaar gennem sin Hvedemark, før Høsten skal be- 
gj'nde og udsøger de sundeste Planter, som har to eller tre 
Stængler og lange tunge Aks. Han klipper saa Toppen og 
det nederste Stykke af hvert Aks og beholder kun Midter- 
partiet, i hvilket altid de største Korn findes. Med 10 å 12 



*) »Hallett's Hvede« maa ikke saaes senere end i dea forste Uge af Sep- 
tember. Den, der vil gøre Forsøg med ;)/a;i/e/ Hvede, bør absolut gore 
Forsøgene paa fri Mark, ikke i en indelukket Køkkenhave, og han maa 
.saa" tidligt. 



103 



Quarts al" disse Fro har han nok til Saaningen næste Aar 
og tilmed af en udsøgt Kvalitet. Det er dog ikke alle Land- 
brugere, der finder, at denne Metode for Udvalget af Frøet 
er den heldigste. 

Hr. Desspréz anvendte imidlertid denne Metode og plan- 
tede saa hvert Frø enkeltvis i Rækker med 8 Tommers Af- 
stand mellem Frøene; han betjente sig til dette Arbejde af 
et Redskab særlig indrettet dertil, som kaldes Markøren 
(fr. rayonneur) og ligner det, der bruges til Kartoffelplantning. 
I Rækkerne, der var ca. 20 Tommer fjærnede fra hver- 
andre, lagdes vekselvis store og smaa Frøkorn. 

En Fjerdedel Acre Jord blev beplantet paa denne Maade 
med Frø, saa vel af en tidlig som af en sen Høst. De 
første Fro gav en Afgrøde af 83,8 Bushels pr. Acre, de sidste 
90,4 Bushels.*) Afgrødens Mængde blev saaledes mere end 
fordoblet ved Udvalg af Sædefrøet og ved at plante enkeltvis 
i stor Afstand. 

Resultatet af Desspréz's Forsøg blev gennemsnitlig 600 
Korn af hvert enkeltvis saaet Frø. ^/^q eller ^/■^■^^ Acre vilde 
saaledes være tilstrækkelig til at producere den Hvede, der 
behøvedes til hvert enkelt Individs aarlige Forbrug blandt en 
Befolkning, hvis vigtigte Ernæringsmiddel var Brød. 

Professor Grandeau, der siden 1886 har gjort Forsøg 
over Major Halletts Metode, er kommen til lignende Resul- 
tater. »I en passende blandet Jord kan et eneste Hvedekorn 
give 50, ja endnu flere Aks, og paa den Maade udfylde en 
Cirkel paa 13 Tommer i Diameter«, skriver han i sine »Etudes 
agronomiques«, 3. serie, 1887—88 P. 43. Da Hr. Grand- 
deau lader til at vide, hvor vanskeligt det ofte er at over- 



*) Mængden af Halm blev i det første Tilfælde 77 a 83 Centner pr. 
Acre, i det andet 49 å 59 Ctnr. (Garola Les Céréales). I den far 
nævnte Afhandling af Major Hallett omtaler han en Høst paa 108 
Bushels pr. Acre som Resultat af en Plantning med 9 Tommers Afstand 
mellem Frøene. 



104 



bevise Folk om de simpleste Kendsgerninger, lod han oflfent- 
liggøre nogle Fotografler af sine enkeltvis saaede Hvedeplanter, 
der alle var vokset i forskellig Jord med forskellig Gødning, 
deriblandt ren Flodsand frugtbargjort ved Gødning.*) Han 








Fig a. 




Fig. b. 



Fig. 5. Hvedeplanter. a gav 17 Aks af ét plantet Frøkorn. Jorden 
var gødet med Handelsgødning, b gav 25 Aks af hvert plantet Frøkorn. 
Jorden var gødet med Staldgødning og Handelsgødning. 



drog heraf den Slutning, at man ved at anvende den rette 
Behandlingsmaade med Lethed af hver enkeltvis plantet 
Frøkorn kunde faa 2000, ja endog 4000 Korn. De unge 
Planter, der er komne af Frø lagt med 10 Tommers Mellem- 
rum udfylder dette helt, saa at Forsøgsmarken, efter Foto- 
grafiet at dømme, ligner en prægtig Kornmark. 



*) Et af disse Fotografier viser os en Plante med 17 Stængler avlet at et 
enkelt Frøkorn i en Jord, der udelukkende var gødet med Kunstgød- 
ning. Ved at blande organisk Gødning i samme Slags Jord lik man 
en Plante med 25 Stængler. 



105 



Paa Forsøgsstationen i Tomblaine er man kommen saa 
vidt, at man paa 2250 Kvadratfod Jord (et Stj^kke, som ikke 
er stort mere end ^20 -^cre) høster 8^/^, Bushels, del Kvan- 
tum, som kræves til et Menneskes aarlige Brødføde. 







b. 



Fig. 6. Forsøgskvadrater fra Professor Grandeaus Slation, beplantet 
med Hvedekorn i tre forskellige Slags Jord. a ren Sand; b og c gødet 
Jord. Hvert Frøkorn er lagt med 12 Tommers Mellemrum. 



Vi kan altsaa sige, at man ved at gaa over til Plantning 
med store Mellemrum vil faa samme Mængde Nærings- 
midler af én Acre Jord, som man nu faar af tre Acres. 
Hvorfor skulde man ikke lige saa godt kunne plante eller 
lægge Hvede som saa den i Rækker? 

Denne Fremgangsmaade bruges nu hyppigt i Stedet for 
den tidligere Bredsaaning; ogsaa den Metode vakte i Be- 
gyndelsen n;iegen Mistillid. Medens Kineserne og Japaneserne 
allerede i Aarhundreder har saaet Hveden i Rækker og dertil 
benyttet sig af et Bambusror, der var fastgjort til Ploven, 
stillede europæiske Landbrugsforfattere sig skeptisk overfor 
Metoden, idet de paastod, at den fordrede alt for meget Ar- 



106 

bejde. Nu siger de akkurat det samme om Plantningen af 
hvert Frø enkeltvis. Ja, faglige Forfattere haaner ligefrem 
denne Metode og dog er al den Ris. der vokser i Japan, 
ikke alene plantet men ogsaa plantet ud igen. 

Enhver, der tilstrækkelig betænker hvor meget mindre 
Arbejde der fordres til at pløje, harve, indhegne og luge 3 
Acres Jord i Stedet for én, og hvor meget mere Gødningen vil 
koste til de 3 Acres end til den ene, nødes imidlertid til at 
indrømme, at alt taler for den ene Acre imod de tre — selv 
om man ikke engang tænker paa de nje Muligheder, der 
aabner sig ved Anvendelse af Vanding og af en Plante- 
maskine — et Redskab, der sikkert vil blive opfundet, saa 
snart der virkelig føles Trang til det.*; 

Forøvrigt er der al Grund til at tro, at ogsaa den her 
omtalte Metode vil kunne forbedres ved Hjælp af Udplant- 
ning. I saa Tilfælde maatte man behandle Kornsorterne som 
Grøntsagerne i Havebruget. Ideer i den Retning begj'nder 
allerede at spire, efter at Kina og Japans Kulturmetoder 
er blevne bedre kendt i Europa.**) 

Fremtiden, en nær Fremtid haaber jeg, vil vise hvilken 
praktisk Retj'dning denne Behandlingsmaade af vore Korn- 
sorter vil faa. Vi behøver dog ikke at anstille Betragtninger 
over denne Fremtid. De Kendsgerninger, der er meddelt i dette 
Kapitel af min Bog, vil afgive tilstrækkelig Forsøgsbasis for 
en hel Række forskellige Midler, hvorved man vil kunne 
forbedre de nuværende Kulturmetoder og stærkt forøge Pro- 
duktionsmængden. 

Selvfølgelig kan jeg i en Bog som denne, der ikke er 
beregnet paa at være en Haandbog for Landmænd, kun give 
mine Læsere nogle enkelte Oplysninger eller Vink, hvorved 
de vil være i Stand til at tænke videre paa egen Haand. 

») Se Tillæg K. 
**) Se Tillæg L. 



107 

Men det lidet, jeg her har samlet, vil dog være tilstrækkeligt 
til at vise, at vi ikke har Ret til at klage over Overbefolk- 
ning eller til at frj'gte en saadan af Fremtiden. De Midler, 
Mennesket sidder inde med for at faa af Jorden, hvad det 
behøver — ligegyldigt under hvilket Klima og af hvilken 
Jordbund — er i den senere Tid bleven saa forbedrede, at det 
er ganske umuligt at forudse, hvor vidt Jordens Produktions- 
evne vil kunne bringes. Begrænsningen svinder i Forhold 
til det Arbejde og den Tænkning vi anvender paa Sagen, og 
for hvert Aar der gaar, falder der stadig flere Skranker. 



KAPITEL V. 
Landbrugets Udsigter (fortsat). 



Fremgang i Havebrug og Frugtavl i Frankrig og De forenede Stater. Kultur 

under Glas. Køkkenhaver under Glas. Drivhus-Kultur paa Guernsey og i 

Belgien. Resultater. 

ET af de interessanteste Træli ved vort moderne Landbrug 
er den stærke Udvikling, som intensiv Havebrug har 
taget i den Form, jeg omtalte i mit tredje Kapitel. Kulturer, 
som før var begrænsede til nogle faa Hundrede mindre 
Gartnerier, har nu med rivende Hast bredt sig over store 
Jordstrækninger. I England er det Areal, der optages af 
Handelsgartnerier, i Løbet af en Snes Aar vokset til det dob- 
belte; i 1894 var del 88,210 Acres stort, i 1879 kun 40,582.*) 

Dog er det især i Belgien, Frankrig og Amerika, at denne 
Kulturgren har vundet saa stærk Fremgang i de senere Aar.**) 

I Frankrig er nu ikke mindre end 1,075,000 Acres Jord 
tagne i Brug til Handelsgartnerier og intensiv Frugtkultur, 
og for nogle Aar siden ansattes Gennemsnitsudbyttet af denne 
Jord til en Værdi af 33 £, 10 sh.***) 



*) Charles Whitehead: »Hints on Vegetables and Fruit-Farming.« London 
(Murrey) 1890. »The Gardener's Chronicle.« 20. April, 1895. 
**) Se Tillæg M. 

***) Charles Ballet: L'Horticqlture dans les cinq^ Parties du Monde.« 
Ouvrage couronné par la Société Nationale d'Horticulture. Paris, 
(Hachette) 1895. 



109 

Af de følgende Eksempler vil man bedst kunne bedømme 
Karakteren af denne Kultur samt den tekniske Dygtighed og 
den x\rbejdsmængde, der anvendes paa den. 

I Roscoff i Bretagne, som er et stort Centrum for Eks- 
porten til England af Kartofler og alle Slags Grøntsager, be- 
nyttes et Areal paa seks og tyve Mile (eng.) i Diameter ude- 
lukkende til disse Kulturer, og Lejen af Jorden er henved 
j£ 5 pr. Acre og derover. 300 Dampere anløber RoscofT for 
at bringe Kartofler, Log og Grøntsager til London samt til 
andre engelske Havnebyer saa langt som til Newcastle. Des- 
uden sendes der aarligt 4,000 Tons Grøntsager til Paris.*) 
Uagtet Roscoff nyder Fordelene af et sjældent mildt Klima, b\'gger 
man dog overalt smaa Stenmure, ovenpaa hvilke der plantes 
Siv for at give Grøntsagerne saa megen Læ og Varme som 
muligt. Man forbedrer Klima saa vel som Jordbund.**) 

I Omegnen af Cherbourg vokser de bedste Grøntsager i 
Jord, der er taget fra Havet; over 800 Acres af denne Jord 
bruges til Kartofler, der eksporteres til London, 500 Acres 
til Blomkaal, 125 Acres til Grønkaal, o. s. v. 

Kartofler dyrkede under Glas sendes ogsaa fra Midten af 
April til Londoner-Markedet, og fra Cherbourg eksporteres 
300,000 Centner Grøntsager til London, mens den lille Havn 
Barfleur sender andre 100,000 Centner og desuden ca. 60,000 
Centner til Paris. Ja, i en ganske lille Kommune — Surtain- 
ville — i Nærheden af Cherbourg faar man aarligt af 180 
Acres Jord et Udbytte, svarende til en Værdi af £ 2,800, 
men der høstes ogsaa tre Gange om Aaret: Kaal i Februar, 
derefter tidlige Kartofler og om Efteraaret forskellige andre 
Slags Grøntsager — for ikke at tale om Mellemfrugten af 
Roer. 



*) Charles Baltet. 
**) Ardouin Dumazet, »Voyage en France.c 5. B. S. 10. 



110 

Kommer man til Ploustagel, skulde man næppe tro, man 
var i Bretagne. Allerede længe har man der dyrket Meloner 
paa Friland, kun ved Glas beskyttet mod Foraarsfrosten, 
mens Grønærterne bliver værnede mod de nordlige Vinde 
ved hele Rækker af opret Torneblad. Markerne er helt ned 
til Kysten beplantede med Jordbær, Roser, Violer, Kirsebær 
og Blommer.*) Selv Hedejorden »Les Landes« benyttes til 
Kultur, og det siges, at der om fem Aar ikke vil være mere 
tilbage af den. 

Ja, endog Marsken i Dol — »Bretagnes Holland« — , der 
nu ved en høj Dæmning er beskyttet mod Havet, er for- 
vandlet til store Haver fulde af Blonikaal, Løg, Radiser, 
Bonner o. s. f., og Forpagtningsafgiften af hver Acre Land 
er fra 2 Jg 10 sh. indtil 4 £. 

1 Omegnen af Paris benyttes 50,000 Acres Jord til Dyrk- 
ning af Grøntsager paa Friland, mens 25,000 Acres bruges 
til Væksthuskultur. Allerede for halvtredsindstyve Aar siden 
maatte Gartnerne betale fra 18 til 24 £ i Leje af en Acre 
Jord, og sidenden Tid er Prisen steget betydeligt; det samme 
er Tilfældet med Nettoudbyttet af Jordens Produkter, som af 
Courtois Gérard anslaas til 240 £, pr. Acre for de store 
Gartneriers Vedkommende og dobbelt saa meget for de smaa, 
hvor tidlige Grøntsager dyrkes i Skyggerammer. 

Frugtkulturen i Paris's Omegn er ligeledes imponerende. 
I Montreuil f. Eks. er 750 Acres, som tilhører 400 Gartnere, 
bogstavelig talt bedækket med Stenmure ene og alene op- 
førte for Frugtavlens Skyld; disse Mure har tilsammen en 
Længde af 400 Alen. Op ad Murene vokser Ferskener, 
Pærer og Druer; der høstes aarligt omkring 12,000,000 Fer- 
skener foruden en betydelig Mængde af de mest udsøgte 
Pærer og Druer. Under saa gode Betingelser giver hver 
enkelt Acre 56 £ i aarligt Udbytte. Det var paa den Maade 



*) Ardouin Dumazet, »Voyage en France.t Bind V, Pag. 200. 



m 



man skaffede sig et varmere Klima, den Gang Drivhuset 
endnu var en Luksus. Alt ialt benyttes 1250 Acres Jord i 
Paris's nærmeste Omegn til Ferskenavl og giver ca. 25 Millio- 
ner Ferskener om Aaret. Ogsaa Pærer dyrkes i betydelige 
Mængder og giver et Udbytte af tre til fem Tons pr. Acre. 

I Angers ved Loire, hvor Pærerne modnes en Uge tid- 
ligere end i Omegnen af Paris, er der en Have paa fem 
Acres med lavstammede Pæretræer, der (efter Prof. Baltet) 
giver en Indtægt af £ 400 om Aaret, fradraget Udgifter til 
Emballage, Transport og Salg. En anden Pæreplantage 23 
Mil fra Paris, indbringer £ 24 pr. Acre — fraregnet alle 
Omkostninger ved Pakning, Transport og Salg. Ogsaa 
Blommeavlen giver en aarlig Indtægt af £ 29 til 48 pr. 
Acre. Paris alene forbruger 80,000 Centner Blommer om 
Aaret — og dog sælges friske og saftfulde Pærer, Blommer 
og Kirsebær til en saa rimelig Pris, at selv den fattige 
Pariser kan tillade sig at spise friskplukket, indenlandsk 
Frugt. 

I Provinsen Anjou navnlig omkring Angers og i Saint 
Laud ser vi, hvorledes en svær Lerjord ved Hjælp af Sand 
fra Loire og af passende Gødning er bleven forvandlet til 
en Jord, der i aarlig Leje indbringer £ 21/2 a 5 pr. Acre, 
og paa hvilken der avles Frugt, som eksporteres til Ame- 
rika.*) I Bennecour, en lille Landsby paa 850 Indbyggere i 
Nærheden af Paris, har vi atter et Bevis paa hvad der kan 
gøres ud af den mest uproduktive Jord. Det er ikke længe 
siden, at de stejle Skrænter i det stærkt bakkede Terræn 
ikke var andet end Stenbrud, hvorfra der blev taget Sten til 
Brolægningen i Paris. Nu er disse Skrænter helt bevoksede 
med Abrikos- og Kirsebærtræer, Solbærbuske, Asparges og 
andre Grøntsager. I 1881 solgtes der alene Abrikoser for 
£ 5,600, og man maa ikke glemme den svære Konkurrence 



•) Bandrillart: »Les populations agricoles de la France: Anjou«. S. 70—71. 



112 

Gartnerne her saa nær ved Paris har at bestaa. Kun en enkelt 
Dags Forsinkelse i Afsendelsen af Frugten betyder ofte et 
Tab paa 8 sh. pr. Centner — en Syvendedel af Salgsprisen.*) 

I Perpignan avles der fra Oktober til Juni paa et Areal 
af 2,500 Acres grønne Artiskokker — en Yndlingsspise i 
Frankrig. Nettoudbyttet af hver Acre anslaas til £ 32. I 
Mellerafrankrig, hvor Artiskokkerne dyrkes paa Friland, an- 
slaas ikke desmindre Høsten — efter Baltet — til en Værdi 
af ^ 48 å 100 pr. Acre. I Loire har 1500 Gartnere, som 
til Tider beskæftiger 5000 Arbejdere, en Indtægt af 
£ 400,000 å 480,000, og deres aarlige Udgift til Gødning 
er £, 60,000. Disse Tal alene vil være det bedste Svar for 
alle dem, der saa snart de hører Tale om et sjældent rigt 
Udbj'tte i Land- eller Havebruget, straks giver sig til at raabe 
op om den usædvanlig frugtbare Jord! J Lyon faar en 
Befolkning paa 430,000 Individer alle sine Grøntsager fra de 
stedlige Gartnerhaver. Det samme er Tilfældet med Amiens, 
der ogsaa er en stor Industriby. Egnen omkring Orleans er 
et andet stort Centrum for Handelsgartneri, og det er navn- 
lig værd at lægge Mærke til, at Planteskolerne i Amiens 
sender store Mængder af unge Træer til Amerika.**) 

Det vilde imidlertid fylde en hel Bog at beskrive de 
franske Hovedcentrer for Havebrug og Frugtavl, og jeg vil 
derfor endnu kun nævne en enkelt Egn, hvor Dj'rkning af 
Grøntsager drives jævnsides med Frugtavl. Ved Rhonens 
Bredder i Nærheden af Vienne er der en smal Strimmel 
Land, som til Dels bestaar af Granitklipper, der nu er for- 
vandlet til en yppig Frugthave. Begyndelsen til denne Rigdom 
grundlagdes for et Par og tredive Aar siden, fortæller Ardouin 



*) 1 1876 ansloges den samlede Produktion af Dessertfrugt samt af tørret 
og henkogt Frugt i Frankrig til 84,000 Tons og dens Værdi til ca. 
3,000,000,000 fr. (120 Millioner Lstr.) mere end Halvdelen af den Sum, 
Frankrig betalte Tyskland i Krigsomkostninger. 
»») Ardouin Dumazet. B. I, S. 204. 



113 

Dumazet, da Vinhaverne var blevne ødelagte al Phylloxera, 
og man saaledes blev nødt til at gribe til andre Kulturer. 
Landsbyen Ampius blev hurtigt berømt for sine Abrikoser, og 
nu er Landet paa en Strækning af over hundrede Mil langs 
med Rhonen samt i de jævnsides løbende Dale Ardeche og 
Drome en eneste stor og rig Frugthave, fra hvilken der eks- 
porteres Frugt for mange Millioner Francs, mens Jordens 
Salgspris naar op til £, 400 pr. Acre. Paa hver Klippe op- 
staar der lidt efter lidt smaa Stykker Land tjenlige til Dyrk- 
ning. Allevegne ser man Abrikos og Kirsebær Plantninger, 
og imellem Træerne tidlige Bønner og Ærter, Jordbær og 
alle Slags Grøntsager. Om Foraaret fylder de blomstrende 
Abrikostræer hele Dalen med Vellugt. Jordbær, Kirsebær, 
Ferskener og Druer afløser hverandre i hurtig Rækkefølge, 
mens samtidig hele Vognladninger af Bønner, Salater, for- 
skellige Slags Kaal, Porrer og Kartofler sendes til Egnens 
Fabrikbyer. Det vilde være. umuligt at angive Mængden eller 
Værdien af alle de Havesager, der produceres i denne Egn. 
Det er ogsaa tilstrækkeligt at anføre, at en bitte lille Kom- 
mune Saint Desirat paa en Tid, da Ardouin Dumazet opholdt 
sig der, sendte ikke mindre end 2000 Centner Kirsebær bort 
hver Dag. 

Dem af mine Læsere, som ønsker at vide mere om den 
Fremgang, der er sket paa Handelsgartneriets Omraade i de 
forskellige Lande, henviser jeg til Charles Baltet's Bøger, 
mens jeg for min Del endnu kun vil omtale Belgien og 
Amerika. 

Eksporten af Grøntsager fra Belgien er i Løbet af de 
sidste tyve Aar steget til det dobbelte, og hele Strækninger, 
som f. Eks. Flandern, kan nu med Rette kaldes for Englands 
Køkkenhaver. Frøet af de Grøntsager, der særlig j'ndes i Eng- 
land, bliver endog gratis uddelt af et Havebrugsselskab for der- 
ved at forøge Udførslen. Det er ikke alene den bedste Jord 
man benytter til Havekultur, man har ogsaa forvandlet Ar- 

8 



114 

dennernes sandede Sletter og Moseland til frugtbare Haver, 
medens store Strækninger (navnlig omkring Haeren) bliver 
vandet for en Gang i Tiden at blive lige saa tjenlige 
til Dyrkning. Planteskoler, Forsøgsgaarde og smaa Forsøgs- 
stationer med Foredrag om Aftenerne er oprettet af Kommu- 
nerne, af private Foreninger og af Staten, og flere Hundrede 
Acres er bedækkede med Væksthus ved Væksthus. Der er 
f. Eks. en lille Kommune, som alene eksporterer 5,500 Tons 
Kartofler og Pærer for en Sum af £ 4,000 til Stratford og 
Skotland, og som i det Øjemed selv har anskaffet sig smaa 
Dampere. En anden Kommune forsyner Nord-Frankrig og 
Rhin-Provinserne med Jordbær og sender undertiden ogsaa en 
Del til »Covent-Garden« -Markedet i London. Andre Ste- 
der igen skaffer Farmerne sig et betydeligt Tillæg til deres 
Indkomster ved at dyrke tidlige Grøntsager mellem Hør, Byg 
og hvide Valmuer. Og atter hører vi, at Jorden i en anden 
Del af dette Distrikt lejes ud for £ 24—27 pr. Acre, ikke 
for at bruges til Vin eller Melonavl, men for at benyttes til 
en saa beskeden Kultur som Løg, ligeledes at Gartnerne her 
og der er blevne kede af det Besvær, de har med den »na- 
turlige« Jord i deres Bænke, og derfor heller selv laver 
den Jord de har Brug for — af Savsmuld, Affald fra Garve- 
rierne og Støv af Hampen, »animaliseret« med forskellige 
Gødningsstoffer. Kort sagt Belgien, som er et af Europas 
vigtigste Fabriklande, er i Færd med at blive et af Hoved- 
centrerne for Havebrug. (Se Tillæg N.) 

Det andet Land, jeg særlig ønsker at henlede Havebrugeres 
Opmærksomhed paa, er Amerika. Naar vi ser de Bjærge af 
Frugt, der indføres fra dette Land, skulde vi fristes til at 
tro, at Frugten voksede af sig selv derovre. »Fortrinligt 
Klima«, »Jomfruelig Jord«, »Overflod af Land« er de Udtryk, 
vi stadig i den Anledning ser i Bladene. Den virkelige For- 
klaring ligger dog i, iat Havebrug — indbefattet Frugtavl — 
har naaet en ganske ualmindelig høj Udvikling i Amerika. 



115 

Professor Baltet, som selv er praktisk Gartner op- 
rindelig fra Troyes' navnkundige Handelsgartnerier, kal- 
der Truck-Farmene i Norfolk i Virginien for ligefremme 
Mønster-Gartnerier. *) En højst smigrende Udtalelse af en 
Mand, som allerede i Barndommen gennem Erfaring har 
faaet lært sig, at det kun er i Æventyrlandet de gyldne 
Frugter vokser paa et Vink af Feens Tryllestav. Den Fuld- 
kommenhed, hvortil man har drevet Æbleavlen i Kanada, og 
den Hjælp, der ydes Æblegartnerne fra Forsøgsstationerne 
for at skaffe dem nye Varieteter og alle Slags ønskelige Op- 
lysninger, burde omhyggeligt studeres her til Lands i Stedet 
for, at man nu søger at bilde Folk ind, at Amerikas Over- 
legenhed paa dette Punkt skyldes helt æventyrlig gunstige 
Forhold. 

Det er utroligt, hvad der er udrettet paa Havebrugets 
Omraade i Amerika. Alene Truck-Farmene, som producerer 
for Eksporten med Skib eller Bane, optager i de Forenede 
Stater et Areal paa 400,000 Acres i 1892). I umiddelbar 
Nærhed af Chicago er der en enkelt Gartner-Farm paa 500 
Acres Jord; af disse benyttes 150 Acres til Agurker, 50 Acres 
til tidlige Grønærter, og saa fremdeles. Under Chicago-Ud- 
stillingen bragte et særligt »Jordbær-Eksprestog« bestaaende 
af tredive Jærnbanevogne daglig 324,000 Quarts friskplukkede 
Jordbær til Byen, og der er de Dage, hvor New-York alene 
konsumerer 10,000 Bushels Jordbær — hvoraf de tre Fjerde- 
dele kommer med Skib fra Virginias Truck-Farms.**) 

Saa langt kan man naa, naar man med Klogskab forstaar 
at forbinde Landbrug og Industri, og der er ikke Tvivl om, 
at Fremtiden vil vise os, at man kan naa endnu længere. 
Et nyt vigtigt Fremskridt er man da ogsaa allerede i Færd 



*) Ved Truck-Farni forstaaes Landbrug baseret paa Dj-rkning og Afsæt- 
ning af Grøntsager. 
•*) Baltet: .L'Hoiticulture etc.t 

8* 



116 

med at gøre, idet man søger at gøre Havebruget uafhængigt 
af Klimaet. Jeg tænker lier paa Væksthuskultur af Grønt- 
sager og Frugt. 

Forhen var Drivhuset en Luksus, forbeholdt Rigmanden. 
Dets Temperatur holdtes paa en høj Varmegrad, og det an- 
vendtes under et koldt Himmelstrøg til at dyrke Sydens 
gyldne Frugter og pragtfulde Blomster. Nu derimod, navnlig 
efter at den fremskredne Teknik gør det muligt at købe Glas 
billigt og at faa alt Træværket til et Drivhus maskinforarbej- 
det, bliver Drivhuset taget i Brug til Gavn for Millionerne 
ikke alene til Dyrkning af Frugt, men ogsaa af ganske al- 
mindelige Grøntsager. 

Det aristokratiske Drivhus, der kun er bestemt til at 
frembringe sjældne Frugter og Planter, vedbliver at eksistere, 
men ogsaa det vinder større Udbredelse, efterhaanden som 
Luksus bliver mere og mere tilgængelig ogsaa for den store 
Mængde. 

Side om Side med dette staar det plebeiiske Væksthus, 
som kun nogle faa Vintermaaneder bliver opvarmet, samt det 
endnu mere økonomiske Kold-Hus, der kun er et simpelt 
Glasdække — en uhyre Kold-Bænk — hvori der dyrkes de 
beskedneste Produkter fra Køkkenhaven, som Kartofler, Gule- 
rødder, Bønner, Ærter o. s. v. Den Solvarme, der trænger 
gennem Glasset og af dette forhindres i atter at undslippe, 
er stærk nok til at holde Væksthusets Temperatur paa en 
meget høj Varmegrad om Foraaret og i den tidlige Sommer. 

Et helt nyt Havebrugssystem: »Handelsgartneri under 
Glas« er saaledes i Færd med at udvikle sig. 

Det praktiske Væksthus, som er anlagt med Handels- 
formaal for Øje, er af britisk eller maaske skotsk Oprindelse. 
Allerede i 1851 udgav Hr. Th. Rivers en Bog betitlet: »The 
Orchard Houses and the Cultivation of Fruit-Trees in Pots 
under Glass.« Og Hr. D. Thomsen skriver i »Journal of 
Horticulture«, 31. Januar 1889, at en Gartner i Nord-England 



117 



for omtrent 50 Aar siden solgte Vindruer i Februar for 25 
sh. Pundet, og at Køberen sendte Frugten til Paris til Brug 
for Kejser Napoleon den Tredjes Bord og fik 50 sh. Pundet. 
Nu sælges Druerne for en Tiende- eller Tolvtedel af de 
Priser. »Billige Kul — billige Druer, deri ligger Hemmelig- 
heden!« tilføjer Hr. Thomsen, 

I England har Dyrkning af Vindruer og Blomster under 
Glas længe været anvendt i de store Gartnerier, og der kom- 
mer stadig nye Anlæg til. Saaledes ser man i Cheshunt, i 
Broxburn (50 Acres), i Finchley, Bexley, Swansey o. s. v. 
hele Marker under Glas, — for ikke at tale om, hvad der 
paa det Omraade er udrettet i Skotland. Ogsaa Worthing 
er et vel kendt Centrum for Drue- og Tomatavl, mens Upper- 
Edmonton, Chelsea, Orpington og flere har vundet Verdens- 
berømmelse ved Væksthuskultur af Blomster og Bregner. 

Tendensen gaar paa den ene Side i Retning af at bringe 
Drueavl under Glas til den højeste Grad af Fuldkommenhed 
og paa den anden Side mod det Maal at faa det størst mu- 
lige Antal Acres under Glas til Brug for Tomater, Ærter, 
Bønner og — uden Tvivl inden ret længe — ogsaa de be- 
skedneste Haveprodukter. 

,For Tiden gaar Kanaløerne og Belgien forrest i Udvik- 
lingen af Væksthuskultur. Jerseys Stolthed er Hr. Bashfords 
Gartneri. Da jeg i 1890 besøgte det, var et x\real paa 
490,000 Kvadratfod under Glas, det vil sige et Stykke Jord 
paa omtrent tretten Acres, og siden den Tid er der kommen 
andre syv Acres til. En lang Række Glashuse med høje 
Skorstene opfylder Terrænet ; det største af Husene er 900 
Fod langt og 46 Fod bredt — det optager altsaa næsten en 
Acre. Væksthusene er byggede meget solidt med høje Granit- 
mure og tykt Glas [21 Unzer, en Tykkelse der svarer til tre 
Pennystykker lagt ovenpaa hverandre)*) samt med Ventilatorer 

*) I de billigere Drivhuse anvendes Glas paa 21 Unzer, ja endog 15 
Unzer Tykkelse. 



118 



paa 200 å 300 Fods Længde, og som reguleres ved et eneste 
Haandtag. Til Trods for alt dette har det dyreste af disse 
Væksthuse, efter Ejerens Sigende, næppe nok kostet 1 sh. pr. 
Kvadratfod Glas (13 d. pr. Kvadratfod Jord) og de øvrige 
Huse var endnu billigere. Man beregner i Almindelighed hver 
Kvadratfod af et saadant Glashus til at koste 5 å 9 d.. Varme- 
apparatet ikke iberegnet. Gennemsnitsprisen for de simplere 
Huse er 6 d. Det vil imidlertid næsten væve umuligt at 
give Læseren et nogenlunde korrekt Begreb om, hvad 
der kan vokse i et saadant Glashus, hvis man ikke 
samtidig kan henvise til Fotografier af Husets Indre. 
I 1890 begyndte man den 3die Maj at høste Druer i Hr. 
Bashfords Væksthuse og vedblev dermed indtil Oktober. 
I andre Væksthuse var der allerede plukket hele Vognladnin- 
ger af Grønærter, og efter at Glashuset var blevet omhygge- 
ligt rengjort skulde 20,000 Tomatplanter tage Ærternes Plads. 
Af disse Planter ventede man at faa en Høst af 80 Tons ud- 
søgte Tomater eller 8 å 10 Pd. pr. Plante. I andre af Hu- 
sene plantedes der Meloner i Stedet for Tomater. Allerede i 
April havde man eksporteret 30 Tons Kartofler, 6 Tons Ær- 
ter. 2 Tons Bønner — alle tidlige Sorter. Af Druer fik man 
ikke mindre end 25 Tons om Aaret. Desuden dyrkedes, der 
paa Friland eller som Mellemfrugt en Mængde forskellige 
andre Grøntsager. Og for at producere denne Masse Frugt 
og Grøntsager behøvedes der kun 36 Mænds og Drenges Ar- 
bejde under én Gartners Ledelse — Ejeren selv! Dog maa 
vi ikke glemme, at næsten hvert Menneske paa Jersey og 
maaske endnu mere paa Guernsey er et Stykke af en Gart- 
ner. Til Væksthusenes Opvarming brugtes omtrent 1000 
Tons Cokes. Og Hr. Bear havde ganske Ret, naar han ved 
sit Besøg i Bashfords Gartnerier erklærede, at Udbyttet i 
Penge af disse 18 Acres Jord var lige saa stort, som det 
en Farmer fik ud af en Gaard paa 1300 Acres Land. 



119 

Alligevel er det de smaa Glashuse, der giver de mest for- 
bavsende Resultater. Paa min Vandring gennem dem var 
jeg helt opfyldt af Begejstring over dette nye Udslag af 
Menneskets Opfindsomhed. 

Der var f. Eks. et Stykke Jord paa ^/^ Acre under Glas. 
Husene opvarmedes kun de tre første Maaneder af Aaret, og 
allerede i April havde man som første Afgrøde ca. 8 Tons 
Tomater og 200 Ibs. Bønner; efter denne Høst fulgte der saa 
to senere. Husene blev passet af én Gartner med to Med- 
hjælpere; der brugtes ikke mange Cokes, og Gasmotoren, som 
benyttedes til Vandingen, forbrugte for 13 sh. Gas i Kvar- 
talet. Endvidere saa' jeg i kolde Væksthuse — Koldhuse — 
bygget af simple Brædder og Glas, at der langs Murene var 
plantet Ærter i en Strækning af ^j^ Mil (eng.). Allerede sidst 
i April plukkedes der af disse Planter 3200 Ibs. udsøgte 
Ærter, og dog var der saa mange tilbage, at man skulde tro, 
der ikke var plukket en eneste Ært. Jeg saa' ogsaa i et 
andet Koldhus Kartofler blive gravede op i April; de gav 
5 Bushels paa 21 Kvadratfod Jord! 

En anden Gang, i 1896, kom jeg sammen med en Gartner 
til et lille Anlæg for Vinavl, som tilhørte en af Veteranerne 
blandt Øens Gartnere; og her fik jeg først rigtig Anledning 
til at se og forbavses over, hvad der ved Omhu og Forstand 
kan faas ud af en saa lille Plet Jord som ^/.^ Acre. Der var 
to Huse, ca. 40 Fod i Længde og 12 i Bredde, samt et 
tredje, der tidligere havde været brugt til Svinestald, og som 
var 20 Fod langt og 12 Fod bredt. I disse tre smaa Huse 
var der Vinstokke, som mangen professionel Vindyrker vilde 
have haft Glæde af at se, særlig var Muskateldruerne i den 
forhenværende Svinestald beundringsværdige. Nogle af Dru- 
erne var allerede fuldt udviklede (i Juni Maaned), og jeg blev 
slet ikke forundret ved at høre, at Ejeren Aaret for dér paa 
Stedet havde faaet £ 4 for 3 Drueklaser — en af dem var 
en »Colmar« og vejede 13-^4 Ibs. 



120 



Et lignende imponerende Udbj-tte gav Frugttræerne og 
Jordbær og Tomater paa Friland. Og hele Anlæget var som 
sagt begrænset til et beskedent Areal. Naar man hører, 
hvilken ubetydelig Plet Jord der i Virkeligheden behøves for 
at producere en halv Tons Jordbær, synes man nærmest, 
det lyder utroligt. 

Dog er det især paa Guernsey, at man bør studere Driv- 
husets Simplificering. I St. Peter har hvert Hus i Byens 
Udkant et eller andet Slags Drivhus, stort eller lille. Paa 




Fig. 7. Kold-Hus af tarveligste Konstruktion. S. Cementstene, der holder 
Bjælkerne B. Mellemrummene mellem disse er udfyldt af Brædder. 



hele øen, mest dog paa den nordlige Del, ses Drivhus ved 
Drivhus. De titter frem overalt paa Markerne, bag Træerne, 
og staar rækkevis op ad Skrænterne med Front imod St. 
Peters Havn. Sammen med disse Drivhuse er der opvokset 
et helt Slægtled af praktiske Gartnere. Hver Landmand paa 
Øen er lidt af en Gartner, og han lader sin Fantasi frit 
Spillerum i sine Forsøg paa at opfinde nye, billige Former 
for Drivhuse. Nogle af disse har hverken Bag- eller Front- 
mur, Glastagene skraaner stærkt nedefter og hviler fortil paa 
en to å tre Fod høj Glasvæg, der er gjort fast i selve Jorden 
eller ofte kun stukket ned i Trærender, fvldte med Sand. 



121 



Mange af Husene har i Stedet for Stenmuren, der i Alminde- 
lighed findes paa Forsiden, kun en Bjælkevæg dannet af to 
eller tre Bjælker anbragt ovenpaa hverandre. 

Et stort Firma har bygget en hel Række Huse tæt op ad 
hverandre uden Mellem vægge. Aktieselskabet »Grande Maison% 
der ejer Mængder af Koldhuse, lejer disse ud til Gartnerne 
for en bestemt Pris pr. 100 Fod, og disse Huse er kun 
lavet af simple Brædder og Glas. De skal efter Sigende 
koste 5 d. pr. Kvadratfod glasdækket Jord. Og dog giver 
disse billige, beskedne Væksthuse saa udmærket Udbytte. 
Baade Kartoffelhøsten og Afgrøden af Grønærter var for- 
træffelig. *) 

Paa Jersey saa' jeg forøvrigt fem Glashuse i Række, hvor 
Væggene af økonomiske Hensyn var af Bølgeblik. Selvfølgelig 
nærede Ejeren ikke særlig sangvinske Forhaabninger til disse 
Huse. »De er for kolde om Vinteren og for varme om Som- 
meren,« sagde han. Alligevel havde han af disse fem Huse, 
der optog et Stykke Jord paa en Femtedel Acre, som første 
Høst solgt 2000 Ibs. Grønærter, og først i Juni var allerede 
anden Høst — af 1500 Tomatplanter — i fuld Gang. 

Det er selvfølgeligt meget vanskeligt at opgive, hvad Ud- 
byttet i Penge bliver for Gartnerne, ikke alene fordi — som 
Thorold Rogers beklager sig over — den moderne Gartner, 
endog de største Firmaer, fører utilstrækkeligt Regnskab, men 
ogsaa fordi jeg ingen Ret har til at opgive, hvad jeg i den 
Retning véd. Jeg kan imidlertid sige saa meget, at mine 
Iagttagelser gennemgaaende falder sammen med Hr. Bears', 
og han mener, at et »Koldhus« paa 40 50 Kvadratfod Jord 
under passende Pleje giver en Bruttoindtægt af £ 180. 

»Bevis ikke altfor meget, husk paa Godsejeren!« skrev en 
Gang en Gartner til mig. 



•) At plante Ærter langs Murene synes ikke desmindre at være en lidet 
praktisk Metode, thi den fordrer for meget Arbejde med Rankernes 
Opbinding. 



122 



Som Regel har Gartnerne paa Guernsey og Jersey kun 
tre Afgrøder om Aaret i deres Væksthuse. De begynder f. 
Eks. i December med at lægge Kartofler, Huset bliver selv- 
følgelig ikke opvarmet; kun naar det er meget stærk Frost, 
fyres der om Nætterne, og i April og Maj vil Kartoflerne 
være modne, altsaa før Frilandshøsten begynder. Efter Kar- 
toflerne plantes der Tomater; de er modne ved Sommerens 
Slutning. Ærter, Radiser, Salat og andre mindre Urter dyr- 
kes som Mellemfrugt. Eller man begynder i November med 
Meloner, som da vil være modne i April. Derefter kommer 
Tomater, enten i Rækker eller dj'rket som Vinstokke, og i 
Oktober høstes de sidste Tomater. Saa følger Bønnerne, der 
skal være modne til Jul. Jeg behover vel næppe at sige, at 
hver Gartner har sin specielle Fremgangsmaade, og det af- 
hænger ene og alene af hans Dygtighed og Paapasselighed, 
hvor meget han faar af de forskellige Slags Mellemfrugter. 
Disse sidste begynder at faa større og større Betydning, og 
man kan allerede nu forudse, at Tilhængere af Kultur under 
Glas bliver nødsaget til at benytte sig af de franske Handels- 
gartneres Metoder, det vil sige sørge for at faa Afgrøder fem, 
seks Gange om Aaret, i de Tilfælde i hvert Fald hvor dette 
kan gennemføres uden at skade Produktionens nuværende 
udmærkede Kvalitet. 

Hele denne Industri er af ny Oprindelse. Man ser endnu, 
hvorledes dens Metoder er i Færd med at forme sig. Ikke 
desmindre kan allerede Eksporten fra Guernsey angives med 
ret anselige Tal. For nogle faa Aar siden lød disse saaledes: 
502 Tons Druer til en Værdi af £ 37,500, beregnet efter en 
Gennemsnitspris af 9 d. Pundet, 1000 Tons Tomater til en 
Værdi af £ 30,000, tidlige Kartofler (hovedsagelig Frilands) 
for £ 20,000, Radiser og Grønkaal for £ 9250, afskaarne 
Blomster for £ 3000, Svampe for £ 200, Totalsummen 
£ 99,950. Til dette Tal maa atter føjes Værdien af det, der 
bruges i Privathusene og paa Hotellerne; der kommer aar- 



123 



ligt ca. 30,000 Turister til Øen. Allerede nu maa de oven- 
nævnte Tal være betydeligt forøgede. I Juni 1896 saa' jeg 
Southampton-Dampere, der i Løbet af én Dag lastede fra 
9000 til 12,000 Kurve med Haveprodukter — Druer, Tomater, 
Bønner og Ærter — hver Kurv indeholdende fra 12 til 14 
Pund. Naar man dertil føjer de Mængder der forsendes ad 
andre Ruter, kan man sige, at der ugentlig i Juni Maaned 
fra Guernsey eksporteres 400 å 500 Tons Druer, Tomater, 
Bønner og Ærter til en Værdi' af £ 20,000 å 25,000. 

Og dette enorme Udbytte faas af en 0, hvis hele Over- 
flade, iberegnet Klipper og golde Sandhøje, kun er 15,000 
Acres; deraf er de 9,884 inddragne under Kultur, mens 5,189 
Acres benyttes til Grønfoder og Enge. Desuden afgiver Øen 
Græs og Foder for 1480 Heste og 7260 Stkr. Hornkvæg og 
900 Faar. Og hvor mange Mennesker faar desuden ikke 
deres Føde af disse 10,000 Acres Jord! 

Ogsaa Belgien har i den senere Tid gjort store Frem- 
skridt i lignende Retning. For lidt over tyve Aar siden var 
der kun 250 Acres under Glas, nu er der over 800 Acres. 
(Disse Tal tager jeg fra nogle Optegnelser, som en belgisk 
Professor i Landbrug har været saa elskværdig at tilstille 
mig.) I Landsbyen Hoeilaert, som ligger op ad en stenet 
Skrænt, er næsten 200 Acres under Glas og bliver benyttet 
til Drueavl. Et enkelt Gartneri har, efter Ballets Opgivende, 
200 Drivhuse og bruger 1500 Tons Kul til deres Opvar- 
ming.*) Det forholder sig som Redaktøren af »Journal of 
Horticulture« skrev: Billige Kul — billige Druer! 

Vindruer er i Bryssel ikke dyrere først paa Sommeren, 
end de er i Schweiz i Oktober. Ja, endog i Marts Maaned 
sælges der paa Markedet i London belgiske Druer for 4 og 



*) En Ven af mig, som har studeret praktisk Havebrug paa Kanaloerne, 
skriver til mig fra Bryssel; »Du kan ikke gøre dig Begreb om, i hvil- 
ken Udstrækning man benytter Drivhuse til Vinavl her. — Bashfords 
er ingenting i Sammenligning med, hvad man ser her.« 



124 

6 d. Pundet.*) Disse Priser vil tilstrækkeligt vise, hvor 
liden Arbejdskraft der fordres for at dyrke Druer paa vore 
Breddegrader, naar man benytter Glashuse. Og vi tør sige, 
at det koster mindre Arbejde at avle Vindruer i Belgien end 
ved Genfersøens Bredder. 

De forskellige Kendsgerninger, som er samlet her paa de 
foregaaende Sider, gør kort Proces med Overbefolknings- 
Theorien. Det er netop i de tættest befolkede Landsdele, at 
der i Agerbruget er gjort de største Fremskridt, saa store, 
at man for tyve Aar siden næppe engang anede dem. En 
tæt Befolkningsmængde, en højt udviklet Industri og et højt 
udviklet Landbrug gaar Haand i Haand. Hvad Fremtiden 
angaar, saa er Mulighederne paa Landbrugets Omraade saa 
uendelige, at vi i Virkeligheden ikke kan forudsige, hvor 
Grænsen er for den Mængde Mennesker, der kan leve af 
et givet Ai'eal Jord. Moderne Opfindelser, som allerede er 
prøvet og forsøgt i stor Udstrækning, har paa en overraskende 
Maade udvidet Grænserne for Jordens Produktivitet og For- 
søg, som endnu kun er gjort i smaa Forhold, varsler om at 
disse Grænser yderligere kan udvides i uanet Udstrækning. 

Tendensen i den moderne økonomiske Udvikling er som 
vi har set at bringe hver Nation eller hver Begion — taget 
i geografisk Forstand — til at producere alle de vigtigste 
Fornødenheder til eget Forbrug. Jeg mener ikke dermed at 
Verdens-Udvekslingen skulde reduceres, den skal endog for- 
øges; men den maa begrænses til at omfatte det, der nød- 
vendigt maa udvekles, mens den maa forhøjes paa andre 
Omraader f. Eks. i Udveksling af lokal eller national Kunst, 
nye Opdagelser og Opfindelser, Kundskab og Idéer. Saaledes 
er vor Tids Tendens, og der er ikke mindste Grund til at 
ængstes derved. 



*) Jeg tog den 19. Marts 1896 fra et af Londons Blade følgende Tal af 
Covent-Gardens Markedsberetning: Belgiske Druer 4 til 7 d.. Jersey do. 
6 til 10 d., Muskateller 1 sh. 6 d. til 2 sh., Tomater 3 til 5 pr. Ib. 



125 



Der er ikke den Nation i Verden, som, hvis den var 
væbnet med den Magt moderne Agerbrug giver, ikke af sin 
dyrkelige Jord vilde kunne skaffe hele sin Befolkning al den 
Føde og det meste af det Raamateriale den behøver, selv 
om denne Befolknings Fornødenheder tiltog i saa høj Grad, 
som de burde. 

Ved at regne med Menneskets Magt over Jorden og over 
Naturkræfterne — saaledes som vi nu kender den — tør vi 
hævde, at hver Acre dyrkelig Jord med Lethed vil kunne 
føde 2 å 3 Individer. 

Men hverken i det stærkt befolkede England eller i Bel- 
gien er man endnu naaet op til dette Tal. I England er 
der gennemsnitlig en Acre Land for hver Indbygger. Lad 
os nu sætte, at hver enkelt Indvaaner blev henvist til at leve 
af Produkterne af sit eget Stykke Jord, saa behøvede han ikke 
andet end først at tænke sig Landet som en fælles Besiddelse, 
der maatte behandles saaledes, at det for alle og enhver gav 
størst Udbytte — dette er selvfølgelig en ganske nødvendig Be- 
tingelse. Dernæst maatte han dyrke sin Jord — aldeles ikke paa 
nogen usædvanlig Maade, men kun saaledes som man allerede 
nu dyrker Jorden baade i Europa og i Amerika. Han be- 
høvede ikke at opfinde nye Metoder, men kun at anvende dem, 
der allerede har staaet deres Prøve. Dette kan han gøre og 
ved at gøre det, vilde han spare en Mængde af det Arbejde, 
der nu udkræves for at købe Næringsmidlerne i Udlandet 
og for at betale alle de forskellige Mellemhandlere, der lever 
af denne Trafik. Ved en rationel Dyrkningsmetode vilde 
uden Tvivl de Fornødenheder og de Luksusartikler, som vi 
maa have af Jorden, kunne faas med langt mindre Arbejde 
end det, der nu maa ydes for at købe disse Varer. Jeg har 
andet Steds (i »La Conquete du Pain«) opstillet Beregninger 
i samme Retning, men med de Fakta, jeg her har samlet, vil 
enhver let selv kunne undersøge, hvor vidt min Paastand 
holder Stik. 



126 

Naar vi ser, hvilken Mængde Produkter der faaes ved 
rationel Kultur, og sammenligner disse med den Mængde Ar- 
bejde, der fordres for at producere den samme Mængde ved 
irrationel Kultur samt for at faa denne samlet i Udlandet, 
transporteret og desuden holde hele den store Hærskare af 
Mellemhandlere paa Benene, saa maa det straks staa klart 
for os, at der ved Anvendelse af de rigtige Kulturmetoder 
kun udkræves forholdsvis faa Dage eller Timer for at pro- 
ducere et Menneskes Føde. 

Men vi behøver ikke, for at komme til disse forbedrede 
Kulturmetoder, at inddele Landet i én Acres Jordlodder, hvor 
hver enkelt Individ forsøger at producere for sit eget Behov 
uden andet Redskab end en Spade. I saa Tilfælde vilde vi 
absolut komme til kort. Og de, der er saa imponerede af 
de smukke Resultater, der er opnaaede ved »la petite culture«, 
saaledes som den drives af de franske Bønder eller Gart- 
nere, at de i den ser et Ideal for Samfundet, tager uden Tvivl 
Fejl. De har lige saa lidt Ret som de Fantaster, der helst 
vilde omdanne hvert enkelt Land til saa og saa mange 
uhyre Bonanza-Farme, hvor Arbejdet blev udført af militært 
organiserede Arbejder-Batailloner. 

I Bonanza-Farmene er Menneskets Arbejde vistnok betj'- 
deligt formindsket, men den Afgrøde, Jorden giver, er altfor 
ringe og hele S5^stemet er ikke andet end Rov-Kultur, der 
udpiner Jorden. Ved »la petite culture« paa begrænsede, 
isolerede Jorder, der dj^rkes af enkelte Individer eller af 
Familier, gaar der igen for megen Arbejdskraft til Spilde, 
selv om Afgrøden er aldrig saa rig. 

Virkelig Økonomi baade med Hens3'n til Jord og Arbejde 
fordrer helt andre Metoder — Metoder, hvorved Maskinar- 
bejde forbindes med manuelt Arbejde. 

I Landbrug saa vel som over alt er Arbejde i Fællesskab 
den eneste fornuftige Løsning. Hvis der f. Eks. var to 
Hundrede Familier, hver paa fem Medlemmer, der hver 



127 



ejede fem Acres Land og skulde leve af deres Jord, saa 
vilde dette være en Umulighed, hvis der ikke mellem disse 
to Hundrede Familier bestod et eller andet Forbund. Selv 
om man ser bort fra alle de personlige Vanskeligheder, der 
vilde opstaa paa Grund af forskellig Smag og Opdragelse, 
manglende Begreber om hvad der skulde gøres med Jorden 
o. s. V., vilde et saadant Eksperiment af rent økonomiske og 
praktiske Grunde dog mislykkes. Selv om en saadan Orga- 
nisation var en Forbedring af vore nuværende Landbrugs- 
forhold, vilde denne Forbedring ikke blive af Varighed; den 
maatte igen antage nye Former, eller den maatte forsvinde. 

Men hvis f. Eks. de samme to Hundrede Familier betrag- 
tede sig som Nationens Lejere og behandlede de tusind 
Acres Land, de tilsammen ejede, som en fælles Forpagtning, 
vilde de — atter bortset fra alle personlige Forhold — fra 
Landbrugerens Synspunkt, rent økonomisk have al mulig 
Chance for at naa et godt Resultat — selvfølgelig under den 
Forudsætning, at de forstod hvorledes de bedst skulde benj'tte 
Jorden. 

I dette Tilfælde vilde de først slutte sig sammen med det 
Formaal at forbedre den Del af Jorden, der straks trængte 
til Forbedring, og for hvert Aar, der gik, vilde de stadig for- 
bedre mere af den, saa at de til sidst havde hele Jorden i 
en udmærket Forfatning, Paa et Areal af 340 Acres vilde 
de da med Lethed kunne producere det Korn (Hvede, B3'g 
etc), som nødvendigt behovedes, ikke alene for de tusind 
Mennesker, men ogsaa for deres Kvæghold, uden at de derfor 
behøvede at plante Kornet eller at plante det ud. Paa 
andre 400 Acres, som blev fornuftigt dyrket og vandet, hvis 
det var nødvendigt og hvor det var muligt at gøre dette, 
kunde de faa al det Foder og Grønfoder, der behøvedes til 
de tredive å fyrretyve Malkekøer, der skulde forsyne dem 
med Mælk samt de — lad os sige — 300 Stykker Kvæg, der 
skulde skaffe dem deres Kødforsyning. Paa 20 Acres, af 



128 

hvilke de to maatte være under Glas, kunde de faa Grønt- 
sager, Frugt og Delikatesser i større Mængde, end de selv 
kunde forbruge. Og hvis der f. Eks. til hver enkelt Bolig 
hørte et Stykke Jord paa en halv Acre beregnet til at benyt- 
tes til Hønsehold, til en eller anden Yndlingskultur, Blomster 
o. s. V., vilde der endda blive 140 Acres tilovers, der kunde 
anvendes til forskellige andre Ting — f. Eks. til offentlige 
Anlæg, Fabriker eller lign. 

Det Arbejde, en saadan intensiv Kultur udkrævede, vilde 
ikke blive en Træls eller Slaves møjsommelige Gerning, men 
vilde være overkommeligt for enhver, enten han var kraftig 
eller mindre kraftig, født i Byen eller paa Landet, og det 
vilde desuden have mange Tillokkelser. Den samlede Ar- 
bejdsmængde vilde blive langt ringere end den, hvert tusind 
Mennesker i dette eller hint Land nu maa yde for at skaffe 
sig Føden,, som dog er baade mindre i Mængde og ringere i 
Værdi. Jeg taler her selvfølgelig kun om det rent tekniske, 
nødvendige Arbejde uden at regne med det, vi nu maa præ- 
stere for at ernære alle vore Mellemhandlere, vore Hære o. s. v. 

I Virkeligheden er det Arbejde, der kræves for at produ- 
cere et Menneskes Næringsmidler under en rationel Dyrk- 
ningsmaade, saa ringe, at Beboerne af et saadant tænkt Sam- 
fund nødvendigt maatte anvende en Mængde overflødig Tid 
til tekniske, kunstneriske, videnskabelige eller lignende Be- 
skæftigelser. 

Fra et teknisk Synspunkt er der ikke det ringeste i 
Vejen for, at et saadant Samfund naar som helst kunde 
grundlægges med fuld Udsigt til et heldigt Udfald. De Hin- 
dringer, der stiller sig i Vejen for det, ligger ikke i Mangler 
ved vort Landbrug eller i ufrugtbar Jord eller daarligt 
Klima, nej, de ligger udelukkende i vore Institutioner, i vore 
Vedtægter tor Arv og i Fortids Love. Det er disse Gen- 
gangere, der lammer os! Dog maa Hindringerne til en vis 
Grad, naar vi tager Samfundet som et Hele, ogsaa søges i 



129 

vor forbavsende Uvidenhed. Vi civiliserede Mænd og Kvin- 
der véd alt, vi har vor egen færdige Mening om enhver Ting 
mellem Himmel og Jord og interesserer os for alt. Men vi 
véd ikke, hvorfra det Brød kommer, som vi spiser — 
selv om vi giver os Udseende af at vide det som saa meget 
andet. Vi véd ikke, hvorledes Kornet vokser, hvor meget 
Arbejde det koster at dyrke det, eller hvad der gøres for at 
lelte dette Arbejde, og hvilke Mennesker det egentlig er, der 
slider for at skaffe os Brødet. Vi er paa det Punkt mere 
uvidende end de Vilde, og vi afholder endog vore Børn 
fra at tilegne sig Kundskaber i den Retning — selv dem blandt 
vore Børn, der vilde foretrække en saadan Undervisning 
fremfor alt det unødvendige Stof, de bliver fyldt med i 
Skolen. 



KAPITEL VI. 
Den lille Industri og Landsbyer, hvori der drives Industri. 



Industri og Landbrug. Den lille Industri. Forskellige Typer. Den lille Indu- 
stri i Storbritannien: Sheffield, Lake-Distriktet, Birmingham. Den lille Industri 
i Frankrig. Vævning og andre Virksomheder i Egnen om Lyon. Paris som 
Samlingssted for den lille Industri. 

DE to Søster-Kunster Landbrug og Industri har ikke altid 
staaet hinanden saa fjærnt, som de nu gør. Der var en 
Tid, og den Tid ligger ikke saa langt tilbage, da de var nøje 
forbundne. Dengang var Landsbyerne Sædet for en Mængde 
forskellige Industrier, og Haandværkerne i Byerne opgav ikke 
Landbruget. Mange Byer var ikke andet end Landsbyer, hvor 
der blev drevet Industri. Hvis den middelalderlige By var 
Ophavet til de Industrier, der grænsede tæt op til Kunst og 
var beregnet paa at tilfredsstille Rigmandens Fordringer, saa 
var det det landlige Fabrikat, der sørgede for Millionernes 
Fornødenheder, aldeles som det endnu er Tilfældet i Rusland 
og delvis i Tyskland og Frankrig. Saa kom Vand-Motoren, 
Dampen og det stedse forbedrede Maskineri, og med disse 
Opfindelser sprængtes det Baand, der før havde forbundet 
Bondegaarden med Værkstedet. Fabrikerne voksede op, og 
Folkene forlod deres Marker. De samlede sig dér, hvor Sal- 
get af deres Produkter foregik lettest, eller hvor Raamateriale 
og Brændsel kunde faås paa de fordelagtigste Vilkaar. Der 
opstod nye Byer, og de gamle udvidede sig hurtigt; Markerne 



131 



laa ode hen. Millioner af Arbejdere blev ofte med Magt 
drevne bort fra Jorderne. De samlede sig i de store Byer 
for at finde Arbejde og glemte snart de Baand, der havde 
knj'ttet dem til den landlige Jord. Og i vor Beundring for 
de Vidundere, der fuldbyrdedes under det nye Fabrik-System, 
oversaa' vi rent Fordelene ved det gamle System, hvor den, 
som dyrkede Jorden, ogsaa tillige arbejdede i en eller anden 
industriel Virksomhed. Alle de Industrigrene, som for trive- 
des ude omkring paa Landet, var dødsdømte, og hvad der 
ikke var en stor Fabrik var i vore Øjne heller ikke Industri. 

Vistnok var Resultaterne store, naar vi kun tænkte paa, 
hvor uendelig Menneskets Produktionsevne var bleven for- 
øget; men de var grusomme, naar vi tænkte paa de mange 
Millioner Mennesker, der pludselig var blevne hensatte i 
Elendighed og ikke havde andet at bygge paa end en usikker, 
tilfældig Eksistens inde i de store Byer. Dertil kom, at Sy- 
stemet gennemgaaende medførte abnorme Tilstande af den 
Art, jeg har forsøgt at skildre i de to første Kapitler af denne 
Bog. Vi er paa den Maade komne til kort; og paa samme 
Tid som en gennemgribende Omdannelse af de nuværende 
Forhold mellem Arbejde og Kapital er en bydende Nødven- 
dighed, er ogsaa en gennemgribende Omdannelse af Formen 
for vor Industri nødvendig. 

Industrilandene er nødt til at vende tilbage til Agerbrug, 
de bliver tvungne til at finde paa Midler til at forene Land- 
brug med Industri paa den mest fordelagtige Maade, og de 
burde gøre dette saa snart som muligt. 

Det er min Hensigt i de følgende Kapitler navnlig at 
undersøge, hvorvidt en saadan Forening er mulig. Er den 
mulig fra et teknisk Standpunkt? Og er den ønskelig? Er 
der i vort nuværende industrielle Liv Træk, der kunde føre 
til den Antagelse, at en Forandring i ovennævnte Retning 
vilde finde de nødvendige Elementer for at kunne indtræde? 



132 



Det er disse Spørgsmaal, der straks opstiller sig for os. 
Og for at besvare dem gives der, synes jeg, intet bedre Mid- 
del end at studere den store Mængde hidtil saa oversete og 
undervurderede Industribrancher, som gaar under Navn af 
Landindustri, Husindustri og Smaabedrift. Jeg mener ikke 
at studere dem saaledes som Nationaløkonomerne gør det; 
thi de betragter dem nærmest som forældede Former for In- 
dustri, men jeg mener at undersøge dem i deres Liv og 
deres Kamp, deres Fejlgreb og deres Held. 

De, som ikke har gjort dette Emne til et særligt Studium, 
aner ikke hvilken Mængde forskellige Former for Organisa- 
tion, der findes i den lille Industri. Først er der de to store 
Kategorier: Industrier, der drives paa Landet sammen med 
Agerbrug, og Industrier, der drives i Byerne eller paa Landet 
uden at støtte sig til Agerbrug — Arbejderne er henviste til 
helt at leve af deres Arbejde i Industrien. I Rusland, 
Frankrig, Tyskland og Østerrig osv. er der Millioner af Ar- 
bejdere, der lever under de første Vilkaar. De ere Ejere 
eller Lejere af Jordstykker, holder en å to Køer, ofte en 
Hest, d5'rker deres Mark og Have og betragter Industrien 
som en Bifortjeneste. Det er navnlig i Lande, hvor Vinteren 
er lang og Arbejdet paa Marken i flere Maaneder umuligt, 
at denne Form for Industri er vidt udbredt. Her i Eng- 
land finder man hyppigst det modsatte Forhold. Det er kun 
meget faa af de smaa Industrigrene, der endnu drives sam- 
men med Landbrug. I de store Byers Forstæder og Fattig- 
kvarterer finder vi derimod i Hundredevis af smaa Virksom- 
heder, og i mange Byer, f. Eks. Sheffield og Birmingham, 
har store Dele af Befolkningen deres Livsophold ved at ar- 
bejde i de forskellige Industrigrene. 

Mellem disse to Yderligheder er der selvfølgelig atter en 
Del Mellemformer, der hver især svarer til den Grad, i hvil- 
ken den betræfFende Virksomhed er knvttet til Jordbruget. 



133 

Store Landsbyer, ja hele Byer er f. Eks. befolkede med 
Arbejdere, der er beskæftigede i smaa Værksteder; de fleste 
af dem har deres egen lille Have eller en Mark eller maaske 
kun Ret til Afbenyttelse af den fælles Græsmark, medens 
andre igen udelukkende lever af det, som de fortjener ved 
Arbejdet i Fabrikerne. 

Hvad Salget af Produktionen angaar, fremviser den lille 
Industri en lignende Uensartethed i sin Organisation. Atter 
her findes to store Hovedafdelinger; i den ene sælger Arbej- 
deren sit Produkt direkte til Grossereren — hertil hører 
f. Eks. Kunstsnedkeren og de fleste Forarbejdere af Legetøj. 
I den anden store Afdeling arbejder Folkene for en »Mester«, 
som enten sælger Varen til en Grosserer eller kun optræder 
som Mellemhandler og atter selv modtager sine Ordrer fra et 
eller andet større Firma. Dette er det saakaldte »Sweating«- 
System (Udsvednings-System), indenfor hvilket vi finder en 
Mængde smaa Erhvervsgrene, f. Eks. Legetøjsindustrien, 
Skrædderne, der syr for de store Konfektionsforretninger, 
ofte for Statens egne. Kvinderne, der naadler og broderer 
Overlæderet for Skotøjs-Fabrikanterne, o. s. v. 

Der findes i denne Ordning af Produktionens Salg selv- 
følgelig alle mulige Grader for Underkastelse og Afhængighed. 

Og atter finder vi samme Afveksling, naar vi ser, hvor- 
ledes den lille Industri former sig industrielt eller rettere 
teknisk. Ogsaa her gives der to store Hovedgrene: paa den 
ene Side de Virksomheder, der er absolut knyttet til Hjem- 
met — altsaa hvor Arbejderen, hjulpet af sin Familie eller 
maaske af et Par Daglejere, arbejder i sit Hjem, og paa den 
anden Side de Beskæftigelser, der udføres i særskilte Værk- 
steder. I begge Tilfælde finder vi den ovenfor omtalte Af- 
veksling. 

Alle mulige Virksomheder: Vævning, Træsnitteri, Arbejde 
i Metal, Ben, Viskelæder osv. findes under Kategorien Hus- 



134 

industri med alle mulige Mellemgrader lige fra den strengt 
hjemlige Form til Værkstedet og Fabriken. 

Jævnsides med den Industri, der udføres i Hjemmet af en 
eller flere af Familiens Medlemmer, findes der saaledes andre 
Brancher, hvor Mesteren i sit Hjem har et lille Værksted, og 
hvor han selv arbejder sammen med sin Familie eller et Par 
Svende, som han betaler Ugeløn. I andre Tilfælde igen har 
Mesteren uafhængigt af Hjemmet sit Værksted, der er for- 
synet med mekanisk Drivkraft, hvilket f. Eks. er Tilfældet 
med Sheffields Knivsmede. Atter andre Steder kommer Ar- 
bejderne sammen i et Lokale, som de ejer i Fællesskab eller 
som de lejer for en bestemt ugentlig Afgift, og i hvert af 
disse Tilfælde arbejder de enten direkte for en Grosserer, for 
en Mellemhandler eller for en mindre Mester. Den store 
Fabrik er kun en videre LMvikling af dette System, navnlig 
gælder dette de store Etablissementer for færdigsyede Klæder, 
hvor Hundreder af Kvinder betaler en bestemt Pris for 
Retten til Symaskinen, Belysning og de ophedede Strygejern 
etc, mens de selv til Gengæld faar en bestemt Betaling for 
hvert færdigsj'et Stykke Tøj eller de enkelte Dele deraf, som de 
afleverer. Der findes i England en Mængde af den Slags Værk- 
steder, og det viste sig ved den tidligere omtalte Komitte's 
Undersøgelser, at Kvindernes Arbejdsevne bliver betj'delig mis- 
brugt ved denne Form for Arbejdsinddeling. 1 de Tilfælde, hvor 
Syersken ved et eller andet Uheld er kommen til at beska- 
dige et Stykke Tøj, selv om det er ganske ubetydeligt, bliver 
Klædningsstykkets fulde Værdi fradraget hendes i Forvejen 
knappe Arbejdsløn. 

Endelig er der det lille Værksted — ofte kun med lejet 
Drivkraft, hvor en Mester beskæftiger fra tre til ti lønnede 
Arbejdere og sælger sine Varer til en større Fabrikant eller 
Købmand. Saa er der igen de mange Mellemformer mellem 
et saadant Værksted og den lille Fabrik, hvor en uafhængig 
Producent beskæftiger fem, ti eller tyve Arbejdere. I Tekstil- 



135 



branchen besørges Vævningen enten af Familien eller af 
en Mester, der holder flere Arbejdere eller kun en Dreng, 
og som efter at have hentet Garnet hos Grossisten betaler en 
dygtig Mand for at stille det paa Væven og saa selv ud- 
gransker, hvorledes han skal finde ud af at væve et bestemt 
opgivet, hyppigt meget indviklet Mønster. Naar han saa. 
enten paa sin egen Væverstol eller paa en, han har lejet, har 
vævet Stoffet eller Baandet færdigt, faar han sin Betaling 
efter en ligeledes meget kompliceret Lønningsskala, som er 
vedtaget mellem Mestre og Arbejdere. 

Denne Form er, som vi snart faar at se, meget hyppig, 
særlig i Uld- og Silke-Industrien og bestaar Side om Side 
med de store Fabriker, der har fra 50 til 5000 Arbejdere, 
som bliver betalte pr. Arbejdstime enten i daglige eller ugent- 
lige Udbetalinger, og hvor alt Arbejdsmaterialet tilhører Fabrik- 
herren. 

Den lille Industri er saaledes en hel Verden for sig, som 
mærkeligt nok vedbliver at eksistere Side om Side med de 
store Fabriker selv i de videst fremskredne Industrilande. 
Det er i denne Verden vi nu agter at trænge ind for at faa 
et Glimt af den at se; jeg bruger med Vilje Udtrykket Glimt, 
thi det vilde fylde hele Bind at beskrive denne Verden med 
alle dens uendelig mange forskellige Formaal og Organisa- 
tioner, samt de ligesaa uendelig mange forskellige Maader, 
hvorpaa den er knyttet til Landbrug saa vel som til den 
store Industri. Vi maa imidlertid sige, at de fleste af de 
smaa industrielle Virksomheder med Undtagelse af dem, der 
drives sammen med Landbrug, er stillede yderst vanskeligt. 
Fortjenesten er daarlig og Arbejdet som oftest usikkert. Ar- 
bejdsdagene er fra to til fire Timer længere end de er i 
de velorganiserede Fabriker, og naa'r paa bestemte Aars- 
tider en næsten utrolig Længde. Kriserne er hyppige og 
varer aarevis. Arbejderne er i det hele taget stærkt afhængige 
af Købmandens eller Fabrikantens Forgodtbefindende, eller 



136 

Købmanden og Fabrikanten er igen paa deres Side prisgivne 
Grossisten. Begge løber Fare for at blive afhængige af denne, 
naar de kommer i Gæld til ham. I nogle af disse Industri- 
brancher, navnlig i den almindelige Tekstilfabrikation, er Ar- 
bejderne ligefrem ynkværdigt stillede. Men de, der gaar ud 
fra, at dette som Regel er Tilfældet, tager dog fejl. 

Enhver, der f. Eks. har levet en Tid iblandt Schweiz's 
Urmagere og har lært deres Familieliv at kende, maa ind- 
rømme, at de i enhver Henseende baade materielt og moralsk 
er stillet saa langt over Fabrikarbejderne, at der ikke engang 
kan drages en Sammenligning. Selv under den svære Krise 
i Urfabrikationen 1876—80 var deres Stilling bedre end Fa- 
brikarbejdernes er under Kriserne i Bomulds- og Uldindustrien, 
og Urmagerne selv véd dette helt vel. 

Naar som helst der udbryder en Krise indenfor en eller 
anden Branche af den lille Industri, bliver der altid skrevet 
op og ned om, at denne Industrigren nu er ved at dø ud. 
Under den Krise, som jeg oplevede blandt Urmagerne i 
Schweiz 1877, blev det daglig gentaget i Pressen, at Haand- 
værket umuligt vilde være i Stand til at blomstre op igen 
ved Siden af den svære Konkurrence med Fabrikerne. Der 
blev sagt akkurat det samme om Silkeindustrien i Lyon 
under Krisen 1882, og det gentages forøvrigt hver Gang en 
ny Krise bryder ud. Men til Trods for disse haabløse Profetier 
og Arbejdernes endnu mere haabløse Udsigter er denne Form 
for Industri dog ikke forsvunden. Vi finder den tværtimod 
begavet med en forbavsende Levedygtighed. Den gennemgaar 
adskillige Modifikationer, afpasser sig efter nye Former og 
kæmper uden at opgive Haabet om bedre Tider. Den har i 
hvert Fald ikke Udseende af at være nogen hensygnende 
Institution. 

I enkelte Industrigrene er det unægteligt Fabrikerne, der 
gaar af med Sejren, men der er andre igen, hvor Husindu- 
strien vedbliver at hævde sin Position. Endog i Tekstil- 



137 

industrien, der frembyder saa mange Fordele for Fabrik- 
systemet, konkurrerer Haandvæven stadig med Maskinvæven. 

I det hele og store gaar det saa langsomt for sig med 
Omdannelsen af de smaa Virksomheder, at det ikke kan 
andet end forbavse endog dem, der er overbeviste om, hvor 
nødvendigt det er. 

Ja, man ser endog, at der gøres en Bevægelse i modsat 
Retning — selvfølgelig kun undtagelsesvis og for en Tid. Jeg 
glemmer ikke let min Forbavselse, da jeg for nogle og tyve 
Aar siden i Verviers saa' de fleste Klædefabriker, uhyre Ka- 
serner med Hundreder af Vinduer ud til Gaden, staa tomme 
og forladte med de kostbare Maskiner ødelagte af Rust, mens 
Klædet blev vævet paa Haandvæve i Vævernes Hjem for 
Ejerne af disse selvsamme Fabriker. Dette er selvfølgelig 
kun en rent forbigaaende Situation, som helt kan forklares 
ved denne Branches krampagtige Karakter og ved de store 
Tab Fabrikejerne lider, naar deres Maskiner ikke kan være 
i Gang Aaret rundt. Men dette belyser tilstrækkeligt de 
Hindringer, som Omdannelsen har at kæmpe med. 

Hvad Silkeindustrien angaar, vedbliver den at brede sig 
over Europa i sin Form af Husindustri; samtidig vokser der 
hvert Aar en Mængde nye smaa Virksomheder op, som, hvis 
der ikke findes Folk ude paa Landet til at føre dem frem, 
søger til de store Byers Udkanter, hvilket f Eks. er Tilfældet 
i England. Vi har gennem Afsløringerne af Sweating-Systemet 
lært disse Forhold at kende. 

Imidlertid er de Fordele, den store Fabrik frembyder j 
Sammenligning med Haandgerningen, iøjnefaldende nok, 
navnlig naar det gælder Besparelse af Arbejdskraft, Lethed 
ved Salg af Produktionen eller Indkøb af billigt Raa- 
materiale. 

Hvorledes skal vi da kunne forklare os den lille Industris 
Bestaaen ? 



138 

Mange forkellige Aarsager, af hvilke de fleste dog ikke 
kan ansættes i Shillings og Pence, er medvirkende dertil, 
og disse Aarsager vil bedst kunne forstaas gennem følgende 
Eksempler. Dog maa jeg tilføje, at selv en kortfattet Be- 
skrivelse af de utallige Virksomheder, som kommer ind under 
Begrebet den lille Industri og som drives i smaa Forhold i 
England saa vel som paa Fastlandet, vilde optage langt mere 
Plads, end jeg kan give dette Emne her i min Bog. Da jeg 
for omtrent femten Aar siden begyndte at studere det, anede 
jeg ikke, navnlig fordi de orthodokse Nationaløkonomer skæn- 
kede Sagen saa liden Opmærksomhed, hvor uhyre vigtigt, 
sammensat og interessant dette Emne ved en nærmere Under- 
søgelse vilde vise sig at være. Jeg nødsages dog til kun at 
anføre nogle faa særlig typiske Eksempler og til at fremstille 
Sagen i dens Hovedlinier. 
« 

Den lille Industri i Storbritannien. 

Saavidt jeg véd, er der ikke i England nogen Tælling, 
der nøjagtig angiver Tallet paa de Arbejdere, der er beskæf- 
tiget i Husindustrien og i de smaa Haandværk. Hele denne 
Sag har aldrig tiltrukket sig den samme Opmærksomhed her 
som den f. Eks. har i Tyskland, men navnlig i Rusland. 
Alligevel tør vi gaa ud fra, at selv i England — den store 
Industris Hovedsæde — er Tallet paa dem, der fortjener sig 
Livsopholdet ved at arbejde i den lille Hjemmeindustri, lige 
saa stort, om ikke større end Tallet paa dem, der arbejder i 
Fabrikerne. *) Vi véd i hvert Fald, at der i Udkanterne af 



*) Flere økonomiske Værker angiver, at de store Fabriker i England alene 
beskæftiger næsten 1,000,000 Arbejdere, mens 1,047,000 er beskæftiget 
i den lille Industri, f. Eks. i alle de forskellige Grene, der staar i For- 
bindelse med Næringsmidler, som Bagere, Slagtere osv. Bygningsindu- 
slriea er ligeledes indbefattet i dette Tal. Men jeg véd ikke, om disse 
Tal er helt paalidelige. 



139 



London, Glasgow og andre store Byer er fuldt op af smaa 
Værksteder og at Hjemmeindustrien i store Dele af Landet 
er lige saa udviklet, som den er i Schweiz og Tyskland. 
Sheffield er et godt kendt Eksempel i den Retning. Shef- 
field-Knive, et af Englands berømteste Produkter, laves ikke 
paa Maskine, men hovedsagelig med Haanden. Der findes 
i Sheffield nogle faa Firmaer, der laver Knivene, ligefra 
Staalets Tilberedelse til det fiks og færdige Redskab, paa 
Maskine og som holder faste, lønnede Arbejdere. Men 
selv disse Firmaer lader en eller anden enkelt Del udføre 
hos de »smaa Mestre« — dette er blevet mig meddelt af Hr. 
Edward Carpenter, som beredvilligt har samlet Oplysninger 
for mig angaaende Sheffield-Industrien. Den overvejende Del 
af Knivsmedene arbejder i Hjemmet sammen med deres Paa- 
rørende eller i smaa Værksteder, forsynet med mekanisk 
Drivkraft, som de lejer for nogle faa Shillings om Ugen. 
Der er hele store Bygninger, som rummer lutter smaa Værk- 
steder; nogle af disse har kun et Fladerum af et Par 
Kvadratalen. I disse Værksteder saa' jeg Knivsmede Dagen 
igennem udhamre Knivsblade paa en lille Ambolt tæt foran 
Skinnet fra deres Ildsteder. 

Undertiden har en saadan Knivsmed en eller to Med- 
hjælpere. I de øverste Etager er Værkstederne forsynede 
med mekanisk Drivkraft, og i hvert enkelt af disse laver tre, 
fire eller fem Arbejdere under en Mester og undertiden ved 
Hjælp af nogle enkelte simple Maskiner alle Slags Redskaber, 
som File, Save, Barberknive osv. Slibningen og Poleringen 
foregaar i andre smaa Værksteder, ja selv Staalet behandles 
i et lille Støberi, hvis Arbejdsstab kun er fem, seks Mand. 
Ved at gaa igennem disse forskellige Værksteder faldt det 
mig ind, at jeg lige saa godt kunde have befundet mig i en 
russisk Landsby, som driver Kniveindustri, f. Eks. i Pavlova 
eller i Vorsma. 



140 

Knivefabrikationen i Sheffield har altsaa bevaret sin gamle 
Organisationsform, og dette er saa meget mærkeligere som 
Knivsmedens Fortjeneste i Regelen er daarlig. Men selv i de 
Tilfælde, hvor den kun er nogle faa Shillings om Ugen, vil 
Knivsmeden heller leve beskedent af sin knappe Fortjeneste 
end træde ind som lønnet Arbejder i en eller anden stor 
Fabrik. Den gamle Lavsaand, som der for fem og tyve Aar 
siden taltes saa meget om, lever altsaa endnu! 

Det er kun nogle Aar siden, at Leeds og dens nærmeste 
Omegn ogsaa var Sædet for en betydelig Husindustri. Da 
Edward Baines i 1857 skrev sin første Beretning om York- 
shire-Industrien (i Th. Baines Yorkshire Past and Present), blev 
Størstedelen af det paa Stedet tilvirkede Klæde vævet med 
Haanden. *) 

To Gange om Ugen blev de haandvævede Uldstoffer bragt 
til Klædevævernes Laugshus, hvor det blev solgt til Køb- 
mændene, som gav det den sidste Behandling i deres Fa- 
briker. 

Flere Vævere slog sig sammen og oprettede Spinderier, 
hvor Ulden blev spundet, men den blev vævet paa Haand- 
væven i deres Hjem, hvor de blev hjulpet af Familiens øvrige 
Medlemmer. Tolv Aar senere var Haandvæven til Dels for- 
trængt af Maskinvæven, men Væverne, der var angst for at 
miste deres Uafhængighed, greb nu til en ganske aparte Ud- 
vej. De lejede et Lokale eller en Del af et Lokale, under- 
tiden ogsaa kun en Maskinvæv i et Værksted og arbejdede 
for egen Regning — en karakteristisk Form for den lille 
Industri, som tildels endnu bestaar og som er vel egnet til 
at illustrere de Anstrengelser, der gøres for at holde den lille 
Industri i Live til Trods for Fabrik-Konkurrencen. Og det 



*) Omtrent Halvdelen af de 43,000 Arbejdere, der paa den Tid var be- 
skæftigede i Uldindustrien i England, vævede paa Haandvæv. 



141 



bør siges, at Fabrikerne kun altfor ofte gik af med Sejren, 
fordi de forfalskede Produktionen og lod Børnene arbejde 
for sig omtrent uden Vederlag. Det blev efterhaanden helt 
almindeligt, at der fandtes Bomuld blandt de Varer, der 
var mærkede: »Ben Uld«. Og »Shoddy« — det vil sige 
Kradsuld af gamle Klude fra hele Fastlandet og som før 
kun brugtes til Tæpper til Indianerne i Amerika — kom nu 
i almindelig Brug. 

I den Slags Varer ekscellerede Fabrikerne! 

Og dog er der endnu i Uldindustrien enkelte Brancher, 
hvor Haandens Arbejde foretrækkes; dette gælder navnlig 
Fabrikationen af Modeartikler, der stadig maa lempe sig efter 
den tor Øjeblikket herskende Smag. Det er saaledes ikke 
længer siden end 1881, at Haandvæverne i Leeds havde nok 
at gøre med at væve en Imitation af Sælskind i Uld. 

Hvad Lakedistriktet angaar, saa drives der i en Udstræk- 
ning, som er ganske overraskende, en Mængde forskellige 
smaa Virksomheder, som dog langtfra er tilstrækkelig kendte. 
Jeg nævner her kun Bødkerfaget, Kurvemager, Kulsvierarbejde 
og Forfærdigelsen af Spoler samt de smaa Jærnstøberier i 
Backbarrow, hvor der bruges Trækul som Brændsels- 
materiale.*) 

Gennemgaaende kender vi kun lidt til den lille Industri i 
England og kommer ofte til at staa overfor helt uventede 
Fakta. Der er vist saaledes kun faa af Fastlandets Skribenter 
paa Industriens Omraade, der aner, at Søm endnu laves ved 
Haandkraft af Tusinder og atter Tusinder Mænd, Kvinder og 
Børn i Kuldistriktet i Syd-Staffordshire saa vel som i Derby- 
shire,**) eller at de bedste Synaale forarbejdes med Haanden 
i Redditch. 



*) E. Roscoes Noter i »English Illustrated Magazine«, Maj 1884. 
*) Se Bevan's »Guide to English Industries«. 



142 

Ogsaa Kæder laves med Haanden i Dudley og Cradley, 
og skønt Pressen lejlighedsvis lader sig bevæge til at omtale 
de usle Forhold, disse Arbejdere lever under, vedbliver Indu- 
strien dog at bestaa i denne Form. I Walsall, "Wolverhampton 
og Willenhall er omtrent 7000 Arbejdere beskæftigede med 
at lave Laase, ofte af allersimpleste Konstruktion i smaa 
Værksteder. 

I Walsall laves der med Haanden en Mængde af de for- 
skellige Bestanddele, der bruges til Seletøjer — f. Eks. 
Bidsler, Sporer etc. Birminghams Bøsse- og Riffel-Industri, 
som hører til samme Gruppe, er vel kendt. Hvad Be- 
klædnings-Branchen angaar, saa er der endnu i England 
store Distrikter, hvor alle mulige smaa Beskæftigelser, 
der staar i Forbindelse hermed, drives i stor Stil. Jeg be- 
høver kun at nævne den Industri, der drives i Irlands Hytter, 
saa vel som enkelte Grene heraf, som endnu trives i Grev- 
skaberne Buckingham, Oxford og Bedford. 

Rundt om paa Landet i Grevskaberne Nottingham og 
Derby blomstrer Tricotage-lndustrien, og mange store Lon- 
doner-Firmaer sender Stoffer til de smaa Byer i Grev- 
skaberne Sussex og Hampshire for at faa dem syet til 
Dragter. Straafletning og Hattesyuing drives mange Steder 
i Landet, og i Northarapton, Leicester, Ipswich og Stafford 
var Skotøjs-Fabrikationen indtil for kort Tid siden en 
meget udbredt Husindustri, eller den var knyttet til smaa 
Værksteder. Og endnu eksisterer den til Trods for Kon- 
kurrencen med Fabrikerne til en vis Grad som Husindustri i 
Norwich. 

Det bør ogsaa tilføjes, at det stærke Opsving Skotøjs- 
fabrikerne i den senere Tid har taget, har bidraget betyde- 
ligt til at forøge Tallet paa de Kvinder, der enten i deres 
Hjem eller i en »Sweaters« Værksted udfører Naadlingen 
eller broderer Overlæderet til det linere Fodtøj. 



143 

De smaa Virksomheder spiller saaledes, selv i England, 
en vigtig Faktor i det industrielle Liv, skønt mange af dem 
nu er samlet i de store Byer. Men naar der i Storbritannien 
findes saa mange færre smaa industrielle Virksomheder spredt 
omkring paa Landet end f. Eks. i Tj^skland og Frankrig, maa 
vi dog ikke tro, at dette udelukkende skj'ldes den skrappe 
Fabrikkonkurrence, det hidrører langt snarere fra Arbejdernes 
nødtvungne Udvandring fra Landet til Byerne. 

Som de fleste véd af Thorald Rogers Bog eller i hvert 
Fald gennem Toynbee's Foredrag, var Fabriksystemets Frem- 
gang i England nøje forbunden med denne nødtvungne Ud- 
vandring, og en Mængde smaa industrielle Virksomheder, som 
blomstrede rundt om i Landet, blev lagt ode.*) 

Hvor som helst der findes billig Arbejdskraft, forøges 
Værkstedernes Antal altid i højere Grad end Fabrikernes. 
Og det er et særegent Træk for England, at den billigste 
Arbejdskraft, det vil sige det største Antal fattige Stakler, 
findes i de store Byer. 

Den Agitation, som i sin Tid rejstes (uden noget Resultat), 
navnlig foranlediget ved alt, hvad der blev skrevet »Om de 
Fattiges Boliger«, »De Arbejdsløse« og »Sweating-Systemet«, 
afdækkede dette for Englands og Skotlands økonomiske Liv 
saa karakteristiske Træk. Gennem Hr. Charles Booth's om- 
hyggelige Undersøgelser véd vi, at en Fjerdedel af Londons 
Befolkning, det vil sige én Million af fire, vilde prise sig 
lykkelig, hvis de respektive Familieforsørgere Aarct rundt 
fortjente ca. 1 — ét — Pund om Ugen. Ja, Halvdelen vilde 
endog være tilfreds med mindre end dette. Billig Arbejds- 
kraft tilbydes i saadan Mængde i W^hitechapel og Southwark 
og i Udkanterne af alle Englands store Byer, at alle de for- 



*) Thorald Rogers: »The Economic Interpretation of History.« Arn. 
Toynbee : »Leclures on the Industrlal Revolution in England.« 



144 

skellige smaa Virksomheder, der andet Steds er spredt over 
hele Landet, i Storbritannien er samlet i Byerne. 

Man mangler paa dette . Punkt nøjagtige Tal, men en 
enkelt Spaseretur gennem Londons Forstæder vil hurtigt vise 
os, til hvilken Grad de forskellige Grene af den lille Industri 
er samlet i Hovedstaden. Gennem de Vidneforhør, der op- 
toges i Anledning af Undersøgelserne angaaende Svv'eating- 
Systemet, véd vi at de store Paladser, hvor der sælges fær- 
dige Møbler og Klæder, og de store Modebazarer »Bonheur 
des Dames« ofte kun er rene Udstillingslokaler for Prøve- 
arbejder eller Salgsteder for den lille Industris Produktioner. 
Tusinder af »Sweaters« forsyner disse Paladser og Bazarer 
med Varer, der er forfærdigede i Fattigkvartererne og i de 
smaa Værksteder. Nogle af disse Sweaters har deres egne 
Værksteder, mens andre giver Arbejdet til lavere stillede 
Sweaters, som atter lader det gaa videre til de »Udnyttede«. 

Det er med andre Ord Handelen, der er centraliseret i 
disse Butiker, ikke Industrien. Møbelpaladserne og Mode- 
bazarerne spiller akkurat samme Rolle i Industrien, som det 
feudale Slot før i Tiden spillede i Landbruget, de centraliserer 
Profilen, ikke Produktionen. Der er dog i Virkeligheden ikke 
Grund til at undres over, at de smaa industrielle Foretagen- 
der kan bestaa ved Siden af de store Fabriker. Det er 
simpelthen en økonomisk Nødvendighed. 

At de store Foretagender opsluger de smaa er en Kends- 
gerning, men jævnsides med denne Tilintetgørelsesproces gaar 
der en Skabelsesproces, idet nye Industrier fødes — og som 
Regel begynder disse altid i det smaa. Omkring hver ny Fabrik 
der anlægges, opstaar der en Mængde smaa Værksteder, hvis Op- 
gave det er at forarbejde Ting, som Fabriken skal bntige, eller 
at give dennes Produktion en eller anden Omdannelse. For 
blot at anføre et Eksempel, saa har Tekstilfabrikerne bevirket, 
at Fabrikationen af Spoler og Tene har tiltaget i betydelig 
Grad. I Lakedistriktet begyndte Tusinder af Arbejdere paa 



145 

denne Fabrikation, først med Haanden, senere med nogle 
primitive Maskiner. Først i den allerseneste Tid, efter at der 
var anvendt Aar paa at opfinde og forbedre disse Maskiner, 
begyndte man at lave Spoler i særlig dertil indrettede Fa- 
briker. 

Da Maskinerne imidlertid er meget kostbare, bliver stadig 
en Mængde Spoler lavet i de smaa Værksteder, kun med 
ringe Anvendelse af Maskiner, og Fabrikerne selv er forholds- 
vis smaa og beskæftiger sjældent mere end halvtresindstyve 
Arbejdere — for det meste Børn. Hasper af uregelmæssig 
Form laves endnu stadig med Haanden eller paa smaa Ma- 
skiner, som vedblivende opfindes af Arbejderne selv. 

Der vokser saaledes stadig nye Industrier op for at sup- 
plere de allerede bestaaende, og hver enkelt af dem maa 
gennemgaa et foreløbigt Udviklingsstadium under begrænsede 
Forhold, førend den naar frem til den store Fabrik. Jo mere 
aktiv en Nations Opfindelsesevne er, des flere vil der være 
af disse fremspirende Industrier. 

De utallige smaa Cycle-Værksteder, der nu findes overalt i 
England, og hvor de enkelte færdige Dele til Cyclen faas fra de 
store Fabriker, er et talende Vidnesbyrd i saa Henseende, 
og det samme er Hjemmefabrikationen af Æsker til Tænd- 
stikker, Skotøj, Hatte, Konfekt osv. Fabriken skaber desuden 
nye Smaaerhverv, idet der ved den opstaar nye Fornøden- 
heder, nye Fordringer. Den billige Pris paa Bomuldsvarer 
og uldne Tøjer, paa Papir, Messing osv. har skabt en 
Mængde nye industrielle Virksomheder. I vore Hjem er der 
fuldt af disse Produkter, som for Størstedelen er Ting af 
helt moderne Oprindelse. Og mens nogle af dem allerede 
laves i Fabrikerne i stor Stil, har de alle gennemgaaet det 
første Udviklingsstadium i det lille Værksted, indtil Efter- 
spørgslen blev saa stor, at Fabrikdriften blev nødvendig. 

Jo flere nye Opfindelser, des flere af den Slags smaa 
industrielle Foretagender! Og alter — jo flere af dem, des 

10 



146 

mere Opfindelsestalent! Og det er jo netop det, vi mangler 
i England, siger i hvert Fald W. Armstrong og flere andre. 
Vi maa derfor ikke forbavses over at finde saamange for- 
skellige smaa industrielle Virksomheder i England, men vi 
maa beklage, at de fleste af dem, paa Grund af de daar- 
lige Betingelser for Leje eller Eje af Jord, er emigreret fra 
Landet og i altfor stor Mængde har søgt Tilflugt i Byerne, 
thi dette er til ubodelig Skade for Landbruget. 

Den lille Industri i Frankrig. 

Man træffer i Frankrig en Mængde forskellige smaa Virk- 
somheder, som betegner et meget vigtigt Træk i National- 
økonomien. Man har udregnet, at Halvdelen af Frankrigs 
Befolkning lever af Jordbrug og en F'jerdedel af Industri, og 
at denne ene Fjerdedel igen er ligelig delt mellem den store 
og den lille Industri, hvilken sidste anslaas til at beskæftige 
omkring 1 Million Arbejdere og til at ernære 4 å 5 Millioner 
Mennesker. Til disse Tal kan yderligere føjes Tallet paa en 
Mængde Husmænd, som ved Siden af deres Jord driver en 
eller anden lille Hjemmeindustri. Den Indtægt, de har af 
denne, er saa betydelig, at den i mange Tilfælde, hvor det 
ellers vilde knibe, sætter Bonden i Stand til at blive ved sin 
Ejendom. 

De smaa Jordbrugere véd, hvad de har at vente den Dag 
de maa til at arbejde i Fabrikerne inde i Byerne. Og saa 
længe Kreditorerne ikke tager Hus og Jord fra dem, eller 
Adgangen til Landsby-Kommunens Græsgang bliver dem 
nægtet, holder de af al Magt fast ved denne Kombination af 
Jordbrug og Industri. I de fleste Tilfælde ejer de ikke en 
Hest til at pløje Jorden med og har derfor grebet til en 
Ordning, der er vel kendt, selv om den ikke er almindelig 
iblandt de franske Husmænd, endog i Egne hvor Befolk- 
ningen udelukkende ernærer sig af Landbrug, som f. Eks. i 



147 

Haute-Savoie, hvor jeg selv har haft Anledning til at lære 
dette Forhold at kende. De Bønder, som ejer en Plov 
og et Par Heste, pløjer alle Markerne efter Tur. Ved saa 
meget som muligt at opretholde den kommunale Aand skaffer 
man sig Hjælp paa mange Maader. Man holder f. Eks. i 
Fællesskab en Hyrde, en Vinpresse og træfTer andre lignende 
Overenskomster. Hvor som helst Landsbykommunens Aand 
er bleven bevaret, finder man en Mængde forskellige Smaa- 
erhverv, uden at Befolkningen derfor undlader at bestræbe 
sig for at faa Jorden bragt under en højere Kultur. 

Havebrug og Frugtavl gaar ofte Haand i Haand med den 
lille Industri. Og naar man i en forholdsvis ufrugtbar Egn 
træffer en velhavende Befolkning, skyldes dette næsten altid 
en Forening af de to beslægtede Sysselsættelser. Samtidig 
ser vi, hvorledes disse Smaaerhverv med en beundringsværdig 
Smidighed forstaar at lempe sig efter nye opstaaede For- 
dringer, og hvorledes de stadig udvikler Tekniken i deres 
Produktion. Ja, der kan siges det samme om Frankrig, som 
der er blevet sagt om Rusland, at naar en eller anden 
Hjemmeindustri uddør, maa Grunden dertil ikke saameget 
søges i Fabrikkonkurrencen (thi da forandrer de fleste af 
disse smaa Virksomheder som oftest kun Karakter) som i det 
Faktum, at Befolkningen er gaaet tilbage i agrarisk Hen- 
seende. 

Vi ser atter og atter, at de smaa Landbrugere kun i de 
Tilfælde, hvor de er blevne ruinerede ved f Eks. at være 
berøvede Retten til den kommunale Græsgang, ved at faa 
deres Skatter forhøjede eller ved at være faldne i Hænderne 
paa samvittighedsløse Svindlere, forlader baade deres Jord 
og Husindustrien og drager til de store Byer. 

Men der vokser paa den anden Side altid en ny Industri 
frem, saa snart' Fabrikkonkurrencen begynder at blive for 
ondartet. Den lille Industri viser med andre Ord en næsten 
utrolig Sejghed og Levedygtighed. I andre Tilfælde tager de 

10* 



148 

landlige Haandværkere eller Kunstnere deres Tilflugt til en 
eller anden ny F'orm for intensiv Jordbrug eller Havekultur, 
og i Mellemtiden vokser der saa atter nye Industrier frem. 

Det er en Selvfølge, at Maskinvæven i de fleste Tekstil- 
lande fortrænger Haandvæven, og at Fabrikerne tager eller 
allerede har taget Husindustriens Plads. Bomuldstøjer, al- 
mindelige Lærreder og Blonder tilvirkes nu saa billigt paa 
Maskine, at Haandvævning for de tarveligere Sorters Ved- 
kommende bliver noget, der hører Fortiden til. Og skønt 
der endnu i 1876 fandtes 328,300 Haandvæve i F'rankrig 
mod 121,340 Maskinvæve, kan man sikkert gaa ud fra, at 
Antallet af de første i de følgende tyve Aar er blevet betyde- 
lig reduceret. Men den Langsomhed, hvormed denne Foran- 
dring er foregaaet, er et af de mest iøjnefaldende Træk ved 
den nuværende Organisation for Tekstilindustrien i Frankrig. 

Vi forstaar bedst de Aarsager, der bevirker denne Mod- 
standsevne hos Haandvæven, ved at studere saadanne Vær- 
ker som f. Eks Reybaud's »Le Coton«, der blev skrevet i 
1863 paa en Tid, da Husindustrien endnu stod i fuldt Flor. 
Skønt Reybaud selv er en ivrig Beundrer af den store Indu- 
stri, har han omhyggeligt anført, hvor ulige bedre Væverne i 
Hytterne var stillet i Sammenligning med Væverne i de store 
Fabriker. Allerede den Gang var Byerne St. Quentin, Lille, 
Roubaix og Amiens store Centrer for Bomulds-Spinderi og 
-Vævning. Men desuagtet blev alle Slags Bomuldsstoffer 
vævet paa Haandvæve i selve St. Quentins Forstæder og ude 
paa Landet i Byens Omegn. Og Reybaud bemærkede, at By- 
arbejdernes elendige Boliger og som Regel sørgelige Stilling 
stod i en mærkelig Modsætning til den relative Velstand. 
Landvæverne kunde glæde sig ved. Næsten hver af disse 
havde sit eget Hus og en lille Mark, som han dyrkede sam- 
tidig med at han passede sin Vævning. Endog i Fabrika- 
tionen af almindeligt Bomuldsttojl, en Branche hvor Fabriks- 
konkurrencen føltes særlig haardt, var Haandvævning i 1863, 



149 

ja endog i 1878, meget almindelig, f. Eks. i Egnen om 
Amiens. Skønt Landvævernes Fortjeneste gennemsnitlig var 
ringe, klj^ngede de sig dog til deres Hytter, deres Jordlod og 
deres Kvæg, og kun flere paa liinanden følgende Handels- 
kriser eller nogle af de før anførte Aarsager (som er saa 
skæbnesvangre for den lille Jordbruger) tvang de fleste til at 
opgive Kampen og til at søge Beskæftigelse i Fabrikerne. 
Andre gav sig til udelukkende at drive Jorden eller tog fat 
paa Havebrug. 

Et andet vigtigt Centrum for Landindustri fandtes i Om- 
egnen af Rouen, hvor i 1863 ikke mindre end 110,000 
Mennesker i deres Hjem vævede Bomuldstøj, som derefter 
gik til Fabrikerne i Byerne, hvor det blev gjort færdigt. 

I Andelle-Dalen i Departementet Eure var paa den Tid 
hver lille Landsby en industriel Bikube, hvert Aaløb benyt- 
tedes til at drive et eller andet industrielt Anlæg. Reybaud 
omtalte disse Landbrugeres økonomiske Stilling som højst 
tilfredsstillende navnlig sammenlignet med Arbejdernes i 
Rouen, og han anførte endog et eller to Tilfælde, hvor Fa- 
brikerne ejedes af Landsbykommunen. *) 

Sytten Aar senere beskrev Baudrillart samme Egn med 
noget nær de samme Ord, og skønt de landlige Fabriker den 
Gang i stor Udstrækning havde været nødt til at vige for de 
store Anlæg, vurderedes dog Landindustriens aarlige Produk- 
tion til 85 Millioner Francs. Siden den Tid maa Fabrikerne 
have vundet yderligere Fremgang, men ikke desmindre faar 
vi at vide af Ardouin Dumazets fortrinlige Undersøgelser af 
disse Forhold (hans Bøger vil faa næsten samme Betydning 
for Fremtiden som Arthur Youngs Travels), at der endnu 
findes en Mængde Vævere omkring paa Landet, og at der 
altid findes størst Velstand i de Egne, hvor Vævning gaar 
Haand i Haand med Jordens Dyrkning. Dog nødes vi til 



*) Les Populations agricoles de la France ■ Normandie. 



150 

at indrømme, at Haandvævningen paa Landet i det nordlige 
Frankrig, hvor der findes saa mange store Tekstilfabriker, 
næsten er forsvunden. Tingene faar imidlertid el andet Ud- 
seende, naar vi gaar til andre Dele af Frankrig, hvor andre 
Industrier er de mest fremherskende. 

Vælger vi f. Eks. det Distrikt, der mod Nordost begrænses 
af Rouen, mod Sydost af Orleans, mod Nordvest af Rennes 
og mod Sydvest af Nantes — med andre Ord de gamle Pro- 
vinser Normandiet, Perche og Maine og tildels Touraine og 
Anjou, faar vi af Ardouin Dumazet at vide, at der her baade 
paa Landet og i Byerne endnu i 1895 fandtes en utallig 
Mængde forskellige smaa Husindustrier. I Laval. hvor der 
før vævedes Drejl paa Haandvæve, og i Alencon, tidligere et 
stort Centrum for hjemmevævet Lærred og haandkniplede 
Blonder, forefandt Dumazet begge Former for Industrien, saa 
vel den hjemlige som den fabrikmæssige, i en hensygnende 
Tilstand. Bomuldsindustrien tager Overhaand. Fabrikerne 
væver nu Drejl af Bomuld, og der er kun ringe Efterspørgsel 
efter Lærredsvarer. Som Følge deraf er Lærredsvævningen 
baade paa Fabrikerne og i Hjemmene i en sørgelig Forfat- 
ning. Landvæverne kommer mere og mere bort fra denne 
Branche, og de store Fabriker i Alencon, der blev anlagt 
udelukkende for Tilvirkning af Lærredstøjer, har maattct 
standse deres Drift. Der er kun én Fabrik med 250 
Arbejdere tilbage. Omtrent 23,000 Vævere, der før arbej- 
dede i fine Lærredsstoffer, har maattet opgive dette Fag. 
De, som var ansatte i Fabrikerne, rejste til Byerne, mens de, 
som endnu ejede nogen Jord, helt gik over til at dyrke den. 
I denne Kamp mellem Bomuld og Hør er Bomulden altsaa 
gaaet af med Sejren. 

Kniplinger forfærdiges nu i saadanne Mængder paa Ma- 
skine i Caiais, Caudry, St. Quentin og Tarare, at kun den 
allerfineste Kunstknipling endnu eksisterer som Hjemme- 



151 

industri i Alengon selv. Dog vedbliver Knipling at være en 
Bibeskæftigelse i denne Egn. I Flers og i Ferté Macé drives 
Hjenimevævningen endnu med 5400 Haandvæve, skønt hele 
Industrien — baade i Fabrikerne og i Hjemmene — er i en 
ynkelig Forfatning, siden det spanske Marked blev lukket for 
den. Spanien har nu selv Bomuldsvæverier nok. I 1893 
standsede tolv store Spinderier i Caude deres Drift (som i 
1893 spandt 4000 Tons Bomuld) og en Mængde Arbejdere 
bragtes derved i den sørgeligste Nød.*) 

Der er derimod en anden Industri (forøvrigt af ny Datum), 
som forsyner Hjemme-Markedet, og hvor Hjemmevævningen 
endnu er i fuld Blomstring, nemlig Fabrikationen af Lærreds- 
lommetørklæder; Cholet (i Maine et Loire) er Midtpunktet 
for denne Industri. Der findes et stort Spinderi og et Væveri, 
men begge disse Fabriker beskæftiger ikke tilnærmelsesvis 
saa mange Arbejdere som Hjemmevævningen, der drives med 
stor Iver i ikke færre end 200 af Egnens Landsbyer (i Maine 
et Loire, la Vendée, Loire Inferieure og Deux-Sévres). Hver- 
ken Fabrikerne i Bouen eller i de store Industribyer i Nord- 
Frankrig producerer saa mange Lommetørklæder som Haand- 
vævene i dette Landdistrikt, siger Ardouin Dumazet. 

I den Kurve, Loire danner, idet den flyder forbi Or- 
leans, finder vi et andet blomstrende Centrum for en Hus- 
industri, der er knyttet til Tekstilindustrien. Ardouin Duma- 
zet beskriver os denne Egn saaledes : »Fra Romorantin (i 
Loire et Cher. syd for Orleans) til Argenton og Le Blanc er 
Egne saa at sige en eneste uhyre Systue, hvor der syes og 
broderes Lommetørklæder, Skjorter, Flipper, Manschetter og 
al Slags Dame-Undertøj. Der er ikke et Hus, ja ikke den 
mindste Hytte, hvor Kvinderne ikke er beskæftiget med 
Syning, og naar dette Arbejde i de vindyrkende Egne nær- 



*) Ardouin Dumazet, Bind 2, Pag. 167. 



152 

mest betragtes som Tidsfordriv, saa er det her Befolkningens 
vigtigste Indtægtskilde.*) 

Selv i Romorantin, hvor der i en enkelt Fabrik beskæf- 
tiges 400 Kvinder, er der over tusind Kvinder, der syer i 
deres Hjem. Det samme er Tilfældet med Klædevæverne i 
Egnen omkring Elboeuf, ogsaa en By i Normandiet. Da 
Baudrillart var der i 1878—80, slog det ham, hvor store 
Fordele der ligger i en Kombination af Agerbrug og Industri. 
Alle de smaa Landsbyer udmærkede sig ved et propert Ud- 
seende, Beboerne var godt klædte, og der hvilede et vist 
Velstandspræg over det hele. 

Heldigvis er Vævning ikke den eneste Husindustri hverken 
i dette Distrikt eller i Bretagne. En Mængde andre smaa 
Beskæftigelser drives med Liv baade i Smaabyerne og om- 
kring paa Landet. I Fougéres (i Ille-et-Villaine, Nordost for 
Reims) ser man, hvorledes Fabrikerne har bidraget til at ud- 
vikle en Mængde forskellige smaa Virksomheder. I 1830 var 
denne By et stort Centrum for Hjemmefabrikationen af de 
saakaldte chaussons de tresse (Sivsko), men Konkurrencen 
med Fængslerne ødelagde denne primitive Industri, som dog 
snart blev erstattet af en ny, idet man gik over til at lave 
chaussons de feutre (Filtsaaler). Denne Industri kom ligeledes 
i Forfald, og man begyndte nu at sy Sko og Støvler, hvoraf 
atter de store Skotøjsfabriker opstod. I Fourgéres er der 
alene 33 af disse Fabriker, der beskæftiger 8000 Arbejdere 
og aarllg producerer ca. 5,000,000 Par Sko og Støvler. 
Samtidig udviklede Husindustrien sig imidlertid i en ny Ret- 
ning. Tusinder af Kvinder arbejder nu i deres Hjem med 
Naadling og med at brodere Bal- og Selskabssko. Endvidere 
er der i Egnen opvokset en hel Række smaa Værksteder, hvor 
der laves Papæsker til Fodtøjet, Træhæle og lignende Sager, 
samt desuden flere mindre og større Garverier. Og Dumazet 



*) Ardouin Dumazet, Bind 1, Pag. 117. 



153 

bemærker, at man, takket være disse Industrier, helt uventet 
i denne udprægede Landbrugsegn træffer større Velstand, end 
man ellers vilde have kunnet vente. I Omegnen af Quimperlé i 
Bretagne findes der en Mængde smaa Værksteder, hvor der 
laves Filthatte af den Slags, som de franske Bønder bruger; 
og Landbruget, hvis Metoder stadig forbedres, gaar Haand i 
Haand med denne Beskæftigelse. Velstanden i denne Egn 
er paafaldende. *) I Hennebout paa Bretagnes Sydkyst er 
1400 Arbejdere beskæftiget i en Kæmpefabrik med at lave 
Daaser til Konserves. 22 å 23 Tons Jærn bliver aarlig for- 
vandlet til Staal og derefter til Daaser, der sendes til Paris, 
Bordeaux, Nantes osv. Men denne Fabrik har i denne absolut 
agerdyrkende Egn skabt en hel lille Verden af smaa Værk- 
steder for Blikkenslageri, Garverier, Pottemageri osv., mens Af- 
faldet fra disse igen omdannes til Gødning i andre smaa Værk- 
steder. Agerdyrkning og Industri gaar her Haand i Haand, 
og maaske ser man bedst i Loudéac, en lille By midt i 
Bretagne i Departementet C6tes-du-Nord, hvilke Anstrengelser 
der gøres for at opretholde denne Kombination. Før i Tiden 
var denne Egn nærmest industriel. Bundt om i Lands- 
byerne boede Vævere, der vævede det bekendte Bretagne- 
Lærred. Nu er denne Industri i stærk Nedgang, og Væverne 
er vendt tilbage til Dyrkningen af deres Jord. Fra en In- 
dustriby er Loudéac bleven til et Sted, hvor der drives 
Landbrug og Havebrug, og det mest interessante er, at Be- 
folkningen stadig søger at inddrage ny Jord under Kultur og 
at forvandle før helt uproduktive Jorder til frugtbare Korn- 
marker. Paa Bretagnes Nordkyst i Egnen omkring Dol dri- 
ves der nu paa Land, som først i det tolvte Aarhundrede 
indvandtes fra Havet, Havebrug i Handelsøjemed, og der 
eksporteres store Mængder Havesager til England. Ved at 
læse Ardouin Dumazet's Bøger forbavses man gennemgaaende 



*) Ardouin Dumazet, Bind 5, Pag. 215. 



154 

ved at se, hvorledes Husindustrien gaar Haand i Haand med 
al Slags Form for Jordbrug — Handelsgartner!, Hønseavl, 
Henkogning af Grøntsager og Frugt osv. — og hvor let Be- 
folkningen har ved at slutte sig sammen i den Hensigt at 
opnaa bedre Vilkaar for Salg og Eksport. Mans er som be- 
kendt et Samlingssted for Eksport af Gæs og Fjerkræ til 
England. 

I enkelte Dele af Normandiet, navnlig i Departementerne 
Eure og Orne, er der fuldt af sraaa Værksteder, hvor der 
forarbejdes alle Slags Galanterivarer, Smaating af Messing 
osv. Hjemmefabrikationen af Knappenaale er naturligvis om- 
trent helt uddød, og det er endnu kun Synaalenes Polering, 
der ret primitivt udføres i de landlige Værksteder. Men alle 
Slags smaa Isenkramvarer, deriblandt Søm og Laase, laves 
endnu stadig omkring paa Landet i Egnen af Laigle. I 
mange af Landsbyerne syes der Livstykker til Trods for Kon- 
kurrencen med Fængslerne.*) 

I Tinchebrai, Vest for Flers, er der samlet en rig, uens- 
artet Husindustri, idet der her forfærdiges alle Slags Smaa- 
genstande af Jærn, Perlemor og Horn. I den Tid, Bønderne 
har tilovers fra Landbruget, laver de alle Slags Isenkram- 
varer, og det er ofte hele Kunstværker, som disse beskedne 
Bønder producerer (deres Arbejde blev meget beundret ved 
Udstillingen i 1889). Længere imod Syd poleres der Marmor 
i en Mængde smaa Værksteder, som er spredt omkring Om- 
egnen af Solesmes og grupperede omkring en Central-Fabrik, 
hvor Marmorblokkene ved Hjælp af Damp tilhugges raat for 
derpaa at gøres færdige i de smaa Værksteder. I Sablé ejer 
alle Arbejderne i denne Branche deres egne Huse og Haver og 
staar sig økonomisk godt, hvilket Dumazet særligt lagde 
Mærke til. 



*) I min Bog: »In Russian and French Prisons«, Londou 1888, har je^ 
samlet en Del Oplysninger om Fængselsarbejdet i Frankrig. 



155 

I de skovrige Egne i Perche og Maine laves der alle 
Slags Træarbejder, og denne Industri har øjensynlig kun 
kunnet bestaa, fordi Skovene er kommunal Ejendom. I Nær- 
heden af Perseigne-Skoven hgger der en lille By Fresnaye, 
hvis hele Befolkning lever af Træskæreri. »Der er ikke et 
Hus,« skriver Ardouin Dumazet, »hvor der ikke snittes i Træ. 
For nogle Aar siden var der ikke megen Variation i disse 
Arbejder, der hovedsagelig bestod af Skeer, Saltkar, Legetøj, 
Thermometre, Fløjter, Hoboer, Tene, Hasper og alle Slags 
Maal og Kar af Træ. Men Paris havde Brug for en Mængde 
Ting, der ikke var lavet af Træ alene, men ogsaa af Metal, 
f. Eks. Musefælder, Tøj klemmer. Koste osv. Og nu findes 
der i hvert Hus enten en Drejebænk eller en Værktøjs- 
maskine til at kløve Træet med eller til andet Brug. En hel 
ny Industri opstod, og der laves nu de sirligste Smaating. 
Takket være denne Industri er Befolkningen lykkelig; For- 
tjenesten er ikke stor, men hver Arbejder ejer sit eget lille 
Hus med tilhørende Have og undertiden ogsaa en Mark. 
_<, (Bind 1, Side 305—306.) 

I Neufchåtel laves der Træsko, og den lille By skal gøre 
et venligt, velhavende Indtryk. Til hvert Hus hører en lille 
Have og man ser intet til den Fattigdom, der er saa karak- 
teristisk for de store Byer. I Jupilles og Omegn laves der 
foruden Træsko andre Trævarer, f. Eks. Garnruller, Æsker 
osv. I Vibraye er der to store Værksteder, hvor der ude- 
lukkende laves Paraplyhaandtag; Produktionen er stærk nok 
til at tilfredsstille hele Frankrigs Forbrug. Et af disse 
Etablissementer er grundlagt af en simpel Træskærer (Bonde), 
som selv har opfundet de sindrigt konstruerede Værktøjs 
maskiner, han bruger. Der arbejder omtrent 150 Mand i 
denne Fabrik, men selvfølgelig vilde en halv Snes mindre 
Værksteder spredte omkring i Egnen kunne give lige saa 
gode Resultater. Idet vi nu gaar over til at tale om en helt 
anden Egn, nemlig Niévre i Midtfrankrig og Haute-Marne 



156 

i den østlige Del af Landet, finder vi, at begge disse Egne 
er store Samlingspladser for en Uendelighed af smaa indu- 
strielle Virksomheder, hvoraf nogle bestaar i Kraft af Sammen- 
slutning mellem Arbejderne indbyrdes, mens andre er vokset 
op i Skyggen af Fabrikerne. De smaa Smedeværksteder, der 
før fandtes overalt omkring paa Landet i Frankrig, er ikke 
forsvundne, de har kun gennemgaaet en Omdannelse, og 
Landet er nu oversaaet med smaa Støberier, hvor der fabri- 
keres Landbrugsredskaber, kemiske Produkter og Lervarer. 
»Man maa gaa lige til Guérigny og Fourchambault for 
at træffe paa den store Industri,« skriver Dumazet. Des- 
uden findes der en Mængde Værksteder, hvori der laves alle 
Slags Isenkramvarer, og denne Industri blomstrer tæt op ad 
de store Industricentrer og takket være deres Nærhed. Ler- 
varefabrikationen skaber Velstand i Loiredalen omkring 
Nevers. Det er kun første Klasses Varer, der laves i denne 
By, medens det almindelige Pottemagerarbejde udføres paa 
Landet. Det opkøbes af Handlende, som stuver det i deres 
Baade og derpaa sejler op langs Floden for at sælge det. 
I Gien er der for nylig anlagt en stor Fabrik for Tilvirkning 
af Porcelænsknapper; der fabrikeres fra 3500 til 4500 Ibs. 
Knapper daglig, mens der beskæftiges 1500 Arbejdere. Men som 
det ofte er Tilfældet bliver enkelte Dele af Arbejdet udført i 
Landsbyerne. I flere Miles Omkreds paa begge Sider af 
Floden ser man gamle Mænd og Kvinder samt Børn i travl 
Virksomhed med at sy Knapperne fast paa Kartonerne. Selv- 
følgelig bliver dette Arbejde usselt betalt, men man tager til 
Takke, fordi der i denne Egn ikke findes nogen anden Indu- 
stri, hvormed Befolkningen kan beskæftige sig i sin Fritid. 

I samme Del af Haute-Marne, navnlig i Egnen omkring 
Nogent, træffer vi Knivefabrikation som Bibeskæftigelse ved 
Siden af Landbruget. Jorden er her udstykket i meget smaa 
Lodder, og mange af Bønderne ejer kun to å tre Acres Jord, 
ofte mindre. Som Følge deraf er i de tredive Landsbyer, 



157 

som findes omkring Nogent, omtrent 5000 Mennesker beskæf- 
tiget i Knivefabrikationen, navnlig med at lave de finere 
Sorter. For en enkelt kunstnerisk forarbejdet Kniv faaes der 
undertiden £ 20. De simplere Sorter fabrikeres i Egnen 
omkring Thiers og i Puy-de-D6me (Auvergne). Industrien i 
Nogent har udviklet sig ganske selvstændigt uden at støttes 
af ydre Paavirkning og viser stærk Fremgang i teknisk Hen- 
seende.*) I Thiers, hvor de billigste Sorter laves, har der- 
imod en Mængde forskellige Aarsager været medvirkende til 
at Fabrikationen rent teknisk har naaet en ganske ualminde- 
lig Højde, og det er tvivlsomt, om Fabriksystemet vilde kunne 
gøre Arbejdet billigere.**) Blandt disse Aarsager maa nævnes 
Arbejdsinddelingen, den billige Leje der betales for Værk- 
stederne, som forsynes med Drivkraft fra Floden eller fra 
smaa Gasmotorer, det fortrinlige Værktøj samt en hensigts- 
svarende Forening af Maskinarbejde og manuelt Arbejde. I en 
Omkreds af tolv Mile i alle Retninger fra Thiers ligger der 
langs hver lille Strøm Værksted ved Værksted, hvori Bønderne 
arbejder samtidig med, at de vedbliver at dyrke deres Marker. 

I andre Dele af Frankrig er Kurvefletning en vigtig Hus- 
industri. I Villaine i Haute-Marne er alle Beboerne Kurve- 
magere og danner en kooperativ Forening. »Der findes ingen 
Arbejdsgivere,« siger Ardouin Dumazet, »Produktionen er 
fælles og bringes en Gang hver fjortende Dag til de fælles 
Oplagspladser, hvorfra den sælges af Foreningen. Omtrent 
150 Familier hører til dette Fællesskab, og hver Familie har 
sit eget Hus og et Par Vinmarker.« 

I Fays-Billot, ligeledes en By i Haute-Marne, er der en 
anden Fag-Forening paa 1500 Kurvemagere. I Thiérache 
hvor der findes flere Tusinde Kurvemagere, men hvor 



*) Prof. Isaieff i de russiske »Menioirs of the Petty Trådes Commis- 
sion.< (Trudy Kustarnoy, Kommissii.) Vol. 5. 

*) Knive sælges til Eksport fra 8 sh. til O sh. 4 d. pr. Gros og Barber- 
knive for 3 sh. 3 d. pr. Gros. 



158 

hvor de ikke har sluttet sig sammen, er Fortjenesten der- 
imod yderst ringe. 

Et andet vigtigt Midtpunkt for den lille Industri er det 
franske Jura, hvor Urfabrikationen som bekendt har naaet et 
højt Udviklingstrin. Da jeg i 1878 opholdt mig i de for- 
skellige Landsbyer mellem Besancon og den schweiziske 
Grænse, blev jeg slaaet af de relativ gode Kaar Befolkningen 
levede i, og dog var jeg nøje kendt med Forholdene blandt 
de schweiziske Urmagere i Saint Imier-Dalen. Det er højst 
sandsynligt, at Maskinfabrikationen af Ure har fremkaldt en 
Krise blandt Urmagerne i Schweiz. Det er imidlertid en be- 
kendt Sag, at de schweiziske Urmagere — i hvert Fald for 
en stor Del — tappert kæmpede for at undgaa at indrulleres 
blandt Fabrikarbejdernes Rækker, og at en stor Del af dem, 
da Urfabrikerne skød op i Genf og flere andre Byer, greb til 
nye Former for Husindustri. 

Saa vidt jeg kunde dømme, har Maskinfabrikationen ikke 
kvalt Hjemmeindustrien i Jurabjærgene. Urmagerne har kun 
taget fat paa andre Beskæftigelser og har som i Schweiz 
grundet en hel Række Former for Hjemmeindustri. Af 
Dumazets Rejser kan vi i hvert Fald gøre os et Begreb om 
de nuværende Forhold i den sydlige Del af denne Egn. I 
Landsbyerne omkring Nantua og Cluse beskæftiger næsten 
alle Bønder sig med Silkevævning i den Tid, de har tilovers 
fra Landbruget. Der findes langs med de smaa Floder det 
ene Væveri ved Siden af det andet; de fleste af dem har 
sjældent mindre end tyve Væverstole, et af dem endog hun- 
drede. Der findes ogsaa smaa Savskærerier, hvor der for- 
færdiges alle Slags Smaagenstande af Træ. I Oyonnax, en 
lille By ved Ainfloden, laves der Kamme, og denne Industri, 
som er over 200 Aar gammel, har taget et mægtigt Opsving, 
efter at Celluloidet er blevet opfundet. Der er ikke færre 
end hundrede eller flere »Mestre«, hvoraf hver beskæftiger 
fra to til femten Arbejdere, mens 1200 Kammagere arbejder 



159 



i deres Hjem. Tidligere lejede man Drivkraften i smaa 
Værksteder, nu har man skaffet sig elektrisk Kraft, der faaes 
af et stort Vandfald og som ledes ind i de forskellige Huse, 
hvor den driver smaa Motorer fra Y^ til tolv Hestekraft. Og 
det er værd at lægge Mærke til, at saa snart Anvendelsen af 
elektrisk Kraft aabnede en Mulighed for at kunne vende tilbage 
til Arbejdet i Hjemmet, forlod straks 300 Kammagere Værk- 
stederne og begyndte at arbejde i deres respektive Hjem. 
De fleste af dem har deres eget Hus med tilhørende Have, 
og de viser paa alle Punkter udviklet Sans for Sammen- 
slutning. De har i Fællesskab oprettet flere smaa Fabriker, 
hvori der laves Papæsker og hvis aarlige Produktion vur- 
deres til 2 Millioner fr. 

St. Claude er et stort Centrum for Tilvirkning af smaa 
Tobakspiber. Stemplet med engelsk Varemærke sendes disse 
Piber i store Mængder til London, hvor de bl. a. h\'ppigt køb.es af 
franske Turister og medføres som en Erindring om London ! 
Over 4000 Mænd og Kvinder arbejder i denne Industri, i For- 
bindelse med hvilken der er opstaaet en Mængde andre smaa 
Erhvervsgrene, som f. Eks. Forfærdigelsen af Mundstykker i 
Piav og Horn, Futteraler osv. Desuden findes der langs 
Bredderne af de to smaa Floder talrige Værksteder, hvor den 
landlige Arbejder laver alle Slags Trævarer, Fyrstikkeæsker, 
Rosenkranse, Brillefutteraler osv., og endelig er der en stor 
Fabrik med 200 Arbejdere, der fabrikerer Metermaal, som 
forsendes over hele Verden. Endvidere er Tusinder af 
Mennesker i St. Claude og Omegn, selv i de mest beskedne 
Bjærgflækker, beskæftigede med Diamantslibning (en Industri, 
som kun er femten Aar gammel der paa Egnen), mens andre 
Tusinder arbejder med Slibningen af mindre kostbare Stene. 
Alle disse Beskæftigelser foregaar i ganske smaa Værksteder, 
der er forsynet med Vandkraft. Naar jeg endnu nævner Is- 
ningsarbejdet paa Søerne om Vinteren og Indsamlingen af 
Bark til Garverierne, saa har jeg nogenlunde tegnet et kor- 



160 

rekt Billede af disse Smaabyers travle Liv — hvor Industrien 
rækker Agerbruget Haanden, og hvor moderne Maskiner og 
Værktøj med saa stort Held benyttes i de smaa Værksteder. 

Tilsidst vil jeg, idet jeg forbigaar en Mængde smaa 
Haandværk, endnu kun nævne Hattefabrikationen i Loire, 
Skrivematerialier i Ardéche, Isenkramvarer i Doubs, Hand- 
sker i Isére, Børster i Oise og Hjemmestrikning i Troyes. 
Men jeg maa endnu tilføje nogle Ord om de to betydelige 
Centrer for den lille Industri, nemlig Egnen om Lyon og 
Paris. 

Det industrielle Centrum, hvori Lyon er Midtpunktet, om- 
fatter Departementerne Rhone, Loire, Drome, Saone-et-Loire, 
Ain, den sydlige Del af Jura-Distriktet, den vestlige Del af 
Savoyen indtil Annecj', mens Silkeormeavl drives lige ned 
til Alperne, til Sevenner-Bjærgene og til Egnen omkring 
Måcon. Hele dette Distrikt bestaar af frugtbare Sletter og 
stærkt bakkede Tragter, der som Regel ogsaa er frugtbare, 
men en stor Del af Vinteren tildækkede med Sne. Land- 
befolkningen er derfor tvungen til at have en Bibeskæftigelse 
ved Siden af Agerbruget, og de har fundet denne i Silke- 
vævningen og i flere andre smaa Erhvervsgrene. Man kan 
som Regel sige, at Lyoner-Distriktet udmærker sig som 
særligt Samlingssted for fransk Civilisation og Kunst, og at 
der her i alle Retninger — videnskabeligt saa vel som indu- 
strielt — har udviklet sig sjældne Evner baade med Hensyn 
til Forskning og Opfindelse. 

Croix Rousse i Lyon, Silkevævernes Hovedkvarter, er 
Centrum for denne Industri. I 1895 genlød hele denne tæt 
befolkede By af Larmen fra Væverstolene. I hver enkelt 
Afdeling af de store fem, seks, indtil ti Etagers høje Huse 
klaprede en flittig Væv. Man har nu for nylig anskaffet et 
Elektricitetsværk til at drive Vævene. 

I Byen Vicnne i det sydlige Lyon er Haandvævningcn 
derimod næsten ved at forsvinde, idet »Shoddy«-Fabrikationen 



161 

helt har taget Teten. Alle Slags Uldklude og Affald fra 
Kartningen og Spindingen i de store Uld- og Bomuldsfabriker 
bliver, tilsat med lidt Bomuld, omdannet til et Klædestof, 
der fra Vienne sendes til alle de store Bj^er i Frankrig — 
20,000 Yards Shoddy eksporteres daglig — og anvendes i de 
store Magasiner for færdigsyede Klæder. Der er øjensynlig 
intet at gøre for Haandvæverne i denne Industri, og af de 
4000 Haandvæve, der var i Gang for ti Aar siden, er der nu 
kun 1300 tilbage. Store Fabriker med en samlet Arbejds- 
styrke paa 1800 Individer har taget Haandvævenes Plads, 
ligesom Shoddyen har taget Klædets. Paa samme Tid fabri- 
keres der Floneller, Filthatte og Hestehaarsstoffer. Men til 
Trods for at den store Fabrik saaledes har erobret Vienne, 
har der i Byens Forstæder og Omegn udviklet sig en blom- 
strende Have- og Frugt-Kultur, hvilket jeg forøvrigt har om- 
talt i Kapitel IV. 

Landet paa begge Sider af Rhonefloden mellem Ampius 
og Condrieu er en af de rigeste Egne i Frankrig, hvilket 
skyldes de stedlige Planteskoler, Handelsgartnerier, Frugt- og 
Vinhaver samt Fabrikationen af Gedemælksost. Husindustrien 
gaar her Haand i Haand med en intelligent Behandling af 
Jorden. Condrieux er f. Eks. berømt for sine Broderier, 
hvilke endnu til Dels, som i gamle Dage, udføres med Haan- 
den. I l'Arbresles i det vestlige Lyons er der anlagt store 
Væverier for Silke og Fløjl, men en stor Del af Befolkningen 
vedbliver stadig at væve i deres Hjem, mens Panissiéres 
længer imod Vest er et stort Centrum for Lærreds- og Silke- 
vævning drevet som Husindustri. Ikke alle disse Vævere 
ejer deres eget Hus, men efter hvad der siges skal de, der 
ejer eller lejer et lille Stykke Jord og holder et Par Køer, i 
hvert Fald staa sig godt, og Jorden bliver som Regel for- 
trinlig dyrket af disse Vævere. 

Hovedcentret for hele denne Industrigren er Tarare. Da 
Reybaud for 30 Aar siden skrev sin udmærkede Afhandling 

11 



162 

>Le Cotton«, var Tarare Midtpunktet for Musselinvævning 
og indtog i denne Branche samme Position som Leeds tid- 
ligere i Fabrikationen af uldne Tøjer. Spinderierne og de 
store Fabriker, hvor Tøjet fik den sidste Behandling, fandtes 
i Byen selv, men Vævningen og Broderingen blev udført paa 
Landet i Omegnen. Hver Husmands Hytte og hver lille 
Bondegaard var den Gang tillige et lille industrielt Anlæg, og 
ofte, skrev Reybaud, saa' man den unge Knøs sidde og bro- 
dere fine Musselinstoffer, efter at han var færdig med at 
muge i Stalden, uden at Arbejdet led nogen Skade ved denne 
Forening af to saa modsatte Beskæftigelser. Tvertimod havde 
Tarare-Musselinerne Ord for at være særlig fint broderede 
og for at udmærke sig ved stærkt varierede Mønstre, og alle 
var enige om, at Landbefolkningen levede i relativ gode Kaar 
samtidig med at Landbruget fandt Støtte i Industrien. 

Denne Erhvervsgren har senere gennemgaaet en hel Om- 
dannelse, men endnu arbejder 60,000 Individer af en Land- 
befolkning paa 250,000 for Fabrikerne i Tarare og væver i 
deres Hjem alle Slags MusselinstofFer, som forsendes til Al- 
verdens Lande, og har derved en aarlig Fortjeneste af 
£ 480,000. Amplepius vedbliver til Trods for sine Silke- 
fabriker og sin berømte Aprikoskultur at være et af de lokale 
Centrer for denne Musselin-Industri, mens Thizy, ikke langt 
derfra, er Samlingsstedet for en Mængde forskellige Stoffer 
— Lærred, Flonel, Creton, Bommesi osv., der væves af Bøn- 
derne omkring i Bjærgene. I 22 Landsbyer findes der ikke 
mindre end 3000 Haandvæve, og der væves aarligt Stoffer 
til en Værdi af £ 600,000, medens der i Thizy selv og i 
den store By Roanne er 15,000 Maskin væve, som væver alle 
Slags Bomuldstøjer og Silke-Sengetæpper. I Cours væver 
1600 Arbejdere Sengetæpper af simpleste Slags (nogle af dem 
sælges for 2 sh., ja endog for ti Pence Stykket og ekspor- 
teres til Brasilien); til disse Tæpper bruges alle mulige 
og umulige Laser samt Affald fra Tekstilfabrikerne, og i 



163 

denne Industrigren har selvfølgelig den store Fabrik vundet 
Overtaget. Men selv i Roanne, hvor Fabrikationen af Bom- 
uldstøjer har naaet en høj Grad af Fuldkommenhed, og hvor 
9000 Maskinvæve er i Gang med en aarlig Produktion af 
over 30 Millioner Yards, finder man til sin store Forbavselse, 
at Husindustrien ikke er uddød, men tvertimod producerer 
den respektable Mængde af over 10 Millioner Yards Stoffer. 
I Omegnen af denne store By har desuden Hjemmestriknin- 
gen i de sidste 30 Aar taget et pludseligt Opsving. I 1864 
var der kun 2000 Kvinder, der strikkede, nu er der 20,000, 
og de forsømmer ikke deres landlige Arbejde for Strikningen, 
hvortil de benjtter smaa Maskiner, og hvis aarlige Værdi 
anslaaes til £ 360,000.*) 

Man maa dog ikke tro, at Tekstilindustrien og de dermed 
forbundne Beskæftigelser er den eneste Husindustri, som 
drives i det omtalte Distrikt. En Mængde andre industrielle 
Foretagender vedbliver at eksistere og udvikler sig stadig. 
Da det f. Eks. viste sig, at det ikke længer lønnede sig at 
lave almindelige dagligdags Stole, begyndte man rundt om i 
de landlige Værksteder at lave kunstfærdigt udskaarne Stole, 
og en lignende Omdannelse fandt Sted paa andre Omraader. 

Man vil i mit Tillæg finde flere Detailler om denne højst 
interessante Egn, men en Bemærkning maa jeg dog endnu 
gøre her. Til Trods for sine store Fabriker og Kulminer 
har denne Del af Frankrig bevaret sin Karakter af en ager- 
dyrkende Egn og er et af de bedst dyrkede Distrikter i Lan- 
det. Hvad man mest maa beundre er ikke saa meget det, 
at den store Industri har udviklet sig, — thi denne er her 
som andre Steder i sit Udspring international — men langt 
mere den Skaber- og Opfindelsesevne og den Smidighed til at 
lempe sig efter nye Forhold, som Størstedelen af denne Land- 
befolkning lægger for Dagen. Overalt hvor man gaar, paa 



*) Ardouin Dumazet, B. VIII, Pag. 260. 

11* 



164 

Marken, i Haven, i Mejeriet, i Værkstedet eller i Arbejdsstuen 
faar man Bevis herfor, og ved at aflægge Besøg i disse Egne 
forstaar man bedst, hvorfor Frankrig i Forhold til sin Be- 
folkningsmængde regnes for Europas rigeste Land. 

Paris er ikke desmindre Hovedcentret for den lille Indu- 
stri i Frankrig. Her findes Side om Side med de store Fa- 
briker en uendelig Variation af smaa Virksomheder, hvori 
der forfærdiges alle Slags Varer baade for Hjemmemarkedet 
og for Eksporten. Den lille Industris Overtag paa dette Om- 
raade er saa stort, at Tallet paa de Arbejdere, der er be- 
skæftiget i den, næsten er dobbelt saa stort som Tallet paa 
dem, der arbejder i de store Fabriker. Paris er som én 
stor Bikube, hvor Tusinder og atter Tusinder af Mænd og 
Kvinder i smaa Værksteder med højest fem Arbejdere laver 
alle Slags Smaating, hvortil der udfordres Smag, Behændighed 
og Fantasi. Disse smaa Værksteder stimulerer ganske nød- 
vendigt Arbejderens Intelligens, og vi tør roligt sige, at naar 
Pariser-Haandværkeren har Ord for at være intelligentere 
end Arbejderen i Europas øvrige Hovedstæder, saa skyldes 
dette uden Tvivl for en stor Del det Arbejde, der beskæftiger 
ham. Det samme kan til Dels siges om Arbejderne i Wien 
og Warschau, hvor der ogsaa findes en Mængde smaa indu- 
strielle Virksomheder, der stiller store Krav til Arbejderens 
Intelligens. 

Paa Udstillingerne i Paris hører »La galerie du travail« 
altid til en af de interessanteste Afdelinger. Man faar her 
Anledning til at beundre ikke alene den Mangfoldighed af 
smaa Virksomheder, der findes i Frankrig, men ogsaa den 
Dygtighed og Intelligens, som den franske Arbejder er i Be- 
siddelse af. Og uvilkaarlig gør man sig selv det Spørgsraaal: 
skal al denne Dygtighed, al denne Intelligens virkelig øde- 
lægges af Fabrikerne? Burde man ikke hellere ved at orga- 
nisere den lille Industris Produktion paa en heldigere Maade 
søge at gøre den til en ny og frugtbar Kilde for Udvikling 



165 

og Fremskridt? Maa Arbejderens Opfindelsestalent og Selv- 
stændighed nødvendigt opsluges af Fabrikuddannelsen? Men 
hvis den maa det, vil da en saadan Forandring blive det 
Fremskridt, som saa mange Nationaløkonomer — af dem, der 
kun har studeret Tal og ikke menneskelige Væsener — er 
rede til at tro? 

Ét er i hvert Fald sikkert, at selv om det kunde tænkes, 
at alle de smaa Haandværk og Industrigrene kunde opsluges 
af de store Fabriker — hvilket forekommer mig at være 
meget tvivlsomt — saa vilde dette dog kræve betydelig Tid. 

Den lille Industri i Paris fægter tappert for sin Eksistens 
og giver os et kraftigt Bevis paa sin Levedygtighed gennem 
de utallige Værktøjsmaskiner, som Arbejderne stadig opfinder 
med det Formaal at gøre Produktionen bedre og billigere. 

Af de utallige Motorer, som var udstillet paa en af de 
sidste Udstillinger i »Galerie du Travail«, forstaar vi, at en 
billig Motor for den lille Industri er et af Tidens vigtigste 
Problemer. Der er blevet opfundet Motorer, som kun vejer 
45 Ibs. med Kedlen. I Jura laver Maskinsmedene, forhen- 
værende Urmagere, nu to-Hestes Maskiner — et andet Forsøg 
paa at løse Problemet, for ikke at tale om Motorer, der 
drives ved Gas og Elektricitet. Og naar »Société des Im- 
meubles industriels« har ladet indlægge Drivkraft i 250 smaa 
Værksteder eller Fabriker, saa er dette et Forsøg i samme 
Retning. De franske Ingeniørers voksende Anstrengelser for 
at finde de bedste Midler til at fordele og atter fordele Kraft 
ved Hjælp af sammenpresset Luft og Elektricitet er beteg- 
nende for den lille Industris Bestræbelser for at hævde sin 
Plads i Konkurrencen med Fabrikerne. (Se Tillæg P.) 



KAPITEL VII. 

Den lille Industri og Lanbsbyer, hvori der drives Industri 

(fortsat). 



De smaa Haanduærk i Tyskland — Betragtninger over dette Emne og de 
Resultater, vi derved kommer til. Smaa Haandværk i Rusland. 

DE forskellige Industrier, som i Tyskland endnu har be- 
varet Karakteren af Hus- og Land-Industrier, har været 
Genstand for mange vidtløftige Undersøgelser. Der findes for 
Tiden en hel stor Literatur om dette Emne, og der er blevet 
skrevet saa omstændeligt og anskueligt om de forskellige 
Egne og de forskellige smaa Virksomheder, at jeg kunde føle 
mig fristet til at bringe et Udtog af disse virkelighedstro 
Skildringer. Da dette imidlertid paa mange Punkter vilde 
blive en Gentagelse af det, jeg allerede har sagt i de fore- 
gaaende Kapitler, tror jeg, at det vilde være af større Interesse 
for den almindelige Læser at faa lidt at hore om de Slut- 
ninger, der kan drages af de tyske Forskeres Arbejder. *) 



*) Professor Issaieff, som omhyggeligt har studeret den lille Industri i 
Rusland, vil i de følgende Meddelelser navnlig være den Kilde, jeg 
øser af. 

Se »Works of the Conimission for the Study of Petty Trådes in 
Russia.'. Petersborg 1879-87. Bind 1. 



167 

Desværre har Diskussionen om dette vigtige Emne i Tysli- 
land ofte antaget en heftig, ja personlig agressiv Karakter.*) 

Paa den ene Side søgte de ultra-konservative Elementer i 
den tyske Politik (og havde til Dels Held i deres Bestræ- 
belser) at benytte de smaa Haandværk og Husindustrien som 
et Vaaben i Kampen for Genindførslen af de »gode gamle 
Tider«. De fik endog en Lov gennemført, hvis Formaal 
skulde være at forberede Genindførelsen af de gammeldags, 
sluttede og patriarkalske Korporationer, der skulde stilles 
under Statens umiddelbare Tilsyn og Formynderskab, og de 
saa' i denne Lov et Vaaben imod Socialdemokratiet. Social- 
demokraterne paa deres Side, der med Rette modsatte sig 
saadanne Forholdsregler, men som igen for deres Vedkom- 
mende er tilbøjelig til at opfatte de økonomiske Spørgsmaal 
abstrakt, angriber paa det heftigste enhver, som ikke uden 
videre gentager de forslidte Fraser om »at Haandværket gaar 
til Grunde« og »jo før det forsvinder, des bedre«, fordi det 
vil give Plads for den kapitalistiske Centralisation, der efter 
den socialdemokratiske Trosbekendelse »snart vil fuldføre sin 
egen Ruin«.**) I denne Uvilje mod den lille Industri staar 



*) Se Fortalen til K. Biichers : Untersuchungen iiber die Lage des Hand- 

werks in Deutschland. B. 4. 
*•) Grundlaget for denne Tro finder vi i næstsidste Kapitel af Marx's 
■Kapital«, hvor Forfatteren taler om Kapitalens Koncentration, som han 
betragter som en nødvendig Naturproces. I Fyrrerne var dette næsten 
alle Socialisters Synspunkt, og de kom stadig tilbage dertil i deres 
Skrifter. Men Marx var en altfor skarp Tænker til, at han ikke skulde 
have lagt Mærke til den Udvikling, Industrien senere tog, og som ingen 
i 1 848 havde forudset ; hvis han levede nu, vilde han sikkert ikke 
lukke Øjnene for den uhyre Forøgelse af de smaa Kapitalister og 
Mellemklasse-Formuer, der vokser op paa tusinde Maader i Skyggen 
af de moderne »Millionærer«. Han vilde højst sandsynligt have lagt 
Mærke til den paafaldende Langsomhed, hvormed den lille Industris 
Forfald gaar for sig — en Langsomhed, som man for fyrretyve eller 
halvtresindstyve Aar siden ikke kunde forudse, fordi ingen den Gang 
kunde forudse, hvor let Transporten vilde blive ordnet, hvor forskellig- 



168 

de selvfølgelig Side om Side med Økonomerne af den ortho- 
dokse Skole, som de ellers bekæmper paa næsten alle 
Punkter. 

Under saadanne Forhold maa den Strid, der føres om 
Haandværk og Husindustri, ganske uundgaaelig blive upro- 
duktiv. Ikke des mindre er det glædeligt at se, at der i 
Tyskland er ydet et stort og samvittighedsfuldt Arbejde i 
Forskningen vedrørende Haandværk. og ved Siden afskrifter, af 
hvilke vi ikke lærer andet, end at Haandværket befinder sig 
i en sørgelig Stilling, og som ikke i mindste Maade forklarer 
os, hvorfor disse Haandværkere da foretrækker at leve i Nød 
i Stedet for at blive Fabrikarbejdere, er der en Mængde ud- 
førlige Afhandlinger (f. Eks. af Thun, Emil Sachs, Paul Voigt 
om Berlinersnedkerne, osv.), som viser os denne Arbejder- 
klasses hele Liv, de Vanskeligheder den har at kæmpe med, 
og Haandværkets tekniske Organisation, og hvori der findes 
tilstrækkelige Elementer til, at Læseren kan danne sig en 
selvstændig Mening om Sagen. 

Der er ingen Tvivl om, at en Del af de smaa Haandværk 
allerede nu er dømt til at forsvinde, men der er andre, som 
er begavede med stor Levedygtighed og som har alle Chancer 
for at kunne vedblive at eksistere og endnu i mange Aar at 
udvikle sig. I Fabrikationen af de Sorter Tekstilvarer, som 
væves i Millioner af Yards, og som bedst kan fremstilles 
ved Hjælp af et kompliceret Maskineri, er Haandvæven imod 



artet Efterspørgslen vilde blive, og hvor billigt man vilde kunne faa 
Motorkraft i smaa Mængder. 

Tænker, som Marx var, vilde han have studeret alle disse Forhold 
og rimeligvis have mildnet sine Udtalelser, hvilket han en Gang har 
gjort med Hensyn til Landsbykommunen i Rusland. Det vilde være i 
hoj Grad ønskeligt, om hans Efterfølgere byggede mindre paa abstrakte 
Formler — hvor bekvemt disse end lader sig anvende som Slagord i 
den politiske Kamp — men derimod forsøgte åt efterligne deres Lære- 
mester, naar det galdt Analyse af konkrete, økonomiske Kends- 
gerninger. 



169 

Dampvæven kun et Fortids Levn, der vistnok under visse 
lokale Betingelser vil kunne bestaa en Tid, men tilsidst dog 
maa forsvinde. Det samme er Tilfældet med flere Grene 
af Jærn- og Metalindustrien, Pottemageriet osv. Helt ander- 
ledes stiller Sagen sig paa Felter, hvor der fordres direkte 
Indgriben af Smag og Opfindsomhed, hvor nye Mønstre 
stadig kræver nyt Værktøj og nye Maskiner, for at den øje- 
blikkelige Efterspørgsel kan blive tilfredsstillet, hvilket f. Eks. 
er Tilfældet med Modestofferne i Tekstilbranchen (ogsaa naar 
de produceres til Brug for Millionerne;, med Legetøj, Instru- 
menter, Ure, Cycler osv., samt endelig paa alle de Omraader, 
hvor den enkelte Arbejders kunstneriske Smag giver Varen 
dens væsentligste Værdi — som f. Eks. for alle Luksusartik- 
lers Vedkommende. Paa alle disse uendelig varierede Felter 
er der rig Brug for de smaa Værksteder og Husindustrien. 
Mere frisk Luft, flere Ideer og en videre Horisont vilde vist- 
nok være gavnlig for disse Industrier, men hvor den initia- 
tive Aand paa en eller anden Maade er bleven vakt, ser vi 
ogsaa, at den lille Industri i Tj'skland har taget nyt Op- 
sving — ligesom i Frankrig. 

I næsten alle Grene af den lille Industri i Tyskland bliver 
Haandværkerens og Arbejderens Stilling enstemmig beskrevet 
som fortvivlende, og de mange Beundrere af »Centralisation«, 
som findes i Tyskland, fremhæver altid denne Misere for at 
paavise, hvor nødvendigt det er, at disse middelalderlige Over- 
leveringer maa udryddes, saa at den »kapitalistiske Centralisa- 
tion« kan komme til at erstatte dem til Gavn for Arbejderen. 
Sandheden er imidlertid, at vi ved at drage en Sammenligning 
mellem Arbejderne i den lille Industri og Arbejderne i Fa- 
brikerne — i samme Egn og i samme Branche — ser, at 
Nøden blandt de sidste er lige saa stor som den er blandt 
de første. De lever af en Løn paa 9 eller 11 sh. om Ugen 
i Smaagadernes forpestede Luft i Stedet for ude paa Landet, 
deres Arbejdsdag har elleve Timer, og ogsaa de er udsatte 



170 

for det ekstra Tillæg af Nød, som de stadig tilbagevendende 
Kriser medfører. Det er først, efter at de har gennenigaaet 
alle Slags Lidelser i Kampen mod deres Arbejdsgivere, at det 
hist og her mer eller mindre er lykkedes dem at aftvinge 
disse Arbejdsgivere en Løn, de kan leve af — men selv dette 
er kun Tilfældet i visse Brancher. At anse denne Elendighed 
for noget, der maa til, for »en Naturlov« og et nødvendigt 
Skridt henimod den nødvendige Koncentration af Industrien, 
er simpelthen taabeligt. Og at paastaa, at Arbejdernes For- 
armelse og alle Landindustriers Undergang er et nødvendigt 
Skridt henimod en højere Form for industriel Organisation, 
er ikke alene at sige mere, end man er berettiget til under 
Økonomiens nuværende mangelfulde Udvikling, men det viser 
tillige en absolut Mangel paa Forstaaelse af saavel Naturens 
som Økonomiens Love. Enhver derimod, som har studeret 
den store Industris Fremgang efter dens egne Fortjenester, 
vil uden Tvivl være enig med Thorold Rogers, der mente, at 
den Nød, som i den Anledning var paaført Arbejderklassen, 
var absolut unødvendig og kun . var bleven paaført den for 
at tilfredssttlle nogle enkeltes midlertidige Interesser — og 
langt fra hele Nationens. *) 

Endvidere véd Alverden, i hvilken Grad man benj'tter 
Børns og unge Pigers Arbejde, selv i de bedst organiserede 
Fabriker, endog i England, som dog gaar forrest i industriel 
Udvikling. Og denne Kendsgerning er ingen Tilfældighed, 
som let kan fjærnes, hvilket Maurice Block (selvfølgelig en 
stor Beundrer af Fabriksystemet) vil give det Udseende af.**; 

Den usle Løn, der betales Børnene og de unge Piger, er 
en af de nødvendige Betingelser for at kunne fremstille billige 
Fabrikvarer i Tekstilbranchen og saaledes konkurrere med 
den lille Industri. Jeg har i min Omtale af Forholdene i 



•) The Economic Interpretation of History. 
**) Les Progres de la Science econoniique depuis Adam Sniitli, Paris 1890, 
B. I., pp. 4C0, 461. 



171 



Frankrig paavist, hvilke Følger den koncentrerede Industri 
har haft paa Livet i de franske Landsbyer, og af Thun's 
Bøger — saa vel som af flere andres — faar vi tilstrække- 
ligt uhyggelige Eksempler paa, hvad der bliver Resultatet af 
at samle Pigebørn i Mængdevis i Fabrikerne. 

At idealisere den moderne Fabrik for derved at nedsætte 
de saakaldle middelalderlige Former for den lille Industri er 
selvfølgelig, for at bruge et mildt Udtryk, lige saa urimeligt 
som at idealisere den sidste og forsøge at føre Samfundet 
tilbage til isoleret Hjemmespinding og Hjemmevævning i hver 
Bondegaard eller Husmandshytte. 

Ét Faktum er det fremherskende for alle Undersøgelser 
af den lille Industris Liv. Vi finder det i Tyskland saa vel 
som i Frankrig og Rusland. I en Mængde Brancher er 
det ikke Overlegenhed i den tekniske Organisation eller Be- 
sparelse af Arbejdskraft, som taler til Gunst for Fabriken 
imod den lille Industri, men det er de heldigere Betingelser 
for Produktets Salg og for Indkøb af Raaprodukter, som de 
store Forhold fører med sig. Overalt, hvor denne Vanske- 
lighed er bleven overvundet, enten ved Sammenslutning eller 
derved, at man har et sikkert Marked til sin Disposition for 
Produktets Salg, ser man — først, at Arbejderens eller Haand- 
værkerens Kaar straks forbedredes, dernæst, at Industrien i 
teknisk Henseende gjorde hurtig Fremgang : man fandt paa 
nye Fremgangsmaader, som bidrog til, at Produktionen for- 
bedredes eller Hurtigheden ved dens Fremstilling forøgedes; 
nye Værktøjsmaskiner blev opfundne eller nye Motorer blev 
indført eller hele Indrstrien blev omorganiseret, saa at Pro- 
duktionsomkostningerne formindskedes. Overalt derimod, 
hvor de hjælpeløse, isolerede Arbejdere eller Haandvær- 
kere vedbliver at udlevere sig paa Naade og Unaade til 
Grossisterne, der altid — siden Adam Smiths Tid — aaben- 
lyst eller stiltiende optræder alle som én Mand, naar det 
gælder om at trykke Priserne ned til et Lavmaal (og dette er 



172 



Tilfældet i de fleste Smaaerhverv og Landindustrier), er 
deres Stilling saa fortvivlende, at kun deres Trang til en vis 
relativ Uafhængighed og Bevidstheden om, hvad der venter 
dem i Fabrikerne, hindrer dem i at træde ind i Fabrik- 
arbejdernes Rækker. Da de véd, at Fabriken i de fleste Til- 
fælde betj'der, at der for de fleste af Mændene ikke bliver 
noget Arbejde, og at Børnene og de unge Piger drages til 
Fabrikerne, gør de hvad de formaar for at hindre, at Fabri- 
ken anlægges i deres Landsbj'. 

Med Hensyn til Sammenslutning blandt Befolkningen, 
Fagforeninger og lignende, maa vi ikke glemme, hvor ener- 
gisk den tyske, franske, russiske og østerrigske Regering har 
forhindret Arbejderne (navnlig dem ude paa Landet) i at 
slutte sig sammen i det Øjemed at opnaa økonomiske For- 
dele. De fleste Fastlandsstaters Politik har hidtil været og 
er endnu ved Hjælp af Skatter, Afgifter, Forbud og lign. at 
holde Landbefolkningen paa det lavest mulige Trin. Det er 
ikke mere end fjorten Aar siden, at man i Tyskland til en 
vis Grad begyndte at give Arbejderne Ret til at grunde For- 
eninger, men selv nu bliver hyppigt en ren praktisk For- 
ening, hvis Formaal kun er Salget af Haandværkerens Ar- 
bejde, stemplet som politisk Forening og underkastet de 
for en saadan gældende Indskrænkninger, f. Eks. Udelukkelse 
af Kvinderne. Professor IssaiefF anfører et slaaende Eksem- 
pel paa denne Politik og omtaler ligeledes de strænge For- 
holdsregler, som Grossererne i Legetøjsbranchen tager deres 
Tilflugt til for at hindre Arbejderne i at træde i direkte For- 
bindelse med de fremmede Købere. 

Naar man med mere end overfladisk Opmærksomhed 
undersøger den lille Industris Liv og dens Kamp for Eksi- 
stensen, ser man, at naar den uddør, sker dette ikke, fordi 
»man opnaar større Besparelse ved at have én 100 H. K. 
Motor end ved at have 100 enkelte Motorer«, og dog anfører 
man rask væk denne Paastand, skønt man baade i Sheffield, 



173 



Paris og mange andre Steder kan leje Værksteder med Damp- 
kraft — for slet ikke at tale om hvad den elektriske Driv- 
kraft udretter i dette Tilfælde. Den lille Industri bukker ikke 
under, fordi der ved den fabrikmæssige Produktion kan op- 
naas materiel Besparelse (i langt flere Tilfælde end man i Al- 
mindelighed tror, er Sagen snarere omvendt), men derimod 
fordi Kapitalisten, der anlægger F'abriken, ved Indkøb af sit Raa- 
materiale er i Stand til at frigøre sig for Grossereren og Detail- 
handleren, og navnlig fordi han ved Salget af sin Produktion 
ikke er afhængig af sine Købere, men træder i direkte For- 
bindelse med En-gros-Opkøberen og Eksportøren. Meget 
lærerige er de Oplysninger Schulze-Gåvernitz har givet os af 
Bomuldsindustriens Organisation og om de Vanskeligheder, 
tyske Spinderiejere havde at bestaa, saa længe de ved Indkøb 
af Raamateriale var afhængige af Markedel i Liverpool. Og 
hvad der karakteriserer Bomuldsindustrien gælder ogsaa for 
andre Industrier. Hvis Knivsmedene i Sheffield, som nu ar- 
bejder i deres smaa Værksteder i en af de før omtalte Byg- 
ninger, der er forsynet med Drivkraft, var inkorporerede i 
en stor Fabrik, vilde Fordelen ikke ligge i Besparelsen af 
Produktionsomkostninger i Forhold til Fabrikatets Kvalitet — 
i et Aktieselskab vilde Omkostningerne endog blive større. 
Og dog vilde Profiten (iberegnet Lønnen) være langt større 
end den saralede Arbejdsløn, fordi Omkostningerne ved Ind- 
køb af Jærn og Kul blev reduceret og Salget af Produktionen 
gjort lettere. Den store Fabrik vilde altsaa have sine For- 
trin, ikke i de Faktorer, som skyldes de Krav Tekniken paa 
det givne Tidspunkt stiller, men i Faktorer, som man ad 
Kooperationens Vej kan komme ud over. 

Alt dette er for praktiske Mænd rent elementære Begreber. 
Det behøver næppe at tilføjes, at Fabrikejeren har en yder- 
ligere Fordel af at kunne sælge endog Produkter af den 
daarligste Kvalitet, forudsat, at han har en tilstrækkelig 
Mængde deraf at sælge. Enhver, der kender noget til Handel, 



174 

véd, hvilken overordentlig stor Plads i Verdenshandelen der 
indtages af Shoddy, Patraque, »Indianertæpper« o. 1., der 
eksporteres til fjerne Lande. Vi har netop omtalt, at der er 
hele Byer, der ikke producerer andet end Shoddy. 

Det maa i det Hele taget betragtes som en af de funda- 
mentale Faktorer i Europas økonomiske Liv, at naar en hel 
Del smaa Handelsforetagender, Haandværk og Husindustrier 
kom i Forfald, saa skete dette, fordi de ikke var i Stand til 
at organisere Salget af deres Produkter — ikke Produktionen 
selv. Vi læser det samme om og om igen paa hvert Blad af 
Økonomiens Historie. Uduelighed i at organisere Salget uden 
at gøre sig til Slave af Købmanden var det karakteristiske 
for de middelalderlige Byer, som lidt efter lidt kom under 
Købmandsgildets økonomiske og politiske Aag, kun fordi de 
ikke var i Stand til at organisere Salget af deres Varer eller 
af et nyt Produkt som et kommunalt Fællesanliggende. Det 
var skæbnesvangert, at Forholdene var saaledes, den Gang 
Markedet blev Asien paa den ene Side og den ny Verden paa 
den anden. Selv nu til Dags, da vi ser, at de kooperative 
Produktions-Foreninger begynder at have Held med sig, me- 
dens de for kun en Snes Aar siden altid var uheldige som 
Producenter, kommer vi til det Resultat, at Grunden til det 
tidligere Uheld ikke laa i deres Uduelighed i at organisere 
Produktionen paa en heldig og økonomisk Maade, men der- 
imod i deres Udygtighed til at optræde som Sælgere og Eks- 
portører af de Varer, de fabrikerede. Det Held, der nu følger 
dem, forklares udelukkende gennem det Faktum, at de har et 
helt Net af Brugsforeninger til deres Raadighed. Salget er 
blevet simplificeret og Produktionen gjort mulig derved, at 
de først har organiseret Markedet. 

Dette er de faa Resultater, vi kommer til ved at studere 
den lille Industri i Tyskland og andre Steder, og vi kan med 
Hensyn til Tyskland sige for sikkert, at hvis der ikke tages 
Forholdsregler, som bevirker, at Bønderne drives bort fra deres 



175 



Jord paa samme Maade, som det er sket i England, men 
hvis derimod de smaa Gaardejeres Antal forøges, saa vil 
disse nødvendigvis t}^ til at drive forskellige Landindustrier 
samtidig med at de dyrker deres Jorder, saaledes som vi 
allerede ser i Frankrig. Hvert Skridt, der gøres enten for 
at vække det aandelige Liv i Landsbyerne eller for at sikre 
Bondens Ret til Jorden, vil uundgaaeligt føre til at fremme 
Industriens Udvikling i Landsbyerne.*) 

Smaa Haandværk i andre Lande. 

Hvis vi vilde udstrække vore Undersøgelser til andre 
Lande, vilde vi i Schweiz finde et uhyre Felt for de interes- 
santeste Iagttagelser. Vi vilde dér finde samme Levedygtighed 
hos en Mængde smaa Erhvervsgrene, og vi vilde kunne an- 
føre, hvad der i de forskellige Kantoner er blevet gjort for 
at opretholde den lille Industri. Man har i det Øjemed 
benyttet sig af tre forskellige Forholdsregler: Koopera- 
tion i vid Udstrækning, forøget teknisk Undervisning i Sko- 
lerne og Indførelsen af nye Brancher i Kunsthaandværk i de 
forskellige Dele af Landet samt Indlæg i Husene af billig 
Drivkraft enten ved Hjælp af Vand eller Elektricitet. Der 
kunde skrives en særskilt Bog af største Interesse og Betj'd- 
ning om dette Emne, navnlig om det Stød fremad, en 
Mængde smaa Haandværk, gamle og nye, har faaet ved den 
billige Drivkraft. 

Belgien vilde frembyde et lignende interessant Observa- 
tionsfelt. I>et maa ubetinget siges at være et Land for cen- 
traliseret Industri og et Land, hvor Arbejderens Produktions- 
evne staar paa et højt Trin, idet hver enkelt Industriarbejder, 
Mand, Kvinde eller Barn, gennemsnitlig beregnes til at pro- 
ducere for JB 226 (5660 fr.) aarlig. Kulminer med over 

*) Se Tillæg Q. 



176 



tusind Arbejdere er almindelige, og der er en anselig Mængde 
Tekstilfabriker, hvori der beskæftiges fra 300 til 700 Arbej- 
dere. Hvis vi fradrager de ca. 100,000 Arbejdere, der er be- 
skæftiget i Kulgruberne, fra Belgiens samlede Industri- 
Arbejderbefolkning, som i Aaret 1880 udgjorde 384,065 Per- 
soner (423,755 med Kommis'er, Rejsende, Forvaltere osv.), 
finder vi ikke desmindre, at næsten Halvdelen af de reste- 
rende 290,308 Arbejdere, nemlig 130,840, arbejder i de Værk- 
steder, som kun beskæftiger højst 50 Personer; af disse 
sidste er igen 84,500 Personer beskæftiget i 25,959 Værk- 
steder, som altsaa gennemsnitlig ikke har mer end 3 Arbej- 
dere hver. *) Vi kan saaledes sige (naar vi ikke regner Kul- 
minerne med), at over en Fjerdedel af de belgiske Industri- 
arbejdere (tre Tiendedele) er beskæftiget i smaa Værksteder, 
som gennemsnitlig har færre end tre Arbejdere foruden 
Mesteren. **) 

Men endnu mere paafaldende er det, at en Del smaa 
Værksteder, hvori der kun arbejder én eller tre Svende 
under en Mester, i Tekstilindustrien naa'r et saa højt Tal 
som 2293 til Trods for, at denne Industri er saa stærkt kon- 
centreret; Sagen er, som jeg allerede har omtalt, at Fabriker, 
der før beskæftigede 500 å 600 Klædevævere, nu har standset 
deres Drift, mens Klædet bliver vævet af Væverne i deres Hjem. 
Med Hensyn til Maskin- og Metalvareindustrien, saa er der 
en Masse smaa Værksteder, hvor en Mester arbejder med to 
eller fire Svende, for ikke at tale om Gevær-Fabrikationen, 
der er en lille Industri par excellence (265 Værksteder med 



*) Af denne Mængde er 58,545 Arbejdere beskæftiget i 16,220 Værksteder. 
Endvidere findes der 5975 Haandværkere. 

*) Naar faar vi for Storbritanniens Vedkommende en Tælling, der er lige 
saa fuldkommen som Tællingen i Frankrig og Belgien? — med andre 
Ord en Tælling, hvor Arbejderne og Arbejdsgiverne tælles hver for sig 
i Stedet for som nu, at de alle — Fabrikejere, Bestyrere, Ingeniører og 
Arbejdere — blandes i én Bunke. 



177 

mindre end tre Arbejdere) og Møbelindustrien, som i den 
sidste Tid har taget et mægtigt Opsving. Haand i Haand 
med en liøj Udvikling af Hus- og Landindustrien gaar saa- 
ledes en stærk koncentreret Industri, en stærk Produktivitet, 
saa vel som en betydelig Eksporthandel {£ 9 pr. Individ af 
Befolkningen), hvilket altsammen vidner om Landels hoje 
industrielle Udvikling. Det er næppe nødvendigt at bemæ'rke, 
at de smaa Haandva'rk i Østerrig, Ungarn, Italien, ja endog 
i De forenede Stater indtager en fremtrædende Stilling, endog 
en langt betydeligere end i Frankrig, Belgien eller Tyskland. 
Dog er det især i Rusland, at vi helt forstaar Betydningen 
af Landindustrien og de frygtelige Lidelser, der ganske unød- 
vendigt vilde blive paaført Befolkningen, hvis Regeringen i 
sin Politik fulgte de Anvisninger, som nogle aTkereaktionæ're 
€(konomer er fremkomne med i Moskva Gazette, og brugte 
sin uhyre Magt til at fremtvinge Bøndernes Forarmelse og 
en ren kunstig Udryddelse af Landindustrien for derved at 
skabe den store centraliserede Industri. 

Man har i Rusland anstillet de omhyggeligste Undersøgel- 
ser af Landindustriens Fremgang og tekniske Udvikling og 
af de "Vanskeligheder, den har at kannpe med. Der er i de 
forskellige Provinser blevet foretaget en Tæ^lling fra Hus til 
Hus omfattende næ^sten én Million Bondehuse, og de Resul- 
tater, man paa den Maade har samlet, fylder allerede nu 
450 Bind, der er trykt af de forskellige Landkredse (Zemstvor). 
Desuden findes der i de femten Bind, som er udgivet af 
Landindustri-Kommissionen, og endnu mere i de Beretninger, 
Moskvas statistiske Kommission og mange Provincial-For- 
eninger udgiver, udførlige Lister, som angiver Navnet paa 
hver enkelt Arbejder, hans Markers Udstrækning og Beskaffen- 
hed, hans Kvæghold, Værdien af hans agrikulturelle og indu- 
strielle Produktion, hans Indtægt af begge disse Beskæftigelser 
og hans aarlige Budget. Og samtidig er Hundreder af Haand- 

12 



1' 



værksfag blevne beskrevne i særlige Monografier saavel fra 
et teknisk og økonomisk som fra et hygiejnisk Sj^nspunkt. 

De Resultater, disse Undersøgelser har bragt, er ligefrem 
imponerende, thi det viser sig, at af europæisk Ruslands 80 
Millioner Indbyggere er ikke mindre end 7Y2 Million beskæf- 
tiget i Husindustrien, og lavest beregnet naar dennes 
Produktion en aarlig Værdi af over £ 150,000,000, vistnok 
snarere 200,000,000 (2000 Millioner Rubler*); den overstiger 
saaledes den store Industris samlede Produktion. For at 
illustrere den Betydning, de to Industrier har for Arbejder- 
klassen, vil det være tilstrækkeligt at anføre, at selv i Gou- 
vernementet Moskva, som er Ruslands betydeligste Fabrik- 
distrikt (dets Fabriker fremstiller omtrent en Femtedel i 
Værdi af europa'isk Ruslands samlede industrielle Produk- 
tion), er den samlede Indta^gt, som Befolkningen har af Hus- 
industrien, tre Gange større end den samlede Løn, der tjenes 
i Fabrikerne. 

Meget betegnende for den russiske Husindustri er det, at 
den ikke led Skade ved det pludselige Opsving, Fabrikerne 
for nogle Aar tilbage tog i Rusland. Tværtimod ! Den syntes 
derved snarere at have faaet nye Impulser, thi den udvik- 
lede sig netop i de Egne, hvor Fabrikerne voksede hurtigst 
op. Et andet meget betegnende Træk er det, at der i Cen- 
tral-Ruslands ufrugtbare Provinser, som i umindelige Tider 
har været Samlingsstedet for en Mængde smaa Haandværk, 



*) Det fremgaar af den netop omtalte Hustælling, der omfatter 855,000 
Arbejdere, at den aarlige Værdi af de Produkter, som de i Almindelig- 
hed fremstiller, repræsenterer en Værdi af 21,087,000 Lstr.. det vil 
sige gennemsnitlig 25 Lstr. pr. Arbejder. Et Gennemsnitstal af 20 Lstr. 
for de 7V' Million Individer, der arbejder i Husindustrien, vilde allerede 
udgøre 150,000,000 Lstr. for deres samlede Produktion, men de mest 
paalidelige Forskere mener dog, at dette Tal ér lavere end det i Virke- 
heden er Tilfældet. 



179 

er vokset tiere helt moderne Husindustrier op i de af Pro- 
vinserne, som med Hensyn til Klima og Jordbund er bedst 
stillet. Stavrol Gouvernementet i det nordlige Kaukasus, 
hvor Bønderne ejer rigelig og frugtbar Jord, er saaledes 
pludselig blevet Midtpunktet for en blomstrende Silkeindustri 
og forsyner nu Rusland med de billige Silkestoffer, som helt 
har fortrængt den tidligere Import fra Frankrig af denne 
Vare. Et andet Eksempel har vi i Orenburg og i Egnene 
ved Sortehavet, hvor Fabrikationen af Landbrugsredskaber 
drives som Husindustri. 

De Evner, som de russiske Arbejdere i Husindustrien har til 
at kunne organisere sig kooperativt, er nok en nærmere Om- 
tale værd. Den billige Pris paa de Varer, der fabrikeres i Lands- 
byerne, er ligefrem forbavsende og kan ikke forklares til- 
strækkeligt tilfredsstillende ved den ualmindelig lange Arbejds- 
dag og den kummerlige Indtægt, fordi Overarbejde (tolv til 
seksten Arbejdstimer) og en meget lav Lønning ogsaa er 
karakteristisk for de russiske Fabriker. Den skyldes ogsaa 
det Faktum, at den russiske Bonde, der avler sin egen Føde, 
men lider under bestandig Pengemangel, sælger Produktet af 
sit industrielle Arbejde for en hvilken, som helst Pris. Der- 
for er alle de Manufakturvarer, som den russiske Bonde 
bruger, med Undtagelse af trykkede Bomuldstøjer, Produkter 
af Landindustrien. Men ogsaa mange Luksusartikler laves i 
Landsbyerne, i Særdeleshed omkring Moskva, af Bønder, der 
vedbliver at dyrke deres Jord. De høje Silkehatte, der sæl- 
ges i de fineste Butiker i Moskva som »Nouveautées Pari- 
siennes«, er lavet af russiske Bønder, og det samme er Til- 
fældet med »Wiener Møblerne« i de fornemste »Wiener« 
Magasiner, selv dem, der leverer til Fyrsternes Paladser. 
Hvad man mest maa beundre, er dog ikke Bondens Dj'gtig- 
hed (Landbrugsarbejde udelukker ikke industriel Dygtighed), 
men den Hurtighed, hvormed Fabrikationen af de finere 

12* 



180 

Varer har bredt sig i de Landsbyer, hvor der før kun frem- 
stilledes de tarveligste Produkter.*) 

Man kan umuligt gennemblade de Beretninger, der er 
samlet af russiske Statistikere, uden at komme til den Over- 
bevisning, at de smaa Industribeskæftigelser langtfra at skade 
Agerbruget snarere er det bedste Middel til at forbedre dette, 
saa meget mere som den russiske Bonde i adskillige Maane- 
der af Aaret ikke har noget at gøre i sit Landbrug. Der 
findes Egne, hvor Industrien helt har fortrængt Landbruget, 
men dette er kun Tilfældet i de Egne, hvor Forholdene for 
Agerbrug har været særlig uheldige, f. Eks. naar de Jord- 
lodder, der var tilstaaet de frigivne Livegne, var altfor smaa 
eller navnlig naar der ikke fandtes Enge eller disse var ual- 
mindelig slette eller ogsaa, hvor Bønderne paa Grund af høje 
Skatter og Afgifter af Jorden var fuldstændig forarmede. Men 
hvor Jordlodderne er nogenlunde store og Bønderne ikke er 
overbebyrdede med Skatter, vedbliver de at dyrke Jorden, og i 
saadanne Egne er Markerne i bedre Tilstand og Kvægholdet 
større end dér, hvor Agerbruget drives alene uden nogen 
industriel Bibeskæftigelse. Selv de Bønder, hvis Jordstykker 
er smaa, faar Raad til at forpagte mere Jord, hvis de tjener 
nogle Penge ved deres industrielle Arbejde. Jeg behøver 
næppe at tilføje, at man altid i de Landsbyer, hvor begge 
Beskæftigelser findes, træffer relativ Velstand iblandt Be- 
folkningen. Vorsma og Pavlovo, hvor der fabrikeres Knive 
(den ene af disse Smaabyer er udelukkende industriel, me- 
dens Indbj'ggerne i den anden ogsaa dyrker Jorden), kunde 
anføres som et illustrerende Eksempel paa de Foi-dele, dér 
naaes ved en saadan Forbindelse.**) 

Der burde siges langt mere om Ruslands Landindustri i 
Særdeleshed for at vise. hvor snildt Bønderne forstaar at 



*) Enkelte Produkter af den russiske Husindustri har endog i de senere 

Aar fundet Indpas i England. 
"*) Prugavin i »Vyestnik Promyshlennosti«, Juni 1884. 



181 



slutte sig sammen for at købe nye Maskiner eller for ved 
Indkøb af Raamaterialet at slippe fri for Mellemhandleren — 
naar da ikke Fattigdom er en Hindring for Sammenslutning. 
Men ogsaa Belgien og navnlig Schweiz kunde anføres som 
Eksempler i samme Retning; jeg tror imidlertid, at man af 
det allerede meddelte vil kunne danne sig et tilstrækkeligt 
Begreb om Land- og Husindustriernes Betydning, deres Leve- 
dygtighed og Fuldkommenhed. 



Resnltaler. 

De Fakta, vi her kortelig har gennemgaaet, viser os til 
en vis Grad, hvilke Goder der kunde opnaas ved en Forbin- 
delse af Landbrug og Industri, hvis denne sidste kom til 
Landsbyen — ikke i sin nuværende Skikkelse af en r>igmands 
Fabrik, men i Form af et socialt organiseret, industrielt 
Foretagende med fuld Hjæ^lp af Maskiner og teknisk Kund- 
skab. Det er i Virkeligheden det mest iøjnefaldende Træk 
ved de smaa Erhvervsgrene, at der kun findes forholdsvis 
Velstand paa de Steder, hvor disse drives sammen med Jord- 
brug. Selv Væverne i Frankrig eller Moskva, der har Fabrik- 
konkurrencen at kæmpe med, lever i nogenlunde gode Kaar, 
saa længe de ikke af en eller anden Grund tvinges til at op- 
give deres Jord. Hvor høje Skatter eller den Nød, som føl- 
ger en Krise, har tvunget den husindustrielle Arbejder til at 
afstaa sit sidste Stykke Jord til Aagerkarlen, kommer den sør- 
geligste Fattigdom til Huse. »Udsvederen« bliver almægtig, 
man griber til det uhyggeligste Overarbejde, og hele Indu- 
strien gaar som oftest til Grunde. 

Disse Kendsgerninger i Forbindelse med Fabrikernes af- 
gjorte Tendens til at udvandre til Landet, er højst beteg- 
nende. Det vilde selvfølgelig være en stor Misforstaaelse 
at tro, at Industrien for at kunne drives jævnsides med 
Landbrug maatte vende tilbage til sit tidligere Stadium af 



182 

manuel Beskæftigelse. Hvor som helst der ved Anvendelse 
af Maskiner kan naaes Besparelse af Menneskets Arbejde, er 
Maskinen velkommen og vil ogsaa blive tagen i Brug. Der 
findes næppe en eneste Industrigren, hvor en Maskines Ar- 
bejde ikke med Held vil kunne anvendes i hvert Fald paa 
bestemte Stadier af Produktets Tilbliven. I den kaotiske 
Forfatning, hvori Industrien for Tiden befinder sig, kan der 
laves Søm og billige Penneknive med Haanden og væves 
billige Bomuldstøjer paa Haandvæv, men en saadan Afvigelse 
fra normale Forhold vil ikke vedvare. Maskinproduktet vil, 
naar det gælder almindelige tarvelige Varer, fortrænge det 
haandforarbejdede Produkt, medens derimod det manuelle 
Arbejde vil vinde Indpas paa mange Felter, hvor nu kun 
Fabriken benyttes, f. Eks. ved den sidste kunstneriske Be- 
handling af de finere Varer. 

Men det Spørgsmaal opstaar: Hvorfor kan ikke de Bom- 
ulds-, Uld- og Silketøjer, som nu væves med Haanden i 
Landsbyerne, væves paa Maskine samme Steds, uden at de, 
som væver dem, derfor behøver at opgive deres Arbejde paa 
Marken? Hvorfor kan ikke Hundreder af Husindustrier, som 
nu udelukkende drives med Haanden, gaa over til at benytte 
sig af arbejdsbesparende Maskiner, hvilket allerede er Til- 
fældet med Strikkebranchen og flere andre. Hvad skulde for- 
hindre, at den lille Motor blev langt mere benyttet end Til- 
fældet nu er paa Steder, hvor der er Trang til en Fabrik? 
Og hvad skulde forhindre, at Landsbyen fik sin lille Fabrik paa 
Steder, hvor Fabrikarbejde vilde være det fordelagtigste? Vi 
har allerede set, at dette er Tilfældet i flere franske Lands- 
byer. Endvidere: Hvorfor skulde ikke F'abriken med sin 
Drivkraft og sine Maskiner kunne tilhøre Kommunen paa 
samme Maade som Drivkraften i de smaa Værksteder i den 
franske Del af Jurabjærgene? Det er en Selvfølge, at Fa- 
briken under det nuværende Kapitalistsystem er en Forban- 
delse for Landsbyen, fordi den medfører Overarbejde for 



183 

Børnene og Fattigdom for de Voksne, og det er ikke mere 
end rimeligt, at den bliver modarbejdet med alle Midler af 
Arbejderne paa de Steder i hvert Fald, hvor disse har været 
saa heldige at kunne opretholde deres gamle Laugsforeninger 
(som f. Eks. i Solingen og Sheffield), eller hvis de ikke er 
blevne helt reducerede ved Fattigdom og Nød (som f. Eks. i 
Jura). Under en fornuftigere Samfundsordning vilde Fabriken 
imidlertid ikke støde paa den Slags Hindringer, thi den vilde 
<ia blive en Vinding for Landsbyen. Man mærker da ogsaa 
allerede i enkelte Landkommuner Tegn paa en Bevægelse i 
den Retning. 

De moralske og tysiske Fordele, Mennesket vilde have af 
at dele sit Arbejde mellem Marken og Værkstedet, er tyde- 
lige nok; men Vanskeligheden ligger i, at de moderne Indu- 
strier nødvendigt maa centraliseres, siger man! Ikke alene i 
Politiken, ogsaa i Industrien findes der saa mange Beundrere 
af Centralisation! Der trænges paa begge Felter til en grun- 
dig Revision af dette Centralisations-Ideal. Hvis vi under- 
søger de moderne Industrier, opdager vi snart, at et Sam- 
arbejde af hundrede, ja tusinde Arbejdere paa ét Sted for 
nogles Vedkommende er en nødvendig Betingelse for at de kan 
eksistere. De store Jærnværker og Bjærgværksforetagender 
kommer ubetinget ind under denne Kategori, Oceandampere 
kan ikke bygges i Landsbyfabriker. Men mange af vore 
store Fabriker er ikke andet end en Sammenhobning af flere 
forskellige Industrigrene, samlet under én fælles Ledelse, me- 
dens mange andre kun er en Sammenhobning af hundrede 
Eksemplarer af en og samme Maskine. Dette er f. Eks. Til- 
fældet med de moderne kæmpemæssige Spinderier og Væve- 
rier. Da Fabriken er et absolut Privatforetagende, har Ejeren 
sin Fordel af at samle alle de forskellige Brancher af en be- 
stemt Industri under sin Ledelse; paa den Maade samles Ge- 
vinsten ved Raamaterialets sukcessive Omdannelse paa én 
Haand. Og naar flere tusinde Maskinvæve er samlede i én 



184 

Fabrik, er det til Fordel for Ejeren, at han er i Stand til at 
beherske Markedet. Men fra et teknisk Synspunkt er For- 
delene ved en saadan Akkumulation ubetydelige, ja ofte 
højst tvivlsomme. Selv en saa centraliseret Industri som 
Bomuldsindustrien lider aldeles ikke ved, at Produktionen 
af en bestemt Slags Varer paa dens forskellige Stadier for- 
deles mellem flere forskellige Fabriker — dette ser vi f. Eks. 
i Manchester og de omkringliggende Byer. Hvad de smaa 
Haandværk angaar, mærkes der ingen Ulemper ved en 
endnu større Arbejdsdeling indenfor Urindustrien og flere 
andre. 

"Vi hører saa ofte, at en H.-K. koster saa meget i en lille 
Maskine og saaraeget mindre i en Maskine, der er ti Gange 
kraftigere; at et 'S Bomuldsgarn koster langt mindre, naar 
Fabriken fordobler Antallet af sine Tene. Men de største 
Autoriteter i Ingeniørfaget, som f. Eks. Professor W. Unwin, 
hævder, at den hydrauliske og navnlig den elektriske Kraft- 
fordeling fra en Centralstation ophæver den første af de to 
Sætninger. Og hvad den anden angaar, saa gælder den Slags 
Beregninger kun for de Industrier, der laver Halvprodukter. 
De utallige Varer, hvis væsentligste Værdi ligger i det dygtige 
Arbejde, kan bedst fremstilles i mindre Fabriker, hvor kun 
nogle faa Hundrede, ja langt færre Arbejdere er beskæftiget. 
Selv under de nuværende Forhold frembyder Kæmpefabri- 
kerne store Ulemper, fordi Maskinerne ikke kan forandres 
saa hurtigt som Køberens stadig vekslende Bestillinger for- 
drer det. Hvor mange store Foretagender er ikke strandet 
paa dette Skær! De nye Industribrancher, som jeg har om- 
talt i Begyndelsen af mit foregaaende Kapitel, vil altid være 
nødt til at begynde i det smaa, og de kan trives i smaa 
Byer saa vel som i store, forudsat, at der i de smaa Byer 
findes Stimulans for kunstnerisk Smag og Opfindelsestalent. 
Det Fremskridt, der i den senere Tid er gjort i Legetojs- 
branchen, i Forfærdigelsen af matematiske og optiske Instru- 



185 



menter. Luksusgenstande, Keramik, Møbler osv., er Eksempler 
i den Retning. Kunst og Videnskab er ikke længer de store 
Byers Monopol; det næste Skridt i Udviklingen vil blive at 
sprede dem ud over Landet. 

Industriernes geografiske Fordeling i et bestemt Land af- 
hænger øjensynlig for en stor Del af et Sammentræf af visse 
Naturbetingelser. Det er indlysende, at der er Steder, der er 
særlig egnet for visse Industriers Udvikling. Clyde og Tyne 
Flodens Bredder egner sig saaledes ualmindelig heldigt 
for Skibsbyggeri, og omkring et Skibsværft samler der sig 
altid en Mængde Værksteder og Fabriker. Industrierne vil 
altid have nogen Fordel af, inden for visse Grænser, at være 
grupperet i Overensstemmelse med bestemte Egnes Natur- 
■ Fysiognomi ; men vi kan ikke nægte, at de for Tiden ikke er 
grupperet i den Orden. Historiske Aarsager, navnlig Reli- 
gionskrige og Nationernes Rivalisering, har bidraget deres til 
Industriernes Udvikling og nuværende Fordeling, men endnu 
mere Hensynet til at lette Salg og Eksport. Dog er dette 
Hensyn allerede nu ved at miste sin Betydning paa Grund af 
den stigende Lethed, hvormed Transporten foregaar, og det vil 
blive endnu mere betydningsløst, naar Producenterne produ- 
cerer til sig selv og ikke til Købere i fjærne Lande. Hvor- 
for skulde London i et fornuftigt organiseret Samfund ved- 
blive at være det store Centrum for Syltetøjs- og Konserves- 
Fabrikationen eller at lave Paraplyer til næsten hele Storbritan- 
nien? Hvorfor skal de utallige smaa Haandværk i White- 
chapel vedblive at være samlet dér i Stedet for at spredes 
over hele Landet? Der er ikke Spor af Grund til, at de 
Overstykker, som de engelske Damer bruger, bliver syet i 
Berlin og i Whitechapel i Stedet for i Devonshire eller 
Derbyshire. Hvorfor skal Paris raffinere Sukker til næsten 
hele Frankrig? Hvorfor skal Halvdelen af alt det Fodtøj, 
der bruges i De forenede Stater, laves i Massachusetts's 1500 



186 

Værksteder? Der er absolut ikke mindste Anledning til, at 
disse og lignende abnorme Forhold vedbliver at bestaa. In- 
dustrierne maa brede sig over hele Verden og deraf følger 
atter, at Fabrikerne helt nødvendigt breder sig over alle de 
forskellige Dele af hvert enkelt Land. 

Landbruget trænger saa meget til Hjælp af dem, der bor 
i Byerne, at hele Skarer hver Sommer i Høsttiden vandrer 
fra Byernes Fattigkvarterer ud til Landet. Tusinder af Lon- 
dons Hjemløse drager til Kent og Sussex for at søge Arbejde 
ved Hø- og Humlehøsten; i Kent alene behøver man til 
Humlehøsten 80,000 Menneskers Ekstraarbejde. I Frankrig 
bliver hele Landsbyer forladt om Sommeren og Beboerne 
-drager til de mere frugtbare Dele af Landet, Hver Sommer 
transporteres Tusinder af Arbejdere til Manitobas og Dacotas 
Prærier. I Rusland foregaar der hvert Aar en ligefrem 
Folkevandring paa flere Millioner fra det nordlige af Landet 
til Sydruslands frugtbare Stepper for at tage Del i Korn- 
høsten. Og mange Petersborger Fabrikanter reducerer deres 
Produktion om Sommeren, fordi Arbejderne drager til deres 
Hjemstavn for at dyrke deres Jordlodder. Der kan ikke 
drives Agerbrug uden Ekstrahjælp om Sommeren; men allige- 
vel trænges der i endnu højere Grad til midlertidig Hjælp, 
for at Jorden kan forbedres og dens Produktionsevne mang- 
foldiggøres. Damppløjning, Dræning og Gødning vilde kunne 
forvandle de tunge Lerjorder Nordvest for London til endnu 
frugtbarere Landstrækninger end Amerikas Prifrier er. For at 
denne Lerjord skal blive frugtbar, behøves der ikke andet end 
Arbejdskraft til at grave Jorden, nedlægge Drænrør, pulveri- 
sere Fosforiter osv., og dette Arbejde vilde med Glæde blive 
udført af Fabrikarbejderne, hvis det blev organiseret paa den 
rette Maade i et frit Samfund til Gavn for alle. Jorden for- 
drer denne Hjælp og vilde under en fornuftig Samfunds- 
ordning kunne faa den, selv om det af den Grund blev nød- 



187 

vendigt at standse saa og saa mange Fabrikers Drift om 
Sommeren. De nuværende F"al)rikejere vilde uden Tvivl be- 
tragte det som deres Ruin, hvis de flere Maaneder hvert Aar 
skulde standse Driften, fordi de i Almindelighed forudsætter, 
at den Kapital, der er anbragt i en Fabrik, skal bære Henter 
hver Dag, ja hver Time. Dette er Kapitalistens Syn paa 
Sagen, men ikke Samfundets. Arbejderne, som i Virkeligheden 
burde være Industriens Førere, vilde for deres Del finde, at 
det var sundere ikke Aaret rundt at udføre det samme mono- 
tone Arbejde, og de vilde hellere end gerne forlade det om 
Sommeren, hvis de da ikke fandt paa Midler til at holde Fa- 
briken i Gang ved at afløse hverandre i Hold. 

Det første Skridt, der utvivlsomt vil blive gjort, saa snart 
en Omdannelse af vore nuværende Samfundsforhold gør det 
muligt, er at sprede Industrierne over hele Landet: at an- 
bringe Fabriken midt iblandt Markerne, saa at Landbruget 
kunde nyde godt af de Fordele, det altid vil have af at være 
forbundet med Industri (se Amerikas Øst-Stater), og at virke- 
liggøre et Samarbejde mellem Landbrug og Industri. Man 
€r, som vi af det Foregaaende har set, allerede i Færd med 
at gøre dette Skridt. Det fremtvinges af det nødvendige i, 
at Producenterne producerer for sig selv, at hver sund Mand 
og Kvinde en Del af deres Liv trænger til at arbejde med 
deres Hænder i Friluft. Og dette Skridt vil i endnu højere 
(irad blive en Nødvendighed, naar de store sociale Bevægel- 
ser, der nu er uundgaaelige, griber forstyrrende ind i vor 
Tids internationale Handel og tvinger hver Nation til at søge 
til sine egne Hjælpekilder for at kunne tilfredsstille sit Be- 
hov. Det menneskelige Samfund som et Hele, saa vel som 
hvert enkelt Individ vil kun vinde ved en saadan Forandring, 
og denne Forandring vil finde Sted. 

En saadan Forandring vil imidlertid ogsaa fordre en 
fuldstændig Omdannelse af vort nuværende Undervisnings- 



188 

system, thi den forudbetinger et Samfund, bestaaende af 
Mænd og Kvinder, livoraf hver enkelt vil være i Stand til at 
arbejde med sine Hænder saa vel som med sit Hoved, og 
det i mere end én Retning. Det er denne Integration af 
Evner«, jeg i mit nieste Kapitel vil omtale. 



KAPITEL VIII. 
Haandens og Hjærnens Arbejde. 



Den store Kløft, der efterhaanden er opstaael mellem Videnskab og llaand- 
værk. Teknisk Uddannelse. En fuldkommen Opdragelse. Moskua-Systemet 
bragt i Anvendelse i Chicago, Boston og Aberdeen. Konkret Undervisning. 
Hvorledes vi nu bortøder Tiden. Videnskab og Teknik. De Fordele. Viden- 
skaben vilde have af, at aandeligt og legemligt Arbejde forenedes. 

DER var en Tid, da Videnskabsmændene, navnlig de. som 
har gjort mest for Naturfilosofiens Udvikling, ikke for- 
agtede manuelt Arbejde og Haandværk. Gallilei lavede sine 
Teleskoper med sine egne Hænder. Newton kerte som Dreng 
(^en Kunst at haandtere Værktøj, han øvede sin unge Aand 
ved at udfinde de mest sindrig konstruerede Maskiner, og da 
han begyndte sine optiske Studier, kunde han selv slibe Lin- 
serne til sine Instrumenter og lavede ligeledes selv det be- 
kendte Teleskop, der for sin Tid var et ualmindelig dygtigt 
Arbejde. Leibnitz havde udpræget Forkærlighed for at op- 
finde Maskiner. Han beskæftigede sig lige saa meget med 
Vindmøller og Vogne, der skulde bevæge sig uden Heste, som 
med matematiske og filosofiske Opgaver. Linnée blev Bota- 
niker ved at hjælpe sin Fader (en Handelsgartner) med hans 
daglige Arbejde. Kort sagt, for vore store Genier har Haand- 
værk ikke været nogen Hindring for videnskabeligt Studium, 
det har snarere fremmet det. Paa den anden Side, hvis For- 
tidens Arbejdere kun fandt liden Anledning til at erhverve 
sig videnskabelig Uddannelse, saa fik mange af dem deres 



190 

Intelligens skærpet ved den Uendelighed af forskelligt Ar- 
bejde, der udførtes i de den Gang endnu Ikke specialiserede 
Værksteder, og ikke faa af dem havde den Fordel at træde i 
nær Forbindelse med Videnskabsmænd. Watt og Rennie var 
Venner af Professor Robinson, Brindley (Vejbyggeren) om- 
gikkes dannede Mænd til Trods for, at han var en beskeden 
Dagarbejder, og udviklede derigennem sine sjældne Evner i 
Ingeniørfaget. En velhavende Mands Søn kunde meget godt 
bruge sin ledige Tid i en Hjulmagers Værksted og saaledes 
maaske en skøn Dag blive en Smeaton eller en Stephensen. 

Men vi har lavet om paa alt dette. Under Foregivende 
af Arbejdets Deling har vi draget en Kløft mellem Hja-rnens 
og Haandens Arbejder. Arbejdsmasserne faar ikke bedre 
Uddannelse end deres Bedstefædre fik, men man har endog, 
berøvet dem Opdragelsen i det lille Va'rksted, og deres Børn 
bliver ved tretten eller fjorten Aars x\lderen anbragt i en 
Fabrik eller i et Bjærgværk, hvor de snart glemmer det lidet, 
de lærte i Skolen. 

Videnskabsmændene nærer paa deres Side Foragt for 
manuelt Arbejde. Hvor mange af dem vilde vel være 
i Stand til at lave en Kikkert eller et endnu simplere 
Instrument? De Heste kan ikke en Gang tegne et viden- 
skabeligt Instrument. Naar de har givet Instrumentmageren 
et vagt Udkast af deres Idé, overlader de til ham at kon- 
struere det Instrument, de selv skal bruge. Ja de har lige- 
frem lavet en Theori ud af denne Foragt for manuelt Ar- 
bejde. »Videnskabsmanden,« siger de, »skal opfinde Natur- 
lovene, Ingeniøren anvende dem og Arbejderen skal lidføre 
de af Ingeniøren forfærdigede Modeller i Staal eller Træ, 
Jærn eller Sten. Arbejderen maa arbejde med Maskiner, der 
er opfundet for ham og ikke af ham. Det har intet at sige, 
at han ikke forstaar dem og ikke kan forbedre dem, det er 
Videnskabsmandens og den uddannede Ingeniørs Opgave at 
sørge for Fremskridtet i Videnskab og Industri.« 



191 

Der findes ikke desmindi'e en Klasse Mænd, som ikke 
hører til nogen af de tre ovenfor nævnte Kategorier. I deres 
Ungdom har de været Haandværkere og nogle af dem er 
vedblevne at være det, men takket være nogle tilfældige, 
gunstige Forhold har de faaet tilegnet sig en Del Kundskab 
og forener paa den Maade aandeligt Arbejde med Haandværk. 
Der findes ubetinget saadanne Mænd. Der eksisterer til alt 
Held en lille Kreds af Mænd, der er undslupne den saa højt 
priste Arbejds-Specialisering, og det er netop dem, Industrien 
skylder sine vigtigste Opfindelser. Men de er, i hvert Fald i 
Europa, Undtagelserne — de irregulære Tropper — Kosak- 
kerne, som bryder Rækkerne og trænger igennem de Mure, 
der saa omh5'ggeligt er rejst imellem Klasserne. De er saa 
faa i Forhold til de Kræfter, den stadig voksende Industri 
og — jeg kan tilføje — ogsaa Videnskaben trænger til, at 
man overalt i Verden hører Klage over, at der savnes saa- 
danne Mænd. 

Hvad betyder det Raab paa mere teknisk Uddannelse, 
der samtidig lyder i England, Frankrig, Tyskland, i De for- 
enede Stater og i Rusland vel andet end en almindelig Util- 
fredshed med den nuværende Inddeling i Videnskabsmænd, 
Ingeniører og Arbejdere? Lad os engang høre efter, hvor- 
ledes de taler, som kender Industrien, og vi vil erfare, at 
deres Klager i Hovedtrækkene lyder saaledes: Arbejderen, 
hvis Gerning gennem den stadige Arbejdsdeling er bleven 
specialiseret, har mistet sin intellektuelle Interesse for Ar- 
bejdet — dette gælder navnligt i den store Industri. Han 
har tilsat sin Opfindelsesevne ! Før opfandt Arbejderen 
meget. Det var ham, ikke Videnskabsmanden eller Inge- 
niøren, der opfandt Drivkraften og den Mængde Maskiner, 
som fuldstændig har omskabt Industrien i de sidste hun- 
drede Aar. Efter at den store Fabrik er bleven domi- 
nerende, forraaar Arbejderen, sløvet som han er af det mono- 
tone Arbejde, ikke mere at opfinde. Hvad skulde en Væver 



192 

ogsaa kunne opfinde, hvis eneste Bestilling det er at tilse 
fire Danipvæve, uden at han har mindste Idé om disse Ma- 
skiners komplicerede Bevægelser eller om, hvorledes disse 
Maskiner er blevne til? Hvad skulde en Mand kunne op- 
finde, som hele sit Liv ikke har anden Opgave end at knytte 
to Ender Traad sammen med størst mulig Hurtighed og ikke 
kan andet end slaa en Knude? 

Ved den moderne Industris Gennembrud var der ikke 
mindre end tre Generationer Arbejdere, der havde opfundet, 
nu har de ophørt dermed. Og hvad Ingeniørernes Opfindelser 
angaar, er de enten blottede for Geni eller ikke praktiske nok. 
Det er dette »næsten ingenting«, som Sir Frederick Bram- 
well en Gang udtrykte sig ved et Møde i Bath, der savnes i 
deres Opfindelser, dette »ingenting«, som kun kan læres i et 
Værksted, og ved Hjælp af hvilket en Murdoch og Arbejderne 
i Soho var i Stand til at lave en praktisk Maskine ud af 
Watts Udkast. Kun den, der kender en Maskine ud og ind, 
ikke blot Tegningen eller Modellen til den, men dens levende 
Organisation, som ubevidst er opfyldt af den, mens han staar 
ved Siden af den, kan i Virkeligheden forbedre den. Smeaton 
og Newcomen var tilvisse fortræffelige Ingeniører, men dog 
var det en Dreng, der gjorde følgende Opfindelse ved deres 
Maskiner. Barnet havde den Opgave at skulle aabne Damp- 
ventilen ved hvert Slag af Stemplet. Det Ij'kkedes denne 
Dreng at finde paa en Maade, hvorved han kunde sætte 
Ventilen i Forbindelse med Maskinen, saa at den aabnede sig 
automatisk; Drengen fik derved Lejlighed til at gaa og lege 
med Kammeraterne. Det moderne Maskineri har ikke Plads 
for den Slags naive Opfindelser. De Opfindelser, der nu skal 
gøres, knever videnskabelig Uddannelse, og denne Uddannelse 
er nægtet Arbejderen. Der er altsaa ikke anden Udvej end 
at sørge for, at videnskabelig Dannelse og Haandværk for- 
enes — at en Integration af Kundskaber træder i Stedet for 
den nuværende Deling. 



193 



Dette er i Virkeligheden ogsaa Kærnen i den Jievægelse, 
<der er rejst for at skaffe mere teknisk Uddannelse. Men 
i Stedet for at klarlægge de maaske ubevidste Motiver for 
<ien nuværende Utilfredshed — i Stedet for at udvide de 
Misfornøjedes Horisont og drøfte Problemet i hele dets Om- 
fang, evner Ordførerne for denne Bevægelse i de fleste Tilfælde 
ikke at hæve deres eget Synspunkt over en Urtekræmmers. 
Nogle af dem fortaber sig i vilde Fantasterier om med Magt 
at drive alle fremmede Industrier ud af Konkurrencen, me- 
dens andre igen i teknisk Uddannelse ikke ser andet end et 
Middel til at forbedre den menneskelige Maskine i Fabriken 
eller til at løfte nogle faa Arbejdere op i de faguddannede 
Ingeniørers Klasse. 

Et saadant Ideal tilfredsstiller rimeligvis dem, men det 
kan aldrig tilfredsstille dem af os, der har baade Videnskabens 
og Industriens Interesse for Øje og i dem begge ser et Mid- 
del til at løfte Samfundet op paa et højere Trin. Vi paa- 
staar, at det er i Videnskabens saa vel som i Industriens 
Interesse, ligesom ogsaa i hele Samfundets, at hvert enkelt 
Menneske uden Hensyn til Fødsel faar en Opdragelse, som 
gør ham i Stand til at tilegne sig solide Begreber baade om 
Haandværk og om Videnskab. Vi anerkender det nød- 
vendige i, at Kundskaberne specialiseres, men vi paastaar, at 
der forud for denne Specialisering raaa gaa en almindelig 
Uddannelse, og at denne i lige høj Grad maa omfatte Haand- 
værk som Videnskab. I Stedet for at inddele Samfundet i 
Hjærnens og Haandens Arbejdere forlanger vi Samarbejde 
imellem disse to, og i Stedet for at raabe paa teknisk Ud- 
dannelse — der kun betyder en Forbliven ved det nuværende 
Delings-System — burde vi gøre os til Talsmænd for en 
'integrerende (C eller fuldkommen Opdragelse, thi derved ude- 
lukkes den nuværende skadelige Deling. Skolens Formaal 
burde i brede Træk være følgende : At give Eleven en saa- 
dan Opdragelse, at han eller hun ved Udgangen af Skolen 

13 



194 

(i det nittende eller tyvende Aar) havde solide Begreber om 
Videnskabens Resultater og samtidig almindelig Kendskab til 
Grundlaget for teknisk Uddannelse, samt Færdighed i et eller 
andet bestemt Haandværk, hvorved han eller hun sattes i 
Stand til at indtage sin Plads i Verden som manuel Vel- 
standsproducent. Jeg véd, at mange vil finde, at dette Maal 
er sat for højt, ja at det endog vil være umuligt at naa, 
men jeg haaber, at de, som har Taalmodighed til at læse de 
følgende Sider, vil se, at jeg ikke fordrer mere, end hvad der 
med Lethed kan naaes. I Virkeligheden er man allerede naaet 
saa vidt, og hvad der er blevet gjort i smaa Forhold kunde 
ogsaa gøres i det store, hvis ikke økonomiske og sociale 
Aarsager i vort jammerligt organiserede Samfund hindrede 
enhver alvorlig Reform. 

Eksperimentet er blevet gjort i Moskvas tekniske Skole i 
tyve paa hinanden følgende Aar med mange hundrede 
Drenge, og at dømme efter Udtalelser fra absolut kompetent 
Side, har det vist sig at være overordentlig vellykket. Skolen 
i Moskva optager Drenge i femten Aars Alderen og for- 
drer ikke andet ved Optagelsen, end at Drengene skal have 
almindeligt Begreb om Geometri og Algebra samt almindeligt 
Kendskab til Modersmaalet. For yngre Elever er der for- 
beredende Klasser. Skolen er delt i to Afdelinger, den meka- 
niske og den kemiske, men da jeg personlig kender den 
første bedst, og da den har størst Betydning for det Spørgs- 
maal, vi her drøfter, skal jeg begrænse mine Udtalelser til at 
omfatte denne. Efter fem eller seks Aars Ophold i Skolen 
forlader Eleven den med et grundigt Kendskab til den højere 
Matematik, Fysik, Mekanik og de beslægtede Videnskaber, ja 
hans Kundskaber er saa grundige, at de ikke staar tilbage 
for dem, der erhverves i det matematiske Fakultet ved Eu- 
ropas bedste Universiteter. Jeg havde som matematisk Stu- 
derende ved Universitetet i St. Petersborg god Anledning til 
at drage Sammenligninger med det, vi lærte der, og det der 



195 

lærtes i den tekniske Skole. Jeg saa' de Kompilationer af 
den højere Geometri, som nogle af dem havde gjort til Brug 
for deres Kammerater. Jeg beundrede den Lethed, hvormed 
de anvendte Integralregning for dynamiske Opgaver, og jeg 
kom til det Resultat, at medens vi Universitetsstudenter 
havde større Naturkendskab (f. Eks. i matematisk Astronomi), 
havde Studenterne ved den tekniske Skole langt mere Begreb 
om den højere Geometri og navnlig i at anvende den højere 
Matematik overfor de mest indviklede Opgaver i Dynamik, i 
Varme- og Elasticitets-Læren. Men medens vi næppe forstod 
at bruge vore Hænder, kunde de andre — uden Hjælp af 
fagudlærte Arbejdere — lave fejlfri Dampmaskiner lige fra 
den svære Dampkedel til den finest drejede lille Skrue samt 
Landbrugsmaskiner og videnskabelige Instrumenter. De fik 
ved de internationale Udstillinger den højeste Anerkendelse 
for deres Arbejder. De var videnskabeligt uddannede Fag- 
arbejdere, Arbejdere med Universitetsuddannelse, som endog 
fandt Paaskønnelse blandt de russiske Fabrikanter, der dog 
nærer saa stor Mistillid til Lærdom. 

For at naa' saa udmærkede Resultater brugte man føl- 
gende Freragangsmaade: Man undgik saa vidt muligt Udenad- 
læren og begunstigede selvstændigt Studium. Haand i Haand 
med Videnskaben gik den praktiske Anvendelse af dens Theo- 
rier. Hvad man lærte i Skolestuen, anvendte man i Værk- 
stedet. Der brugtes megen Tid til den mest abstrakte 
Geometri, fordi man i den saa et Middel til at udvikle Fan- 
tasi og Forskerevne. Undervisningen i Haandværk var helt 
forskellig fra den, der anvendtes ved Cornell Universitetet, 
og som viste sig at være et Fejlgreb, ligesom den i det Hele 
taget var forskellig fra den, der bruges i de fleste tekniske 
Skoler. Den Studerende blev ikke sendt til et Værksted for 
at lære et bestemt Haandværk og derved sættes i Stand til 
saa hurtigt som muligt selv at tjene sit Brød, men den fag- 

13* 



196 

lige Undervisning blev drevet paa samme systematiske Maade 
som Laboratoriestudierne ved Universiteterne. 

Selvfølgelig betragtede man Tegning som det første Led i 
al teknisk Uddannelse. Derpaa blev Eleven sendt til Snedker- 
værkstedet eller snarere Laboratoriet og lærte dér at udføre 
al Slags Snedker- og Tømrerarbejde. Man sparede intet for 
at Eleven skulde faa en vis Færdighed i dette Fag, som er 
den sande Basis for alle Haandværk, Senere kom han til 
Drejerværkstedet, hvor han lærte at udføre Træmodeller 
til de Ting, han senere i de andre Værksteder skulde ud- 
føre i Metal. Saa kom han til Støberiet, hvor han lærte at 
støbe enkelte Dele af de Maskiner, han havde formet i Træ. 
Først efter at have gennemgaaet disse tre første Stadier, fik 
han Adgang til Smede- og Maskinværkstederne. 

Saaledes var dette System, som man vil finde omhyggeligt 
beskrevet i en Bog af Mr. Ch. H. Ham.*j For at give mine Læsere 
et Begreb om Elevernes Dygtighed i mekanisk Arbejde kan jeg 
ikke gøre noget bedre end at henvise dem til de Beretninger, 
som Prisdommerne ved de ovenfor nævnte Udstillinger har 
afgivet. Den tekniske Del af dette System er blevet indfort 
i Amerika, først i »Chicago Manual Training Schoolt og 
senere i Bostons tekniske Skole, som — efter hvad der siges 
— skal være den bedste i sin Slags. Og her i England eller 
snarere i Skotland havde jeg for nogle Aar siden selv Anled- 
ning til at se Systemet anvendt med ubetinget Held i Gor- 
don s Højskole i Aberdeen under Dr. Ogilvies Ledelse. Det 
er Moskva- og Chicago-Systemet indenfor begrænsede For- 
hold. Samtidig med, at Eleverne faar en solid videnskabelig 

*) Manual Training: Ihe Solution of Social and Industrial Problems. Af 
Ch. H. Ham. London: Blackie & Son, 1886. Jeg kan tilføje, at man 
har naact lignende Resultater navnlig med Heii.syn til Landbrug og 
Landbrugsmaskiner i Krasnoufimsk Realskole i Provinsen Orenburg. 
De Goder, denne Skole frembyder, er forovrigt saa interessante, at de 
fortjener mere end en kort Omtale. 



197 

Uddannelse, bliver de øvede i Værkstederne, men ikke i et 
enkelt Haandværk, hvilket desværre ellers altfor hyppigt 
linder Sted. De maa gennemgaa Snetlkerværkstedet, Støbe- 
riet og Maskinværkstedet og lærer Grundlaget for hvert en- 
kelt af disse tre Haandværk grundigt nok til, at de selv kan 
lave en Del nyttige Ting til Skolen. Efter hvad jeg saa' i 
de geografiske og fysikalske Klasser saa vel som i det kemi- 
ske Laboratorium, arbejdede man ogsaa paa disse Felter 
»gennem Haanden til Hjærnen« og omvendt. Eleverne ar- 
bejder med de fysikalske Instrumenter, og de lærer Geografi 
ikke alene i Klasseværelset, men ogsaa ude i det fri med 
instrumenter til deres Raadighed. Som den gamle Geograf 
jeg er, fyldtes mit Hjærte med Glæde ved at se nogle af 
disse Opmaalinger. Den industrielle Afdeling i Gordon's. 
Kollegium er øjensynlig ikke blot en Kopi af en eller anden 
udenlandsk Skole, tværtimod, jeg fik det bestemte Indtryk, 
at det Opsving, Skolen tog ved denne Forbindelse mellem 
Videnskab og Haandværk, var et rent naturligt Udslag af det, 
der allerede længe havde været drevet i mindre Maalestok i 
Aberdeens almindelige Skoler. 

Moskvas tekniske Skole er langtfra nogen ideel Skole.*) 
Den forsømmer fuldstændig de unge Menneskers humanistiske 
Uddannelse. Men vi maa indrømme, at Moskva Eksperimen- 
tet (for ikke at tale om mange andre Forsøg i samme Ret- 
ning) tilfulde har bevist, at høj videnskabelig Uddannelse 
meget godt kan forenes med den Uddannelse, der er nød- 
vendig for at blive en dygtig Fagarbejder. Og Forsøget i 
Moskva har endvidere vist os, at det bedste Middel til at 
uddanne virkelig gode Fagarbejdere er at lage Tyren ved 
Hornene og at opfatte Opdragelsessystemet i dets store og 



*) Hvad den nu er, véd jeg ilcke. I de sidste .\ar uf .Vlexaiider II. s Re- 
gering kom den i Forfald, som saa mange andre gode Institutioner fra 
hans første Regeringsaar. Men Systemet gik ikke tabt : det overforle«^ 
til .\nierika. • 



198 

brede Træk i Stedet for at kaste sig over et enkelt Haandværk 
og nogle enkelte løsrevne Brokker af et eller andet bestemt 
videnskabeligt Studium. Desuden har vi gennem det erfaret, 
hvor meget Arbejde der uden Overanstrængelse kan præ- 
steres af Eleven, naar man kun altid sørger for, at Lære- 
tiden anvendes gennemført økonomisk, og at Theori gaar 
Haand i Haand med Praksis. 

Set i dette Lys er de Resultater, man har naaet i Moskva- 
Skolen, aldeles ikke forbavsende, og man kunde rimeligvis 
naa endnu videre, hvis man allerede i de første Undervis- 
ningsaar begyndte at anvende disse Principper for Opdragel- 
sen. Vort nuværende Undervisningssystem udmærker sig især 
ved, at Tiden bortødsles paa rent uforsvarlig Maade. Ikke 
alene lærer vi en Mængde overflødige Ting, men det, der 
ikke er overflødigt, bliver bibragt os paa en Maade, saa at 
vi spilder saa megen Tid som vel muligt derved. 

Vore nuværende Undervisningsmetoder stammer fra en Tid, 
da de Fordringer, der stilledes til et Menneskes Dannelse, 
var yderst beskedne, og vi er blevne staaende ved dem til Trods 
for, at Fordringerne til Kundskab er stegne uhyre, efter at 
Videnskaben saa stærkt har udvidet sit før meget begrænsede 
Felt. Deraf følger, at Eleverne overlæsses. Det bliver imid- 
lertid tvingende nødvendigt at underkaste baade Undervis- 
ningsstoffet og Undervisningsmaaden en alvorlig Revision, der 
svarer til de nye Fordringer og til de Eksempler, som alle- 
rede nogle Skoler og enkelte Lærere har givet os. 

Det er indlysende, at Barneaarene ikke bør bortødsles 
saa unyttigt, som de nu bliver. Af tyske Pædagoger har vi 
lært, hvorledes Børnenes Lege kan gøres lærerige, idet man 
gennem dem kan bibringe Barnet lidt Begreb om baade 
Geometri og Matematik. Børn, som af kulørt Karton har 
lært at forroe Kvadraterne i Pythagoras Læresætning, vil 
ikke, naar de senere i Geometrien kommer til den, se paa 
den som paa et Torturredskab opfundet af Læreren for at 



199 

pine dem, især ikke hvis de anvender den paa samme 
Maade som Tømrerne gør. Indviklede aritmetiske Opgaver, 
som forbitrede os saa mange Timer i vor Barndom, bliver 
løst med Lethed af 7—8 Aars Børn, naar de bliver forelagt 
dem i Form af interessante Tankespil. Og naar den tyske 
Børnehave hj-ppigt er blevet til et lille Fængsel for de Smaa, 
saa er det kun fordi Læreren laver en Slags Kaserne ud af 
den, hvor hvert af Barnets Bevægelser forud er bestemt; 
<ien Idé, der ligger til Grund for Børnehaven, er sund og 
god nok. Det er i Virkeligheden næppe muligt at forestille 
sig, hvis man da ikke selv har forsøgt det, hvor mange 
værdifulde Begreber om Naturens Virksomhed, om Arts-Sæd- 
vaner og Sans for Naturlære man kan bibringe et Barn. Hvis 
man f. Eks. ved Undervisningen benjttede sig af en Række 
jævnt fremadskridende Klasser, afpassede efter Barnets for- 
skellige Udviklingstrin, kunde allerede det første Grundlag af 
alle Videnskaber, med Undtagelse af Sociologi, være lært, 
førend Barnet var fyldt ti eller tolv Aar. I den Alder vilde 
da Barnet allerede have et almindeligt Begreb om Verdens- 
altet, om Jorden og dens Beboere, om de vigtigste fysikalske, 
kemiske, zoologiske og botaniske Fænomener, medens Be- 
grundelsen af Lovene for disse Fænomener gemtes til en 
senere Periode og forbeholdtes et mere grundigt Studium. 
Vi véd paa den anden Side, hvor gerne Børn selv vil lave 
deres Legetøj og hvor glade de er, naar de kan gøre de 
Voksnes Arbejde efter, naar de ser dem beskæftiget paa 
Byggepladsen eller i Værkstedet. Men i de fleste Tilfælde 
sætter Forældrene en Stopper for disse Interesser eller ogsaa 
véd de ikke, hvorledes de skal gøre dem frugtbringende. De 
fleste foragter legemligt Arbejde og lader hellere deres Børn 
læse romersk Historie og Franklins Fortællinger om, hvor- 
ledes man kan spare Penge, end de sætter dem til et Ar- 
i)ejde, der kun passer for de »lavere Klasser«. De gør med 



200 

andre Ord hvad de kan, for at deres Borns senere Skole- 
lærdom skal blive saa besværlig som vel mulig. 

I Skoleaarene bortødles atter Tiden i utrolig Grad. Naar 
vi f. Eks. tager et Fag som Matematik, hvilket^ et hvert 
Menneske burde kunne, fordi det er Basis for al videre Laer- 
dom, maa vi indrømme, at det kun er meget faa, som virke- 
lig lærer det i Skolen. I Geometri spildes Tiden ganske 
taabeligt ved at anvende en Metode, der nærmest lægger 
Vægt paa Udenadslæren. I de fleste Tilfælde læser Eleven 
Beviset for en Læresætning om og om igen, indtil det rent 
mekanisk fæster sig i hans Hukommelse. Af den Grund er 
ni Drenge af ti — to Aar efter at de har forladt Skolen — 
ikke i Stand til at bevise en Elementarsætning, hvis da ikke 
netop Matematik er deres særlige Fag. De har glemt, hvilke 
Hjælpelinier de skal trække, og de har aldrig lært at finde 
Beviserne selv. Intet Under, at de derfor senere i deres 
Studier har saa vanskeligt ved at anvende Geometri i Fysi- 
ken, og at saa faa behersker den højere Matematik. 

Men der findes altsaa den ovennævnte Metode, ved hvil- 
ken man gennemgaaende opnaar hurtigere Fremskridt, og 
den, som en Gang har lært Geometri efter den Metode, vil 
huske den hele sit Liv. I dette System bliver hver Sætning 
stillet som en Opgave, Beviset gives ikke paa Forhaand, 
Eleven bliver nødt til selv at finde det. Kun med et Par 
vejledende Hentydninger fra Lærerens Side og med nogle 
forberedende Øvelser med Lineal og Cirkler vil der blandt 
tyve eller flere Elever ikke være en eneste, der ikke vil 
kunne finde ud af at tegne en Vinkel, der er lig en given 
og bevise dens Lighed. Og hvis de senere Opgaver gives i 
systematisk Bækkefølge (der findes paa det Omraade fortrin- 
lige Lærebøger) og Læreren ikke forcerer Eleven over Evne^ 
vil denne med forbavsende Lethed gaa fra den ene Opgave 
til den anden. Den eneste Vanskelighed ligger kun i at faa 



201 

Eleven til at løse den første Opgave og derved faa Tillid til 
sine egne Fornuftslutninger. 

Endvidere maa enhver abstrakt geometrisk Sandhed og- 
saa bibringes Eleven i dens konkrete Form. Saa snart Ele- 
ven har lost et Par Opgaver, maa han løse dem paa Lege- 
pladsen med et Par Stokke og et Stykke Seglgarn, og han 
maa anvende det, han har lært i Værkstedet. Kun da vil de 
geometriske Linier vise sig forstaaelige for Barnet; først da 
vil det forstaa, at Læreren ikke holder det for Nar, naar 
han fordrer, at det skal løse Opgaver med Lineal og Kom- 
pas uden at benj^tte Vinkelmaaleren. Gennem Synet og 
Haanden til Hjærnen er det sande Princip for Tidsbesparelse 
ved Undervisningen. Jeg husker, som om det var i Gaar, 
hvorledes Geometrien pludselig fik en hel ny Betydning for 
mig, og hvorledes denne nye Betydning gjorde mig alle 
senere Studier lettere. Jeg gjorde min Opdagelse, da vi Ele- 
ver en Gang konstruerede en Montgolfier-Ballon, og jeg be- 
mærkede, at Vinklerne paa Spidserne af hver af de tyve 
Papirsstrimler, hvoraf Ballonen skulde laves, maatte være 
mindre end en Femtedel af en Retvinkel hver. Jeg husker 
ligeledes, hvordan Sinuserne og Tangenterne ophørte at være 
mystiske Tegn, saa snart vi ved Hjælp af dem var blevne i 
Stand til at beregne en Stoks Længde, og hvorledes Plan- 
geometri blev helt simpel, da vi i det Smaa begyndte at 
bygge Skydeskaar og Brystværn — en Beskæftigelse, som 
imidlertid hurtig blev forbudt os, foi-di vi »svinede vort Tøj 
til«. »I ser jo ud som Jordarbejdere,« sagde vor intelligente 
Lærer bebrejdende til os; men vi paa vor Side var netop 
stolte deraf og af at have opdaget, hvorledes vi skulde an- 
vende Geometrien. 

Naar vi forlanger af vore Børn, at de skal lære virkelige 
Ting af rene grafiske Fremstillinger i Stedet for at de selv 
skulde lave disse Ting, tvinger vi dem til at bortødsle den 
kostbare Tid. Vi trætter rent meningsløst deres Hjærner, vi 



202 

vænner dem til de allerdaarligste Læremetoder, vi dræber al 
selvstændig Tænkning, og kun sjældent lykkes det os at bi- 
bringe Barnet virkelig Kendskab til det, vi ønsker at lære det. 
Overfladiskhed, papegøjeagtig Opramsning, Slaviskhed og Aands- 
sløvhed bliver Resultatet af vor Opdragelsesmetode. Vi lærer 
ikke vore Børn, hvorledes de skal bære sig ad med at lære. 
Ogsaa Begyndelsesgrundene i videnskabelige Fag bibringes 
Eleverne efter samme fordærvelige Metode. I de fleste Skoler 
læres Aritmetik paa rent abstrakt Maade, og Barnets lille 
Hoved stoppes med lutter Regler. Barnet faar ikke For- 
staaelsen af en Enhed, som er vilkaarlig og kan forandres 
efter Ønske i vore Maal (Svovlstikken, Svovlstikkeæskerne, et 
Dusin Æsker, et Gros, en Meter, en Centimeter, Kilometer 
osv.). Følgen deraf er, at naar Børnene senere kommer til 
Decimalbrøkerne, har de svært ved at forstaa dem. I Frank- 
rig derimod, hvor Decimalsystemet i Penge og i Maal daglig 
er i Brug, kan endog en Arbejder med den tarveligste Skole- 
lærdom omgaaes helt flinkt med Decimaler. For at betegne 
25 Centimer eller 25 Centimeter skriver de kun 0.,5, medens 
de fleste af mine engelske Læsere vistnok husker, hvorledes 
dette samme Nul i Spidsen for en hel Talrække har kostet 
dem det besværligste Hovedbrud i Drengeaarene. Paa samme 
Maade gør vi hvad vi kan for at gøre Algebra uforstaaelig, 
og et helt Aar gaar hen, før vore Børn har lært noget — 
som aldeles ikke er Algebra, men kun et Forkortelsessystem, 
der kan læres som en Biting sammen med Aritmetiken. 

I Fysiken ødes der paa en ligefrem oprørende Maade 
med Tiden. Medens den Unge meget hurtigt forstaar Prin- 
ciperne i Kemien og dens Formler, saa snart han selv faar 
Lov til at gøre de første Forsøg med nogle faa Glas og Re- 
torter, har han som oftest den største Vanskelighed ved at 
fatte den mekaniske Fysik, dels fordi han ikke forstaar 
Geometri, men navnlig fordi man kun viser ham kost- 
bare Maskiner i Stedet for at lære ham at lave nogle 



2U3 



simple Apparater, hvormed han selv kunde illustrere de Fæno- 
mener, han læser om. 

I Stedet for at lade Eleven lære Lovene om Kræfter ved 
Hjælp af simple Instrumenter, som en femten Aars Dreng 
^elv let vilde kunne fremstille, lærer han Lovene paa en ren 
abstrakt Maade gennem Tegninger. I Stedet for at Eleverne 
selv skulde lave en Atwoods Fald-Maskine ved Hjæljj af et 
Kosteskaft og et Hjul af et gammelt Ur eller i Stedet for at 
lære dem Faldlovene ved Hjælp af en Nøgle, der glider ned 
ad en lodret Snor, viser man dem et kompliceret Apparat, 
og i de fleste Tilfælde véd Læreren næppe selv, hvorledes 
han skal forklare Principet i dette Apparat, men fortaber sig 
i rent betydningsløse Enkeltheder. Saaledes gaar det fra Be- 
gyndelsen til Slutningen af Undervisningstiden — kun med 
nogle faa hæderlige Undtagelser.*) 



*) Som Eksempel kan nævnes Beskrivelsen af Atwood's Faldmaskinc i en 
Lærebog for elementær Fysik. Man vil se, at der gøres meget Væsen 
af Hjulene, hvorpaa Trissens Akse hviler; tomme Æsker, Plader og 
Ringe, Pendulet og andre Biting omtales, før der siges et Ord om 
Grundtanken i Apparatet, som bestaar deri, at et faldende Legemes 
Bevægelser gøres langsommere ved at man lader et lettere Legeme be- 
væge et tungere, som befinder sig i Ligevægtstilstand, hvorved Tyngde- 
kraften virker i to modsatte Retninger paa det. Dette var Opfinderens 
Tanke, og hvis den fremstilles klart for Eleven, forstaar denne straks, 
at to Legemer af samme Vægt, som hænger over en Trisse og som be- 
væges ved at lægge en lille Overvægt til det ene, er et udmærket 
Middel til at gøre Bevægelsen under Faldet langsommere end ved det 
fri Fald. Eleven vil forstaa, at Trissens Gnidningsmodstand maa redu- 
ceres sajj meget som muligt enten ved at benytte de to Par Hjul, som 
forvolder Lærebøgernes Forfattere saa megen Vanskelighed, eller ogsaa 
ved et andet Middel. Han forstaar, at Uret er overflødigt og lige- 
ledes Pladerne og Ringene, kort og godt, at Atwood's Grundidé kan 
anskueliggøres ved Hjælp af et Hjul af et Ur, der gøres fast som Trisse 
paa en Væg eller paa Spidsen af et lodret staaende Kosteskaft. I dette 
Tilfælde vil Eleven forstaa Maskinens og Opfinderens Tanke og vil 
vænne sig til at skelne Grundidé fra Biting, mens han i det andet 
Tilfælde kun nysgerrigt vil betragte de Kunstgreb, Læreren foretager 



204 

Hvis Bortodslen af Tid er karakteristisk for vor viden- 
skabelige Undervisning, saa er den det i endnu liøjere Grad 
for Undervisningen i Haandværk. Vi véd alle, hvor mange 
Aar der gaar tabt for en Dreng i Læretiden, men den samme 
Bebrejdelse kan i lige høj Grad rettes mod de tekniske 
Skoler, som straks forsøger at lære Eleven et bestemt Haand- 
værk i Stedet for at gaa frem efter de bredere og sikrere 
Metoder for systematisk Undervisning. Ligesom der i Viden- 
skaben findes nogle Begreber og Metoder, som er de ind- 
ledende til alt videnskabeligt Studium, gives der ogsaa nogle 
Grundbegreber og Metoder, der er fælles for Studiet af alle 
Haandværk. Reuleaux har i sin smukke Bog »Theoretische 
Kinematik« vist os, hvorledes der saa at sige findes en Filo- 
sofi i et hvert Maskineri. Hver enkelt Maskine kan, hvor 
kompliceret den end er, reduceres til nogle faa Grundbestand- 
dele (Plader, Cylindre, Skiver, Tapper osv.) og ligeledes til 
nogle faa Stykker Værktøj, som f. Eks. Meisel, Sav, Valse, 
Hammer osv. Ogsaa Maskinens Bevægelser kan, hvor kom- 
plicerede de end er, opløses til nogle faa Bevægelsesmodifika- 
tioner, f. Eks. Omdannelsen af en Cirkelbevægelse til en 
rektangulær eller lignende med alle de derimellem liggende 
Modifikationer. Paa samme Maade kan et hvert Haandværk 
opløses i en Række Grundbestanddele. I et hvert Haand- 
værk er det nødvendigt at vide, hvorledes man laver en 
Plade med parallelle Overflader, eller en Cylinder, en Skive, 
et firkantet og et rundt Hul, og man maa kunne haandtere 
bestemte Værktøjsredskaber, thi alt Værktøj er kun Modifika- 
tioner af næppe en halv Snes Typer, og man maa, kunne 
forstaa at omdanne én Bevægelse til en anden. Dette er 
Grundlaget for alle mekaniske Haandværk. 



med en kompliceret Maskine. De faa af Eleverne, der endelig forstaar 
Ma.skinens Idé, bruger en Mængde Tid dertil. Alle ,\pparater. som er 
bestemte til at illustrere Fysikens Hovedlove, burde i Virkeligheden 
laves af Eleverne selv. 



205 



Grundlaget for al senere Undervisning i et hvilket som helst 
mekanisk Haandværk burde derfor være at lære Eleven at lave 
visse elementære Bestanddele i Træ, at forstaa at benytte Værk- 
tojet i Træ og at forandre de forskellige Bevægelser. Den Elev, 
der har tilegnet sig denne Teknik, kender allerede over Halvdelen 
af alle Haandværk. Ingen kan desuden blive en god Arbejder 
paa det videnskabelige Omraade, hvis han ikke har tilegnet 
sig gode Metoder for videnskabelige Undersøgelser, har lært 
at iagttage og at beskrive nøjagtigt, at finde Forbindelse 
mellem to hinanden tilsyneladende uvedkommende Ting, at 
opstille Hypoteser og bevise dem, at drage Slutninger af Aar- 
sag og Virkning og saa fremdeles. Og ingen kan blive en 
god Haandværker, som ikke har lært de gode Metoder, 'der 
er fælles for alle Haandværk. Han maa have vænnet sig til 
at behandle den Genstand, han er beskæftiget med, paa kon- 
kret Maade, at kunne tegne eller modellere den, han maa 
ligefrem hade daarligt Værktøj og daarlige Arbejdsmetoder, 
han maa kunne give hvert Arbejde den sidste nænsomme 
Afslutning, maa have en kunstnerisk Forstaaelse for ædle 
Former og harmoniske Farvesammenstillinger, og han maa 
sky alt, hvad der er hæsligt. 

Hvad enten det gæ'lder Haandværk, Videnskab eller Kunst, 
cv det ikke Skolens Opgave at gøre en Begx'nder til Specia- 
list, men at lære ham Elementærformerne og de gode 
Arbejdsmetoder. Og det er fremfor alt Skolens Opgave at 
paavirke Eleven saaledes, at han senere, i hvad han end gør, 
nedlægger en alvorlig Stræben efter det sande og ægte, at 
han kommer til at elske Skønheden baade i Form og Ind- 
hold, at han forstaar, hvor nødvendigt det er at være et 
nyttigt Individ i Samfundet for paa den Maade at føle Hjærtet 
banke i Samklang med sine Medmenneskers. 

Der findes tusinde Midler til at undgaa Ensformighed ved 
Arbejdet for den Elev, der kun laver Cylindre og Valser og 
aldrig en hel Maskine eller andre Brugsgenstande; et af disse 



206 

Midler anvendes i Moskva-Skolen og er værd at omtale. Det 
bestaar deri, at intet Arbejde udføres blot som en Øvelse, men 
alt, hvad Eleven gør fra den første Begyndelse af, bliver be- 
nyttet. Vi husker vist alle, hvor henrykte vi var som Børn, 
hvis vort Arbejde fandt Anvendelse, selv kun som en Del 
af noget nyttigt. Efter den Plan arbejder Skolen i Moskva. 
Hvert Brædt, Eleven høvler, bliver i de andre Værksteder 
anvendt som en Del af en Maskine. Naar en Elev kommer 
saa langt som til Maskinværkstedet og bliver sat til at lave 
en firkantet Jærnblok med parallelle og lodrette Linjer, faar 
denne Blok Interesse for ham, fordi den, naar han har faael 
den færdig (har maalt dens Vinkler og Plader og rettet dens 
Fejl), ikke bliver kasseret, men gaar over i en ældre Elevs 
Hænder, der sætter et Haandtag paa den, maler den og af- 
leverer den som Papirvægt til Skolens Udsalgssted. Paa den 
Maade faar den systematiske Undervisning den tilbørlige In- 
teresse for Eleven.*) 

Selvfølgelig er Hurtighed i xArbejdet en vigtig Faktor i 
Produktionen. Man kunde derfor maaske spørge, om den 
nødvendige Hurtighed ogsaa kan naaes gennem det her an- 
førte System. Der gives imidlertid to Slags Hurtighed. Den 
ene har jeg haft Lejlighed til at se i en Blondefabrik i Not- 
tingham, hvor voksne Mænd med rystende Hænder og Hoved 
i feberagtig Hast knyttede to Ender Garn sammen paa Spo- 
len; jeg var næppe i Stand til at følge deres Bevægelser. 
Men netop den Omstændighed, at Fabriken fordrer den Slags 
Hurtighed, fordømmer Fabriksystemet. Hvad bliver der til- 



*) Salget af Elevernes Arbejde er ikke ubetydeligt, navnlig naar de 
er komne op i de højere Klasser og laver Dampmaskiner. Af den 
Grund var Skolen i Moskva, den Gang jeg kendte den, en af de bil- 
ligste i Verden. Pension og Undervisning gaves utrolig billigt. Men 
hvis vi nu tænkte os en saadan Skole forbunden med en Landlirugs- 
skole, hvor der produceredes Næringsmidler, som solgtes til Produk- 
tionspris, hvad vilde saa Omkostningerne ved Undervisningen blive? 



207 

bage af Mennesket i disse rystende Skikkelser? Hvorledes vil 
deres Fremtid blive? Hvorfor denne Ødslen med Menneske- 
kraft, som kunde udnyttes til at producere Værdien af de 
dumme Garnender tifold? Den Slags Hurtighed fordres kun, 
fordi Fabrik-Slaverne betales saa billigt, og lad os haabe, at 
ingen Skole nogensinde tragter efter at indfore denne Hurtig- 
hed. Saa er der den tidsbesparende Hurtighed, som den vel 
uddannede Arbejder benytter sig af, og den læres bedst gen- 
nem det Undervisningssystem, jeg her har gjort mig til Tals- 
mand for. Hvor simpelt et Arbejde end er, vil den uddan- 
nede Arbejder gøre det bedre end den ulærde. Læg f. Eks. 
Mærke til, hvorledes den dygtige Arbejder bærer sig ad, 
naar han skal skære et eller andet, f. Eks. et Stykke Pap, 
og sammenlign hans Bevægelser med den daarlig uddannede 
Arbejders. Denne sidste tager Papstykket og Værktøjet uden 
først at undersøge det, trækker en tilfældig Linie og beg3m- 
der at skære; naar han er halvt færdig, er han allerede 
træt, og naar Arbejdet endelig er færdigt, er det intet værd. 
Den første derimod undersøger først Værktøjet og gor det i 
Stand, hvis det er nødvendigt, dernæst trækker han Linien 
med største Nøjagtighed, gør baade Pap og Lineal fast, holder 
Værktøjet i den rigtige Stilling og skærer saa roligt og sik- 
kert; Resultatet bliver et godt Arbejde. Dette er den virkelig 
tidsbesparende Hurtighed, den, hvormed man bedst sparer 
paa Arbejdskraften, og som bedst læres gennem den mest 
fuldkomne Opdragelse. De gamle Mestre malede med forbav- 
sende Hurtighed; denne var imidlertid et Resultat af en 
stærkt udviklet Intelligens og Fantasi, af stor Skønhedssans 
og et fint Blik for Farver. Og det er netop den Slags hur- 
tigt Arbejde, vi Mennesker trænger til. 

Der burde siges langt mere om Skolens Pligter, men jeg 
skynder mig med at tilføje nogle faa Ord om det ønskelige i 
at faa en Opdragelse af den Slags, jeg i det foregaaende 
kortelig har skitseret. Jeg nærer tilvisse ikke nogen Illusion 



208 



om, at der vil ske en gennemgribende Reform i vort Under- 
visningsvæsen eller paa nogle af de Punkter, jeg har omtalt, 
saa længe de civiliserede Nationer bliver staaende ved det 
nuværende begrænsede, egoistiske System for Produktion og 
Forbrug. Alt, hvad vi under disse Forhold kan vente, er at 
der hist og her vil blive gjort nogle beskedne Forsøg paa at 
reformere i det Smaa — Forsøg, som imidlertid desværre vil 
give et ringere Resultat end man maaske venter, fordi det er 
«n Umulighed at reformere i det Smaa, hvor der bestaar en 
saa inderlig Forbindelse mellem de mangfoldige Funktioner, 
som Tilfældet er i en civiliseret Stat. Men den konstruktive 
Samfundsaands Energi afhænger fornemlig af, hvor dj'b dens 
Opfattelse er af det, der bør gøres, og hvorledes det bør 
gøres. Og Nødvendigheden af at omforme Undervisningen 
er en af de Nødvendigheder, som er mest forstaaelig for 
alle, og som er bedst egnet til at inspirere Samfundet med 
de Idealer, uden hvilke Stagnation, ja selv Forfald vil være 
uundgaaeligt. 

Lad os saaledes sætte, at et Samfund, en By eller et Land 
med mindst et Par Millioner Indbyggere, gav alle sine Beboere 
den ovenfor omtalte Opdragelse uden Hensyn til Fødsel og 
Rang og uden at forlange andet til Gengæld end det. Ind- 
byggerne ydede ved at blive Velstandsproducenter. Lad os 
tænke os, at en saadan Opdragelse virkelig blev givet (og vi er 
rige nok til at kunne tillade os en saadan Luksus; og lad os 
saa analysere de Følger, der rimeligvis deraf vilde opstaa. 

Jeg vil ikke dvæle ved den Velstandsforøgelse, der vilde 
resultere af at have en ung Hær af kundskabsrige, vel 
oplærte Producenter, ej heller ved de sociale Goder, der 
vilde vindes, saa snart den nuværende Adskillelse mellem 
aandeligt og legemligt Arbejde ophævedes. Ikke heller vil 
jeg forsøge at beskrive, hvor rigt Livet vilde blive for den 
Enkelte, hvis han var i Stand til at bruge saa vel sine 
aandelige som legemlige Evner, og hvilke Fordele Samfundet 
vilde have af, at manuelt Arbejde fik den Hædersplads, det 



209 

fortjener, i Stedet for som nu at være noget underordnet. 
Heller ikke skal jeg dvæle ved, hvorledes den nuværende 
Nod og Fornedrelse med alle dens frygtelige Følgesvende — 
Laster, Forbr^'delser, Fængsler, Blodsudgydelser, Angivelser 
osv. — rent naturligt vilde ophøre at eksistere. Det er kort 
sagt ikke min Hensigt her at komme ind paa det store sociale 
Spørgsmaal, om hvilket der allerede er skrevet saa meget, og 
hvorom der endnu er saa meget tilbage at skrive. Jeg skal 
kun henvise til de Goder, som Videnskaben selv vilde have 
af, at en saadan Forandring indtraadte. 

Mange vil rimeligvis indvende, at det blev ensbetydende 
med Videnskabens og Geniets Forfald, hvis Videnskabsmænd 
skulde reduceres til Haandværkere. Men de af mine Læsere, 
der vil skænke det, jeg nu har at sige, den tilbørlige Op- 
mærksomhed, vil vistnok være enige med mig i, at Resultatet 
burde blive akkurat det omvendte, nemlig Videnskabens og 
Kunsternes Fornyelse samt Industriens Fremgang i et Om- 
fang, som vi kun svagt kan forudse gennem det, vi véd om 
Renaissancetiden. Det er blevet almindelig Skik at udtrykke 
sig med Begejstring om de Fremskridt, Videnskaben har 
gjort i det nittende Aarhundrede, og nægtes kan det ikke, at 
det nys afsluttede Aarhundrede i Sammenligning med sine 
Forgængere har meget at være stolt af. Men naar vi be- 
tænker, at de fleste af de Problemer, Aarhundredet har lost, 
allerede var blevet antydet for hundrede Aar siden, ligesom 
deres Løsning var forudset, nødes vi til at indrømme, at 
Fremskridtet ikke er gaaet saa hurtigt for sig, som man 
havde kunnet vente, og at et eller andet derfor maa have 
hæmmet det 

Den mekaniske Varmetheori er allerede for over hundrede 
Aar siden blevet forberedt af Rumford og Humphrey Davy, ja 
endog i Rusland fremførtes den af LomonosofT.*) Der forløb 



*) I en ogsaa i andre Henseender opsigtsvækkende Artikel om Polaregnene. 

14 



210 

imidlertid over 50 Aar, forend Theorieri atter dukkede op i 
Videnskaben. Lamarck og selv' Linné, GeofTroy St. Hilaire^ 
Erasmus, Darwin og forskellige andre var fuldt vidende om 
Arternes F'oranderlighed; de banede Vej for Biologiens 
Grundlæggelse paa Foranderlighedsprinciperne. Men ogsaa 
her forløb et halvt Aarhundrede, førend Arternes Foranderlig- 
hed atter bragtes frem til Drøftelse. Vi husker alle, hvor- 
ledes Darwins Ideer blev fremført og paatvunget Universi- 
tetsprofessorers Opmærksomhed, fornemlig af Folk, der ikke 
selv var Videnskabsmænd, og dog blev Evolutionslheorien i 
Darwins Hænder unægtelig begrænset, fordi han tillagde en 
enkelt Faktor i Evolutionen, en altfor overvejende Betydning. 

Allerede i mange Aar har Astronomien trængt til en om- 
hyggelig Revision af Kants og Laplaces Hypothese, men 
endnu er der ikke opstaaet nogen Theori, som har vundet 
almindelig Anerkendelse. Geologien gjorde vistnok bety- 
delige F"remskridt, da man rekonstituerede Palæontolo- 
gien, men den dynamiske Geologi gik fortvivlende langsomt 
frem. I det store Spørgsmaal om Lovene for levende 
Organismers Fordeling paa Jordens Overflade hæmmes alt 
videre Fremskridt ved manglende Kendskab til Isens Ud- 
strækning i Kvartærperioden. Kort sagt, i hver Gren af 
Videnskaben trænges der til Revision af de gængse Theorier 
og til nye vidtrækkende Begreber. Og hvis denne Revision 
fordrer noget af den Geniets Inspiration, som udmærkede 
Galilei og Newton, saa fordrer den tillige stærk Forøgelse af 
de videnskabelige Arbejderes Mængde. Naar talrige Kends- 
gerninger staar i Modstrid til vedtagne Theorier, niaa disse 
Theorier forandres (vi saa' det med Darwin), og til det Ar- 
bejde behøves der Tusinder af intelligente Arbejdere. 

Umaadelige Strækninger af Jorden henligger endnu uud- 
forsket, og Studiet af Dyrs og Planters geografiske For- 
deling støder overalt paa Hindringer. Rejsende drager gen- 
nem Fastlandene uden at have mindste Begreb om, hvorledes 



211 



(le skal bestemme en Breddegrad, eller hvorledes de skal 
omgaaes et Barometer. Fysiologlen, baade Planters og Dyrs, 
Psyko-Fysiologien og ^Menneskers og Dyrs psykologiske Evner 
— alt dette er Forskningsfelter, der trænger til nye Begreber 
af den mest ligefremme Art. Historien er endnu en fable 
coiweniie, navnlig fordi den mangler friske Ideer, men ogsaa 
fordi den mangler videnskabeligt tænkende Arbejdere, der 
forstaar at samle og rekonstruere svundne Aarhundreders 
Liv paa samme Maade som Thorold Rogers eller Augustin 
Thierrj' har gjort det for enkelte Perioders Vedkommende. 
Der er kort sagt ikke en eneste Videnskab, som ikke hæmmes 
i sin Udvikling, fordi der er for faa Mænd og Kvinder, der 
har et filosofisk Begreb om Universet, og som er rede til at 
bruge deres Forskningsevner paa et bestemt, om end be- 
grænset Felt og tillige har Tid til at ofre sig for videnskabe- 
lige Formaal. I et Samfund som det, vi tænker os, vilde der 
være Masser af saadanne Arbejdere. Darwin brugte næsten 
tredive Aar til at samle og analysere de Kendsgerninger, der 
førte til Udarbejdelsen af hans Theori om Arternes Oprin- 
delse. Hvis han havde levet i et Samfund som det, vi tæn- 
ker os, vilde han simpelt hen have henvendt sig til Interes- 
serede og anmodet dem om at samle Fakta og anstille del- 
vise Undersøgelser, og der vilde have været nok til at følge 
hans Anmodning. En Mængde Foreninger vilde været op- 
staaet for at drøfte og løse hver enkelt af de Problemer, 
som rummes i Theorien, og i Løbet af ti Aar vilde Theo- 
rien have været begrundet; alle de Evolutions-Faktorer, der 
først nu begynder at tiltrække sig den fornødne Opmærk- 
somhed, vilde allerede den Gang være fremstaaet i fuld 
Klarhed. Fremskridtet paa det videnskabelige Omraade vilde 
være foregaaet med tidobbelt Fart, og selv om det enkelte 
Individ ikke vilde have kunnet gøre Krav paa Efterverdenens 
Taknemmelighed i samme Grad som nu, vilde den ukendte 
Mængde have gjort Arbejdet hurtigere og med større Mulig- 

14* 



212 

hed for videre Fremgang, end den enkelte vilde være i Stand 
til selv gennem et helt Liv. De store, moderne Konversa- 
tions-Leksika er en Illustration paa den Slags Arbejde — 
F'remtidens Arbejde. 

Der er et andet Træk i den moderne Videnskab, som 
taler endnu højere til Gunst for en Forandring i den Ret- 
ning, vi her antyder. Medens der paa det industrielle Om- 
raade i Løbet af det sidste Aarhundrede er gjort saa epoke- 
gørende Opfindelser, at endog Jordens Udseende er blevet 
forandret, saa er Opfindelsesevnen paa det videnskabelige 
Omraade gaaet tabt. Videnskabsmændene opfinder ikke mere, 
eller i hvert Fald kun meget lidt. Er det i Virkeligheden 
ikke paafaldende, at Dampmaskinen, selv i dens Hovedprin- 
ciper, Lokomotivet, Telefonen, Fonografen, Vævemaskinen, 
Fyrtaarnet, den makadamiserede Vej, Kul-Fotografiet, det ku- 
lørte Fotografi og en Mængde andre mindre vigtige Ting ikke 
er opfundet af faglige Videnskabsmænd, skønt ikke en af dem 
vilde have undset sig ved at give Navn til en af disse Op- 
findelser? Det er Mænd næsten uden Skoleuddannelse, som 
for det meste har maattet nøjes med at samle Kundskabs- 
smulerne fra de Riges Bord og gøre deres Eksperimenter 
med de mest primitive Midler, der er de egentlige Skabere 
af den moderne Civilisation. Blandt disse kan nævnes Smea- 
ton. Skriver hos en Sagfører, Instrumentmageren Watt, Fyr- 
bøderen Stephensen, Guldsmedelærlingen Fulton, Maskinb\'g- 
geren Rennie, Mureren Telford og hundrede andre, hvis 
Navne endog er forblevne ukendte. Men i Modsætning til 
dem har de virkelige Videnskabsmænd, der sidder iade med 
alle Midler til at samle sig Kundskaber og til at kunne eks- 
perimentere, kun opfundet forsvindende Hdt af den Masse 
Redskaljer, Maskiner og Motorer, som har sat Mennesket i 
Stand til at udnytte Naturkræfterne.*) "Dette Faktum er i 



*) Kemi er for en stor Del en Undtagelse fra Reglen. Skulde det ikke 
være, fordi Kemikeren i saa hoj en Grad er manuel Arbejder? Desuden 



213 



Sandhed paafaldende, men Forklaringen er yderst simpel. 
Den første Slags Mænd kan noget, som de Lærde ikke kan 
— de forslaar nemlig at bruge deres Hænder; de Omgivelser, 
de lever under, stimulerer deres Opfindelsesevne, de kender 
de forskellige Maskiner i deres Hovedprinciper og véd, hvor- 
ledes de arbejder ; de har indaandet Værkstedets og Bygge- 
pladsens Atmosfære. 

Jeg véd, hvorledes Videnskabsmændene vil besvare denne 
Bebrejdelse: »Det er os, der opdager Naturlovene, lad andre 
anvende dem! Det er kun en naturlig Arbejdsdeling, s siger 
de. Men dette er ganske forkert. Udviklingen beviser det 
modsalte; thi i hundrede Tilfælde mod et enkelt er den 
praktiske Oplindelse gaaet forud for Opdagelsen af den viden- 
skabelige Lov. Den dynamiske Varmetheori (Theorien om 
Dampkraft) gik ikke forud for Dampmaskinen, den kom efter 
den. Først efter at Tusinder af Maskiner af alle Slags i 
over et halvt Aarhundrede havde omdannet Varme til Be- 
vægelse, var det en Læge, Robert Mayer, der vovede at op- 
stille den mekaniske Varmetheori med alle dens Konsekvenser, 
og det var Videnskabsmænd, der var ved at bringe ham fra 
Forstanden, fordi de haardnakket holdt paa deres mystiske 
Varme-Fluidum, og som kaldte Joules Værk om del meka- 
niske Varmeækvivalent for »uvidenskabeligt«. 

Først da hver enkelt Maskine havde vist, hvor umuligt 
det var at udnytte al den Varme, der udvikledes af et be- 
stemt Kvantum Brændselsmateriale, fremkom Claudius Lov. 
Først da Industrien over hele Verden omdannede Bevægelse 
til Hede, Lyd, Lys og Elektricitet, og hver af disse igen til 
hver enkelt, kom Groves Theori om »c/e fysiske Kræfters 
Korrelation '<. Det var ikke Elektricitetens Theori, der skaf- 
fede os Telegrafen. Da den blev opfundet, vidste vi ikke 

har vi i de sidste ti Aar været Vidne til afgjort Frerngang i viden- 
skabelig Opfindelsesevne, navnlig i Fysiken — altsaa paa et Felt. hvor 
Maskinarbejderen og Videnskabsmanden saa ofte modes. 



214 

mere om Elektricitet end de faa P'akta, der mer eller mindre 
mangelfuldt er samlet i vore Lærebøger; og Elektricitets- 
theorien er ikke færdig endnu, den venter — til Trods for 
de udmærkede Forsøg, der er gjort i de senere Aar — stadig 
paa sin Newton. Selv den erfaringsvis samlede Kendskab til 
Lovene om de elektriske Strømme var i sin Barndom, da 
nogle faa dristige Mænd, til Trods for anerkendte Viden- 
skabsmænds Advarsler, nedlagde et Kabel paa Bunden af 
Atlanterhavet. 

Udtrykket »anvendt« Videnskab er ganske vildledende, 
fordi Opfindelsen i de fleste Tilfælde langtfra at være en An- 
vendelse af Videnskaben tværtimod skaber en n}' Videnskabs- 
gren. De amerikanske Kæmpebroer var ikke noget Eksempel 
paa Theorien om Spændkraften bragt i Anvendelse; de kom 
før Theorien, og alt hvad vi kan sige til Gunst for Viden- 
skaben er, at Theori og Praksis paa dette særlige Felt har 
udviklet sig parallelt, gensidig støttende hinanden. Det var 
ikke Theorien om EksplosivstofTerne, der førte til Krudtets 
Opdagelse. Krudtet var i Brug Aarhu udreder før Gasarternes 
Aktion i et Skydevaaben blev underkastet videnskabelig Ana- 
13'se, og saa fremdeles. De store Processer i Metalurgien, 
det elektriske Lys, ja selv de meteorologiske Forudsigelser, 
som virkelig maatte kaldes > uvidenskabelige , da en gammel 
Søulk, Fitzroy, begyndte paa dem — alle disse Ting kunde 
nævnes som Illustrationer for min Paastand. Der gives selv- 
følgelig en Mængde Tilfælde, hvor Opdagelsen eller Opfindel- 
sen kun er en slet og ret Anvendelse af den videnskabelige 
Lov (som f. Eks. ved Opdagelsen af Planeten Neptun!, men i 
de langt overvejende Tilfælde er Opdagelsen eller Opfindelsen 
iividenskabeli(f ved sin Fremkomst. Langt snarere horer den 
ind under Begrebet Kunst — Kunst er i Færd med at gaa_, 
forud for Videnskaben, hvilket Helmholtz saa klart har frem- 
stillet i et af sine populære Foredrag — og først naar Op- 
findelsen er gjort, kommer Videnskaben for at forklare den. 



215 

Det er en Selvfolge, at enhver Opfindelse gør Brug af de 
allerede indhøstede Kundskaber og Tænkemaader, men i de 
Heste Tilfælde gør den et Spring længere frem — et Spring 
ud i det Ukendte og aabner derved en hel nj' Række Under- 
søgelsesfelter. Denne Særegenhed ved Opfindelsen — at gaa 
ud over det, man allerede véd, i Stedet for kun at anvende 
en Lov, stiller den i aandelig Henseende paa samme Hojde 
som Opdagelsen; de Folk, der er langsomme til at opfinde, 
-er derfor ogsaa langsomme til at opdage. 

Hvor inspireret Opfinderen end i et givet Øjeblik kan være 
af Vid enskabens almindelige Tilstand, begynder han dog i de 
fleste Tilfælde med meget faa beviste Fakta. De videnskabelige 
Fakta, der benyttedes ved Opfindelsen af Dampmaskinen, Tele- 
grafen og Fonografen, var rent elementære. Vi kan derfor gaa 
ud fra, at det, vi nu véd, er nok til at løse et hvilket som helst 
af de store Problemer, der staar paa Dagsordenen: Motorer 
uden Brug af Damp, Flyvemaskinen, Opsamling af Kraft, Over- 
førsel af Kraft, osv. Naar disse Problemer endnn ikke er 
løst, skyldes dette kun manglende Opfindelsestalent hos dan- 
nede Mænd og den Adskillelse, som nu findes mellem Viden- 
skab og Industri. Paa den ene Side har vi Mænd i Besid- 
delse af Opfindelsesevner, men som hverken har de nødven- 
dige Kundskaber ej heller Midler til at kunne eksperimentere 
i Aarevis, og paa den anden Side har vi Mænd, som ejer 
Kundskaber og har Raad til at eksperimentere, men som paa 
Grund af deres Opdragelse og de Omgivelser, de lever i, er 
blottet for Opfindelsestalent. Jeg vil i denne Forbindelse ikke 
tale om Patentsystemet, der i Stedet for at samle Opfindernes 
Kræfter deltr og spreder dem. 

Vi savner hos vore Videnskabsmænd den Geniets Flugt, 
der udmærkede Arbejderne ved den moderne Industris Frem- 
komst, og de vil aldrig kunne tilegne sig den, saa længe de 
holder sig borte fra Verden og lukker sig inde blandt deres 
støvede Bogreoler, saa længe de ikke selv er Arbejdere blandt 



216 

andre Arbejdere ved Smelteovnens glødende Hede, ved Ma- 
skinen i Fabriken, ved Drejebænken i Smedeværkstedet — 
eller saa længe de ikke er Sømænd blandt andre Sømænd, 
Uskere paa Fiskerskuden, Brændehuggere i Skoven og Pløje- 
mænd paa Marken. Vore moderne Kunstkritikere forsikrer 
os Gang paa Gang, at vi ikke maa vente nogen Fornyelse af 
Kunsten, saa længe Haandværket vedbliver at være, hvad det 
nu er; de har vist os, hvorledes den græske og middelalder- 
lige Kunst var Døtre af Haandværket, hvorledes den ene saa 
at sige nærede den anden. Det samme er Tilfældet med 
Haandværk og Videnskab; en Adskillelse betyder Forfald for 
begge. Den store Inspiration, som desværre er bleven saa 
overset i de fleste af de moderne Diskussioner om Kunst og 
ligeledes i Videnskaben, vil først indfinde sig, naar Menne- 
skene sprænger de nuværende snævre Baand og arbejder sig 
frem mod Solidaritetens højere Principer og saaledes fjærner 
den nuværende Dualisme af moralsk Sans og Filosofi. 

Det er imidlertid en Selvfølge, at ikke alle Mænd og 
Kvinder vil have samme Glæde af videnskabelig Virksomhed. 
Menneskets Tilbøjeligheder og Interesser er saa forskellige, 
at nogle vil have mest Glæde af at beskæftige sig med Viden- 
skab, andre igen med Kunst, og atter andre vil foretrække 
de forskellige Virksomheder indenfor Velstandsproduktionen. 
Men hvor forskellige de Beskæftigelser end er, som den 
enkelte foretrækker, saa vil enhver kun blive des dyg- 
tigere i sit Kald, jo mere han har af virkelig alvorlig, 
videnskabelig Uddannelse. Og hvad han end er, Lærd eller 
Kunstner, Fysiker eller Læge, Kemiker eller Sociolog, Histo- 
riker eller Digter, vil han kun vinde ved at tilbringe en Del 
af sit Liv i et Værksted eller paa en Avlsgaard og ved dag- 
lig at komme i Berøring med forskellige Slags Mennesker. 
Han vilde iiave den Tilfredsstillelse at vide, at han selv op- 
fyldte sine Pligter som ikke priviligeret Velstandsproducent. 
Og hvor langt bedre vilde Historikeren eller Sociologen ikke 



217 



lorstaa Menneskene, hvis han kendte dem ikke alene gennem 
Bøger eller gennem nogle faa Repræsentanter, men derimod 
som et Hele i deres daglige Liv, daglige Arbejde og daglige 
Forhold! Hvor langt større Nytte vilde Medicinen ikke kunne 
drage af Hygiejnen, hvor langt færre Recepter vilde der ikke 
blive skrevet, hvis de unge Læger selv plejede de Syge, og 
hvis Sj'geplcjerne iik samme Undervisning som vor Tids 
Læger! Og hvor vilde Digterens Forstaaelse af Naturens 
Skønhed ikke forstærkes og hans Kendskab til Menneske- 
hjærtet ikke forøges, hvis han hilste den opgaaende Sol som 
Arbejder paa Marken sammen med andre Arbejdere, hvis han 
sammen med andre Sømænd kæmpede sig frem gennem 
Stormen paa Havet, hvis han for Alvor kendte den Poesi, 
der findes i Arbejde og Hvile, Sorg og Glæde, Kamp og 
Sejr! »Greift nur hinein in's volle MenschenlebenI Ein jeder 
lebt's — nicht vielen ist's bekannt,« siger Goethe; men hvor 
faa Digtere følger ikke hans Raad! 

Den saakaldte Arbejdsdeling er vokset op under et Sy- 
slem, som tvang Masserne til at slide hver eneste Dag hele 
Livet igennem ved det samme trælsomme Arbejde. Men 
naar vi betænker, hvor faa der er virkelige Velstandsprodu- 
center i vort nuværende Samfund og hvor spredt deres Ar- 
bejde er, maa vi indrømme, at Franklin havde Ret, naar han 
sagde, at fem Arbejdstimer om Dagen i Almindelighed vilde 
være tilstrækkelige til at forsyne hvert enkelt Individ i en 
civiliseret Stat med alle de Goder, der nu kun er tilgænge- 
lige for de faa — forudsat selvfølgelig, at enhver gjorde sin 
Pligt i Produktionsarbejdet. Vi har imidlertid gjort nogle 
Fremskridt siden Franklins Dage, og nogle af disse Frem- 
skridt i den før mest tilsidesatte Produktionsgren har jeg 
omtalt i de foregaaende Kapitler. Men selv paa det Felt kan 
Arbejdets Produktivitet forøges betydeligt, og Arbejdet selv 
gøres let og behageligt. Der vilde for hver enkelt Individ 
blive mere end den halve Dag tilovers til andre Beskæftigelser, 



218 

f. Eks. for kunstneriske og videnskabelige Interesser eller 
hvad han ellers maatte vælge, og hans Arbejde paa disse 
Omraader vilde kun blive end mere frugtbringende, naar han 
tilbragte den anden Del af sin Dag med producerende Ar- 
bejde — hvis Kunst og Videnskab d3'rkedes af ren Tilbøjelig- 
hed og ikke som Indtægtskilde. Endvidere vilde et Samfund, 
der var organiseret efter det Princip, at alle skulde være_ 
Arbejdere, være tilstrækkeligt velhavende til at kunne ved- 
tage, at hvert Individ ved Opnaaelsen af en vis Alder, 
f. Eks. fyrretyve Aar eller noget mere, skulde fritages for at 
være moralsk forpligtet til at tage direkte Del i det nødven- 
dige manuelle Arbejde. Saaledes vilde den enkelte fra en 
bestemt Alder faa Tid til udelukkende at hellige sig viden- 
skabelige eller kunstneriske Sysler eller hvilke Arbejder han 
eller hun kunde foretrække. Kunst og Videnskab vilde saa- 
ledes frit skyde nye Grene, og der vilde sikres dem fuld Ud- 
vikling. 

I et saadant Samfund vilde der ikke findes Fattigdom ved 
Siden af Rigdom. Man vilde ikke kende noget til den Sam- 
vittighedens Dualisme, der nu fylder vort Liv og kvæler en- 
hver ædel Stræben. Et saadant Samfund vilde uhindret 
kunne styre henimod de højeste Maal, Mennesket i det Hele 
taget er i Stand til at naa. 



KAPITEL IX. 
Slutning. 



DE af mine Læsere, som med Taalraodighed har fulgt mig, 
og navnlig de, som med Interesse har gennemtænkt de 
her samlede Kendsgærninger, vil utvivlsomt føle sig over- 
bevist om den umaadelige Magt, Mennesket i de sidste halv 
hundrede Aar har vundet over de produktive Naturkræfter. 
Nogle vil ogsaa. haaber jeg, idet de sammenligner de For- 
bedringer, der er antydet her i Bogen, med Produktionens 
nuværende Stilling, gøre sig selv det S])ørgsmaal, som inden 
lang Tid vil blive det brændende i al videnskabelig National- 
økonomi, nemlig om de Midler, vi under den nuværende 
permanente Deling af Erhvervsgrene og Produktion beregnet 
paa Profit, bruger for at tilfredsstille de menneskelige For- 
nodenheder, ogsaa virkelig er økonomiske? Fører de til Øko- 
nomi i Udgift af den menneskelige Arbejdskraft? Er de ikke 
snarere hensigtsløse Overrester fra en Fortid, der var hyllet i 
Mørke, Uvidenhed og Tyranni og aldrig tog Hensyn til 
Menneskets økonomiske og sociale Værdi? 

Paa Landbrugets Omraade maa det tages for givet, at 
hvis kun en lille Del af den Tid, der nu af hver enkelt 
Nation eller Landsdel bruges til Markkultur, anvendtes til vel 
gennemtænkt og socialt udfort fortsat Forbedring af Jorden, 
vilde der ikke engang behoves fjorten Dages Arbejde aarligt 



220 

for at skaffe en Familie paa fem Medlemmer den aarlige 
Brødføde. Og dette Arbejde vilde ikke blive Fortidens haarde- 
Trællegerning, men et Arbejde, som vilde være velgørende 
for enhver fysisk sund Mand og Kvinde. 

Det er blevet bevist, at man ved intensiv Havebrug (del- 
vis under Glas) kan avle Grøntsager og Frugt i saadanne 
Mængder, at Menneskene kunde skaffe sig en rigelig For- 
syning af vegetabilsk Føde samt Frugt i Overflod, dersom de 
til Produktionen af disse Ting kun benyttede de Timer af 
Dagen, som enhver, der tilbringer Størstedelen af Dagen i 
Fabriken, Bjærgværket eller Studereværelset, gerne ofrede 
paa Friluftsbeskæftigelse. Men dette er selvfølgelig kun under 
den Forudsætning, at Fødemidlernes Produktion ikke er det 
enkelte Individs Arbejde, men en Gruppe Menneskers vel 
overtænkte og i Fællesskab udføi'te Gerning. 

Det er ligeledes blevet bevist, at der under en passende 
Arbejdsdeling næppe behøves to Aars Arbejde af en Mands 
Liv for at skaffe en Familie paa fem Medlemmer en Bolig, 
forsynet med alle de Bekvemmeligheder, som moderne 
Hygiejne og Smag kan skaffe Mennesket. Forsøg har og- 
saa godtgjort, at man ved at benytte Opdragelsesmetoder, 
der allerede længe har været kendt og delvis anvendte, kan 
bibringe et fjorten, femten Aars Barn af Middelbegavelse en 
bred, almindelig Forstaaelse af Naturen saa vel som af det 
menneskelige Samfund. Et saadant Barn vil være fortroligt 
med sunde Metoder for videnskabelig Forskning og for tek- 
nisk Arbejde og desuden være fyldt af en stærk Solidaritels- 
og Retfærdsfølelse. Det vilde være en let Sag i Løbet af de 
følgende fire, fem Aar at bibringe det saaledes udviklede 
Barn grundig, logisk sammenhængende Kendskab til Natur- 
lovene samt baade logisk og praktisk Kendskab til de tek- 
niske Metoder, der tjener til at tilfredsstille Menneskets mate- 
rielle Fornødenheder. Et saadant »fuldkomment« uddannet 
Individ, øvet i at bruge baade Hoved og Hænder, vilde ikke 



221 



blive den »Specialist« underlegent, der nu udklækkes ved vore 
Læreanstalter og Universiteter, tværtimod, det vilde i alle 
Retninger staa over denne, navnlig hvor det gælder Initiativ 
og Opfindelse paa saa vel det videnskabelige som det tekniske 
Omraade. 

Alt dette er som sagt allerede blevet bevist. Det er et 
Fremskridt af vor Tid — et Fremskridt, der er vundet til 
Trods for de utallige Hindringer, der altid stiller sig i Vejen 
for alt nyt. Det skyldes ukendte Dyrkere af Jorden, af hvis 
Hænder graadige Stater, Godsejere eller Mellemhandlere har 
snappet Arbejdets Frugt, førend den endnu var bleven moden, 
•og det skyldes Lærere, som desværre altfor ofte er segnet 
under den Byrde, der repræsenteres af Kirke, Stat, Handels- 
konkurrence, Idéforladthed og Fordomme. 

Men hvorledes ser — til Trods for disse Sejre — Tingene 
nu i Virkeligheden ud? 

Ni Tiendedele af hele Befolkningen i de korneksporterende 
Lande (som f. Eks. Rusland) og Halvdelen af Befolkningen i 
Lande, der som Frankrig lever af indenlandske Produkter, 
arbejder paa Marken i de fleste Tilfælde paa samme Maade 
som Oldtidens Slaver uden at faa andet end et tarveligt Ud- 
bytte af Jorden og med Redskaber, som de er ude af Stand 
til at forbedre, fordi Skatter, Afgifter og Undertrykkelse altid 
bringer dem saa nær Sultegrænsen som mulig. 

Endnu i vort Aarhundrede benytter hele Landes Befolk- 
ninger samme Slags Plov, som deres Forfædre i Middel- 
alderen gjorde, lever i den samme Usikkerhed med Hensyn 
til Dagen i Morgen, og man nægter dem ligesaa omhyggeligt 
Adgang til Undervisning. Og hvis de en Gang fordrer deres 
Del af Brødet, tvinges de med deres Hustruer og Børn til at 
gaa imod deres egne Sønners Bajonetter — akkurat som 
deres Forfædre gjorde for Hundrede og for tre Hundrede Aar 
tilbage i Tiden. 



I Lande med en vel udviklet Industri vil et Par Maane- 
ders Arbejde eller endnu mindre være tilstrækkeligt til at 
producere en rigelig og tilstrækkelig varieret vegetabilsk og 
animalsk Føde for en hel Familie. Men vi véd af Engels i 
Berlin og hans mange Tilhængere, at en iVrbejdsmands Fa- 
milie er nødt til at bruge over Halvdelen af sin Fortjeneste 
til Næringsmidler — det vil sige et halvt Aars Arbejde. Og 
hvilken Ernæring er det saa, at en saadan Familie faar? 
I England udgør Brød og Fedt Hovedernæringen for over 
Halvdelen af Befolkningen. 

En Maaneds Arbejde aarlig vilde være mere end til- 
strækkelig til at skaffe Arbejderen en sund Bolig, mens der 
nu udkræves tre til fem Maaneders Arbejde for at skaffe en 
Bolig, der som oftest er baade usund og indskrænket. Og 
denne Bolig vil aldrig nogensinde blive Arbejderens Ejendom, 
skønt han véd, at han, naar han er bleven 45 eller 50 Aar, 
bliver afskediget fra Fabriken, fordi hans Arbejde til den Tid 
vil blive udført af en Maskine og et Barn. 

Vi véd alle, at Barnet burde gøres fortrolig i hvert Fald 
med de Naturkræfter, som det en Dag selv kommer til at 
arbejde med, og at det burde sættes i Stand til gennem sit 
senere Liv at kunne holde Skridt med Teknikens og Viden- 
skabens stadige Udvikling, samt at det burde lære Videnskabens 
Resultater at kende samtidig med, at det lærte et Haandværk. 
Alle vil være med til at indrømme dette; men hvad gør vi for 
at naa dette Maal ? Børnene bliver i en Alder af ti Aar, ofte 
kun ni, sendt til Fabriken eller til Kulgruberne. Det tretten 
Aars Pigebarn bliver sat til at udføre en voksen Kvintles Ar- 
bejde i Væveriet eller i Bomuldstrykkeriernes forgiftede, kvæ- 
lende varme Luft for ikke at tale om »Dødskamrene« i Staf- 
fordshires Pottemagerværksteder. De enkelte, som har det 
sjældne Held at faa nogen Opdragelse, trattes med unyttigt 
Overarbejde, de bliver berøvet enhver Mulighed for en Gang 
selv at kunne blive Producenter. Under et Opdragelsessystem, 



223 

hvis Motiv er »Prodl« og hvis Midler er Specialisering, bliver 
(le Lærerinder, som tager deres Pligter alvorligt, udslidte og 
odelagte! Hvilke Masser af ganske unodvendige Lidelser findes 
der ikke i hvert saakaldet civiliseret Land i Verden! 

Naar vi kaster et lilik paa svundne Tider og ser akkurat 
de samme Lidelser dér, siger vi os selv, at disse den Gang 
paa Grund af den herskende Uvidenhed maaske var uund- 
gaaelige, men nu har Menneskets Geni, ansporet af vor mo- 
derne Renaissance, allerede vist os n5'e Veje. 

I Aartusinder har Produktionen af Menneskets Føde været 
en Byrde, ja næsten en Forbandelse. Den behøver imidlertid 
ikke at vedblive at være det. Naar Mennesket selv laver Jor- 
den og til Dels den Temperatur og Fugtighed, som hver Avl 
fordrer, vil det at producere en Families aarlige Brødføde 
under rationelle Kulturbetingelser fordre saa lidet Arbejde, at 
det næsten kan gøres som en Bibeskæftigelse ved Siden af 
anden Virksomhed. Hvis Menneskene vendte tilbage til Jor- 
den og samarbejdede med deres Naboer i Stedet for som nu 
at bygge høje Mure for at skjule sig for deres Blikke, hvis 
de benyttede sig af Metoder, som allerede er bleven forsøgt, 
og drog Nytte af videnskabelige og tekniske Opfindelser, vilde 
de forbavses over den Lethed, hvormed Jorden var i Stand 
til at yde dem en rig og mangeartet Fode. De vilde faa An- 
ledning til at se, hvor megen sund Kundskab Børnene under 
saadanne Forhold kunde tilegne sig, hvor hurtigt deres Intel- 
ligens udvikledes og hvor let de fattede Naturlovene — baade 
de døde og de levende. 

Lad os lægge Fabriken og Værkstedet tæt op ad vore 
Haver og Marker, jeg mener naturligvis ikke de store Indu- 
strianlæg, hvor der forarbejdes uhyre Metalmasser, thi de 
lægges mest hensigtsmæssigt paa bestemte af Naturen selv 
udpegede Steder, men jeg mener de utallige smaa Fabriker 
og Værksteder, som er nødvendige for at tilfredsstille civili- 
serede Menneskers saa stærkt forskelligartede Smag. Jeg 



224 

mener ikke de Fabriker, livor Børnene mister det barnlige 
Udseende i en forpestet Atmosfære, men derimod de luftige, 
sunde og derfor ogsaa økonomiske Fabriker, hvor et Menne- 
skes Liv betyder mere end Maskiner og Profit — og som vi 
allerede enkeltvis finder hist og her. Jeg mener ikke Fabri- 
ker og Værksteder, hvor Mænd, Kvinder og Børn drives hen 
af Sult, men Arbejdspladser, hvortil de drages af Ønsket om 
at finde en Virksomhed, der passer for dem, og hvor de, 
hjulpen af Drivkraft og Maskiner, kan vælge den Beskæftigelse, 
der stemmer bedst overens med deres Tilbøjeligheder. Lad 
-disse Fabriker og Værksteder blive bygget, ikke med det 
Formaal at skabe Profit ved Salg af »Shoddy« eller andre 
unyttige og forfalskede Varer, men for at skafi'e Millionerne i 
Europa de Ting, de behøver — men som de endnu ikke har. 
Og atter vil man forbavses ved at se, med hvilken Lethed og 
i hvor kort Tid Menneskets Fornødenheder med Hensyn til 
Paaklædning og Luksusgenstande kan tilfredsstilles, naar Pro- 
duktionen drives med det Formaal for Øje at tilfredsstille et 
virkeligt Behov i Stedet for som nu at give Aktieindehavere 
høj Profit eller at fylde »Grundere« og Skin-Direktørers Lom- 
mer med Guld. Mennesket vilde hurtigt faa Interesse for 
dette Arbejde, og Forældrene vilde glæde sig ved at se, hvor 
ivrig Børnene var efter at lære Naturen og dens Kræfter at 
kende, hvor interesseret de forlangte Forklaring over Maski- 
nerne, og hvor hurtigt deres Aand udviklede sig. 

Saaledes viser Fremtiden sig for os, en Fremtid, der 
allerede er mulig, allerede realisabel, og saaledes ser Nutiden 
ud, en Nutid, der allerede er dødsdømt og i Færd med at 
forsvinde. Og naar vi ikke nu allerede vender denne Nutid 
Ryggen og nærmer os Fremtiden eller i hvert Fald gør de 
første Skridt hen imod den, saa skyldes dette ikke Mangler 
ved Videnskaben, men først og fremmest vor umaadelige Be- 
gærlighed (den samme Slags Begærlighed, der fik Manden i 
Æventyret til at slagte Hønen, der lagde Guldæg) og dernæst 



225 



vor aandelige Ugidelighed — denne Tænkefejghed, der for- 
dom næredes saa omhyggeligt. 

Aarhundreder igennem har Videnskaben og den saakaldte 
praktiske Fornuft sagt til Mennesket: »Det er godt at være 
rig, at kunne tilfredsstile i hvert Fald sine materielle For- 
nødenheder ; men det eneste Middel, hvorved et Menneske 
kan skabe sig Rigdom, er at udvikle sin Aand og sine Evner 
saaledes, at han kan faa andre Mennesker — Slaver, Trælle 
eller Lønarbejdere — til at producere Rigdommen for sig. 
Der er intet andet Valg I Enten maa han tage sin Plads 
blandt Bøndernes eller Haandværkernes Skarer, som — hvad 
€nd Økonomerne og Moralisterne lover dem af Fremtiden — 
er domt til at sulte efter hver daarlig Høst eller saa længe 
Strikerne staar paa og som, saa snart de taber Taalmodig- 
heden, kan risikere at blive skudt ned af deres egne Sønner. 
Eller han maa udvikle sine Evner saaledes, at han bliver en 
militær Befalingsmand for de store Masser eller et Hjul i 
Statens Maskineri eller en af Spidserne i Handel eller Indu- 
stri.« Aarhundreder igennem havde Menneskene intet andet 
Valg, og de fulgte denne Anvisning uden dog at finde Lj'k- 
ken hverken for sig eller deres Børn, ej heller for dem, som 
de foregav at ville beskytte mod endnu større Ulykker. 

Men den moderne Oplysning sætter tænkende Mennesker 
andre Maal. Den siger dem, at man for at blive rig ikke 
behøver at tage Brødet ud af Munden paa andre, men at den 
bedste Udvej vilde være et Samfund, hvor Menneskene ved 
at arbejde med deres Hænder og Intelligens, ved Hjælp af 
Maskiner, der delvis er opfundne, delvis skal opfindes, selv 
skaffede sig den Rigdom de ønskede. 

Tekniken og Videnskaben vil ikke lade vente paa sig, 
hvis Produktionen tager en saadan Retning. Ledet af lagt- , 
tagelse. Analyse og Forsøg vil disse to Magter efterkomme 
ethvert Krav, der bliver stillet til dem. De vil reducere 
den Tid, som er nødvendig til at producere Velstand indenfor 

15 



226 

en bestemt Grænse, i saa høj Grad, at der bliver Tid for 
hver enkelt Individ til at beskæftige sig med det Arbejde,, 
han eller hun særlig foretrækker. Vistnok kan ingen nok 
saa ideale Forhold sikre Menneskene Lykke, fordi Lj'kken i 
endnu højere Grad afhænger af Individet selv end af dets 
Omgivelser. Men de kan i hvert Fald sikre os Mennesker 
den Lykke, der ligger i at bruge vore forskellige Evner 
fuldtud og til forskellige Formaal, i at have et Arbejde, der 
aldrig behøver at være forceret, samt i den Bevidstheds- 
foleise, at man ikke grundlægger sin egen Lykke paa andres 
Ulykke. 

Saaledes er de Udsigter, som Undersøgelserne i denne 
Bog aabner for den fordomsfri Menneskeaand. 



TILLÆG. 



A. Fransk Import. 

Omtrent en Tiendedel af det Korn, der bruges i Frank- 
rig, bliver endnu indført, men som vi vil se af et følgende 
Kapitel, har fransk Landbrug i den senere Tid udviklet sig 
saa betj'deligt, at Frankrig — selv uden Algier — snart vil 
have et Overskud af Korn. Vin bliver importeret, men der 
eksporteres næsten lige saa stor Mængde. Kaffe og Oliefro er 
de eneste Næringsmidler, der har varig Betydning for Im- 
porten. Med Hensyn til Kul og Cokes er Frankrig endnu 
afhængig af Belgien og England, men det er fornemlig den 
slette Organisation af Kulproduktionen, der staar hindrende i 
Vejen for, at det hjemlige Produkt kan forøges. De andre 
vigtige Tal for Importen er følgende : Raabomuld (ca. 8 Mil- 
lioner £ Nettoimport), Raauld (samme Beløb) og Raasilke 
(ca. 5 Millioner ^) samt desuden Huder og Pelsværk. 

Eksporten af Industriprodukter beløb sig i 1890 til 80 
Millioner ^2 og i de følgende Aar til omkring 74 Millioner. 

Eksporten af Tekstilvarer, foruden Garn og Lærred, var i 
1890 29,800,000 Jg og i 1891-94 257.2 Million. Importen 
af alle Tekstilvarer i 1890 6,900,000 jg og i 1891-94 
4,800.000 £. 

15* 



228 

B. Industriens Opblomstring i Rusland. 

Man vil af følgende Tal bedst kunne se det Opsving, den 
russiske Industri har taget. 

1880-81 1893—94 

Ctnr. Ctnr. 

Raajern 8,810,000 25,450,000 

Jærn 5,770,000 9.700,000 

Staal 6,030,000 9,610,000 

Jærnbaneskinner 3,960,000 4,400,000 

Kul 64,770,000 160,000,000 

Xafta 6,900,000 108.700.000 

Sukker . 5,030,000 1 1,470,000 

Raabonuild (hjemligt Produkt) . 293,000 1,225,000 

1889 

Bomuld, spundet £ 7,410,000 £ 18,760,000 

Bomuld, vævet - 9,970,000 - 22,230,000 

Bomuld, trykket og farvet - 6,110,000 - 7,280,000 

C. Jærnindustrien i Tyskland. 

Følgende Tabeller vil give Læseren et Begreb om den 
tyske Mine- og Metalindustris Udvikling. 

Produktionens Mængde angivet i metriske Tons, som kun 
er ubetydeligt mindre end engelske (0,,,^4), er saaledes: 

1883 1893 

Tons Tons 

Kul 55,943,000 76,773,000 

Brunkul 14,481,000 22,103,000 

Jærnerts 8,616,000 12,404.000 

Zinkerts - 678,000 792,000 

Mineralsalte (fornemlig Potaske)... 1,526,000 2,379.000 



229 



1874 1894 

Tons Tons 

Raajærn 1.906,200 5,382,170 

Halvfærdigt og færdigt Jærn og Staal 489,000 r),825,000 

Import af Jærn og Staal 757,700 349,160 

Eksport af samme 546,900 2,008,760 

Total-Hjemmeforbruget af Raajærn, 

Jærn og Staal 2,117,080 3,772,570 

Eng. Ib. Eng. Ib. 

Det samme pr. Individ af Befolknings- 
mængden 115 161 

Sammes Produktion pr. Individ 108 232 

Forholdet bliver endnu mere iøjnefaldende, naar vi an- 
fører Tallene for Storhertugdømmet Luxemburg: 

1868 1893 

Tons Tons 

Jærnerts (fremdraget) 722,000 3,352,000 

Raajærn (produceret) 93,400 558,300 

Staal (begjndte først at blive produ- 
ceret i 1886) 20,554 129,120 

Arbejdere (i Beskæftigelse) 3,508 7,087 

(Taget fra »Journal of the Iron and Steel Institutes B. 48, 

1895, S. 6.) 

D. Maskinindustrien i Tyskland. 

Forøgelsen af Tysklands produktive Kræfter illustreres 
bedst ved Maskinernes Udvikling. I Aaret 1879 havde Preus- 
sen 29,985 staaende Dampmaskiner (887,780 H.-K.), 5442 be- 
vægelige Maskiner (47,100 H.-K.) og 623 Dampmaskiner om 
Bord paa Skibe (50,310 H.-K.). Den samlede Mængde Maski- 
ner var altsaa 35,960 (985,190 H.-K.). Femten Aar senere 
saa Tallene saaledes ud: 57,224 staaende Maskiner (2,172,250 



230 

H.-K.), 14,425 bevægelige (147,130 H.-K.) og om Bord paa 
Skibe 1726 Maskiner (219,770 H.-K.). Samlede Mængde 73,375 
Maskiner (2,339,150 H.-K.). 

Samme Forøgelse har fundet Sted i Bayern. I 1879 var 
der 2411 staaende Maskiner (70,680 H.-K.), 892 bevægelige 
Maskiner (5520 H.-K.) og 98 Maskiner om Bord i Skibe (2860 
H.-K.). Samlede Mængde 3401 Maskiner (79,060 H.-K.). I 1889 
var der 3819 staaende Dampmaskiner (124,680 H.-K.\ 2021 
bevægelige (13,730 H.-K.) og 38 Maskiner om Bord i Skibe 
(4370 H.-K.). Samlede Mængde Maskiner 5868 (142,750 H.-K.). 

For det t\'ske Kejserriges Vedkommende anslog Professor 
Lexis i 1879 den samlede Mængde af alle Maskiner til 
65,170 (4,510,640 H.-K.)- 

1890 var den samlede H.-K. 7,200,000 — nemlig 2,500,000 
H.-K. i staaende Maskiner, 4,200,000 H.-K. i bevægelige og 
500,000 i Skibe. (Schmollers Jahrbuch XIX, I. S. 275.) 

Maskinfabrikationens hurtige Vækst i Tyskland ses bedst 
af den tyske Eksports Forøgelse, som illustrei'es ved følgende 
Tabel: 

1890 1895 

Maskiner Og Maskindele £ 2,450,000 £ 3,215,000 

Symaskiner og enkelte Dele af 

disse - 315,000 - 430,000 

Lokomotiver og Lokomobiler. . - 280,000 - 420,000 

Enhver Englænder véd, al enkelte Dele af tyske Symaskiner 
og en stor Mængde Redskaber finder Vej endog til England, 
og at tysk Værktøj rask væk anbefales i engelske Bøger. 



/s. Homiildsinduslrien i Tijnkland. 

I sin fortrinlige Bog »Die Baumwollindustrie in England 
und auf dem Kontinent« gør Dr. G. Schulze-Gåvernitz op- 
mærksom paa, at Tyskland vistnok endnu ikke har naaet det 



231 

liøje tekniske Udviklingstrin i)aa Bomuldsindustriens Oniraade 
som England, men han gør tillige opmærksom paa det 
Fremskridt, Industrien har gjort i den senere Tid. Omkost- 
ningerne ved hver Yard simpelt Bomuldstoj er til Trods for 
•de lave Lønninger og den lange Arbejdsdag i Tyskland større 
■end i England, hvilket vil freragaa af følgende sammen- 
lignende Tal: 

England Tyskland 

Arbejdstimer 9 Timer 12 Timer 

Arbejdernes gennemsnitlige Ugeløn 16 sh. 3 d. 11 sh. 8 d. 

Yards vævet pr. Uge af én Arbejder 706 Yards 466 Yards 

Omkostninger ved hver enkelt Yard O,.^^- d. 0,0,00 d. 

Men Dr. Schulze-Gåvernitz anfører tillige, at naar det 
gælder alle Slags tr^-kkede Bomuldstøjer, hvor Fantasi, Farve 
og Opfindelse spiller en fremtrædende Rolle, saa er Fordelen 
helt paa de mindre tyske Fabrikers Side. 

Hvad Spinderierne angaar, er Fordelen derimod helt paa 
Englands Side. Tallet paa Arbejdere pr. 1000 Tene stiller 
sig i de forskellige Lande paa folgende Maade: 

Pr. 1000 Tene 

Bombay 25 Arbejdere 

Italien 13 — 

Elsass øy, — 

Miihlhausen 7^, — 

Tyskland 1861 20 - 

- 1882 8 å 9 - 

England 1837 7 - 

— 1887 3 — . 

I den sidste halve Snes Aar er der gjort væsentlige For- 
t)edringer. Schulze-Gavernitz skriver: »Fra Aar 1884 viser 
Italien overordentlig Fremgang, og der er heller ingen Tvivl 
om, at Tyskland har reduceret Arbejdernes Antal siden sidste 



232 

Tælling. Af det rige Materiale, der ligger foran mig, vælger 
jeg folgende Tal, som dog kun gælder for første Klasses tek- 
nisk fremragende Spinderier: 

Pr. 1000 Tene 

Schweiz 6,, Arbejdere 

Muhlhausen 5.^ — 

Baden og Wiirtemberg 6,3 — 

Bajern 6,,^ — 

Sachsen (nye og fortrinlige) 7,2 — 

Vogeserne i Frankrig (gamle Spinderier) .... 8,9 — 

Rusland 16,6 — 

I Augsburg illustreres Fremgangen fra 1875 til 1891 med 
følgende Tal: 

1875 1891 

Pund Garn pr. Ten 32,^ 35,,, 

Pund Stof pr. Ten 39,0 42,^ 

Arbejdere pr. 1000 Tene 9,- 7,^ 

Arbejdstimer pr. Uge 72 66 

Arbejdslønnen er overalt steget.« 

F. Mine- og Tekstilindustrien i Østerrig. 

For at give et Begreb om de forskellige Industrigrenes 
Udvikling i Østerrig-Ungarn vil det være tilstrækkeligt at om- 
tale Mineindustrien og Tekstilindustrien. 

Værdien af den aarlige Udvinding af Kul og af Jærnerts 
ansættes som følgende Tabel viser : 

1880 1893 

Kul (Østerrig) £ 1,611,000 ^ 2,796,000 

Brunkul (Østerrig) - 1,281,300 - 2,837,400 

Raajærn (østerrig-Ungarn) - 1,749.000 - 3,015,800 

For Øjeblikket opvejer Eksporten af Kul fuldstændig Im- 
porten. 



233 



For Tekstilindustriens Vedkommende havde Østerrig alle- 
rede i 1890 1970 Dampmaskiner med 113,280 H.-K., som 
arbejdede i Tekstilbranchen. 

Af Bomuldsspinderier var der 153 med 2,392.3fiO Tene 
og 33,815 Arbejdere og af Bomuldsvæverier 191 med 47,902 
Maskinvæve. 

I 1890 naaede Importens Værdi af Raabomuld det anse- 
lige Beløb 4,333,000 £ (Bomuldsgarn 1,875,000 £\ af Uld 
3,000,000 £ (Uldgarn 1,775,000 £), Silke 1,560,000 £, mens 
Eksporten af Uldvarer helt opvejede Importen. 



G. De Tal, som Giffens og Flux har opstillet for at belyse 
Englands Stilling i Verdenshandelen. 

Nogle faa Bemærkninger i Anledning af disse Tal vil ikke 
være overflødige. 

Da der i Aarene 1882—86 foregik en pludselig Nedgang 
i Storbritanniens og Irlands Eksport, og Politikerne benyttede 
de daarlige Tider som en Anledning til at gentage det aldrig 
neddjssede Raab om Toldbeskyttelse, idet de særlig frem- 
hævede den Skade, tysk Konkurrence tilføjede den engelske 
Handel, underkastede Hr. Giffens Verdenshandelens Tal en 
Prøve i sine »Finance-Essays« og i sin Indberetning til »The 
Board of Tråde Commission«, 1888. 

Efter den Tid har Mr. A. W. Flux analyseret disse Tal og i 
denne Beregning taget Hensyn til de senere Aars Fremskridt. 
Han bekræftede de Resultater, Giffens var kommet til, og 
bestræbte sig for at paavise, at den saa meget omtalte tyske 
Konkurrence ikke var andet end en Vildfarelse. Resultatet 
af GifTens' Undersøgelser gengives af A. W. Flux (The Com- 
mercial Supremacy of Grcat Britain i »Economical Journal«, 
1894, IV., S. 457) med følgende Ord: 



234 

»Gennemgaaende stiller Tallene sig ikke saaledes, at de 
antyder stor eller overvældende Fordel for den t\'ske Eks- 
port i Modsætning til Storbritanniens. I visse Retninger 
er der større Fremgang, men gennemsnitlig mærkes der 
ingen uforholdsmæssig Fremgang, og paa mange af de vig- 
tigste Markeder i England er Tj'skland næppe nok repræ- 
senteret. « 

I denne betingede Form med Hensyn til den tyske Kon- 
kurrence alene og med Benj'ttelsen af Tal, som ikke angiver 
hvilken Slags Varer og hvilke Kvantiteter der udgør en be- 
stemt Eksportværdi, kan vi akceptere Giffens" Udtalelser, men 
heller ikke mere. 

Hvis vi derimod tager hans Tal i de udførlige Tabeller, 
han har opstillet i det omtalte Blad (Side 461 til 467) 
for med stort Besvær at bevise, at Tysklands Del i Im- 
porten til f. Eks. Rusland, Italien, Serbien osv. er reduceret 
i samme Forhold som De forenede Staters, saa faar vi ikke 
andet ud af disse Tal, end at der er andre Lande — foruden 
Tyskland — f. Eks. De forenede Stater og Belgien, der kon- 
kurrerer heldigt med England, Frankrig og Tyskland i Leve- 
rancen til Rusland, Italien, Serbien osv. af den Slags Fabrik- 
varer, som disse Lande endnu maa hente fra Udlandet. 

Men vi faar ikke heller af disse Tal mindste Ophsning 
om, at der i Lande, som før indførte fabrikerede Metalvarer, 
nu indfores Kul og Raametaller for derved at fremstille disse 
Varer i Hjemlandet selv, eller at man nu kun indfører Garn 
paa Steder, hvor man før indførte kulørte eller trykkede 
Bomuldstøjer. Hele denne Sag er uendelig langt mere kom- 
pliceret, end man faar Begreb om af GifTens' Beregninger. 
Hvor beroligende hans Tal end kan have virket paa op- 
skræmte Gemytter, indeholder de dog ikke det ringeste 
Svar paa de mange økonomiske Spørgsmaal, som Sagen inde- 
holder. 



235 



//. Bonmldsinduslrien i Indien. 

Jc<4 har i den foranstaaende Tekst illustreret mine Ud- 
talelser om Indiens industrielle Udvikling med en Mængde 
Beviser. Et af disse, der stammer fra sagkyndig Side, for- 
tjener særlig Opmærksomhed. I en Artikel om Fremgangen 
i den indiske Bomuldsfabrikation skrev ^Textile Recorder« 
15. Oktober 1888 følgende: 

5>Ingen, der har med Bomuldsindustri at gøre, kan være 
uvidende om, hvor hurtigt Bomuldsfabrikationen udvikler sig 
i Indien. Statistiske Beretninger af alle Slags er bleven 
offentliggjort for at konstatere denne Fremgang. Ikke des- 
mindre synes man ikke helt at forstaa, at denne stigende 
Produktion af Bomuldstøjer maa virke alvorligt reducerende 
paa Efterspørgslen efter Lancashire Fabrikaterne, og at det 
langtfra er usandsynligt, at den Tid er nær, da Indien ikke 
bliver større Køber af engelske Bomuldsvarer end De for- 
enede Stater nu er. 

For traf man Manchester-Fabrikater i de mest afsides 
liggende Smaabyer ved Ganges- og Brahmaputra-Floden, ja 
•ofte endog i de endnu mere fjærntliggende Basarer i Assam, 
Sj'^Ihet og Cachar. Xu er det anderledes. Indiske Bomulds- 
tøjer er komne i første Række og har fortrængt Manchester- 
varerne. 

Upartiske Dommere, som er nøje kendt med Landets 
Hjælpekilder og har iagttaget Industriens Vækst i de sidste 
ti Aar, betænker sig ikke paa at udtale, at Produktionen af 
de almindelige Bomuldsvarer inden ret længe vil være til- 
strækkelig stor til at tilfredsstille Indiens Behov, saa at Im- 
porten fra Lancashire bliver overflødig.« 

Vi behøver næppe at tilføje, hvor dyrt det maa betales, 
at indiske Fabrikanter kan producere de billige Bomulds- 
tøjer. Bombay Factory Commission's Beretninger, som i 
August 1888 forelagdes Parlamentet, indeholdt saa gruopvæk- 



236 

kende Skildringer om Grusomhed og Havesyge, at de næppe 
vil blive troet, i hvert Fald ikke af dem, der har glemt 
Parlaments-Kommissionernes Afsløringer i 1840—42. 

Som Regel er Maskinerne i Gang fra Kl. 5 Morgen til 
Kl. 7—8—9 Aften, og Arbejderne er uafbrudt beskæftigede i 
tolv, indtil fjorten Timer, idet de ved Spisetiderne kun af- 
løser hverandre i Hold. I Perioder, hvor der er meget 
travlt, hænder det, at samme Hold Arbejdere bliver ved 
Rensemaskinen og Pressen Døgnet igennem kun med en halv 
Times Hvile om Aftenen. I nogle af Fabrikerne indtager Ar- 
bejderne deres Maaltider ved Rensemaskinen og er efter otte 
eller ti Dages uafbrudt Arbejde saa udmattede, at de ganske 
mekanisk, halvt i Søvne betjener Maskinerne. 

»Det er en sørgelig Fortælling om stor Nød paa den ene 
Side og samvittighedsløs Havesyge paa den anden,« siges der 
tilsidst i den officielle Rapport. Det er imidlertid ganske 
fejlagtigt at tro, at de indiske Fabrikanter kan konkurrere 
med de engelske, saa længe de vedbliver at udnytte Arbej- 
dernes Arbejdsevne saa ubarmhjærtigt, som de nu gør. For 
knapt et halvt Aarhundrede siden havde vi i England akku- 
rat de samme frygtelige Forhold. Og den Tid vil komme, 
hvor ogsaa indiske Arbejdere vil forstaa at lægge en Dæmper 
paa Fabrikanternes Havesyge, men Fabrikerne i Rombay vil 
ikke af den Grund komme til at staa ringere i Kampen over- 
for de engelske. 

/. De overrislede Enge i Italien. 

I Journal de l'Agriculture 2. Februar 1889 finder vi føl- 
gende Reskrivelse af Engene ved Milano: 

»Paa nogle af disse Enge flyder Vandet uafbrudt, paa 
andre lader man det kun flyde ti Timer om Ugen. De første 
Enge giver 6 Høste aarligt; fra Februar Maaned faaes der 



237 

af hver Hektar 80 å 100 Tons Græs eller i tørret Tilstand 
20 a 23 Tons Hø (altsaa 8 a 10 Tons pr. Acre). Paa lavere 
liggende Enge er 13 Tons Hø af Acren det almindelige Ud- 
bytte. Hvis vi nu tager 80 Acres under Gennemsnitslbrhold, 
vil de give 56 Tons grønt Græs pr. Hektar, hvilket svarer 
til 14 Tons Hø eller Foder til tre Malkekøer paa hver Hek- 
tar (2^/2 Acres). Forpagtningsafgiften af disse Enge er fra 
8 £ til 9 Jg 12 sh. pr. Acre.« 

For Majsens Vedkommende er Fordelene ved Vandings- 
systemet lige saa iøjnefaldende. Paa overrislede Jorder faar 
man 78 å 89 Bushels pr. Acre imod 56 å 67 paa ikke-van- 
dede i Italien, og 28 a 33 Bushels i Frankrig. Garola: Les 
Céréales. 

Af Beauclerck's Værk; »Rural Italy« (London 1888) 
ser vi bedst, hvorledes italiensk Landbrug ruineres. I sin 
Omtale af Provinsen Milano siger han, at vi dér finder 
en af de tætteste Landbrugs-Befolkninger i Verden, og det 
i et Land, hvis ene Halvdel bestaar af nøgne Fjælde (416 
Indbyggere pr. Kvadratmil). Kun Flandern er i Befolk- 
ningsmængde Milano lig. Jordbunden er ikke af Naturen 
frugtbar, og det er kun ved store Udgifter i Kapital og i Ar- 
bejdskraft, at man har skabt Landets Rigdom. Men Skat- 
terne er fabelagtig høje, idet de beløber sig til 2620 Francs 
pr. Kvadratkilometer af den opdyrkede Jord. Gennemsnitlig 
beregner Beauclerck, at Italiens Landmænd betaler 300 
Millioner Francs i direkte Skatter af Indtægter, der ikke 
overstiger 1000 Millioner Francs — for ikke at tale om 
Skatten paa Salt og paa personlig Ejendom samt de indirekte 
Skatter. 

./. Kanaløerne. 

1 Englands Landbrugs Literatur, og forøvrigt ogsaa andre 
Steder, henvises der hyppigt til Jerseys og Guernseys for- 
trinlige Jordbrug. Jeg behøver saaledes kun at henlede mine 



238 

Læseres Opmærksomhed paa W. E. Bear's Værker (Journal 
of the Agricultural Society, 1888; Quarterly Review, 1888; 
British Farmer, etc.) samt paa D. H. Ansted's og R. G. 
Latham's udtømmende Værk: The Channel Islands, third 
edition, revised by E. Touhnin Nicolle (London TAllen] 1893). 
Mange engelske Forfattere, dog absolut ikke de her 
nævnte, er tilbøjelige til at forklare Jerseys Held paa det 
agrikulturelle Omraade med det heldige Klima og Jordens 
Frugtbarhed. Hvad Klimaet angaar, kan det ikke nægtes, at 
den aarlige Solskinsmængde er større paa Jersey end noget 
Steds i England. Den varierer fra 1842 Timer aarligt 
(i 1890) til 2300 Timer i 1893) og overstiger saaledes 
den største Mængde Solskin, som findes i England, med 
ca. 186—336 Timer om Aaret (det usædvanlig høje Maxi- 
mumsaar 1894 ikke medregnet). Maj og August Maaned synes 
at være de mest begunstigede (Ten Years of Sunshine in the 
British Isles, 1881—1890). Men for at komme tilbage til 
Ansted's og Latham's netop anførte Værk vil jeg citere føl- 
gende deraf: »Uden Tvivl er der paa alle Øerne, navnlig paa 
Guernsey, Mangel paa Solvarme og paa direkte Paavirkning 
af Solstraalerne om Sommeren, der ikke kan være uden Ind- 
tl3'delse, og i den sidste Del af Foraaret blæser der vedhol- 
dende en kold, tør østlig Vind, som absolut maa hæmme 
Vegetationen.« (Pag. 107.) Enhver, der har tilbragt blot 
nogle faa Uger i den sidste Foraarstid paa Jersej', vil af Er- 
faring vide, hvor sand denne Udtalelse er. Desuden er der 
den bekendte Guernseytaage, og »som Følge af Regn og 
Fugtighed lider Træerne af Meldug og Rust saa vel iiom af 
forskellige Slags Bladlus.« 

De samme Forfattere skriver, at Blodferskenen »paa Grund 
af utilstrækkelig Varme om Efteraaret« ikke trives paa Fri- 
land, og at Aprikosen lider ved »de fugtige Efteraar og de 
kolde Somre«, og saa fremdeles. 



239 

Naar Jerseykartotlen er nioden gennemsnitlig tre L'ger før 
Kartoflen i Cornwall, inaa dette Faktum udelukkende tilskrives 
de Forbedringer, man stadig gør paa Jersey for at faa — om 
det end er nok saa smaa Kvantiteter — Kartofler nogle faa 
Dage for den almindelige Tid. Da Prisen paa de tidlige 
Kartofler er saa langt større end paa de senere, gør man de 
størst mulige Anstrengelser for at faa en tidlig Høst, og det 
synes virkelig ogsaa, som om Kartoflerne stadig modnes tid- 
ligere og tidligere; der er i hvert Fald i Løbet af de sidste 
ti Aar indvundet et Forspring paa tre til fire Uger. 

Den følgende Tabel viser, hvornaar Eksportiden begyndte 
og hvilke Priser, der betaltes pr. Cabot (1/-^; Ton) den første 
Eksportdag: 

sh. d. sh. d. 

1883, Maj 22 12 a 14 

1884, y> 6 6 6 - 80 

1885, )> 19.. 00 

1886, Juni 2 6 - 7 

1887, Maj 24 8 - 10 O 

1888, » 29 8 - 10 O 

1889, ) 14 8 O - 10 O 

1890, » 6 9 - 10 O 

1891, >> 1 12 O - 15 O 

1892, » 17 12 O - 14 

1893, April 24 S 3 - 8 6 

1894, » 26 116 

Nedgangen i Priserne pr. Ton ses bedst af omstaaende 
Tabel. 

Jordens Frugtbarhed kan man endnu mindre paaberaabe 
sig, fordi der i Storbritannien ikke findes et Stykke Jord af 
tilsvarende Størrelse som Jersey og Guernsey, der bliver 
gødet saa stærkt med Kunstgødning som disse to Øer. I 
Falles j Jersey«, første Oplag, 1694, læser vi, at Øerne ikke 



240 



Lørdags- 
Notering. 
Maj 5 

» 12 

» 19 

> 26.-28.. 
Juni 2 

» 9.-11. . 

» 16 

» 23 

» 30 

Juli 2 

» 7 

!> 14.-16.. 

» 30 

Aug. 20 



1887 



1889 



i8a.4 



£ sil. d. £ sh. d.'r £ sh. d. , £ sh. d. 



22 10 7 

10 14 7 

9 15 6 

5 12 7 

6 11 9 
6 7 6 



20 12 6 
10 14 7 



— ! 

17 6 8 



6 14 4 



4 7 6 5 17 O 

2 10 0! 2186 

2 8 11 j 2 12 O 

2 10 O 2 12 O 



18 2 6 

11 9 2 

9 3 4 

6 9 2 

7 18 4 
6 13 4 
6 15 5 

8 6 8 

6 17 6 

9 3 4 
6 17 6 



den Gang »producerede det Kvantum Næringsmidler, der var 
nødvendigt til Brug for Befolkningen og derfor i Fredstid 
raaatte have Fors3ning fra England eller fra Danzig.t 

I »The Groans of the Inhabitants of Jersey«, udkommen 
i London 1709, hører vi samme Klage. Og Quayle, der 
i 1812 skrev om de to ovennævnte Boger, føjede sin Klage 
til deres. vDet Kvantum, der produceres, er absolut util- 
strækkeligt for Befolkningens Underhold, Garnisonen ikke 
iberegnet,« skrev han. (»General View of the Agriculture and 
the Present State of the Islands on the Coast of Normandy«, 
London 1815, p. 77.) Og han tilføjede: »Hvilke Indrømmelser 
man end vil gøre, maa Sandheden dog frem, Kornet er 
slet, ja enkelte Steder ganske modbydeligt.« Og de moderne 
Forfattere Ansted, Latham og Nicolle belærer os om, at Jord- 



241 

bunden absolut ikke er frugtbar. Den bestaar af forvitret 
Granit og er let at dyrke, men >'den indeholder ikke andre 
organiske Stoffer end dem, Mennesket har nedlagt i den.« 

Til den Opfattelse maa enhver komme, der besøger Øen 
og opmærksomt betragter Jorden. Dens Frugtbarhed er 
Menneskeværk. Det høje Standpunkt, der udmærker Jer- 
seys Landbrug, skyldes langt snarere de heldige Betingelser 
for Jordbesiddelse og de lave Skatter, end det skyldes Sol- 
skin og god Jord. Øernes Befolkning har ikke stort med 
Skatteopkræveren at gøre. Medens der i England gennem- 
snitlig betales 50 sh. i Skatter pr. Individ, mens den franske 
Bonde er overbebyrdet med Afgifter og den milanesiske 
Gaardbruger betaler 30 % af sin Indkomst til Staten, beløber 
samtlige Skatter paa Kanaløerne sig kun til 10 sh. pr. Indi- 
vid, og det endda kun i Byerne, paa Landet er de endnu 
mindre. Af indirekte Skatter har man kun 2^ /g sh. at betale 
for hver Gallon indført Sprit og 9 d. pr. Gallon indført Vin. 

Beboerne lever til Held for dem under Normandiets 
gamle Sædvaneret — Coutumier de Normandie. Som Følge 
deraf ejes Halvdelen af Jorden af dem, der dyrker den. Der 
ev ingen Godsejer, der gaar og iagttager Sæden og lægger 
paa Forpagtningsafgiften, førend Bonden endnu har høstet 
Frugten af de Forbedringer, han har indført. Der maa ikke 
betales saa og saa meget for hvert Læs Tang eller Sand; 
enhver tager hvad han behøver, kun paa den Betingelse, at 
Tangen hentes paa en bestemt Tid af Aaret og Sandet tages 
i en Afstand af 60 Yards fra Højvandsmærket. Den, der 
køber Jord til Dyrkning, bliver ikke Slave af Aagerkarlen. 
En Fjerdedel af den permanente Forpagtningsafgift, som Kø- 
beren forpligter sig til at betale, bliver kapitaliseret og skal 
betales ved Købet. Resten bhver en permanent Forpagtnings- 
afgift i Hvede, som i Jersey er 50 å 54 Sous pr. Cabot. 

At beslaglægge en Ejendom for Gælds Skyld er forbunden 
med saa store Vanskeligheder, at der kun sjældent gribes til 

IC 



242 

det Middel. (Quayle's View, Pag. 41—46.) Salg af Jord be- 
kræftes kun med Ed af begge Parter og foraarsager næsten 
ingen Udgifter. Og Lovene for Arv gaar ud paa at bevare 
Hjemstedet uden Hensyn til den Gæld, Faderen muligvis kan 
have paadraget sig. (Ovennævnte Bog, Pag. 35—41.) 

Efter at have meddelt, hvor smaa Gaardene paa Øerne 
er (fra 25 til 50 Acres og mange endnu mindre) — der er 
paa hver af Øerne ikke 100 Gaarde paa over 25 Acres, og 
af disse har kun Y2 Dusin paa Jersey over 50 Acres — 
skriver de Herrer Ansted, Latham og Nicolle følgende: 

»Intet Steds lindes der en saa lykkelig og tilfreds Land- 
befolkning som paa Kanaløerne. .... Ogsaa Vedtægterne for 
Lands Overdragelse og Besiddelse har i ikke ringe Grad bi- 
draget til Befolkningens Velstand Køberen bliver abso- 
lut Ejer af Gaarden, og hans Ejendom kan ikke angribes, 
saa længe Renterne af (Hvede)-Forpagtningen bliver betalt. 
Han kan ikke — som i Prioritetstilfælde — blive sat fra 

Gaarden, hvis han ikke kan betale Fordelene ved el 

saadant System er saa iøjnefaldende, at al nærmere Forklaring 
er overflødig .i^ (The Channel Islands, third Edition, revised 
by E. Toulmin Nicolle, Pag. 401 og Pag. 443.) 

Følgende Tal vil bedst vise, hvorledes den dyrkede Jord 
paa Jersey bliver anvendt : 



Kornsorter og 
Bælgfrugter. 



Rodfrugter. 



Hvede 

Byg 

Havre og Rug . . 
Bønner og Ærter 

Kartofler 

Roer og Kaalrabi , 

Mangold , 

Andre Sorter . . . . 



1893 


1894 


Acres 


.\cres 


1,526 


1,709 


109 


113 


286 


499 


12 


16 


7,599 


7,007 


126 


111 


219 


232 


382 


447 



At overføre .. . 10,259 10,134 



243 

1893 1894 

Acres Acres 

Overført... 10,259 10,134 

Kløver, Saagræs og | til Hø 2,604 2,842 

Græs i Sædskifte \ ikke til Hø 2,563 2,208 

Permanent Græsgang | til Hø 989 1,117 

eller Eng ( ikke til Ho 3,120 3,057 

19,535 19,358 

I Aaret 1889: 

Acres 

Bærfrugt 2,487 

Træfrugt 156 

Handelsgartnerier 83 

Planteskoler 30 

Kvægiiold: 1893 1894 

Heste, kun brugt i Landbruget 2,300 2,252 

Heste, endnu ikke tilkørte 103 83 

Hopper (kun bestemte til Tillægsdyr) 14 16 

Heste... 2,417 2,351 

Malkekøer eller kælvende Køer 7,004 6,709 

Andet Kvæg: 

To Aar gammelt eller derover 760 864 

Et å to Aar 2,397 2,252 

Under et Aar 2,489 2,549 

Kvæg tilsammen. . . 12,650 12,374 

Faar, i alle Aldre 335 352 

Svin, indb. Søer bestemt til Avl 5,587 6,021 

Eksport: 1887 1888 1889 

Tyre 102 100 72 

Køer og Kvier 1,395 1,639 1,629 

16* 



244 

Kartofler, eksporterede: 

Tons £ 

1887 50,670 434,907 

1888 60,527 242,110 

1889 52,700 264,153 

1890 54,110 293,681 

1891 66,840 487,642 

1892... 66,332 376,535 

1893 57,762 327,366 

1894 60,605 462,895 

Der brugtes i de sidste to Aar til Kartofler henholdsvis 
7599 og 7007 Acres, og Eksportværdien naaede i 1893 et 
Beløb af 27 ^ 6 sh., i 1894 66 £ 1 sh. 

Hvad Drivhuskultur angaar har en af mine Venner, der 
har arbejdet som Gartner paa Jersey, samlet en Del Oplys- 
ninger for mig om Jordens Produktionsevne ved Kultur 
under Glas. Af disse kan jeg som et absolut paalideligt 
Eksempel føje følgende til dem, jeg allerede har anført inde 
i Bogen: 

»Gartner B.'s Drivhus er 300 Fod langt og 18 Fod bredt, 
hvilket udgør 5400 Kvadratfod; af disse bruges 900 til Gangen 
i Midten. Væggene er ikke af Mursten, kun Hovedfacaden 
har Murpiller med Brædder imellem. Der er Varmtvands- 
ledning, men den benyttes kun lejlighedsvis for at holde 
Frosten ude om Vinteren. Afgrøden er Kartofler (der ikke 
behøver Varme), og disse afløses af Tomater. Tomaterne er 
B.'s Specialitet. Som Mellemfrugt avles Radiser og deslige. 
Udgifterne til Drivhuset (uden Varmeapparatet) beløber sig til 
10 sh. pr. løbende Meter, hvilket udgør 150 ^ for Ys ^^''^ 
under Glas eller ca. 6 sh. 3 d. pr. Kvadratmeter under Glas. 

Afgrøden i Kartofler er 4 Cabots pr. Perch *) eller ^/i Ton 
tidlige Kartofler af Drivhuset, og hvad Tomaterne angaar, er 

*) 1 Perch er ' Acre. 



245 

Gartner B. kommen til sjældent smukke Resultater. Han 
planter kun 1000 Planter, giver altsaa Planterne mere Plads 
end almindeligt er Tilfældet, og han dyrker en rynket Varietet, 
som giver en meget stor Høst, men ikke indbringer saa høje 
Priser som de glatte Sorter. I 1896 høstede han fire Tons 
Tomater og i 1897 samme Mængde — hver Plante bar gen- 
nemsnitligt 20 'E Tomater, medens ellers en Plante alminde- 
ligt kun giver 8 k 12 'E . 

Den samlede Host var 4^/^ Tons Grøntsager, hertil kom 
endnu Udbyttet af Mellemfrugten — altsaa 85,000 Ibs. pr. Acre 
(med Mellemfrugten 90,000 Ibs.). 

Jeg udelader Udbyttet i Penge og anfører endnu kun, at 
Udgifterne til Brændsel og Gødning aarligt beløb sig til 10 £, 
og at der gennemsnitligt paa Jersey behøves 3 Mands Ar- 
bejde med 55 Timer om Ugen (en Arbejdsdag paa 10 Timer) 
til hver glasdækket Acres Dyrkning. 

K. Plantet Huede. Rothamsted-Ud fordringen. 

Sir A. Cotton holdt 1893 i Balloon Society et Foredrag 
om Landbrug, hvori han varmt anbefalede Dyb-Kultur og 
Plantning af Frøet med store Mellemrum. Han oftenthg- 
gjorde senere dette Foredrag som Brochure (Lecture on 
Agriculture, 2°d edition, with Appendix. Dorking, 1893). De 
bedste af hans Hvedesorter gav gennemsnitligt »55 Aks 
pr. Plante med 3 Ounzer Korn af smuk Kvalitet — om- 
trent 63 Ibs. pr. Bushel«. (Pag. 10). Dette Udbytte svarer 
til 90 Bushels pr. Acre eller omtrent til de Resultater, Gran- 
deau og Dessprez kom til henholdsvis ved Tomblaine og Ca- 
pelle Forsøgsstationer — hvis Arbejder Sir A. Cotton forovrigt 
ikke synes at kende. Det maa imidlertid siges, at Sir A. 
Cotton's Forsøg ikke blev ledet eller snarere fremstillet viden- 
skabeligt. Des ønskeligere vilde det have været, om hans 
Paastande var blevne omhyggeligt prøvede ved en eller anden 



246 

Forsøgsstation for enten at blive stadfæstede eller modbeviste. 
Dette havde været en Opgave for den ansete Chef ved 
Rothanasted Forsøgsgaard, Sir John Lawes, selv ora Forfat- 
teren af Brochuren kommer meget nær op ad de Hoved- 
linjer, der følges i Rothamsted. Men Sir John Law^es valgte 
en anden Fremgangsmaade; han offentliggjorde i »Echo« et 
aabent Brev (der blev optaget i Tillæget til Sir A. Cotton's 
Foredrag), som indeholdt følgende: 

»Her er øjensynligt to vigtige Spørgsmaal at overveje, 
først om der kan avles saa meget som 100 a 120 Bushels 
Hvede pr. Acre af almindelig Agerjord? Dernæst om en saa 
ualmindelig rig Høst — hvis den virkelig kan avles — kan 
faaes for en Pris, der vil bringe Ejeren Fordel? Hvis Sir 
A. Cotton eller hvem som helst paa // Acres god Gennemsnits- 
Jord kan avle tusind Biishels Hvede, vil jeg udbetale ham 
250 £ — han maa udgive saa meget han lyster til Dyrknin- 
gen. Endvidere tilbyder jeg, for at faa fastslaaet, om Eng- 
land paa sine 2 å 3 Millioner Acres kan producere tilstræk- 
kelig Hvede til hele Befolkningen og maaske endog til Eks- 
port, at udbetale 1000 ig til Sir A. Cotton eller til hvem som 
helst, der avler 100 Bushels Hvede pr. Acre paa ti enkelte 
Acres Hvedejord, én i hver af de ti engelske Grevskaber, som 
for Øjeblikket har den største Hvedeavl; Udgifterne ved Avlen 
maa være ringere end Kornets Værdi, for at del derved kan 
bevises, at vore Landmænd med Fordel kan avle den Slags 
Afgrøde.« 

Jeg aftrykker omtrent hele dette Brev (Fremhævelserne 
er af mig), fordi jeg allerede har faaet Breve og læst offent- 
lige Beretninger, hvoraf det fremgaar, at Sir John Lawes har 
tilbudt 1000 £> til den, der paa én Acre havde avlet 100 Bu- 
shels Hvede, men at ingen har svaret paa denne Udfordring. 

Sagen er den: Alle Forsøg i Rothamsted blev udfort paa 
Jordlodder af -/g eller ^o Acres Størrelse, og efter Forsøg 
paa &aa begrænsede Strækninger korn man til de for Land- 



247 

bruget saa betydningsfulde Resultater med Hensyn til Græn- 
serne for en fordelagtig Gødningsanvendelse. 

Den største Genneinsnitshost, man ved Anvendelse af den 
mest mulige Gødning har faaet i Rothamsted paa disse smaa 
Jordstykker, er 36 Y^ Bushel, og den største Høst, man fik i 
det bedste Høstaar, var 56 Bushels. 

Nu paastaar Sir A. Cotton, at man ved Hjælp af Dyb- 
Kultur og Plantning med Mellemrum kan faa 80 å 100 Bu- 
shels af Acren eller tre Gange saa meget som Gennemsnits- 
høsten er i Rothamsted. Det eneste rigtige Svar paa en saa- 
dan Udtalelse vilde efter min Mening have været at frem- 
komme med en Opfordring til at høste 80 å 100 Bushels i 
flere paa hinanden følgende Aar (gode og daarlige Høstaar) 
paa Jordlodder af samme Størrelse som Forsøgsmarkerne i 
Rothamsted, altsaa -/^ og Ys Acre, og selvfølgelig under den 
Betingelse, at der blev aflagt nøjagtigt Regnskab over den 
Gødningsmængde og den Arbejdstid, der blev anvendt ved 
denne Dyrkning. Men en saadan Opfordring fremkom ikke; 
der blev derimod stillet det Forslag, at man skulde avle 
1000 Bushels paa ti Acres i ti forskellige Grevskaber. 

En Udfordring paa Betingelser som disse er slet ingen 
Udfordring — hvad Sir John Lawes selv sikkert véd. Men 
lad os haabe, at Hallett's, Cotton's, Grandeau's og Dessprézs 
Forsøg en skøn Dag ogsaa vil blive gjorte i Rothamsted, og 
at Sir John Lawes vil give dem en lige saa glimrende Be- 
kræftelse, som han for ikke lang Tid siden gav Hellriegels 
Afhandling om Kvælstofsamling. 



L. Udplantet Huede. 

Nogle faa Bemærkninger om denne Metode, der omfattes 
med stor Interesse af alle Forsøgsstationer, vil her vistnok 
være paa sin Plads. 



248 

I Japan bliver Risen altid behandlet paa samme Maade 
som vore Gartnere behandler Salat og Kaal. Nemlig først 
spirer den, saa saaes den paa særlig varme Steder, vandes 
omhyggeligt og beskyttes mod Fuglene. 35 eller 55 Dage 
senere bliver de unge Planter, der nu er fuldt udviklede og 
har et tæt Filter af Rødder, plantet ud paa Friland. Ved Iagt- 
tagelse af disse Forholdsregler faar Japanerne 20 a 32 Bu- 
shels Ris af Acren paa de daarligere Jorder, 40 Bushels paa 
de bedre og 76 Bushels paa de allerbedste. I Nord-Amerika 
er Gennemsnitshøsten i seks af de Stater, hvor der dyrkes 
Ris, kun oy,. Bushels.*) 

Ogsaa i Kina bruges Udplantning en Del, og man er i 
Frankrig derved kommen paa den Idé — det er M. Eugéne 
Simon og M. Toubeau, der har ført den frem — at man ved 
at benytte Udplantning i Hvedeavlen kunde naa' at forøge 
Høsten betydeligt.**) 

Saa vidt jeg véd, har man endnu ikke anstillet praktiske 
Forsøg over Metoden, men efter de Resultater, Major Hallett 
er kommen til ved sin Plantemetode og det Udbytte, vore 
Handelsgartnere har af at plante ud og ud igen, skulde man 
synes, at der ved Udplantning af Hvede vilde aabne sig nje 
Muligheder, som vel var værd at tage i alvorlig Betragtning. 

Der er som sagt endnu ikke gjort Forsøg i den Retning, 
men Professor Grandeau, til hvem jeg skrev for at høre 
hans Mening, svarede mig, at han troede denne Sag havde 
en stor Fremtid for sig. De franske Handelsgartnere, jeg har 



*) Dr. M. Fesca: »Beitriige zur Kenntniss der Japanesischen Landwirt- 

schaft«, 2 Theil., S. 33 (Berlin 1893). 

Besparelsen af Frø er ogsaa betydelig. Mens man i Italien saaer 

250 Kilogram pr. Hektar og i Syd-Carolina 160 Kilogram, bruger man 

i Japan kun 60 Kilogram pr. Hektar. (Semler; Tropische Agrikultur, 

HI Band, S. 20-28.) 
*) Eugéne Simon: »La cité chinoise.« Toubeau: »La repartition métrique 

des impotsc, 2 vol. (Paris, Gnillaumin, 1880.) 



249 

talt med om Sagen, ser selvfølgelig ikke det mindste mærke- 
lige i den Idé. 

Med Planter, der giver 1000 Frø hver — ved Forsøgene 
i Capelle fik man gennemsnitlig 600 Frøkorn — vilde et 
Menneskes aarlige Brødføde (265 Ibs. eller ca. o^j.. Million 
Korn) kunde avles paa en Jordlod å 250 Kvadratyards Stør- 
relse, mens Udplantningen for en øvet Haand ikke vilde ud- 
kræve mere end 10 å 12 Timers Arbejde. Med passende, 
hensigtssvarende Redskaber kunde Arbejdet rimeligvis redu- 
ceres betydeligt. I Japan kan to Mænd og to Kvinder paa 
én Dag beplante ^/^ Acre med Ris. (Ronna: i>Les Irrigations«, 
Vol. III, Pag. 67.) Det vil sige 33,000 a 66,000 Planter 
(Fesca, »Japanesische Landwirtschaft«, Pag. 33) eller et Mini- 
mum af 8250 Planter for hvert Individ pr. Dag. Jersey- 
Gartnerne planter fra 600 (de uøvede) til 1000 Planter (de 
øvede) i Timen. 

M. Import af Grøntsager til Storbritannien. 

At Jorden i England ikke benyttes tilstrækkeligt til Han- 
delsgartneri, og at Størstedelen af de Grøntsager, der nu ind- 
føres fra Udlandet, kunde avles i Landet selv, er Ting, der i 
de senere Aar er gentaget Gang paa Gang. 

Vistnok er der i den nyere Tid gjort betydelige For- 
bedringer; det Areal, der benyttes til Handelsgartnerier og 
navnlig til Dyrkning af Frugt og Grøntsager under Glas, er 
blevet stærkt forøget. 

I 1875 var der saaledes i Storbritannien kun 38,957 Acres^ 
der benyttedes til Handelsgartnerier, medens der i 1894 var 
88,210 Acres (fraregnet Gemyseavien paa Bondegaardene), der 
brugtes til det Øjemed. ;The Gårdeners Chronicle, 20*^ \prii^ 
1895, p. 483.) 

Denne Forøgelse er ikke desmindre ganske forsvindende i 
Sammenligning med hvad ^der er udrettet paa det Punkt i 



250 

Frankrig, Belgien og De forenede Stater. I Frankrig ansloges 
i 1892 af Baltet (Lhorticulture dans les cinq parties du 
monde. Paris, 1895) det Areal, der benyttedes til Handels- 
gartnerier, at beløbe sig til 1,075.000 Acres — i Forhold til 
det dyrkelige Areal fire Gange mere end i England, og det 
mest nævneværdige er, at betydelige Landstrækninger, der 
før behandledes som ikke dyrkelig Jord, nu er inddraget 
under Kultur til Brug for Frugtavl og Handelsgartneri. 

Som Forholdene i England nu er, véd vi, at der indføres 
store Mængder af de alleralmindeligste Grøntsager, der lige 
saa godt kunde avles i Landet selv. Salat indføres ikke alene 
fra Azorerne eller fra Syd-Frankrig, men til helt ind i Juni 
Maaned fra Frankrig, hvor den dyrkes i Bænke, ikke paa 
Friland. Fra Holland indføres tidlige Agurker, ogsaa avlet i 
Bænke, og de sælges saa billigt, at mange engelske Gartnere 
har ophørt selv at dyrke dem. (The Gårdeners Chronicle, 
20th April, 1895, p. 483.) Endog Runkelroer indføres fra 
Holland, og mens der tidligere avledes Løg i store Mængder 
i England, indførtes der i 1894 5,288,512 Bushels Løg fra 
Belgien (Hovedeksportstedet\ Tyskland, Holland, Frankrig osv. 

At tidlige Kartofler indføres fra Azorerne og Syd-Frankrig 
er ganske naturligt. Derimod er det mindre naturligt, at der 
fra Kanaløerne indfores over 50,000 Tons Kartofler (i Aarene 
1891—4 gennemsnitlig 58,060 Tons til en Værdi af 521,141 £), 
naar der i Syd-Devon og rimeligvis ogsaa i andre Dele af 
Syd-England findes Hundreder, ja maaske Tusinder af Acres, 
hvor tidlige Kartofler kunde dyrkes med lige saa stort Ud- 
bjtte som paa Kanaløerne. Men foruden de 88,200 Tons 
tidlige Kartofler (Værdi: 710,586 jg), der indføres til England, 
bliver der fra Holland, Tyskland og Belgien indført 54,100 
Tons sildige Kartofler, for hvilke der aarligt betales 441,300^6. 
Endvidere indførtes der i de samme tre Aar fra forskellige 
Lande alle Slags grønne Gemyser for en Sum af 1,027,411 £ 
(mod 467,290 £ i 1885). Og iraens ligger Tusinder af Acres 



251 

ubenyttet hen, og Landbefolkningen drives til Byerne for at 
søge Arbejde — uden at finde det. 

Enhver Englænder véd, hvor godt Kartofler trives i Eng- 
land, og hvilke udmærkede Sorter der er frembragt af en- 
gelske Kartoffelavlere. Men Forpagtningsafgiften og Mellem- 
handleren sluger Størsteparten af Avlernes Fortjeneste. Jeg 
kunde anføre slnaende Eksempler som Bevis for denne Ud- 
talelse, hvad Mellemhandleren angaar, men da der allerede 
findes en Uendelighed af Beviser i den Retning, vilde det 
være unyttigt at komme med flere Tal for at bevise noget, 
der allerede er bevist. (W. Bear: British Farmer and His 
Competitors, p. 151.) 

N. Handelsgarineri i Belgien. 

I 1885 benyttedes der i Belgien 99,600 Acres til Handels- 
gartneri. Nu skriver en belgisk Landbrugs-Professor, der har 
været saa elskværdig at skaffe mig Oplj'sninger om dette 
Emne, følgende til mig: 

». . . Arealet er betydeligt forøget, jeg tror det kan an- 
sættes til 112,000 Acres (45,000 Hektar), om ikke mere.« 
Endvidere: ». . . Forpagtningsafgiften i Nærheden af de store 
Byer, Antwerpen, Liége, Ghent og Briissel, beløber sig til 
5 i2 16 sh. å 8 j2 pr. Acre. Driftsomkostningerne er 13 å 
25 £, pr. Acre; den aarlige Udgift til Gødning — som er den 
største Udgift — beløber sig til 8 å 16 £ pr. Acre i det 
første Aar, senere til 5 a 8 i2.« 

Haverne er gennemsnitlig paa 2^/., Acres Størrelse, og i 
hver Have bruges der 200 å 400 Bænke. Der kan siges det 
samme om de belgiske Handelsgartnere, som der er sagt om 
de franske mardichers. De arbejder umaadelig strengt, fordi 
de betaler uhyre høje Forpagtningsafgifter og gærne vil lægge 
lidt til Side for en Dag selv at kunne købe sig et Stykke 
Jord og derved frigøre sig for den Blodsuger, der sluger en 



252 

saa stor Del af deres Fortjeneste. Desuden maa de aarlig 
købe en Mængde nye Bænke eller Skyggerammer for stadig 
i højere Grad at kunne fremskynde den tidlige Avl, og paa 
Grund af alt dette arbejder de som Slaver. Men vi maa ikke 
glemme, at man paa Jersey avler en lige saa stor Produk- 
tionsmængde i Koldhusene under Glas, og at det kun fordrer 
3 Mænds Arbejde med 55 ugentlige Arbejdstimer at dyrke én 
Acre Jord under Glas paa Jersey. 

O. Den lille Industri i Lyon-Distriktet. 

Egnen omkring St. Etienne er et stort Centrum for en 
stærkt varieret Industri, iblandt hvilken de smaa Virksom- 
heder indtager en betydelig Plads. Jærnstøberier, Kulgruber 
med høje, røgudspyende Skorstene, larmende Fabriker, Veje, 
som er sorte af Kulstøv, og dertil en fattig Vegetation giver 
Landet det velkendte Udseende af »the Black Country (Kul- 
landet). I enkelte af Byerne, som f. Eks. i St. Chamond, er 
der en Mængde Fabriker, hvori Tusinder af Kvinder er be- 
skæftiget med Possementmagerarbejde. Men ved Siden af den 
store Industri har de smaa industrielle Virksomheder ogsaa 
naaet en høj Udvikling i denne Egn. Allerførst maa nævnes 
Silkebaands-Fabrikationen, som i 1885 beskæftigede ikke færre 
end 50,000 Mænd og Kvinder. Kun 3000 å 4000 Væve var 
den Gang anbragte i Fabrikerne, de øvrige — 1200 å 1400 
Væve — tilhørte Arbejderne selv, baade dem, der boede i 
St. Etienne, og dem, der boede paa Landet i Omegnen.*) 



*) Jeg har de følgende Tal og Oplysninger fra M. V. Euvert, Præsident 
for Handelskamret i St. Etienne. Mens jeg sad fængslet i Clairvaux, 
var han saa elskværdig, som Svar paa et Brev fra mig, at sende mig 
en meget interessant Heskrivelse over de forskellige Former for Indu- 
stri, der fandtes i denne Egn. Jeg benytter Lejligheden til at sige M. 
V. Euvert min bedste Tak for hans Elskværdighed. 



253 

Som Regel er det Kvinderne, der spinder og spoler Sil- 
ken, mens Mændene væver Baandene. I Nærheden af St 
Etienne havde jeg Lejlighed til at se disse smaa Værksteder, 
hvor en Fader med sine Sønner vævede indviklede Mønstre 
(med Firmastempel indvævet paa Baandet) eller ogsaa Baand 
af udpræget kunstnerisk Smag, medens Hustruen lavede Fa- 
miliens Middagsmad i Værelset ved Siden af. 

Fortjenesten ved denne Silkebaandsvævning var en Gang 
meget stor, idet den beløb sig til 10 Francs om Dagen, og 
Hr. Kuvert skrev til mig, at Halvdelen af Husene i St. Etien- 
nes Forstæder var bygget af Arbejderne selv. Men Sagen fik 
pludseligt et helt andet Udseende, efter at der i 1884 ind- 
traf en Krise i denne Industri. Der indløb ingen Bestil- 
linger og Baandvæverne maatte leve af tilfældig Fortjeneste. 
Alt, hvad de havde sammensparet, var snart brugt. M. Euvert 
skrev til mig: »Hvor mange af dem er ikke blevne nødt til 
at sælge den Væv, de selv har betalt med flere Tusind Francs, 
for et Par Hundrede!« 

Hvilken Indflydelse denne Krise fik for Industrien, véd 
jeg ikke, da jeg ikke senere har hørt noget derom. Højst 
sandsynligt er en Del af Væverne flj^ttet til St. Etienne, hvor 
Kunstvævning stadig florerer, og hvor desuden de billigste 
Baandsorter væves i Fabrikerne. 

Vaaben-Industrien beskæftiger 5000 å 6000 Arbejdere, af 
hvilke Halvdelen bor i St. Etienne, de øvrige i Omegnen. Alt 
Arbejdet udføres i smaa Værksteder ; der er kun én stor 
Fabrik, som ejes af Staten og hvori der til Tider beskæftiges 
indtil 15,000 Arbejdere mens der til andre Tider igen kun 
er nogle faa Tusind Arbejdere. 

En anden vigtig Erhvervsgren i samme Egn er Fabrika- 
tionen af Isenkramvarer, der drives i smaa Værksteder i Om- 
egnen af St. Etienne, Le Chambon, Firminy, Rive de Giers 
og St. Bonnet le Chateau. Arbejdet er nogenlunde regel- 
mæssigt, men Fortjenesten ringe. Ikke des mindre vedbliver 



254 

Bønderne at drive denne industrielle Virksomhed, fordi de 
enkelte Tider af Aaret ikke kan undvære at have en Be- 
skæftigelse ved Siden af Jordbruget. 

PYankrigs aarlige Produktion af Silkestoffer beløb sig i 
1881 til 7,558,000 Kilogram — imod 5,134,000 Kilogram i 
1872 (»Journal de la Société de Statistique de Paris«, Septbr. 
1883) — og Størstedelen af de 5 a 6 Millioner Kilogram 
Raasilke, som fabrikeredes i Lyon-Distriktet, blev tilvirket 
med Haanden.*) Tyve Aar før den Tid, altsaa omkring 1865, 
fandtes der kun 6000 å 8000 Maskinvæve, og naar vi husker 
paa den lykkelige Periode, som Lyoner-Silkeindustrien var 
inde i omkring 1876, og paa den Krise, den gennemgik i 
1880—86, maa vi undres over den Langsomhed, hvormed 
Omdannelsen gik for sig. Saaledes tænkte ogsaa Præsidenten 
for Handelskammeret, som skrev til mig, at Maskinvævenes 
Tal stadig Aar for Aar forøgedes, idet man efterhaanden for- 
stod at tilvirke moderne Stoffer paa dem, som man før ikke 
havde troet kunde udføres paa Maskinvæv. »Men,« tilføjede 
han, »Omdannelsen af de smaa Værksteder til Fabriker gaar 
endnu saa langsomt for sig, at Maskinvævenes Antal kun ud- 
gør 20,000 å 25,000 af samtlige 100,000 å 110,000 Væve.« 
Hovedtrækkene for Lyoner-Silkeindustrien er følgende: 
Det forberedende Arbejde — Spolingen, Rendingen osv. — 
udføres, i Reglen i smaa Værksteder for det meste i Lyon; 
der er kun faa af disse smaa Værksteder ude omkring paa 
Landet. Farvningen og den sidste Behandling af Stoffet ud- 
føres selvfølgelig i de store Fabriker, og det er især gennem 
Farvningen, der beskæftiger 4000 å 5000 Mennesker, at Fa- 
brikerne i Lyon har faaet en saa stor Anseelse. 



*) Jeg tager disse Tal af et udførligt Brev, som Præsidenten for Handels- 
kammeret i Lyon var saa elskværdig at sende mig til Clairvaux i April 
1885 som Svar paa nogle^ Spørgsmaal, jeg havde rettet til ham om 
dette Emne. Jeg griher Lejligheden til at sige ham min bedste Tak 
for hans interessante Oplj'sninger. 



255 



Det er ikke Silkestoller alene, der bliver farvet i Lyon, 
men ogsaa Bomulds- og uldne Tøjer, og ikke til Landets 
Forbrug alene, men ogsaa til en vis Grad for London, Man- 
chester, Wien, ja endog Moskva. Det er da ogsaa i denne 
Branche, at de bedste Maskiner findes. *) 

Vævningen foregaar, som jeg netop har omtalt, paa 20,000 
å 25,000 Maskinvæve og paa 75,000 å 90,000 Haandvæve, 
som til Dels findes i Lyon selv (i 1885 15,000 å 18.000 
Haandvæve), til Dels og hovedsagelig i Omegnen. Værk- 
stederne, hvori tidligere en Mester beskæftigede flere Svende, 
synes tilbøjelige til at forsvinde og vige Pladsen for mindre 
Værksteder, hvori der kun findes to a tre Haandvæve, ved hvilke 
Mand, Kone og Børn arbejder. I hvert Hus, i hver Lejlig- 
hed i Croix Rousse eksisterer den Dag i Dag den Slags smaa 
industrielle Virksomheder. Fabrikanten giver i store Træk 
Anvisning paa det Stof, han vil have vævet, hans Tegnere 
giver et Udkast af Mønstret, men det bliver Arbejderens eller 
Væverens Opgave at finde ud af, hvorledes han skal manøv- 
rere med de forskelligt farvede Traade for at fremstille det 
paa Mønstret tegnede Stof. Paa den Maade skaber han stadig 
noget nyt, og mange Forbedringer og Opdagelser er blevne 
gjort af Arbejdere, hvis Navne endog er ukendte.**) 

Lyoner-Væverne har lige til vor Tid forstaaet at hævde 
deres Ry som de første i Branchen med Henseende til kunst- 
nerisk Udførelse af Silketøjer. De fineste, virkelig kunst- 
neriske Brokadestoffer, Satin og Fløjl væves i de mindste 
Værksteder, hvor der kun findes én eller to Væve. Desværre 
er den usikre Efterspørgsel, som er karakteristisk for den 



*) La fabrique lyonnalse de soieries. Son passé, son present. Imprinié 
par ordre de la Chambre de Commerce de Lyon, 1873. (Offentliggjort 
i Anledning af Udstillingen i Wien.) 
•*) Marius Morand : L'organisation ouvriére de la fabrique lyonnaise — en 
Forelæsning, som blev holdt for Association Fran^aise pour lavance- 
ment des Sciences i 1873. 



256 

Slags første Klasses Varer, hyppigt Aarsag til Nød blandt 
Væverne. Før i Tiden, naar Bestillingerne paa de kostbareste 
Stoffer blev for sparsomme, begyndte Væverne at væve Tøjer 
af ringere Kvalitet, som f. Eks. Poulard, Crepe og Tyll, paa 
hvilke Sorter Lyon havde Monopolet i Europa. Nu derimod 
væves disse Stoffer i Massevis i Fabrikerne i Lyon, Sachsen, 
Rusland og Storbritannien og desuden af Bønderne i Nabo- 
distrikterne omkring Lyon samt i Landsbyerne i Schweizer- 
Cantonerne Basel og Ziirich, i Rhin-Provinserne, Italien og 
Rusland. 

Forflyttelsen af den franske Silkeindustri fra Byerne til 
Landet begyndte for mange x\ar siden, nemlig omkring 1817; 
men det var dog især i Treserne, at denne Bevægelse fik et 
saa stort Omfang. I 1872 var omtrent 90,000 Haandvæve 
spredt omkring paa Landet ikke alene i Departementet Rhone, 
men ogsaa i Ain, Isére, Loire, Soåne-et-Loire, ja endog i 
Drome, Ardéche og Savoie. I nogle Tilfælde anskaffedes Væ- 
vene af Købmændene, men i de fleste var det Væverne selv, 
der ejede dem, og det var især Kvinderne, der besørgede 
Vævningen i den Tid, hvor de ikke arbejdede i Jordbruget. 
Men allerede i 1835 begyndte Silkeindustrien at udvandre fra 
Byerne til Landsbyerne i Form af store Fabriker, og disse 
Fabriker vedblev at spredes over Landdistrikterne og anret- 
tede stor Forstyrrelse blandt Landbefolkningen. 

Saa snart der bliver bygget en ny Fabrik i en Landsbj^ 
drager den straks den kvindelige Ungdom, og til Dels ogsaa 
Drengene, fra det omliggende Bondeland til sig. Alle Unge 
— baade Mænd og Kvinder — er glade, naar de kan finde 
en selvstændig Levevej, der fritager dem for Hjemmets Kon- 
trol. Som Følge deraf er Fabrikspigernes Løn meget lav. 
Som oftest er Vejen fra Landsbj^en til Fabriken meget lang, 
og da Arbejdsdagen ogsaa er urimelig lang, kan Pigerne ikke 
daglig tilbagelægge denne Strækning. De bliver saa hele Ugen 
igennem boende i Baraker, der er opførte ved Fabriken, og 



kommer kun hjem hver Lørdag Aften. Mandag Morgen ved 
Solopgang kører en Vogn fra Landsbj' til Landsby og bringer 
alle Pigerne tilbage til Fabriken. Dette Barakliv bevirker 
hurtigt, at Pigebørnene bliver uskikkede til Markarbejde — 
for ikke at tale om, hvilken Indflydelse det faar paa deres 
Moral. Og efter nogle Aars Forløb, naar de er fuldvoksne 
Kvinder, opdager de, at de umuligt kan leve af den usle 
Løn, Fabriken betaler; men de er da ogsaa udygtige til at 
genoptage Livet paa Bondegaarden. Det er let at se, hvilke 
Ulykker Fabriken anretter blandt Landbefolkningen, og hvor 
usikker dens egen Eksistens er, baseret som den er paa den 
lave Løn, der betales Bønderpigerne. Fabriken ødelægger den 
lille Jordbrugers Hjem og gør Bilarbejderens Stilling endnu 
vanskehgere paa Grund af den stærke Konkurrence, den 
bringer ham. Hele Industrien er desuden i en Tilstand af 
stadig Usikkerhed. 

P. Den lille Industri i Paris. 

Det vilde være umuligt at opramse alle de forskellige 
Former for den lille Industri, der er samlet i Paris, heller 
ikke vilde dette være af stor Betydning, thi for hvert Aar, 
der gaar, opstaar der flere og flere nye industrielle Virksom- 
heder. Jeg vil derfor indskrænke mig til kun at omtale 
nogle faa af disse. 

En Del af dem staar selvfølgeligt i Forbindelse med Da- 
mernes Paaklædning. Konfektionsforretningerne beskæftiger 
ikke mindre end 22,000 kvindelige og mandlige Arbejdere, 
hvis Produktion anslaas til 3 Millioner Pund aarligt. 15,000 
Kvinder syr Nederdele; denne Produktion alene ansættes i 
aarlig Værdi til 2,400,000 £. Damelinned, Sko, Handsker 
osv. er lige saa vigtige Brancher, og en Fjerdedel af alle de 
Korsetter, der laves i Frankrig, bliver sj'et i Paris (for 
500,000 £ af 2 Milhoner). 

17 



258 

Gravørarbejde, Bogbinderi og alle Slags Galanterivarer 
samt Fabrikationen af musikalske og matematiske Instru- 
menter er atter Brancher, i hvilke Pariser-Arbejderen sær- 
lig udmærker sig. Ogsaa Kurvefletning bør nævnes som en 
vigtig Industrigren; de fineste Sorter laves i Paris, de tarve- 
ligere i de allerede omtalte Distrikter (Haute Marne, Aisne, 
osv.). Børster laves i smaa Værksteder, og denne Branches 
Værdi anslaas for Paris' og Nabo-Departementet Oise s Ved- 
kommende til 800,000 £. 

Der findes i Paris 4340 Møbelværksteder, hvori der 
gennemsnitlig arbejder 3 å 4 Snedkere. Urindustrien har 
2000 Værksteder med 6000 Arbejdere, og deres Produktion 
(.omkring 100,000 £) udgør omtrent en Tredjedel af hele 
Frankrigs Urindustri. Læderindustrien — maroqiiinerie — 
naa'r i sin Produktion det anselige Tal 500,000 £, skønt der 
kun arbejder 1000 Personer i 280 Værksteder i denne 
Branche; dette Tal vidner om, hvor højt Pariser-Arbejderen 
er naaet i Fremstillingen af kunstnerisk udførte Læderarbej- 
der. Ogsaa Paris' Guldsmedeværksteder, baade for kost- 
bare og tarvelige Varer, indtager en betydelig Plads i den 
lille Industri, og en anden vel kendt Specialitet er Forfær- 
digelsen af kunstige Blomster. Tilsidst maa jeg endnu nævne 
Vognfabrikerne og Sadelmagerværkstederne, der navnlig findes 
i de smaa Byer i Nærheden af Paris, samt Forfærdigelsen af 
fine Straahatte, Glassliberi, Maling paa Glas og Porcelæn, 
alle Slags Fantasiknapper, Besætningsgenstande i Perlemor, 
Smaating af Horn og Ben, osv. 

Q. De smaa Haandværk i Tyskland. 

Den Literatur, der omfatter den lille Industri og Haand- 
værket i Tyskland, er meget omfangsrig; de vigtigste Arbejder 
i saa Henseende findes enten fuldstændigt eller i Uddrag i 
Schmollers »Jahrbucher« og i Conrads »Sammlung national- 



259 

økonomischer und statistischer Abhandlungent. Et alminde- 
ligt Overblik og tyldige bibliografiske Oplysninger faar man 
af Schonbergs »Volkswirthschaftslehre«, B. II, hvori der findes 
fortrinlige Bemærkninger om den lille Industris rette Virke- 
felt (S. 401) samt ligeledes af K. Blichers før omtalte >Unter- 
suchungen iiber die Lage des Handwerks in Deutschland«. 
Begge disse Bøger er meget værdifulde Arbejder. O.Schwarz: 
»Die Betriebsformen der modemen Grossindustrie« iZeit- 
schrift fiir Staatswissenschaft, B. XXV, S. 535) er interessant 
paa Grund af sin Analyse af de forskellige Fordele baade 
ved den store og den lille Industri. Disse Betragtninger faar 
Forfatteren til at opstille følgende tre Faktorer til Gunst for 
den første: 1) Besparelse i Udgift til Drivkraft, 2) Arbejdets 
Deling og dets harmoniske Organisation, 3) Fordele ved 
Salg af Produktionen. Af disse tre Faktorer bliver den 
første mere og mere betydningsløs ved de stadige Fremskridt, 
der gøres med Kraftoverførelse; og hvad den anden angaar, 
gælder den i lige saa høj Grad for den lille Industris Ved- 
kommende (f. Eks. Urbranchen, Legetøjsindustrien, osv.). Kun 
den tredje bliver staaende i hele sin Styrke. Men denne 
Faktor er, som jeg allerede har sagt i denne Bog, en social 
Faktor, der udelukkende afhænger af, i hvor høj eller ringe 
Grad der findes Sammenslutningsaand blandt Producenterne. 
Hvad de Tal angaar, hvormed Schwarz beviser de store 
Spinderiers højere Produktionsmængde i Forhold til de smaa, 
saa faar vi intet at vide om, hvorvidt de store Anlæg, han 
omtaler, ikke er mere moderne end de smaa og derfor har 
bedre Maskiner. Paa ét Punkt er Schwarz imidlertid kom- 
men til en fuldstændig rigtig Slutning: den lille Industri — 
med Undtagelse af de Brancher i den, der omfatter kunst- 
forarbejdede Varer — kan kun trives, naar den drives sam- 
men med Agerbrug. 



17« 




PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



A 
5955